Alle indlæg af DenStoreKrig

Ikke kategoriseret

19. juni 1918. Claus Eskildsen bliver sendt på orlov “Det passer mig lige.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen stadig ligger på lazaret, mens den tyske hær forbereder endnu en offensiv.

Saa har man Brug for Sanitetskompagniet. Den 30. Maj flytter det, og jeg er husvild.

For anden Gang skal jeg paa Rejsen til Lazarettet; men Oberstløjtnanten griber atter ind, og jeg indlægges paa Regimentets Sygestue i en Skovlejr.

Nogle Dage senere flytter de med mig igen. Den ene Division efter den anden trækkes ud for at fremtvinge Gennembruddet ved Marne. Linien bliver tyndere, Regimentets Afsnit bliver længere, vi flytter nærmere ind mod Reims, rede til at gribe Byttet, naar det som en moden Frugt falder os i Skødet.

Reims! Frankrigs hellige Stad! Her døbte den hellige Remigius den blodige Kong Klodvig. Her kronedes den lange, lange Række af franske Konger, her staar den 700 Aar gamle Notre Dame, et af Verdens største og skønneste Gudshuse.

Der ligger en egen Stemning over disse Dage, hvor Regimentet holder Udkig med Byen, ser Røgen stige op derinde, hører Sprængninger og hver Dag venter at kunne holde sit Indtog i den gamle, hellige Stad. Franskmændene giver ikke Slip paa den.

Den tyske Offensiv gaar atter i Staa. Dens eneste Resultat er nok en stor Bule i Frontlinien, en farlig Sæk, hvor Foch senere sætter Stødet ind. Fire Uger ligger jeg i Sengen.

Den 19. Juni genoptager jeg Arbejdet. Men Lægen forbyder det. Han vil have mig paa et Rekreationshjem. Oberstløjtnanten foreslaar i Stedet for at sende mig paa Rekreationsorlov.

Det passer mig lige. I 3 Uger lader jeg mig behandle paa Seminariet i Tønder, der er indrettet til Lazaret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s.  219

Hjemmefronten, Sønderjyder

19. juni 1918. Vi er nu så vant til skuffelser. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 19. juni 1918

Min egen kære Inger!
Det var en skuffelse, da jeg i går fik dit brev fra d. 14., og du deri meddeler, at der igen er kommet afslag på ansøgningen. Det er meget kedeligt, og jeg blev i det første øjeblik lidt nedslået deraf, men da jeg havde besindet mig lidt, så kom jeg til at tænke på, at det jo kunne have været meget værre.

Vi er nu så vant til skuffelser, både du og jeg, så det gør næsten ikke mere indtryk på os, end at slå vand på en gås. Vi må ikke af den grund lade hovedet hænge. Hvoraf det kommer, at ansøgningen er blevet afslået her, kan jeg ikke forstå, men sådan går det os alle. Jeg talte forleden dag med en af de andre kuske fra bagagen. Han er 43 år og havde også søgt om at komme bort herfra, men han fik også afslag med den begrundelse, at han ikke var med i forreste linje.

Du vil altså prøve at søge igen, kære Inger. Men det nytter vist ikke, er jeg bange for, thi når de lige har afslået en ansøgning, så er det vanskeligt, at de bevilger en anden. Nej, om høstorlov skal du slet ikke søge. Så lad os bare vente, indtil jeg står for tur til at få orlov. Hvis der blev tilstået mig orlov i 4 uger, så ville der opstå et frygteligt spektakel imellem de andre bagagefolk, så de næsten ikke var til at være sammen med. Nogle af dem er nogle meget ubehagelige mennesker, og de er så misundelige, så det er rent for galt.

Ja, det var skade, at løjtnant Rewe faldt, men det er ikke derfor sagt, at det var lykkedes for os. Han skulle ellers nok gøre, hvad han kunne, det ved jeg. Nej, du skal ikke være bange for, at jeg taber modet, kære Inger, for som sagt, det kunne have været meget værre. Mange tak for brevet, min kære gode hustru…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

17. juni 1918 – Hejmdal: Hjemvendte krigsfanger fra Rusland

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


De fra Rusland hjemvendende Krigsfanger

Som svar paa mange Forespørgsler, der er indløbne til Krigsministeriet, bekendtgøres følgende:

De fra russisk Krigsfangenskab Hjemvendende kan uden Indskrænkning anvendes til Krigstjeneste igen. Det vilde stride imod den almindelige Værnepligt, hvis disse Medlemmer af Hæren efter deres Orlov blev andvendte anderledes end de øvrige Værnepligtige, af hvilke mange føres til Fronten igen selv efter gentagne Saar. For saa vidt der af særlige Grund, f. Eks. som Følge af fremskreden Alder eller Familiehensyn, kan ses bort fra Anvendelse i Fronten, kommer disse Særbestemmelser ogsaa de fra russisk Fangenskab Hjemvendte til gode. 

Anmeldelse til Lægsrullen

Landraaden i Aabenraa opfordrer de Værnepligtige, der indeværende Aar fylder det 17. Leveaar og endnu ikke har meldt sig til Landstormsrullen, til ufortøvet at melde sig hos de stedlige Myndigheder.

Militære Stænger

Landraaden i Aabenraa gør i given Foranledning paany opmærksom paa, at de til Betegnelse af militære Punkter rejste Stænger ikke maa fjernes. Ogsaa skødesløs Beskadigelse eller Fjernelse straffes.

Eftermæle

Fra Øster-Løgum skrives der til os:

I Torsdags stedtes de fordisse Levninger af forhenværende Degn og Lærer i Øster-Løgum Chr. Buchardt under stor Deltagelse fra Beboernes Side til Hvile paa den herværende Kirkegaard.

Gamle Buchardt havde mange Venner her i Sognet; han havde vundet dem ved sin bramfri Færd og sin pligtopfyldende Virksomhed. Som Følge deraf havde han ogsaa faaet overdraget adskillige Tillidshverv: Han var saaledes bl. a. Regnskabsfører ved Sparekassen i Øster-Løgum og Forligsmægler, og disse Hverv røgtede han med stor Avlor og Dygtighed.

Han var Lærer i Øster-Løgum i 13 Aar. Efter at være bleven pensioneret købte han et Landbosted her i Byen, og efter at hans Hustru var død, opholdt han sig hos sin Søn paa det nævnte Landbosted. Sønnen var Gartner, og den Gamle hjalp ham da ved Gartneriet og Landvæsenet og var altid i Virksomhed.

Lærer Buchart blev velsignet med en stor Børneflok, deriblandt 6 Sønner, som under indeværende Verdenskrig alle blev indkaldte. Den ene af Sønnerne havde grundlagt en Købmandsforretning i Toftlund; da han midlertid faldt i Krigen, drog den Gamle derhen for at overtage Forretningen, og her blev hans Livsvirksomhed afbrudt.

Hans Minde vil leve længe her i Sognet.    

Flygtede Russere

Fra Møgeltønder Sogn flygtede i forrige Uge 4 russiske Fanger og fra Visby 3. Det hedder, at de førstnævnte skal være indfangede, medens de 3 fra Visby endnu er paa fri Fod og maaske er naaede over den danske Grænse.


Fra Felten


Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Andreas Asmussen fra Hajstrup, Christian Iversen fra Aabenraa, Peter Dall fra Brorsbøl og Jes Jessen fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den  sidste preussiske Tabsliste er Richard Lund fra Skodborg, Hans Petersen fra Haderslev og Underofficer Martin Gilleberg fra Kjelstrup haardt saarede, medens Underofficer Peter Gaarde fra Hjartbro, Gefr. Adolf Johannsen fra Ringenæs, Underofficer Hans Nielsen fra Branderup, Hans Bruhn fra Stubbæk, Gefr. Lorenz Christensen fra Hjerting, Gefr. Jakob Holdt fra Løjtkirkeby, Gefr. Christen Kudsk fra Arnitlund, Underofficer Niels Mathiesen fra Højrup, Gefr. Jes Rick fra Bækken ved Graasten, Heinrich Rangstrup fra Aabenraa og Jørgen Thousen fra Varnæs meldes saarede.  

Tilbage fra Fangenskab

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Alfred Andersen fra Haderslev er vendt tilbage fra Fangenskab.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Hans Lund fra Sverdrup og Gefrejter Marius Petersen fra Øster-Løgum døde af deres Saar. 

(Læs hele Hejmdal fra 17. juni 1918)

Sønderjyder

16. juni 1918. Frederik Tychsen forhindrer en voldtægt

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie.

III. kanon var i løbet af dagen blevet bragt i orden, om aftenen kunne der skydes med den. Om natten havde vi ro, vi sov i teltene, der var opslået i skovkanten lige uden for byen. Den 3. juni fortsatte vi og gik i stilling ved en større landsby, der hed Vierzie. Samme dag blev kanoner Malkowitz såret.

Ved Vierzie lå vi til natten mellem 14. og 15. juni og flakkede derefter omkring fra den ene by til den anden og skiftede meget ofte stilling; snart gik vi frem, og snart gik vi tilbage. På for marchen kom vi ind på en egn, hvor der ikke havde været soldater siden 1914.

En formiddag i stærk solhede kom vi således til et gammelt, fint slot. Herskabet havde forladt bygningen et par timer i forvejen. Portneren var krøbet under en busk ude i parken. Da han kom frem, rystede han over hele kroppen, han var bange.

Vi talte med ham og beroligede ham noget. Vi var vel en 7 – 8 mand. Han tog os med hen til slottet, førte os ned i kælderen, låsede op og gav os nogle gamle vine med en etikette og lakstempel fra 1812. Vi mindedes Napoleon d. 1. og drak af den gamle, herlige vin.

Jeg gik op i stuerne og så mig omkring. Her var flotte malerier og fornemme gobeliner. På væggen hang en telefon, jeg tog fat i hørerøret og lyttede. Jeg kunne høre, at der blev talt fransk, men pludselig blev samtalen afbrudt.

Vi tog et par flasker vin af den gamle sort, forlod slottet og gik op i byen. En berliner ved navn Neumann og jeg fulgtes ad. Vi gik ind i forskellige huse, og overalt vrimlede det med militær. Vi kom ind i et hus, og så hørte vi, at der var nogen, der skreg ganske uhyggeligt oppe på anden sal. Vi ilede op af trapperne og kom ind i stuen, hvorfra lyden hørtes.

Der var det en gammel kone på ca. 60 – 65 år, der skreg; det var to Feldvebeler af et badisk regiment, der var ved at trække tøjet af hende. De følte hende hujende og støjende på de “private steder”, de var berusede begge to. Det så ud til, at de ville voldtage hende. Da Neumann så det, blev han rasende, greb fat i dem og smed dem ned af trapperne begge to.

Jeg tog imidlertid min karabiner af skuldrene, sådan at jeg havde noget at værge mig med.

De talte store ord, da de kom på benene, men derved blev det. De talte om, at de skulle undersøge husene, om der fandtes våbenlagre. Men Neumann råbte, at hvis de rørte den gamle dame, så blev de stukket ned på stedet. Men så forlod de skyndsomt huset.

Neumann var meget vred, så han var ikke til at spøge med.

Vi forlod byen, drog fra det ene sted til det andet, ofte om natten, men det bedste ved det hele var, at vi fik nok at spise, vi kom omkring i de rømmede byer, nogle gamle og enkelte andre familier var altid blevet tilbage, og de fortalte os, at de som regel først fik besked 1 – 2 timer i forvejen, når byen skulle rømmes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

16. juni 1918. Man kan godt gå 10 gange for et par støvler. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag formiddag d. 16. juni 1918

… Tror du, jeg kunne skrive til Suhr og få lidt oplysninger om, hvorfor dine ansøgninger altid biir afslået? Jeg kunne have lyst til det. Nu er der lidt fredsdrøftelser i avisen igen, det er da bedre end slet ingen ting. En gang må den jo da også komme, freden. Somme tider er man nær ved at glemme det…

Tirsdag d. 18. juni 1918

… I går fik jeg ikke skrevet til dig. Jeg kom til Haderslev, inden jeg tænkte på. Anne Friis ringede midt på formiddagen, om jeg ville køre med dem. Det var jo et godt tilbud, for det er ikke morsomt at være med toget om middagen. Lidt ærinder havde jeg, det har man altid, for man kan godt gå 10 gange for at få et par støvler til børnene, og kommer man ikke selv, får man slet ikke noget. Jeg købte så også et pibehoved til dig og en svampdåse samt en grøn sangbog. Anne og Fedder købte meget. De flytter lidt om med deres stuer, tager spisestue der, hvor de har sovekammer, og så skal der jo tapeter og gardiner og mere til. Jeg var inde hos Thay-sen på henvejen. Vi talte jo også om din ansøgning. Jeg tænker nok, vi får det ordnet. Men nu vil jeg ikke fortælle dig noget videre om det, kun det, at jeg ved omtrent, hvad der er i vejen. Lad os slå vor lid til vor Gud, det dages måske dog omsider for os. Jeg fandt nu lige et lille vers i »kirkesagen«…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

14. juni 1918 – Hejmdal: Når fjendtlige flyvere lander

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Et Mathias Hübsch-Legat

paa 100,000 Mark er oprettet af Købmand Mathias Hübsch i Flensborg og er blevet stadfæstet af Regeringen. Legatet, som er anbragt i Krigslaan, skal forvaltes af en Bestyrelse med Overpræsidenten som Formand, mens Handelskamret og Haandværkskamret i Flensborg indstiller tre Medlemmer til Overpræsidentens Godkendelse, og disse vælges for tre Aar ad Gangen. Legatets Formaal er at yde Hjælp til unge begavede Købmænd, Haandværkere, Industridrivende, Kunstnere eller Kunsthaandværkere til deres Uddannelse i Indlandet eller Udlandet.

Naar fjendtlige Flyvere lander

Paa Foranledning af Krigsministeriet offentliggøres følgende:

Fjendtlige Flyvemaskiner er hidtil gentagne Gange gaaede ned paa denne Side af de fjendtlige Linjer, dels fordi de har maattet foretage Nødlandinger, dels fordi de ikke har vidst, hvor de var. Flyvemaskinernes Besætning gør saa for det meste Forsøg paa at ødelægge Flyvemaskiner og at flygte. Hvor dette ikke er lykkedes for dem, skyldes det som Regel Militær- eller Civilpersoners beslutsomme Indgriben. Denne Indgriben er tit forbundet med Fare for Liv og Lemmer og kræver særlig Omsigt og Uforfærdethed. Der maa over for Befolkningen henvises til, hvor vigtigt det er straks at faa fat i de fjendtlige Flyvere og helt eller delvist at bjærge Flyvemaskinen. Derfor synes det ikke blot billigt, men ogsaa formaalstjenligt, at de Civilpersoner, som har gjort sig særligt fortjente ved at anholde Flyverne eller bjærge Flyvemaskinerne, roses offentligt og faar en passende Pengebelønning.

Ingen nedsættelse af brødrationen

Den af os for nylig bragte Meddelelse om, at den ellers fra den 16. Juni af bebudede Nedsættelse af Brødrationen ikke vilde komme til at gælde for Aabenraa Kreds, stadfæstes nu ogsaa af “Apenrader Tageblatt”. Den ugentlige Mængde af 2000 Gram pr. Hoved af Befolkningen vil ogsaa fremdeles kunne tildeles, da Kredsen har de dertil nødvendige Drøjelsesmidler, som Kartoffelpræparater o. s. v., i tilstrækkelig Mængde til sin Raadighed.

Derimod forlyder der ikke noget om Tillægssukkerets Skæbne. 

For at forhindre Smughandelen

og Hamstringen paa Øen Før skal fra nu af alle Postpakker og alle de Bortrejsendes Bagage indleveres aabne.


Fra Felten


d. 5. 6. 1918.

Undertegnede to Nordslesvigere, der har truffet hinanden, sender Slægt og Venner derhjemme i vort kære Nordslesvig og i Felten de hjerteligste Hilsener.

Underofficer Philipsen fra Varnæs og Skytte Johann Petersen fra Bovrup

 

d. 29. 5. 1918.

Undertegnede Nordslesviger sender de hjerteligste Hilsener til Familie, Venner og Bekendte, hjemme og ude.

Jørgen Bonde fra Stevning.

 

En hjertelig Hilsen til Slægt, Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten.

Peter Petersen fra Majbøl.

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Peter Nissen fra Rørkær ved Tønder.

 

d. 3. 6. 1918.

Tak for Modtagelsen af “Hejmdal”, der holder mig paa det løbende med alt, hvad der passerer derhjemme. Sender hermed en Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Mathias Friedrichsen fra Brem ved Rødding.

 

En venlig Hilsen sender

Max Kröhs fra Flensborg.

 

Faldne

Maskinbygger L. P. Dall i Brorsbøl ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at hans yngste Søn, Peter, er falden den 11. April.

For den Faldne, der blev 25 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Formiddagen Kl. 10. i  Starup Kirke.

Der er atter kommet et Sorgens Budskab fra Felten, at en ung dygtig Mand er falden, nemlig en Søn af Landmand B. P. Birkedal i Jels Skov. Mens han var hjemme, drev han Forældrenes Landejendom. Ifølge “Dv.” er der endnu 3 ældre Sønner med i Hæren, og en Svigersøn er tidligere falden.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Rudolph fra Ørslev, der ifølge privat Meddelelse var meldt i Fangenskab, er falden den 23. April 1917.

Død ved et Ulykkestilfælde

Axel Lind fra Branderup er den 17. April død ved en Jernbaneulykke i Ukraine. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.

Claus Hansen og Hustru i Jægerup har modtaget det Sorgens Budskab, at deres eneste Søn, Jørgen, er forulykket den 21. Maj. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 16. Juni om Eftermiddagen Kl. 2 i Jægerup Kirke.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Philipsen fra Ringenæs og Gefrejter Lauritz Tækker fra Sønderballe er døde af deres Saar.

Saarede

Landmand Thomas Thomsen fra Roost i Arrild Sogn er ifølge “Dv.” den 30. Maj paa Vestfronten bleven saaret af en Flyverbombe i begge Arme, under højre Knæ og i Maven. Han ligger paa et Krigslasaret i Nordfrankrig; hans Tilstand er dog saaledes, at han selv har skrevet til sin Moder, Enken Maren Thomsen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Hans Behrendsen fra Bodum, Officers-Stedfortræder Alfred Grunnert fra Raahede, Thomas Hjort fra Hjerndrup, Nis Jensen fra Svejrup, Reserveløjtnant Peter Johannsen fra Grødebøl, Johan Lorenzen fra Hygum, Adolf Nehlsen fra Rødding, Alexander Olsen fra Gramby, Hans Pries fra Bæk, Hans Schlaikjer fra Sønder-Hostrup, Karl Thomsen fra Aabenraa, Gefr. Hans Wonsbeck fra Over-Aastrup, Gefr. Marius Vonsild fra Mastrup, Jørgen Kruse fra Hellevad og Gefr. Nis Schmidt fra Tiset let saarede; de to sidstnævnte er blevne ved deres Troppeafdelinger. Chresten Hansen fra Haderslev er bleven saaret den 23. April 1917.

Savnet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Vicefeldwebel Carl Maj fra Haderslev savnet.

Forfremmet

Degn og Førstelærer Kühl fra Uge er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Vice-Feldwebel. Kühl har siden August i Fjor været Indehaver af Jernkorset.

Dekorerede

Maler August Fynsk, en Søn af Politibetjent Anders Fynsk i Markgade i Aabenraa, der har været med siden Krigens Udbrud, har under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten erhvervet sig Tapperhedsmedaillen. Han var i Forvejen Indehaver af Jernkorset.

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Købmand Peter Jessen fra Aabenraa, der er med paa den østlige Krigsskueplads, Typograf Ehlert fra Aabenraa, der før sin Indkaldelse arbejdede ved “Apenrader Tageblatt”, Jørg. Paulsen, Søn af Musikdirektør Paulsens Enke ved Nørreport i Aabenraa, der tjener som Underofficer ved Vestfronten, og Fisker Franz Beister fra Haderslev, der i Forvejen var Indehaver af den meklenborgske Tapperhedsmedaille.

 

(Læs hele Hejmdal fra 14. juni 1918)

Hjemmefronten, Sønderjyder

14. juni 1918. Det ventede afslag på tilbagesættelsen er kommet. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, d. 14. juni 1918

Min kære Jørgen!
I dag korn der brev fra Thaysen. Det var afslag på hans ansøgning om at få dig sat tilbage, så nu ved vi da besked. Selv om jeg ikke har ventet andet, er det mig dog en stor skuffelse og sorg, at skulle skrive det til dig. Som efterskrift på meddelelsen (fra Bezirks- kommando) står der »dagegen wird Friis, laut Mitteillung des Truppenteils, bei der dem nåchst erfolgenden Reurlaubung von Landleuten berucksichtigt werden«. Thaysen skriver, at efter hans mening er det desværre din egen »troppedel«, som har afslået det, og han overlader det til mig, om jeg vil søge om en høstorlov for dig. Ja, hvad skal vi nu. Jeg vil nu i eftermiddag gå ned til Møller, og så prøver vi det endnu en gang om tre måneders udsættelse. Måske det kan kan laves på en lidt anden måde. Det kan jo ikke nytte at give tabt. Thaysen har vist gjort, hvad han har kunnet, men det må jo ligge andetsteds. Det var vist også en hel ulykke, at I mistede jeres gode kompagnifører. Nu skal du ikke tabe modet helt, for vi skal nok gøre, hvad vi kan. Og helt holde op med at søge gør vi da ikke endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

13. juni 1918. Kodeord for desertering: “Efterorlov”

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 13. juni 1918

… Det forslag, som lille Agnete kom med, at jeg skulle stikke af om natten, var ellers ikke dårligt. Mon hun selv har hittet på det, eller har hun og Kirstine regnet det ud. Nej, det er ikke så lige til. Hvis det var muligt, var der flere end jeg, som ville prøve det. Johannes Hansen har altså fundet det for broget, siden han har fået en lang efterorlov. Ja, man kan jo også sige, at dem, som hele tiden skal være ved fronten, for dem er det næsten den visse død. Det skulle næsten være et under, hvis han igen var sluppet godt derfra. For sådan en ung mand er der heller ikke meget at vove ved at få efterorlov, for han kan jo sagtens klare sig, hvor han kommer hen, og ligeledes Jessen. Ja, ham husker jeg også meget godt, var han ikke forlovet med en af Ankers piger? Hvad mon præsten siger til det, at Johannes ikke kommer mere, for jeg tror nok, at præsten syntes, at det var bravt af Johannes, at han blev. Det er vist en streg i hans regning. Det kan jeg såmænd godt unde ham, han skulle bare selv prøve at gøre det med ved fronten. Så ville han nok få andre tanker…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

12. juni 1918. “… jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi måtte, før vi lagde os til at sove, pudse både Heste og Seletøj, som ligesom vi selv var i høj Grad overstænket med Snavs. Om Aftenen Kl. 9 skulde vi så af Sted igen. Den Gang kørte vi med 3 Vogne. Jeg havde lige fået spændt for den bagerste Vogn, da nogle Flyvere kastede deres Lyskegler ned over os; nu måtte vi se til at komme af Sted hvis vi ikke vilde gøre Bekendtskab med Flyvernes Bomber.

Nu gik det i fuld Fart hen ad den ujævne Vej, men lige med et stansede de 2 forreste Vogne, hvad jeg først opdagede, da jeg i fuld Fart brasede imod dem. Begge mine Heste faldt, og jeg landede i et Granathul, som var fyldt med Vand.

Inden jeg kom op igen, havde de to forreste Vogne sat sig i Bevægelse igen. Mine Heste vilde heller ikke vente efter mig, men satte i fuld Galop efter de andre Vogne. Jeg råbte efter Kusken, som sad på Vognen, men han hverken hørte eller så noget. Jeg løb, hvad jeg kunde, og fik også Hold på mine Heste, som var kommen foran, men jeg kunde ikke stanse dem, da den bagerste Vogn så vilde køre på os.

Jeg måtte så se til at komme op på Ryggen af den nærmere Hest; efter nogle Anstrengelser kom jeg også op på Hesten, hvor jeg sad som en druknet Mus, medens Vandet drev af mig, og jeg frøs som en Skrædder i Frostvejr.

Nu havde jeg fået Næsen fuld af at køre Ammunition, og vilde melde mig syg, så snart jeg kom til Lejren igen, Kl. 6 om Formiddagen var vi så tilbage igen; efter at jeg havde renset mine Heste og mig selv for Snavs, gik jeg over til Doktoren for at melde mig syg. I mit 14. år havde jeg været så uheldig at skyde mig selv i Underlivet med en 6 mm. Pistol, nu vilde jeg så prøve at melde mig syg af den Grund. Kl. 9 blev jeg ført til Lægen, ham fortalte jeg så at jeg havde Smerter i Underlivet, når jeg red på Hestene.

Efter at havde undersøgt mig, fik jeg skriftlig Bevis på, at jeg var uduelig til at ride eller køre.

Med Beviset gik jeg til Feltveblen og meddelte ham, at jeg hverken måtte køre eller ride, han blev gnaven og sagde, at så kunde jeg straks komme op på Kemmelbakken igen. Javel, Hr. Feltvebel, svarede jeg nok så fornøjet, for jeg vilde på ingen Måde lade ham mærke, at jeg var ked af at komme i Bakkens mørke Huler igen, men i det samme kom Vagtmesteren til og sagde, at han ikke kunde undvære mig, og hvis jeg ikke kunde ride eller køre, så kunde jeg da passe de Heste, som stod i Stalden.

Efter den Tid fik jeg mange forskellige Heste at passe, en Tid lang passede jeg et Par Heste, som stod ved Siden af Køkkenet; i min Fritid hentede jeg så Brændsel til Køkkenet, hvorfor jeg så fik en tør Skorpe eller også en ekstra Portion Mad.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

11. juni 1918 – Hejmdal: Undvegen fra russisk fangenskab

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Sæbekogning i Hjemmet

Ministeren gør opmærksom paa, at det er forbudt at koge Sæbe i Hjemmet, hvilket endnu sker, især paa Landet. Alt Fedtaffald skal tilføres den Raafedtafdeling, som er bleven oprettet af “Krigsudvalget for Olie og Fedt af Dyre- og Planteriget”.

Det mindes tillige om, at det under Straf er forbudt alle Privatfolk at have fedtholdige Vaskemidler.

Undvegen fra russisk Fangenskab

Landmand Hansen fra Stollig ved Aabenraa, der har været i russisk Fangenskab i 2½ Aar, er i Januar Maaned i Aar undvegen fra Fangenskabet og nu ankommen til de tyske Tropper i Waschau.

Han var efter tidligere forgæves Forsøg flygtet sammen med 7 Kammerater, men undervejs var de komne fra hverandre. Hansen blev sammen med én af Kammeraterne paagreben og bragt til Moskva, hvorfra det saa omsider lykkedes ham at flygte igen.

Forpurret Flugt

Forleden Dag saa Skovfoged Wehding fra Møllekjær ved Aabenraa to russiske Fanger snige sig langs med Aarslev Skov. Da de forekom ham mistænkelige, gik han dem i Møde og standsede dem. De to Russere fulgte villige med. De fortalte, at de var undvegne fra Omegnen af Slesvig og allerede havde været undervejs i en halv Snes Dage. De havde villet til Danmark og troede, at de nu var ved den danske Grænse. De havde endnu et lille Stykke Brød hos sig.

Krigens Tilskikkelser

Gaardejer og Kommuneforstander Johan Friedrichsen i Kværs modtog fornylig gennem “Røde Kors” den Meddelse, at hans yngste Søn, Otto, der havde tjent som Skytte ved en Maskingevær-Afdeling, den 27. April var falden i engelsk Fangenskab. Han var bleven saaret i det højre Haandled og i det venstre Ben. Fra hans Troppeafdeling har Forældrene nu faaet tilsendt Jernkorset.

En anden af Friedrichsens Sønner, Lorenz, der stod ved et Infanteri-Regiment, var for kort Tid siden hjemme paa Orlov. Ifølge en Meddelelse fra en Ven af ham har han nu været savnet siden den 28. Maj.

En tredje Søn, Nis, der ligeledes var Infanterist, faldt allerede den 26. September 1915 paa Valpladsen ved Vestfronten.

En fjerde Søn, Johan, rejste i Sommeren 1914 som Købmand til Sibirien. Da han ankom til sit Bestemmelsested, var Fjendtlighederne allerede udbrudte, og han har siden siden da været interneret i Sibirien som Civilfange.

En femte Søn endeligt Heinrich staar som Skytte ved et Maskingevær-Kompagni paa Vestfronten.      

Paa Grund af Brødrationens Nedsættelse

bliver Sukkerrationen foreløbig fordoblet i Flensborg, idet der efter en Bekendtgørelse fra Magistraten i Tiden fra 10. Juni til 7. Juli faas 360 Gram paa hvert Kort.


Fra Felten


I Felten d. 23. 6. 18.

I Haab om at vi maa vende sunde og raske tilbage til vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Skytte Hans Møller fra Skovby paa Als.

 

Vilde gerne ad denne Vej sende Venner og Bekendte, hjemme og i Felten, en venlig Hilsen.

Skytte Jens Frederiksen fra Sønderborg.

 

den 4. 7. 1918.

Kære “Hejmdal”!

Bedes om at sende Venner og Bekendte de kærligste Hilsener fra

Peter Buchard fra Stubbæk.

 

I Felten d. 3. 7. 18.

Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten sendes en kærlig Hilsen. Paa et lykkeligt Gensyn!

Johannes Hedelund fra Hjartbro.

 

d 4. Juli 1918.

Hermed sendes Venner og Bekendte i Hjemme og i Felten de hjerteligste Hilsener fra to Nordslesvigere, som har truffet hinanden i et Lasaret.

Martin Nielsen fra Haderslev og Christian Wollesen fra Aabenraa.

 

Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Krogh fra Bækken ved Graasten er falden. Ligeledes meddeles det, at Karl Andersen fra Genner, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 5. August 1917 og at Peter Hansen fra Skovbølling er død den 9. November 1917.

 Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Quorp fra Aabenraa, Underofficer Alfred Andresen fra Aabenraa og Martin Markmann fra Løjtkirkeby let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

Tilbage fra Fangenskabet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Friedrich v. Essen fra Jægerup vendt tilbage fra Fangenskabet.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Claus Clausen fra Aarø og Gefr. Niels Nielsen fra Hundegade ved Skærbæk vendt tilbage fra Fangenskab.

Bud fra Fangenskabet

Bager Peter Jensen i Haderslev har ifølge “Dv.” i Tirsdags modtaget et Brev fra en Bekendt paa Sjælland, dateret den 2. Juli, der meddeler, at han har modtaget et Brev fra en Dansker, der er vendt hjem fra Rusland, og den hjemvendte Dansker har truffet Bager Jensens Søn, Peter, som har været i russisk Fangenskab siden 20. Oktober 1915, og 2 andre Slesvigere, nemlig Julius Reinick fra Haslev (Haderslev eller Harreslev?) og Hansen fra Ringenæs. Han traf de 3 Slesvigere i Moskva, hvor de var blevne ansatte i en Stentøjsfabrik. De havde det efter Forholdene godt, kun kneb det med Maden, men det gør det for alle i Rusland.

Forfremmede

Den ældste Søn af Redaktør Jessen ved “Apenrader Tageblatt” i Aabenraa, der tjener ved et Artilleri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Vice-Vagtmester i Reserven.

Nis Mathiesen, Søn af Nicolai Mathiesen i Nørre-Hostrup ved Rødekro, der tjener ved et Infanteri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret

Walter Tækker, Søn af Snedkermester Tækker i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han fik det ifølge “Schl. Grp.” overrakt paa samme Dag, som hans ældre Broder i Aaret 1915 blev dødelig saaret.

 

(Læs hele Hejmdal fra 11. juni 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

10. juni: Asmus Andresen – Tilbage i lejren. Asmus overtager et spand heste

1 kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter, da vi trådte an til Appel, spurgte Feltveblen mig atter, om jeg vilde overtage et Spand Heste, og da jeg nu vidste, hvad det gjaldt, hvis jeg atter sagde nej, og da jeg havde fået nok af at være indkvarteret i Hulen på Kemmelbakken gik jeg ind på at overtage det meget omtalte Spand Heste. Jeg mente nemlig, at hvis jeg blev ked af denne Stilling, fandt jeg nok på en Udvej til at slippe fra den igen, men det gik ikke så let, som jeg havde tænkt.

Jeg skulde nu først melde mig hos Vagtmesteren, som så henviste mig til Våbenmesteren for at få udleveret Ridestøvler og Ridebukser. Dagen efter skulde jeg så møde hos Vagtmesteren om Morgenen Kl. 6 for sammen med ham at søge efter Græs til Hestene.

Skønt mine Kammerater havde lovet at kalde på mig Kl. 5, sov vi alle sødelig til Kl. 7. Jeg fik travlt med at komme i Tøjet og skyndte mig til Vagtmesteren, som straks skældte mig Krukken fuld, kaldte mig en Syvsover, som han nok skulde få vækket op. Han gav mig så Ordre til at melde mig hos Berideren af 2. Berit Kl. om 4 Eftermiddagen, men gentog, at det skulde være Kl. 4 og ikke Kl. 5. Så luskede jeg af Sted igen. Begyndelsen var just ikke, som jeg havde ønsket den. På Slaget 4 var jeg hos Berideren og fik straks 2 Heste udleveret for at strigle dem.

Jeg havde næppe fået begyndt, før han spurgte mig, om jeg havde striglet Heste før. Jeg svarede, at jeg siden mit 15. år hver Dag havde striglet 2 Heste. »Og så ved du ikke, hvordan du skal bruge en Strigle«, sagde han, og hev Striglen ud af Hånden på mig og viste mig, hvordan han mente, jeg skulde bære mig ad. Skønt jeg havde Lyst til at bede ham om selv at strigle sine Heste, var der dog ikke andet at gøre end at tage fat igen.

— Jeg fortrød allerede, at jeg havde modtaget Bestillingen som Kusk.

Om Aftenen Kl. 9 skulde jeg køre Ammunition til Batteriet. Vi kørte med 4 Vogne, hver forspændt 4 Heste.

Først gik det langsomt, men da vi kom i Nærheden af, hvor Fjendens Granater faldt, blev Farten sat op, og Hestene måtte strække ud, alt hvad de kunde. Mørkt var det jo; da vi ikke måtte tænde nogen Lygte, kunde vi ikke se, hvor vi skulde køre, derfor gik det over Granathuller og døde Kroppe både af Mennesker og Dyr. Først Kl. 5 om Morgenen nåede vi Lejren igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

9. juni 1918. Panik: “Gaaaaaas!” Asmus Andresen efter vand uden sin gasmaske!

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 3. Dag var jeg bleven så tørstig, at jeg tilbød at hente Vand, En Hamborger, som jeg tidligere havde været sammen med, da vi løb med Telegrammer fulgte med mig. Da vi var kommen nogle få Alen fra Hulen, slog flere Granater ned lige bag os, og vi gik begge på Hovedet i et Granathul, hvor vi blev halvt tildækket med Jord.

Jeg spurgte Hamborgeren, om han var bleven ramt, men han havde ikke Tid til at svare for at skynde sig hen til Hulen igen. Jeg vilde gerne have fulgt ham, men at komme tilbage uden Vand vilde jeg ikke, især da jeg selv var meget tørstig.

Jeg gik så alene, og skyndte mig det, jeg kunde, ned ad Bakken, hvor jeg søgte mig et Skjul for at hvile lidt. Jeg fandt også en mørk Gang, som førte ind i Bakken. I Mørket famlede jeg mig frem, og fandt så et lille Rum, hvor der stod 4-5 Tommer Vand. En lille Stump Stearinlys, som jeg havde i Lommen, fik jeg tændt – jeg havde altid Tændstikker hos mig – og jeg opdagede, at jeg var kommen ind i et Slags Sengekammer, thi der fandtes Sengesteder opslået i Krogene. Midt i Rummet fandtes et gammelt Bord, hvorpå der lå et Stykke Papir med en Del mig ubekendte Navne.

Efter at have hvilet mig lidt, vilde jeg fortsætte Vejen efter Vand, men Franskmændene skød så voldsomt, at jeg fandt det rådeligt foreløbig at blive, hvor jeg var. Da der var gået en Times tid blev det så roligt, at jeg turde liste mig ud af Hullet. Jeg nåede heldigvis hen til en Brønd, hvor jeg tidligere havde hentet Vand.

Da jeg havde fået min Kogespand fyldt, hørte jeg det bekendte Råb »Gaaaas«,hurtigt greb jeg efter min Gasmaske; men den havde jeg glemt at få med mig. Nu fik jeg travlt med at komme op ad Bakken så hurtigt som muligt. Pludselig opdagede jeg et Hundrede Meter foran mig vældige Gasskyer, så Indgangen til Hulen var fuldstændig dækket af Gas. Jeg måtte nu se at holde mig til den Side, hvor Vinden kom fra, for ikke at komme ind i Gasskyerne; til mine Kammerater kunde jeg ikke komme, så længe Gasgranaterne faldt i Nærheden af Hulen, derfor søgte jeg foreløbig Dækning i et Granathul.

Efter en Times Forløb var Gassen ført bort af Vinden, og jeg fortsatte så på en lidt anden Vej op ad Bakken. Jeg var imidlertid kommen så langt om på Bakkens Vest-side, Franskmændene kunde se mig og nu faldt der flere Granater i min Nærhed, men heldigvis ingen Gasgranater, og badet i Sved nåede jeg tilbage til mine Kammerater.

Ved Indgangen til Hulen stod Officeren og skændte på mig, fordi jeg ikke havde taget Gasmasken med. Mine Kammerater havde ikke ventet mig igen, da de jo vidste, at jeg havde glemt min Gasmaske, og Hamborgeren var kommen tilbage og havde forsikret, at jeg var løbet lige i Døden.

Dagen efter blev vi afløst, og blege som Lig vendte vi tilbage til Lejren.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Hjemmefronten, Sønderjyder

9. juni 1918. Medfølelsen er ikke så stor, når det er en tysksindet, der falder. Brev fra Jørgen til Inger.

4 kommentarer

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 9. juni

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 4. med fotografierne. Dem blev jeg også meget glad ved at få, for det er rart at se hele den ungdom, men især dig og vore små piger… Du skriver om Otto og Hans From. Du mener ikke, at folk tager så meget del med malerens. Nej, det vil jeg gerne tro. De er jo også mere fremmede for befolkningen, og så er det jo det, at de anderledes sindede end vi, men ellers er sorgen jo lige så stor for dem, de stakkels forældre. Otto havde de vist stort håb til, og han skulle heller ikke have gjort deres håb til skamme. Han var dem en god søn…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

8. juni: Asmus Andresen – Ingen vand ingen kaffen

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Dagen efter skulde vi have noget Vand hentet til Kaffen, som vi kogte på et Spritapparat, men der var ingen, som var for at hente noget, og derfor fik vi ingen Kaffe den Dag, og mine Kammerater, der havde tømt mine Flasker, bød mig intet, og tigge dem om noget Vand vilde jeg ikke.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. juni 1918. Kan far ikke stikke af når de andre sover? Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag, d. 8 juni 18

… I går aftes blev himlen helt grå, så vi håbede på regn, der kom også et par små byger, men de har knap kunnet dæmpe støvet, det er vist mest roerne, som trænger til regn. Græs og korn ser helt godt ud, efter min forstand da. Agnete sidder her på skrivebordet hos mig og ser nogle af de kort fra Husum og Lockstedt, hvorpå du er. Hun spørger, om du arbejder om natten, for hvis du ikke gør det, synes hun, at du kan godt »stikke af« hjem, når de andre sover. Ja, kunne du stikke af fra det hele, men sådan går det jo nu engang ikke. Agnete og jeg har fået os en middagssøvn, hun kommer gerne og kryber op til mig, og så snakker hun, så længe til hun falder i søvn ved det. – Johannes Hansen har været hjemme på orlov, men han var slet ikke her oppe hos os. Og nu hører jeg, at han har fået en længere orlov, ligesom i sin tid Jes Hansen og andre. Ligeså Peter Jessen, som du husker var ved telefonen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

7. juni 1918: Asmus Andresen – ”Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Da vi var kommen et Stykke ud paa Vejen ad Bakken til, tog jeg en af mine Flasker med Mineralvand frem for at slukke min Tørst. Mine Kammerater flokkedes omkring mig for at faa en Slurk med; jeg kunde jo saa senere faa noget hos dem igen, naar vi kom op paa Bakken. Min ene Flaske blev tømt, saa gik vi videre efter Maalet, og da jeg vidste god Besked med Vejen, gik jeg forud for de andre.

Da vi var kommen halvvejs op ad Bakken, hørte jeg en raabe om Hjælp, og ikke langt fra os laa en Infanterist, støttet mod en Træstamme, det var ham der raabte, og da jeg kom hen til ham, bad han mig om noget at drikke. Jeg gav ham saa min sidste Flaske Vand, saa kom mine Kammerater igen og vilde drikke, endskønt de hver havde 2 Flasker Mineralvand.

Jeg har altid haft ondt ved at sige nej, og jeg lod dem drikke. Da Flasken saa var tom, gik de tre Gutter videre uden at bryde sig om, hvad der blev af mig, som blev hos Infanteristen, der ikke selv kunde komme videre. Saadanne Kammerater kunde jeg have Lyst til at give en Haandfuld Haandgranater i Skallen.

Infanteristen blev lidt bedre til Pas efter at han havde faaet noget at drikke, og jeg tog ham under Armen, og vi gik langsomt op ad Bakken. Det saa ikke ud til, at vi skulde slippe godt hen til Hulen; thi jo længere vi kom frem, desto tættere faldt Granaterne, som i talrig Mængde kom hylende fra Vesten.

Vi var 50 Meter fra Indgangen til Hulen, og Officeren, som stod der ved Indgangen, raabte til os, at vi skulde kaste os ned, men naar jeg er hos en, som trænger til Hjælp, saa kan der for min Skyld komme, hvad der vil, og som ved et Mirakkel slap vi heldigt ind i Hulen.

Kl. 12 om Middagen kom jeg saa ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove, fordi jeg var bleven træt af den ubehagelige Tur. Kl. 10 om Aftenen vaagnede jeg, fordi der blev slaaet Allarm; og Gasmaskerne maatte frem; med den for Ansigtet lagde jeg mig til at sove igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Aviser

7. juni 1918 – Hejmdal: Ingen korrespondance med Amerika

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Ingen Korrespondance med Amerika

“Wolffs Bureau” meddeler fra Berlin:

Det svenske “Røde Kors” i Stockholm har overrakt en officiel Tilkendegivelse fra det amerikanske Røde Kors, i hvilken det bekendtgøres, at enhver Forbindelse mellem tyske Slægtninge eller Venner i Amerika og Tyskland er strengt forbudt efter de amerikanske Love. En Tysker, som i Amerika prøver paa at sende Breve til sine Paarørende i Tyskland, umiddelbart eller gennem neutrale Hjælpeforeninger, straffes med Fængsel. Ligeledes gør de Personer sig strafbare, som modtager Breve fra Tyskland umiddelbart eller gennem Neutrale. En Undtagelse gælder kun for Krigsfangerne i Amerika eller omvendt, og da maa de sædvanlige Veje benyttes. Paa Grundlag af denne Meddelse maa det indtrægende fraraades at føre nogen Korrespondance med tyske Civilpersoner i Amerika, i disses egen Interesse.

Udmærkelse

Raadmændene Andersen og Aschenberg i Aabenraa har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Lærer Joh. Carstensen paa Kirkegaardsvejen i Aabenraa er bleven dekoreret med den finske Frihedsmedaille.

En Forening af Krigsbeskadigede

oprettedes i Onsdags Aftes ved et afsluttende Møde i Nis Juhls lille Sal i Haderslev for Haderslev og Omegn. Foreningen er fuldstændig upolitisk, baade i partipolitisk og religiøs Henseende. Dens Formaal er at varetage de Krigsbeskadigedes Tarv paa alle Omraader.

Latinskole-Overlærer Dr. Jessen blev ifølge “Dv.” Formand, Forretningsleder Zimmermann Næstformand, og Tobaksspinder Grünert Sekretær, Olesen Kasserer. Desuden fik Købmand M. Boss endnu Sæde i Bestyrelsen, og til Slutning valgtes der yderligere to Bisiddere og to Revisorer.

Begravet i hjemlig Jord

I Onsdags Eftermiddags jordfæstedes paa Tyrstrup Kirkegaard under meget stor Deltagelse Erik Lauesen, eneste Søn af Gaardejer Lauesen i Fauervraa ved Kristiansfelt, der for 2 Maaneder siden afgik ved Døden som Følge af sine Saar.

Erik Lauesen fik sit Banesaar den 25. Marts, da de i et Skovbryn i Frankrig om Aftenen var i Færd med at bygge deres Telte. En Granatsplint saarede ham haardt i Ryggen, i den højre Underarm og i Sædet. Han bragtes til et Feltlasaret, fra hvilket han selv endnu skrev en kort Meddelse til Faderen om det passerede. Brevet var stemplet den 30. Marts. Den 1. April dikterede han en Kammerat et Brev til Faderen, i hvilket han meddelte ham, at han var i Bedring og haabede at komme til et Lasaret i Tyskland, naar han kunde taale at blive transporteret. Den næste Efterretning, som meddelte Sønnens Død den 6. April, kom derfor Faderen saa meget mere overraskende. Døden havde efter Stabslægens Skøn været uafvendelig som Følge af det store Blodtab, som Erik havde lidt, inden han kom paa Lasarettet.


Fra Felten


d. 31. 5. 18.

Kære “Hejmdal”!

Undertegnede Nordslesviger sender igennem dig de bedste Hilsener til Venner og Bekendte derhjemme og i Felten.

Johs. Enemark fra Vedsted.

 

Undertegnede sender en hjertelig Hilsen til alle Venner og Bekendte.

Nicolaus Hansen fra Visby

 

En venlig Hilsen til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten.

Josias Styrk fra Mollerup ved Visby.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Jens Iversen fra Adserballe.

 

Venlige Hilsener til alle derhjemme og Kammeraterne ved Fronten. Paa et godt og glædeligt Gensyn derhjemme!

Mathias Petersen fra Hestehave paa Als.

 

Falden

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Mathiesen fra Østergejl er falden.

Død i Fangenskab

Under Felttoget i Fjor Sommer mod Rumænien forsvandt Teglværksejer Paul Kael fra Vestenskov ved Haderslev. Han havde været indkaldt i et Par Aar og deltaget i haarde Kampe i Rusland. I Foraaret 1917 kom han ned til den sydlige Valplads, hvorfra der efter nogen Tids Forløb meddeltes, at han var savnet. Trods alle Henvendelser til Oplysningskontorerne var det ikke muligt at faa nærmere Efterretning. I mange Maaneder gik hans Hustru og haabede paa, at han skulde findes i rumænsk Fangenskab. Forleden modtog hun imidlertid ifølge “Dv.” Meddelse om, at hendes Mand var død allerede i Juli Maaned i Fjor efter at være bleven haardt saaret og falden i rumænsk Fangenskab. Der havde to Kammerater, en Sydtysker og en Lippe-Detmolder taget sig af den Saarede; men han døde allerede samme Dag om Aftenen og blev begravet af Rumænerne.

Afdøde Paul Kael har ejet Teglværket i Vestenskov i otte Aar. Tidligere var han i mange Aar sysselfat paa Sabroes Teglværk. Han var født i Aastrup. En Mindegudstjeneste afholdes Søndagen den 9. Juni Kl. 3 i Tyrstrup Kirke i Forlængekse med Gudstjenesten.

Retslig erklæret for død

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Martin Frank fra Hyrup, der hidtil har været meldt savnet, retslig er erklæret for død.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Sygebærer Niels Hansen fra Over-Jersdal haardt saaret og Vilhelm Brandt fra Jels, Hans Dall fra Aabenraa, Julius Decker fra Aarøsund og Gefr. Hans Thomsen fra Anslet let saarede; sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Ifølge Marinens sidste Tabsliste er Underofficer Johannes Karottki fra Aabenraa haardt saaret.

I Fangenskab

 Skrædder Frandsen paa Friskmark ved Gramby modtog i Lørdags et Kort fra sin Søn Mads, der har været savnet i flere Maaneder, med Meddelse om, at han er usaaret i engelsk Fangenskab.

Dekoreret

Flyverløjtnant Johannsen, Søn af Rentier Andreas Johannsen ved Jordkær Station, der har fremtagende Rekognoscerings-Flyveture ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven dekoreret med Jernkorset af første Klasse. 

 

(Læs hele Hejmdal fra 7. juni 1918)

Hjemmefronten

7. juni 1918. Endnu en bryllupsdag må holdes med Jørgen i krig. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag aften d. 7. juni 1918

… Har du tænkt på, kære Inger, at i morgen er det 9 år siden, vi holdt bryllup. Næste år kan vi altså holde jernbryllup, er det ikke sådan, at det kaldes. Jeg husker sidste år på årsdagen for vort bryllup, da var jeg ude i stillingen, det var ikke rart. Denne gang har jeg det meget bedre, men jeg kan ellers ikke sige, at jeg er bedre tilfreds, det er længslen og skuffelserne, man har oplevet, som gør det. Jeg skal ellers se at tage mig mere sammen. Nu har jeg lige læst et af dine gode breve, som du sendte mig for et år siden. Det er et, som jeg har beholdt til minde om vort bryllup. Det er sådan et godt brev, der ligger også to firkløvere i brevet, men de er blevet tørre og går itu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

6. juni 1918: Asmus Andresen – På vej mod Kemmelbakken. Igen

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag, da vi var traadt til Appel, spurgte Feltveblen mig paany, om jeg vilde overtage et Spand Heste, men jeg afslog det, men blev saa meget forbavset over, at jeg paany skulde med til Kemmelbakken, medens mine Kammerater som nylig sammen med mig var kommen derfra, kunde hvile ud i 4 Dage, tre andre fik Ordre til at følge med.

