18. juni 1918. Den store polaks tragedie

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Vi havde for ca. 8 Dage siden faaet en Kammerat, en kæmpestor Polak, som hed Gulochinsky. Han var en stilfærdig Mand, kæmpestor og stærk, og alle holdt vi meget af ham; men vi mærkede ogsaa alle, at han gik og bar paa noget tungt. Vi prøvede paa at lirke ved ham, men ingen kunde faa ham til at lukke sig op.

Stormen blev ikke til noget fra Franskmændenes Side. De tog Opstilling i en Skov ca. 3 km fra os, og saa fik vi da Ordre til at vi, der ikke skulde staa paa Post, skulde søge vort Nattelogi i de smaa Huler, hvor der var Plads til 4 Mand i hver.

Tre af os var gaaet ind og havde lagt os, den fjerde var Polakken. Han kom ogsaa ind og lagde sig ganske stille; men da han havde ligget nogle Minutter, rejste han sig op, traadte hen til mit Leje og greb min Haand, og jeg mærkede, at han rystede som et Espeløv.

Jeg kunde forstaa, at Kammeraten græd. Han stod tavs endnu nogle Øjeblikke, saa begyndte han at tale, og alt imens han knugede min Haand, sagde han:

„Før Krigen var jeg en lykkelig Mand. Jeg havde Hustru, en dejlig Hustru og syv raske Børn. Jeg arbejdede paa en Sukkerfabrik inde i Polen og havde mit gode Udkomme.

Naar jeg om Aftenen kom hjem fra mit Arbejde, havde min Hustru travlt med at lave Mad til mig. Mine Børn kravlede op paa Fars Knæ og paa Fars Ryg, og jeg sang og sprang med dem af Hjertens Lyst, og vi var saa lykkelige med hinanden. Lige før jeg blev tildelt jeres Kompagni, havde jeg været hjemme paa Orlov, og da var min Hustru død og mine syv Børn døde.”

Saa tav han igen og hulkede, og da han igen lukkede sin Mund op, sagde han blot: ,,Nu kan du tale.”

Ja, hvad skulde jeg sige til ham? Jeg rejste mig op. Der laa et Par smaa Kister, som jeg fik rejst paa Højkant; saa lagde jeg Armen om min Kammerats Hals og tvang ham ned paa den ene og satte mig ved Siden af paa den anden, og vi græd begge to.

Da vi havde grædt en Stund, fik jeg en „Hindenburgpraas” frem og fik den tændt; derefter fik jeg min Bibel op, og saa læste vi sammen i den, bøjede vore Knæ og bad sammen og følte os styrket i det.

Det blev ikke sidste Gang, vi to læste Bibelens Ord sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *