Tag-arkiv: ulykker

4.juni 1918 – Milert Schulz: ”Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 4.6.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Ja I har vel nu ventet et par Dage efter Brev fra mig. Jeg har nu i 8 Dage ingen Post haft hjemmefra, men jeg haaber dog at I er alle ved god Sundhed som jeg osaa kan meddele Eder om mig. Blodt i de sidste Dage har jeg haft Gjemmelgang undertiden ogsaa med Blod, men jeg haaber dog at der bliver bedre. Jeg föler mig ellers heelt godt tilpas derved. Ja det er et levnet med dett ”Scheiserei” som man siger i Soldatersproget for man kan löbe verdt öjeblik. I formiddag var jeg 5 Gange paa Huset. Over Forpleiningen kan man ellers ikke klage, men jeg tror nok at det kommer deraf at jeg i den sidste Tid har spist Tomater som Maven ikke har kunnet taale. Vi har det hjo ellers heelt godt her og ligger endnu her i Es Salt. Jeg förer rigtig et dovn Levnet, ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer paa Telefonen og læser den eene Bog efter den anden. Forandringer er der ikke skeet hos mig.

I forgaars skeete der et Ulÿkke i vor Komp. Vor Fodermester vilde kjöre et par Heste til, og da han havde sadt sig paa Vognen löb Hesterne lös alt de kunde, Manden fladt af Vognen og blev overkjört. Hovedet fik han demoleret og 2 Ripper brægget. En Vaabenmester fra Regimentet sköd sig samme dag ifölge af en Forseelse en Kugle igjennem Blæsen og Underlivet. For en Ugestid blev Komp. Fören for 1 M.G.K. skudt af en Tÿrkisk Soldat ogsaa af en Forseelse. Offiseren gik næmlig i en Tropenhelm og i denne har Tÿrkeren holdt ham for en Englænder. Her er der snart passeret mere Ulykke bag Fronten en i Fronten. I dag kom der ikke mindre en 12 engl. Flÿver herover, men di flöj videre til Banestationen som hedder Aman hvor vi har ligget 3 Dage og kastet der en heel deel Bomber. Men os har di da ladt i Ro. Om di har gjort nogen Skade har vi ikke hört endnu.

For et par Dage siden havde jeg Kort fra Tante Mie i Döbbel. Hun mente om jeg ikke kunne sende hende noget herfra som man ikke har derhjemme. Men det er jo nu umuligt, for det förste giver der kun lidt at kjöbe og for det andet maa eller kan vi ingen Pakker sende hjem herfra. Hvordan gaar det ellers med Landvæsnet derhjemme?  Thilde er vel bleven Bondepige nu. Kan du nok komme efter der med at malke kj. Thilde. Iforgaars har jeg rigtig tænkt paa dig da du havde Födselsdag. Deres er vel ogsaa en rigtig ”Buunkal” nu.

Og du kj. Far har vel ogsaa nok at bestille nu. Naar jeg saadan ligger i mine egne Tanker om Hjemmet og de gode Fredlige Dage fra för saa kan jeg rigtig forestille mig hvordan du gaar og sÿsler rundt i hjemmet. Det er som jeg imellem kan see dig samle en gammel Proppe op eller en krum og forustet Sön stikke i Lommen. Naar jeg saa tænker paa dine Spalopper saa kan jeg dog imellem ikke holde mig for at lee. Jeg tænker ogsaa lidt paa de Aftener vi har siddet sammen derhjemme da jeg endnu gik til Skole, og Mor hun satte os til at stoppe Strömper eller saadan noget. Og nu? – Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær.   

Men Herren har været med mig indtil nu og han vil ogsaa være med mig i Fremtiden. Han er Klippen til hvem jeg holder mig fast. Ham allene Æren for alt. Da jeg er i mangel af Skrivepapier er jeg tvunget til at benÿtte dette her. I morgen faar vi vist Post igjen. Vær for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eder Sön og Broder

Milert.    

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Provinzen … Frosten har ogsaa sine gode sider”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Ingen anbefalede Pakker.
Postvæsenet meddeler os: Fra den 7. d.M. af vil der af Posten paa Grund af Driftsvanskeligheder indtil videre ikke blive taget imod privat anbefalede Pakker.

Rugeæg.
Handelen med Rugeæg er ifølge en Bekendtgørelse i ”Amtsblatt” tilladt for Gaaseæg fra 20. Januar, for andre Æg fra 10. Februar af under følgende Betingelser:

Æggene maa kun sendes af Fjerkræholdere direkte til Fjerkræholdere, og der maa kun sendes Æg af Afsenderens Fjerkræ. Hvem der sælger Hønseæg til Rugeformaal, skal skrive op: Køberens Navn og Bopæl, Antallet af Æg, og hvad Slags de var, samt Forsendelsesdagen. Paa Forlangende skal det forelægges Kommunalforbundene.

Æg, der er solgt som Rugeæg, maa kun bruges dertil. Rugeæg-Sendinger maa tydeligt kendetegnes som saadanne. Overtrædelser straffes.

Standset Dampskibsfart.
Paa Grund af Isen er Damskibsforbindelsen mellem Aabenraa og Sønderborg foreløbig standset. Dermed er ogsaa al Fragtforsendelse ad den Vej standset.

I Vandet.
Da en Dreng i Forgaars løb paa Skøjter paa Aabenraa Fjord, brast han gennem Isen. Nogle andre Drenge fik ham heldigvis op paa det Tørre igen og bragte ham ind til Gæstgiveriet Sølyst, hvor han snart kom til Kræfter igen.

To mindre Børn, en Dreng og en Pige, vilde i Forgaars, da de skulde hente Mælk, gaa over Bryggeridammen i Aabenraa. De lagde imidlertid ikke Mærke til, at der var blevet iset og gik derfor i Vandet. Heldigvis var det ikke dybere, end at de kunne bunde, og de slap saaledes med et koldt Bad.

Dræbt af Tog (S.Zeit.)
Ved Rangeringen i Hovslund blev forleden en Straffefange fra Bajstrup grebet af Toget, hvorved han fik saa slemme Brystkvæstelser, at han kort efter døde.

Hussalg
Et Hus i Broager, der tidligere har tilhørt Maler og Fotograf Lerche, og som i de senere Aar har været beboet af Kaptajn Petersen, er af Byens Sparekasse blevet solgt til Glarmester P. Clausen der i Byen for 6800 Mark. Tiltrædelsen sker til 1. April i Aar.

Købt en Gaard (Dv.) Hestehandler Carstensen i Haderslev har købet Enkefru Petersens Gaard i Tagkær ved Tyrstrup for 50,000 Mark uden Besætning.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifgl. ”Dv.” i Gaar tilført med 41 Grise og Ungsvin. Grise fra 5-6 Uger kostede 15-18 Mark; fra 7-8 Uger 19-27 Mark; Ungsvin fra 30-60 Pund 28-62 Mark; 100 Pund 115-120 Mark. Handelen var flov.

Optagelsesprøven
paa Skolelæreseminariet og Præparandanstalten i Haderslev afholdes Onsdagen den 11. April 1917. Seminarieforstander Dr. Müller modtager allerede nu Anmeldelser.

Faldne
Krigen har bragt Sorg til Huse i mange Hjem i Skærbæk Sogn; saavidt vides er det indtil 1. Februar i Aar faldet 27. De fleste af de Faldne er fødte og opvoksede i Sognet, og flere af dem var Familiefædre.

Tyveriet i Bredebro Mejeri”
Vestslesvigs Tidende”s Redaktion har modtaget følgende:

Angaaende Tyveriet i Bredebro Mejeri ønsker J. Friis i Sølsted Svar paa sin Meddelse i ”Flensborg Avis”.

At vi straks skulde have meldt Tyveriet kan vi nu godt indse, men dengang haabede vi at faa Sagen opklaret enten paa den ene eller anden Maade.

Straks da vi opdagede at der manglede Penge i Kassen, tænkte vi, om der muligvis var sket en Fejl ved Overførelsen i Bøgerne; da det viste sig, at det ikke var Tilfældet, var Tiden gaaet, og vi blev saa enige om at vente med Meddelelsen om Tyveriet til Tilsynsraadsmødet, og paa det Møde først i Januar blev det vedtaget, at Tyveriet skulde bekendtgøres efter Generalforsamlingen, som vi nu har gjort.

For Tyveri og Ildebrand har Regnskabføreren og Mejeristen intet Ansvar. Paa de andre Spørgsmaal kan vistnok kun en Advokat give svar.

Frosten
har ogsaa sin gode Side, skrives der fra Rens ved Tønder til ”Tondersche Zeitung”, idet den hjælper Landmanden at udrydde Musene, der var blevne saa dristige, at de stjal af Kornet, alt imedens det blev tærsket.

I Løbet af to Timer slog en Landmand saaledes 17 Mus ihjel med den flade Haand; det var kun dem, der kom ham nær. Nu hjælper Frosten at rydde op blandt de smaa Gnavere.

Diamantbryllup. (Fl.N.Z)
Torsdag d. 8. Februar kan tidligere Skomager J.H. Fehrmann og hustru i Aabenraagade 30 i Flensborg fejre Diamantbryllup. Brudgommen, der er 89 Aar, er desværre sygelig, medens Diamantbruden med sine 82 Aar endnu stadig er temmelig rask og rørig. Fehrmann har i 20 Aar været Skoletjener ved den tidligere St. Marie-Drengeskole i Duborggade.

De flensborgske Skibe. (Fl.A.)
Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Dampskibsfartselskabet af 1869 har besluttet at foreslaa Generalforsamlingen, der finder Sted den 3. Marts, at udbetal 10 Procent Dividende for Aaret 1916.

Tyverier (Fl.A.)
Ud af en Kælder i Vanggade i Flensborg er der blevet stjaalet 8 Pund Smør.

I Forhallen til Statsbanegaarden blev der i Forgaars Aftes i et ubevogtet Øjeblik stjaalet en brun Rejsetakse, der indeholdt en Del Linned, Arbejdstøj samt en hel Del Levnedsmidler saasom Flæsk, Ærter osv.

Hos en paa Havretorv boende Destillatør blev der i forrige Nat ved Indbrud stjaalet 12 Flasker Rom.

Ulykkestilfælde. (Fl.N.)
Ved Anlægget af Ledningen for den store elektriske  Landcentral, er Hjælpemontør Gustav Karasch, der bor Slotsgade 26 i Flensborg, i Nærheden af Bov bleven ramt af en Gren fra et Træ, de var ved at fælde. Han blev derved haardt kvæstet i Skulder og Bryst: desuden gik den ene Arm af Led. Den Tilskadekomne førtes til Diakonissestiftelsen.

Arbejdsmand Andresen, sysselsat hos Firmaet Jepsen & Søn i Flensborg fik i Gaar Formiddags den ene Fod kvæstet af et tungt Jernstykke. Med Byens Sygevogn blev han bragt til sit Hjem i Pottergade 31.

Høj Alder.
Aftægtsmand Bohn i Sæd i Angel fyldte den 1. Februar 96 Aar. I Maj kan Bohn fejre, Guldbryllup med sin anden Kone.

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

9. juni 1916. Storm på “Højde 304” ved Verdun

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Da jeg fredag morgen stod på post, kom vor gruppefører gennem graven med ordre til at være rede til at storme kl. 6,30. Stemningen
efter denne besked sank ikke så lidt. Vi vidste jo helt nøje, at mange af os ville blive på valen.

Tankerne gik hjemad til vore kære; vi blev tavse. At storme uden artilleriforberedelse syntes vi var helt håbløst.

Så kom stormkolonnerne og flammekasterne. De sidstnævnte indledte stormen med at udspy deres flydende ild over i den franske grav, og et skrig derovrefra fortalte os, at en mand var blevet ramt og nu brændte op.

Så kom kommandoen til storm, men da var klokken også blevet syv.

Allerede ved at arbejde os op af graven skete der noget grimt lige ved siden af mig.

Lige før stormen fik hver udleveret 4 håndgranater, som sattes ned i »koblet« (livremmen), to på hver side af maven og med skaftet nedad. I skaftet sad en strop, som skulle trækkes ud, når man ville kaste granaten efter et mål. Hvorledes ulykken skete, så jeg ikke, men jeg antager, at der, da vi kravlede op af graven, er smuttet et stykke trærod eller lignende ind i stroppen, hvorved stroppen blev halet ud af kammeraten selv.

Granaten eksploderede.

Jeg fik et chok, for kammeraten så forfærdelig ud og faldt tilbage i graven, døende.

I de tyske aviser og i vore egne censurerede blade stod der, at tyskerne havde taget »304« ved Verdun, men det var kun en halv sandhed – eller halv løgn. Begge landes stillinger var på »304«, men kammen af højen var ingenmandsland imellem dem, og stormen den dag forandrede ikke noget herved.

Jeg stormede af sted lige som alle de andre, men vi kom ikke langt, for ovre på den anden side var man på post. Maskingeværerne ryddede slemt op imellem os.

Jeg sprang ned i et granathul. I hele terrænet mellem de to skyttegrave var franskmanden i stand til at meje os ned for fode.

Sammen med mig kom der også en purung soldat ned i hullet. Han virkede som en stor dreng, havde været elev på et lyceum i Bremen, hvor hans forældre boede, og havde meldt sig frivilligt til fronten.

Lige bag mig sprang vor gruppefører også ned i et granathul.

Da vi havde ligget lidt, begyndte den unge mand: Vi må videre, vi har fået befaling til at indtage den fjendtlige grav. Jeg sagde til ham, at det ville være den sikre død at gå ud nu. Så lå vi stille igen et stykke tid, og da skyderiet ligesom tog noget af, begyndte han igen: Jeg vil lige se, hvor alle de andre er blevet af. Igen advarede jeg ham, men han ville ikke høre, og så stak han hovedet op over hullet. I samme øjeblik fik han en kugle gennem halsen, så blodet sprøjtede ud. Hans hoved faldt ned, han mumlede »Mutter«, og så var han død.

Så lød fløjten fra vor grav, det var det samme som at gå tilbage, og vor kompagnifører var en af de første til at kravle tilbage.

Vor gruppefører vinkede til mig, kom med, og i det samme fik også han en kugle gennem halsen. Han kikkede endnu en gang på mig, lagde hovedet ned på sine knæ, og så var også han væk.

Nu gjaldt det for mig også at komme tilbage, men hvorledes, for der blev jo endnu skudt. Foreløbig blev jeg liggende i hullet for at lægge en plan til tilbagetrækningen. Geværet måtte efterlades, og heller ikke de fire håndgranater, som ingen havde fået brug for, ville jeg have med, for begge dele var kun til hinder, når jeg ville kravle tilbage; kun min bajonet tog jeg med.

Da skydningen sløjede lidt af, begyndte jeg at slange mig gennem alle granathuller og andre sænkninger i terrænet. Det tog tid at komme over de ca. 50 meter – længere kom vi ikke – og ankomsten i vor grav skete omtrent, som når jeg på søbadeanstalten derhjemme sprang ud fra vippen. Jeg kom på hovedet ned i graven, men helt uskadt,  selvom franskmanden skød efter mig, idet jeg sprang.

Stormen var en fiasko.

NB: Episoden med den unge soldat er tidligere bragt den 14. maj 2016 i en litterært bearbejdet version af samme forfatter. Det er tydeligvis denne begivenhed, som den litterære version bygger på /RR

DSK-årbøger 1966