16. juni 1918. Frederik Tychsen forhindrer en voldtægt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie.

III. kanon var i løbet af dagen blevet bragt i orden, om aftenen kunne der skydes med den. Om natten havde vi ro, vi sov i teltene, der var opslået i skovkanten lige uden for byen. Den 3. juni fortsatte vi og gik i stilling ved en større landsby, der hed Vierzie. Samme dag blev kanoner Malkowitz såret.

Ved Vierzie lå vi til natten mellem 14. og 15. juni og flakkede derefter omkring fra den ene by til den anden og skiftede meget ofte stilling; snart gik vi frem, og snart gik vi tilbage. På for marchen kom vi ind på en egn, hvor der ikke havde været soldater siden 1914.

En formiddag i stærk solhede kom vi således til et gammelt, fint slot. Herskabet havde forladt bygningen et par timer i forvejen. Portneren var krøbet under en busk ude i parken. Da han kom frem, rystede han over hele kroppen, han var bange.

Vi talte med ham og beroligede ham noget. Vi var vel en 7 – 8 mand. Han tog os med hen til slottet, førte os ned i kælderen, låsede op og gav os nogle gamle vine med en etikette og lakstempel fra 1812. Vi mindedes Napoleon d. 1. og drak af den gamle, herlige vin.

Jeg gik op i stuerne og så mig omkring. Her var flotte malerier og fornemme gobeliner. På væggen hang en telefon, jeg tog fat i hørerøret og lyttede. Jeg kunne høre, at der blev talt fransk, men pludselig blev samtalen afbrudt.

Vi tog et par flasker vin af den gamle sort, forlod slottet og gik op i byen. En berliner ved navn Neumann og jeg fulgtes ad. Vi gik ind i forskellige huse, og overalt vrimlede det med militær. Vi kom ind i et hus, og så hørte vi, at der var nogen, der skreg ganske uhyggeligt oppe på anden sal. Vi ilede op af trapperne og kom ind i stuen, hvorfra lyden hørtes.

Der var det en gammel kone på ca. 60 – 65 år, der skreg; det var to Feldvebeler af et badisk regiment, der var ved at trække tøjet af hende. De følte hende hujende og støjende på de “private steder”, de var berusede begge to. Det så ud til, at de ville voldtage hende. Da Neumann så det, blev han rasende, greb fat i dem og smed dem ned af trapperne begge to.

Jeg tog imidlertid min karabiner af skuldrene, sådan at jeg havde noget at værge mig med.

De talte store ord, da de kom på benene, men derved blev det. De talte om, at de skulle undersøge husene, om der fandtes våbenlagre. Men Neumann råbte, at hvis de rørte den gamle dame, så blev de stukket ned på stedet. Men så forlod de skyndsomt huset.

Neumann var meget vred, så han var ikke til at spøge med.

Vi forlod byen, drog fra det ene sted til det andet, ofte om natten, men det bedste ved det hele var, at vi fik nok at spise, vi kom omkring i de rømmede byer, nogle gamle og enkelte andre familier var altid blevet tilbage, og de fortalte os, at de som regel først fik besked 1 – 2 timer i forvejen, når byen skulle rømmes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *