Tag-arkiv: Tro

11. september 1914. “Nu kan de [tyskerne] ikke med magt længere …”

84’eren “Chr.” fortæller:

Tilbagetoget fra Marne var Krigens store Vendepunkt.

Masser af Rytteri overhalede os bag fra. Jeg har aldrig set saa meget tysk Kavalleri som i de første Dage under Tilbagemarchen. Vi vidste jo dengang intet om, at tyske Kavalleristyrker havde været endnu nærmere ved Paris, end vi var.

Endelig en Morgenstund kom vi en Times Tid i Bivuak. Der blev kommanderet »Helm ab zum Gebet«, og en Præst talte, jeg véd ikke hvad. Men jeg husker, at en af mine Kompagnikammerater, N. B. fra Haderslev Næs, sagde til mig: »Nu kan de ikke med Magt længere, nu skal de prøve at bede sig frem – -«.

Das Kreuz von Saarburg
Krucifikset ved Saarburg. Korset blev bortskudt under kampene.

Almanak for Nordslesvig, 1935.

31. august 1914. Jeppe Østergaard på lazarettet: “Jeg har aldrig elsket livet højere end nu”.

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten. Den 20. august blev han såret i benet.

Locken d. 31—8—1914.

Kære allesammen!

En dyb lykke og taknemlighed fylder mig. Vi har endelig en smule ro, og jeg glæder mig over at kunne få lejlighed til at udtale mig. Alle eders kærlige breve har jeg modtaget, også dem fra den 25. ds.

Hvor blir jeg glad for sådanne fortrøstningsfulde ord. Det gir hjærtevarme, gør sindet lyst og let. Jeg er lykkelig over at vide mig i eders tanke- og takkekreds og i eders bønner til ham i det høje. Man føler i disse tider mere end ellers sin egen ubetydelighed og al livets forkrænkelighed, og tanken glider da uvilkårligt hen til det faste, det evige. Sådan går det vel mange. Måtte vi nu bare ikke senere glemme det, nøden lærer os. Jeg vil gerne leve, har aldrig elsket livet højere end nu og ønsker af ganske hjerte atter at mødes med jer, I kære.

Dog frygter jeg heller ikke døden, thi jeg føler, at det ikke betyder tilintetgørelsen, og jeg ved, at Kristi ord har bestået sin prøve gennem tiderne. Lad mange kun tale hånt om troen og prale med deres oplysning. Det er ikke oplysning, der gør dem vantro, men den herskende mode, deres overfladiskhed, manglende eftertanke og det at ville synes. Man kan i fred og ro leve et liv uden Gud, men når døden ser en i øjet, da møder den, som tænker, et hvorhen, og kun troen formår at give svar.

Som I veed af kortene, var jeg med i slaget ved Walterkehmen, syd for Gumbinnen den 20. Fægtningen ved Mlava var imod dette den rene børneleg. (…) Da jeg ramtes, var klokken 10, og da ved 3-tiden vore tropper trak sig tilbage, gik jeg med. I mellemtiden havde jeg hjulpet enkelte sårede, hvor jeg kunde.

Benet er nu næsten helbredet uden mindste betændelse. En geværkugle er mindre farlig, når bare man kan holde såret rent. Der siges endog, at hastigheden og drejningen om længdeaksen gør den noget nær steril.

Hvorom det nu er, i tunnellen, som kuglen lavede, og hvis længde var 15 cm, har jeg ikke haft den mindste betændelse. Kun endepunkterne har jeg plastret en smule. Jeg er dybt taknemlig over at være sluppet så billigt.

Min bedste rekrut, som jeg havde den glæde at turde kalde ven, er borte, en Frederiksen fra Løgumkloster er borte, mange sårede. Vort regiment er stærkt svækket.

17. august 1914. Foran Tirlemont: Et sidste måltid før slaget?

H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.

Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.

I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.

Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.

 

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

31. juli 1914. På cykel rundt med mobiliseringsordren

H.C. Brodersen var postbud i Nordborg. Det var hans opgave at cykle ud med mobiliseringsordren, da den tikkede ind på postkontoret.

Saa var den Dags Arbejde overstaaet. Jeg havde lige afleveret mine Sager til Postassistenten, der kvitterede for Afregningens Rigtighed, da Telegrafen paa hans Skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung !”

Det lød som en Hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste paa Telegrafens Papirstrimmel. Han sprang op fra sin Stol, og med et Smæld lukkede han Lemmen ud til det ventende Publikum.

„Mobilmachung!” raabte han ud over Lokalet. Vi trængte sammen om Assistenten og Postmesteren, der nu ogsaa var kommet tilstede.

 „Ja, mine Herrer, saa gaar det løs,” sagde Postmesteren, og det lød, som om han følte en Lettelse for den knugende og trykkende Uvished, vi alle nu i de sidste 8 Dage havde følt med Hensyn til de diplomatiske Forviklinger, der var opstaaet.

Et Øjeblik efter var vi alle — 9 Mand stærk — i fuld Virksomhed, og det blev ikke Fyraften denne Gang, thi enhver af os skulde i sit Distrikt udbringe Mobiliseringsordren til de forskellige Kommuneforstandere.

 „Hvorhen i den Fart, Postbud?” raabte Præsten i Oksbøl, da jeg rundede Hjørnet af hans Have, der laa ud til Vejen.

 „Mobil, Hr. Pastor,” raabte jeg tilbage over Skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til Præsten, der stod lænet op til sin Havelaage og røg sin Aftenpibe.

Han havde næsten hver Dag i de sidste 4 Uger, siden Revolverskudene faldt dernede i Serajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske Situation, og da han nu fik at vide, at der i Henhold til „allerhochste Erlass”, var anordnet Mobilisering, mente han, at det havde Kejseren ikke villet.

„Gud beskærme Kongen og vort kære Fædreland,” bad han og tilføjede, „den Krig er os paatvunget!”

Det havde jeg ingen Mening om, og uden at indlade mig paa yderligere Diskussion herom, sprang jeg atter paa Cyklen for at bringe min daarlige Nyhed videre. Hos Kommuneforstanderen i den næste By blev jeg modtaget med Ordene:

„Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”

Jeg, der svedte, saa Vandet drev af mig, blev budt indenfor.

„Faa en Taar Øl,” sagde Kommuneforstanderen, „og tag den med Ro. Det hele bliver ikke saa slemt, og til Jul er det overstaaet, og I er hjemme igen.”

 Jeg overhørte imidlertid hans gode Raad om at tage Sagen med Ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til Posthuset, var det med en knækket Styrestang paa Cyklen.