Da vi havde faaet Mad udleveret til 4 Dage traskede vi af Sted til vort Batteri, som vi først naaede om Eftermiddagen Kl. 7. Der blev vi saa til næste Dags Morgen Kl. 6.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

5. juni 1918. Flyverangreb på vej væk fra fronten

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Hurtigt pakkede vi vore Sager sammen og gik hen til vort Batteri, hvor vi blev til om Eftermiddagen. Kl. 4 kom Postvognen til Batteriet, og med den skulde vi køre til Lejren.

Da vi var kommen op i Vognen, gav Kusken sig til at tærske paa Hestene, saa det gik i Galop hen ad den ujævne Vej, og vi fik ondt i Maven af al den Rysten i den stive Vogn. Vi raabte til Kusken, at han skulde køre langsomt, men han lod, som han ikke hørte det; først da et Par Mand sprang op, tog ham i Kraven og truede med at smide ham ned af Vognen hjalp det paa Fyren, og nu kunde han køre langsomt.

Efter 10 Minutters Kørsel naaede vi ud paa en bred Landevej, som var overfyldt med Køretøjer. Højt oppe i Luften saa vi 5 Flyvere, som kom lige imod os. Vi mente det var tyske Flyvere, men pludselig hørte vi en Hvislen gennem Luften, og den kom nærmere og nærmere, vi kendte denne Lyd og vidste det var Bomber, der kom. Vi raabte nu til Kusken, at han skulde køre, hvad han kunde, det behøvede vi ikke at sige to Gange, nu gik det, alt hvad Hestene kunde løbe.

Nu lød der et vældigt Brag, og omtrent 100 Meter bag os saa vi, at Heste, Vogne og Mennesker spredtes til alle Sider. Det var ca. 10 Bomber, som var bleven kastet ned, og hvis vi var kommen et Minut senere, saa havde vi maattet bide i Græsset.

Kl. 8 naaede vi i god Behold Lejren, hvor vi saa først gik til Køkkenet for at faa noget at spise.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

4. juni 1918: Frederik Tychsen viser medmenneskelighed og hjælper såret franskmand

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Ved 5 tiden om morgenen gik jeg så op imod byen. Det var en typisk fransk landsby med gavlene ud imod gaden, og husene var forbundet med en høj mur. Det så frygtelig ud i denne by. Der var barrikader tværs over gaden flere steder, og her havde været voldsomme nærkampe.

Et steds talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet steds 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygtelig tilredte – råt og ubeskriveligt.

Bag ved muren på begge sider af gaden lå der hårdt sårede soldater, og de var så sandelig hårdt såret, og på dette tidspunkt var der ingen til at hjælpe dem. De havde slæbt sig ned bag murene for at være lidt i sikkerhed. Den ene havde hjulpet den anden, men når de først kom til at ligge, kunne de ikke få sig rejst igen.

Jeg tog straks fat med at forbinde, så godt jeg formåede. Den første, jeg tog fat på, var en infanterist med et svært sår i låret. Han var af en kammerat blevet kørt derhen på en trillebør. Han havde tabt meget blod, bukserne havde han lavet fulde, det var sivet ned i støvlerne, og det hele sad i én elendighed.

Jeg fik støvler og tøjet listet af ham, og lagde en nødforbinding på, andet kunne jeg ikke gøre. Hvorvidt knoglen var beskadiget, vidste jeg ikke. Ved siden af ham lå der nogle, der var skudt i hovedet, jeg bandt lidt omkring, andet var der ikke at gøre. Jeg hentede vand til dem, og der gik flere timer, inden der kom flere til hjælp.

Blandt andet kom jeg til at forbinde en gammel franskmand; han var sikkert sine 45 år. Han havde fået et maveskud, og det ene ben var fuldstændig i stykker. Jeg hentede sengetøj – lagener – i et af husene, fik fat i noget pap til at stive af med, trak tøjet af ham og gav ham noget at drikke. Jeg bøvlede med ham vist i over en time.

Imidlertid var der kommet en lazaretkolonne, og deres vogne holdt i den anden ende af byen. Jeg kunne ikke selv transportere ham, han var meget syg. Der kom nu en lille trop amerikanske krigsfanger i et hurtigt tempo uden bevogtning. Jeg gav tegn til, at de skulle tage den hårdt sårede franskmand med; men så svarede en af dem på noget gebrokkent tysk: Om jeg troede, at de var kommet til Frankrig for at slæbe på sårede franskmænd?

Jeg havde heldigvis en revolver i lommen, som jeg havde taget efter nogle franskmænd, der var blevet afvæbnet samme dag; den trak jeg frem og gav et brøl, om han ville tage den sårede med øjeblikkelig. Og det kan nok være, at han var til at have med at gøre, han sprang til, greb fat i den sårede og ville slæbe ham ganske alene. Men så tog et par mere af disse amerikanere fat i ham, og det lykkedes mig at få ham med en lazaretvogn hen til et feltlazaret.

Da jeg sagde “farvel” til franskmanden, græd han, og idet han sagde: “Boku mercy! mon kammerad trebon!” (Jeg takker dig, du gode kammerat) tog han sit ur frem og ville give mig det. Jeg tog ikke imod det, men der hang en lille bronzemedaille ved det, erindringsmedaille fra krigen 1870 – 71, den haspede jeg af og hængte den ved min egen urkæde som en erindring om den hårdt sårede franskmand af 2. juni 1918.

Jeg forblev i byen til hen på eftermiddagen, dog havde jeg hele tiden føling med batteriet, og vidste nøje, hvad der foregik. Ved 5 tiden om eftermiddagen var jeg i byen igen, de sårede vedblev at strømme til, men der blev også kørt mange bort på biler og med hestekøretøjerne; der var kommet en læge med en stab af forbindingsmandskab; men hjælpen stod ikke i forhold til behovet; så måtte det ordnes, som det kunne.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

4. juni 1918: “… hele Bakken rystede, som om den skulde styrte sammen”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Kl. 7 skulde jeg atter op for at holde Øje med Franskmændene. Da jeg havde holdt Udkig en Timestid, kom der en Officer i fuld Trav og efter ham en Tjener, som holdt sig for Næsen og klagede sig som en Kvinde.

Da de var kommen ned i Hulen, forklarede han, at han var falden over en Træstamme og havde slaaet Næsen itu. Nu var Klokken bleven 9, og jeg blev afløst. Jeg gik ned til mine Kammerater, tændte Lys og spiste saa mit sidste Stykke Brød, hvorefter jeg skrev til mine Søskende.

Jeg sad længe og tænkte paa, hvor herligt det maatte blive at komme hjem og faa Lov til at gaa frit omkring uden at ængstes for de dødbringende Granater. Under saadanne Tanker maa jeg være falden i Søvn, thi pludselig vaagnede jeg ved en voldsom Allarm; hele Bakken rystede, som om den skulde styrte sammen, og vi fik snart at vide, at Franksmændene gjorde Forsøg paa at tage Bakken i Besiddelse igen, og det saa i længere Tid ud til, at det skulde lykkes dem; flygtende Infanterister forsikrede, at om 10 Minutter vilde Franskmændene være i Besiddelse af Bakken.

Da vi saa vilde forlade Hulen, var Gangen saa fuld af Mennesker, at det var umuligt at komme ud, og saa maatte vi lade os tage til Fange, men i sidste Øjeblik blev Franskmændene slaaet tilbage.

En Time senere blev det ganske roligt igen og vi lagde os til at sove til næste Dag Kl. 8; saa kom Afløsningen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

4.juni 1918 – Milert Schulz: ”Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 4.6.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Ja I har vel nu ventet et par Dage efter Brev fra mig. Jeg har nu i 8 Dage ingen Post haft hjemmefra, men jeg haaber dog at I er alle ved god Sundhed som jeg osaa kan meddele Eder om mig. Blodt i de sidste Dage har jeg haft Gjemmelgang undertiden ogsaa med Blod, men jeg haaber dog at der bliver bedre. Jeg föler mig ellers heelt godt tilpas derved. Ja det er et levnet med dett ”Scheiserei” som man siger i Soldatersproget for man kan löbe verdt öjeblik. I formiddag var jeg 5 Gange paa Huset. Over Forpleiningen kan man ellers ikke klage, men jeg tror nok at det kommer deraf at jeg i den sidste Tid har spist Tomater som Maven ikke har kunnet taale. Vi har det hjo ellers heelt godt her og ligger endnu her i Es Salt. Jeg förer rigtig et dovn Levnet, ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer paa Telefonen og læser den eene Bog efter den anden. Forandringer er der ikke skeet hos mig.

I forgaars skeete der et Ulÿkke i vor Komp. Vor Fodermester vilde kjöre et par Heste til, og da han havde sadt sig paa Vognen löb Hesterne lös alt de kunde, Manden fladt af Vognen og blev overkjört. Hovedet fik han demoleret og 2 Ripper brægget. En Vaabenmester fra Regimentet sköd sig samme dag ifölge af en Forseelse en Kugle igjennem Blæsen og Underlivet. For en Ugestid blev Komp. Fören for 1 M.G.K. skudt af en Tÿrkisk Soldat ogsaa af en Forseelse. Offiseren gik næmlig i en Tropenhelm og i denne har Tÿrkeren holdt ham for en Englænder. Her er der snart passeret mere Ulykke bag Fronten en i Fronten. I dag kom der ikke mindre en 12 engl. Flÿver herover, men di flöj videre til Banestationen som hedder Aman hvor vi har ligget 3 Dage og kastet der en heel deel Bomber. Men os har di da ladt i Ro. Om di har gjort nogen Skade har vi ikke hört endnu.

For et par Dage siden havde jeg Kort fra Tante Mie i Döbbel. Hun mente om jeg ikke kunne sende hende noget herfra som man ikke har derhjemme. Men det er jo nu umuligt, for det förste giver der kun lidt at kjöbe og for det andet maa eller kan vi ingen Pakker sende hjem herfra. Hvordan gaar det ellers med Landvæsnet derhjemme?  Thilde er vel bleven Bondepige nu. Kan du nok komme efter der med at malke kj. Thilde. Iforgaars har jeg rigtig tænkt paa dig da du havde Födselsdag. Deres er vel ogsaa en rigtig ”Buunkal” nu.

Og du kj. Far har vel ogsaa nok at bestille nu. Naar jeg saadan ligger i mine egne Tanker om Hjemmet og de gode Fredlige Dage fra för saa kan jeg rigtig forestille mig hvordan du gaar og sÿsler rundt i hjemmet. Det er som jeg imellem kan see dig samle en gammel Proppe op eller en krum og forustet Sön stikke i Lommen. Naar jeg saa tænker paa dine Spalopper saa kan jeg dog imellem ikke holde mig for at lee. Jeg tænker ogsaa lidt paa de Aftener vi har siddet sammen derhjemme da jeg endnu gik til Skole, og Mor hun satte os til at stoppe Strömper eller saadan noget. Og nu? – Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær.   

Men Herren har været med mig indtil nu og han vil ogsaa være med mig i Fremtiden. Han er Klippen til hvem jeg holder mig fast. Ham allene Æren for alt. Da jeg er i mangel af Skrivepapier er jeg tvunget til at benÿtte dette her. I morgen faar vi vist Post igjen. Vær for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eder Sön og Broder

Milert.    

Hjemmefronten, Sønderjyder

4. juni 1918. Mon sørgegudstjenesten bliver på tysk? Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften d. 4. juni 1918

Min egen kære Jørgen!
Tænk i dag fik jeg tre breve fra dig. Mange tak for dem alle sammen. Du skriver om de mange dødsfald herhjemme. Ja, du kan tro, det har gjort folk her i byen ondt, især med Hans From. Otto er jo bleven fremmed for de fleste. Der er vist kun få, der husker ham så godt som du, og kunne mindes ham så kønt. Hans foræl-dre ville også blive glade ved at få et par ord fra dig. Jeg tror ikke, de har mærket så megen deltagelse herfra byen. Jeg har været der et par gange, og nu på søndag skal der jo være sørgegudstjeneste. Om det nu skal være på tysk, ved jeg ikke…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten

4. juni 1918. Der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 4. juni 1918

Min kære, kære Inger!
Mange tak for brevet fra d. 31. maj. Nu går det godt med posten, og det er da dejligt. I går skrev jeg ikke til dig, kære Inger, skønt det er ikke, fordi at jeg mangler tid dertil, men der er sådan en sløvhed og ligegyldighed over mig, så det er for galt. Den gang, jeg var i kompagniet, syntes jeg, at når bare jeg kunne få en eller anden bestilling, så kunne det endda sagtens gå an, og nu har jeg fået det så godt, som jeg kan ønske det som soldat, men alligevel er jeg ikke tilfreds. Jeg ved nok, at det er forkert af mig, men vi mennesker er engang sådan, at når vi har det nogenlunde, så ønsker vi at få det bedre. Jeg skulle jo ikke bedrøve dig med min klage, kære Inger, for du har nok at sørge over i forvejen. Det er da slemt, at lille Kirstine lider af ørepine, den lille stakkel, for det er meget smerteligt… Du har altså ikke fundet navnet på byen, som står på kortet. Prøv engang at søge i Belgien, men omtal det ikke i dine breve til mig. Så forfærdelig længe bliver vi vel ikke her, men jeg kommer da ikke med ud i stillingen, og det er rigtignok godt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

3. juni 1918: Asmus Andresen – I susende fart over døde kroppe, væltede træstammer og pigtråd

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juni 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag, da der skulde afgives Meldinger igennem Blinkeapparatet, kunde vi ikke faa Forbindelse med næste Station. Officeren bandte og skældte, men det hjalp nu saare lidt, hvorfor han selv maatte af Sted for at se efter, hvad der var i Vejen; thi enten maatte jo Apparatet være skudt i Stykker, eller ogsaa maatte Mandskabet være falden i Søvn, hvad der let kunde ske.

Jeg blev beordret til at følge med ham; skønt jeg helst vilde have været fri for denne Tur, maatte jeg kønt parere Ordre, der var intet andet at gøre, jeg maatte følge, og vi begav os mod Udgangen. Her stansede vi, og Officeren prøvede paa at faa Forbindelse med Stationen, men da det ikke lykkedes, sprang han hurtig ud af Hulen, og jeg bag efter ham, og nu gik det i susende Fart ned ad Bakken over døde Kroppe, Træstammer, som laa væltede, og Pigtraad.

Da vi kom ned til Foden af Bakken, kendte han ikke Vejen, og han lod saa mig, der var godt kendt, gaa foran.Pludselig slog 4 store Granater ned i Jorden 20 Meter foran os. Som paa Kommando sprang vi begge hovedkuls ned i en gammel Skyttegrav. Nu regnede det med Granatstumper omkring os, Officeren mente, det var bedst, hvis vi ventede nogle Minutter her i Skyttegraven. Han var bleven kridhvid i Ansigtet, men jeg mente, at det var bedst hurtigst muligt at komme videre, inden den næste Salve kom.

Som om selve Djævelen var efter os, satte vi i Løb derfra; det var heller ikke for tidligt, thi i næste Øjeblik slog atter 4 Granater ned i umiddelbar Nærhed af Skyttegraven, som ved det voldsomme Tryk flere Steder styrtede sammen. Officeren viste mig en Signalfløjte, som han havde hos sig, og som han gik med i Haanden, naar han var i Fare for at blive saaret, saa han straks kunde fløjte efter Hjælp.

Efter en halv Times Tid naaede vi Blinkestationen, og her fik vi Oplysning om, at Blinkeapparatet var bleven gennemboret af en Granatstump, men at det snart var i Orden igen. Medens Officeren undersøgte Blinkeapparatet, gik jeg hen til en Betondækning for at være mere sikker mod Granaterne.

Her traf jeg en af mine tidligere Kammerater fra det første Batteri. Medens vi stod og talte sammen, saa vi en Vogn komme hen ad Vejen. Omtrent 10 Meter foran Hestene slog en Granat ned, Kusken sprang af Vognen og løb om bag nogle Ruiner for at dække sig. Hestene for omkring, væltede Vognen og stod stille, rystende over hele Kroppen. En af Hestene var bleven ramt og faldt død om, og den anden kunde ikke komme fra Vognen.

Nu var Officeren ogsaa færdig, og vi kunde gaa tilbage til Hulen igen, men vi vilde forsøge at komme en anden Vej tilbage. Det gik ogsaa godt, indtil vi kom til en Ruin; her laa en Stabel Haandgranater, som blev antændt af en Granat, og vi fik disse eksploderende Haandgranater om Ørene. Heldigvis havde vi lange Ben, som vi nu for Alvor gjorde Brug af begge to.

Badet i Sved kom vi heldig tilbage til vore Kammerater, som havde tænkt, at vi var gaaede til den store Armé. Efter at jeg var bleven afkølet, tog jeg mig en ordentlig Rundtenom med Marmelade paa, lagde mig til Hvile og sov til næste Dag Kl. 6 Morgen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

3. juni 1918. Afstumpet nysgerrighed: Svulmer lemmet også op på et lig, der har ligget i flere dage?

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Den 31. maj og 1. juni gik med fortsat fremrykning. Af og til gik vi i stilling, skød nogle få skud og så fremad igen. De døde franskmænd lå rundt omkring og havde ligget i en 4 – 5 dage. På tredje dagen blev de ualmindelig tykke og oppustede, men så faldt de sammen og gik ret hurtigt i opløsning.

Det var uhyggeligt, så travlt som de fleste tyske soldater havde med at udplyndre de døde. Et sted var to soldater i færd med at drage kønslemmet ud hos en død, oppustet franskmand for at se, om dette havde antaget tilsvarende dimensioner som det øvrige legeme. De var ikke berusede. Sådan var der megen råhed.

Den anden juni 1918 var en frygtelig dag. Vi havde skudt det meste af natten og lå ca. 1 km foran en lille landsby, der hed Tigny. I denne by havde der været voldsomme gadekampe med bajonetangreb ved midnatstide. Franskmændene var blevet kastet ud af byen og lå ca. 2 km på den anden side.

Vi kørte i stilling foran byen ved ca. 2 tiden om natten. Kl. 4’A svigtede min kanon, det var noget med glycerinen i rørbremsen (Wiege); jeg meldte det til batterichefen, og han sagde så, at jeg kunne, mens kanonen blev gjort i stand, gå op i byen for at finde nogle levnedsmidler. Batteriet ville efter al sandsynlighed blive i denne stilling det meste af dagen.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

2. juni 1918. “Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen.” Eskildsen på vej til lazaret.

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et uheld er Claus Eskildsen røget på lazarettet, her ligger han i lang tid, og han oplever en telefonists kamp med døden.

Krigen skaaner intet. Krigen skaaner ingen. Jeg er paa Vej til Lazarettet.

Ved sidste Transport kvæstede jeg tre Fingre, da vi i Mulm og Mørke læssede Køretøjerne paa Jernbanevognene. Efter nogle Ugers Behandling er Fingrene hele; men først breder et mærkeligt Eksem sig over begge Hænder, og saa gaar det galt med baade Ben og Hjerne. Et Saar paa venstre Skinneben medfører efterhaanden Cellevævsbetændelse, Blodforgiftning og Benhindebetændelse, og Giftstofferne i Blodet bevirker, at den overanstrengte Hjerne slaar Klik.

Min gamle Mor bliver uhyggelig til Mode, da hun til Fødselsdagen modtager to omtrent enslydende Breve fra mig, skrevet med faa Timers Mellemrum.

Mit Ben er helt svulmet op, da man kører af Sted med mig til Sanitetskompagniets Barak, der ligger lidt bag Fronten, gemt i en Fyrreskov. Det er første Station paa en Vej, som normalt fører til Lazaret i Etappen, Lazaret i Tyskland og Erstatningsbataillonen. Men Oberstløjtnanten har efter eget og mit Ønske telefoneret til Sanitetskompagniets Overlæge og bedt ham beholde mig herude, for at jeg ikke skal skilles fra Regimentet.

Saaledes lærer jeg kun første Station at kende paa den Vej, der for mange betyder uhyre Lidelser, for andre Forløsning. Alle Frontsoldaters højeste Ønske er jo et »Heimatschuss«, et Skud, alvorligt nok til at naa ud over Etappen med det, men alligevel ikke saa slemt, at man mister sin Førlighed for Livstid. Sanitetsbarakken er tom, da man hen paa Eftermiddagen lægger mig ind i den.

Det skal den normalt være; til hver Nat skal man helst have alle Sengene fri, man ved aldrig, hvad der om Natten kan ske der ude i Linien. Hen paa Natten bringer man to Telefonister, som er blevet ramt af en Granat, da de gik Ledningerne efter. De kommer straks paa Bordet, forbindes og lægges saa ved Siden af mig. Den enes Ryg er haardt medtaget. Hans unge, stærke Natur reagerer voldsomt mod den kolde Død, der strækker sine lange, uhyggelige Fingre ud efter ham. Han skriger og vaander sig i legemlig Smerte, han klager og jamrer over sit unge Liv, han raser og stamper imod den bitre Død.

Hans Kammerat er rørende trofast. Mens han selv bider Tænderne sammen i Smerten, trøster og opmuntrer han den haardt Saarede. Om Morgenen skilles deres Veje. Dødens Kandidat bliver hos mig, den anden skal paa Lazaretrejsen. Men forinden lader han sig bære hen til Kammeratens Side, tager en smuk Afsked med ham og trøster den fortvivlede, der godt nok aner Sammenhængen, med, at han nok skal blive sendt bagefter i Morgen.  Nu er vi to Mand i Barakken. Det er en lang Dag for den lidende!

Han har en stærk Natur. Næste Nat tager Febervildelsen ham. Han er i Slaget, han stormer han rammes, og ind imellem hyler han af Smerte. Da Nøden er paa det største, kommer det op af den forpinte, hjælpeløse Sjæl: »M – u – t – t – e – r !« Han raaber sit »M – o – r !« Gang paa Gang, skrigende efter en øm og stærk Haand, som kan føre ham gennem Dødens mørke Port.

Hvorfor kommer her ingen Præst, der kan hjælpe ham til at gribe en Haand, stærkere end Mors! Hen paa Natten ebber det ud. — Stønnen — Rallen — Stilhed. – Om Morgenen bærer man ham ud og begraver ham med det samme. Saadan gaar Døgn efter Døgn i en Sanitetsbarak. Det er ingen Nervekur at ligge her; men ellers har jeg det udmærket.

To Gange om Dagen kommer jeg paa Bordet, faar Saaret trykket ud og frisk forbundet, Resten af Døgnet ligger jeg stift paa Ryggen med Benet i Vejret. Jeg har en ren Seng, — desværre er den fuld af Myrer. Forplejningen er god, selv Franskbrød smager jeg her. Sygepasserne er flinke. Er det smukt Vejr, bærer man mig ud i Solen; man stopper min Pibe, rækker mig Bøger og Papir.

Jeg ligger hele Dagen og læser og skriver Breve, lige saa lange som Apostlenes Epistler. Oberstløjtnanten og de andre Officerer besøger mig lejlighedsvis, Svoger Nis kommer hver Dag, andre Kammerater og Venner bringer Gaver af Champagnes uudtømmelige Jordbærrigdom.

Ludendorff forstyrrer Idyllen. Den 27. Maj begynder den anden store Offensiv, Vest for Reims. Soissons falder, man støder helt ned til Marnefloden, som man ikke har set siden 1914. Vor III. Bataillon forlod os første Pinsedag og er med til at tage et af Forterne foran Reims. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 216-218

Krigens forløb, Sønderjyder

2. juni 1918: Asmus Andresen – Udkig fra Kemmelbakken

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den næste Morgen ved Appellen blev der valgt 4 Mand til at holde Udkig fra Kemmelbakken; deriblandt var ogsaa jeg. Kl. 12 fik vi vor Mad udleveret til 4 Dage. Kl. 1 gik vi fra Lejren og var saa i Ildstillingen Kl. 6. Videre kunde vi ikke komme denne Dag, fordi Bakken blev saa voldsomt beskudt den Aften. Vi blev saa der til næste Dags Morgen Kl. 6.

Efter at vi havde spist Frokost af vor medbragte Mad, gik vi videre i Retning efter Kemmelbakken, men der blev ikke vekslet ret mange Ord mellem os, da enhver havde nok i sine egne Tanker, thi Markerne, vi skulde over, var fyldt med døende og døde i en uhyggelig Mængde. Efter et Par Timers Marsch naaede vi Toppen af Bakken trods en frygtelig Granatregn, og søgte straks hen til Hulen, som vi skulde ned i. Skønt vi havde den dejligste Udsigt her oppe fra Bakken, ønskede vi dog ikke at opholde os ret længe paa Jordens Overflade.

Ved Hulens Indgang stod en af vore Kammerater og holdt Øje med Franskmændene. Da han saa os, udstødte han et Glædesraab, for nu var Afløsningstimen kommen for ham. Han førte os ned ad nogle Trapper, omtrent 4 Meter under Jordens Overflade, hvor en Gang førte til hver Side.

Vi gik til højre, der var bælgmørkt, men efter at vi havde famlet os omtrent 200 Skridt fremad, kom vi ind i et lille Rum, hvor der laa 1 af vore Officerer og 3 Mand. De blev ogsaa glade, da de hørte, at Afløsningen var kommen. Der blev tændt Lys, for at vi kunde finde os tilrette og faa noget at spise De 4 Kammerater, som var dernede pakkede saa deres Sager sammen og gik tilbage til Lejren for at hvile et Par Dage.

Da vi havde endt vort Maaltid, blev Lyset slukket, fordi vort Oplag af Stearinlys ikke var ret stort, hvorfor vi ikke kunde sidde ved Lys hele Dagen. En af os skulde op til Udgangen for at holde Øje med Franskmændene, og hvis vi opdagede noget mistænkeligt paa Fjendens Side, skulde det straks meldes til Officeren, som ikke selv gad gaa op for at se, hvad der var paa Færde. Han skrev saa Meldinger op og gav den med op igen, og den blev saa afgivet til Batteriet gennem et Blinkeapparat eller Telefon.

Fra Kl. 4—6 blev det min Tur at holde Udkig. Det var de eneste 2 Timer om Dagen, at man fik Dagslys at se, endskønt Luften i Hulen var meget beklumret.

Til sine Tider var Gangen overfyldt med Mennesker. Hvem der skulde paa Naturens Vegne, maatte forrette sin Nødtørft, hvor han i Øjeblikket opholdt sig, da det var meget farligt at komme op paa Jorden; det var derfor ikke underligt at Luften var beklumret dernede.

Fra Udkigsstedet havde vi en god Udsigt til alle Sider. Jeg saa et tysk Batteri, som der var opstillet nedenfor Bakken, som fik ca. 200 Skud i 5 Minutter. Det var ikke rart at være der, da der ikke alene fløj Jordmasser og Granatstumper omkring i Luften, men ogsaa Menneskelemmer.

Fra vort Udkigssted saa det ud, som naar man kaster store Sten i Vandet.
Kl. 5½ kom en Afløser for den Officer, som var hos os. Afløseren var vel fin i Næsen, for han klagede straks over den ulidelige Stank, der var nede hos os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

2. juni 1918. Soldaterkammerat fuld i Eau de Cologne

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Efter at have ventet nogle timer i x, fortsatte vi og gik i stilling ved en vandmølle. Vi stillede kanonerne op og gjorde skydeklar, men vi fik så lov til at gå under tag i mølleriet. Vi lagde og hængte vor bagage, våben og munderingsgenstandene rundt omkring på kasser og på hjulene.

Derefter gav vi os til at koge mad. Vi havde imidlertid fået fat i en transportspand, og i denne kogte vi suppe på kaniner og høns. Disse dyr havde vi fanget i dagens løb; kaninerne stod rundt omkring i kasserne, og hønsene fik vi ud af hønsehusene. Endvidere havde vi fået fat i en sæk ris og en sæk kaffebønner.

Kaninerne og hønsene blev straks dræbt efter fangsten, og så blev de opbevaret i en sæk, indtil de skulle bruges. Der var et par stykker af betjeningen, der lavede mad, medens de andre betjente kanonen eller lavede andet arbejde. I stillingen ved vandmøllen blev der lavet en særdeles god suppe med kanin- og hønsekød samt ris osv.

Kanoner Johan Warras havde været i byen, og her var han gået ind i en friseursalon (forladt), og havde fundet en flaske Eau de Cologne og drukket den. Han blev meget fuld af denne drik, og da han kom tilbage, gik han hen til vandskodderne og i fuldskab lukkede han op for vandet, og vandmøllen blev sat i gang. På en gang bevægede hjulene sig inde i mølleriet, og alt, hvad der hang eller lå på dem, blev drejet med omkring.

Der blev flere bajonetter og karabiner brækket, og en mængde tøj blev revet i stykker. Hjulene blev ret hurtigt standset igen, men da var skaden sket. Imens blev suppen færdig. Kl. var blevet ca. 12, og det var mørk nat.

Vi gav os til at spise, og der var rigelig med kød og suppe. Grabowski, en ung forsultet polak, fiskede det ene hønselår op efter det andet, åd det uden brød eller anden tilsætning. Fedtet løb ham ned over hagen, hver gang han bed i låret, og det endte med, at han måtte kaste op, men straks han var færdig med opkastningen, begyndte han at spise igen, indtil han atter kastede op, og sådan blev han ved, så længe der var noget.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.