Tag-arkiv: straffefanger

13. september 1918 – Rasmus Damm: “Fæstningsarrest”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.9.

Atter har vi været på Rejse og er nu havnet i Elsass Lothringen 5-6 km bag Metz. Nærmeste By er Ober Kurzel, hvor Bataillonsstaben ligger. Vi ligger i et Fort. Det er første Gang, jeg er inde i et sådant Fæstningsværk. Man føler sig helt tryg herned under Jorden med alle de mange Kubikmeter Beton over sig. Vi har underjordisk Forbindelse med Metz og en hel del andre Forter her omkring.

Også bagud er der Forbindelsesgange. Over Mandskabslokalerne her er der flere Meter Beton. Ovenpå dette er Pladser til Maskingevær og lette Skyts. Under os er der Kommandolokaler, Sygestue, Køkken, Beredskabs- og Munitionslagre og lignende. Dernede fra er det at alle Forbindelsesgange udgår. I flere af Gangene er der Tipvognsspor til Transport af Munition m.m.

Vi sover ikke i Senge, men i Hængekøjer. Den første Aften tog det os nogen Tid, at få dem rigtigt anbragt og komme op i dem. De Bæster er tilbøjelige til at snurre rundt, når man prøver på at komme op i dem. Sætter man sig på Kanten af den og vil løfte Benene indenbords, som man gør, når man sover i en Seng, så vender Bæstet her bare Bunden i Vejret og man sidder på Halen nede på Gulvet med Tæpperne over Hovedet. Efterhånden har vi lært at komme op i dem.

Værre er det næsten at holde sig i dem, da det selvfølgelig er en yndet Sport, at kippe hinanden ud af dem igen. Ja, Sjov skal der til, og Sjov bliver der lavet blandt Frontsoldaterne, som vil ingen andre Steder i Verden. Dagslys får vi ikke noget af hernede. Til Gengæld er her både Elektrisk Lys og Centralvarme.

Det er så at sige Fæstningsarrest vi har. Vi har ingensinde opført os alt for pænt overfor de høje Herrer udenfor vort Kompagni, og heller ikke overfor vor Bataillonsstab. På Transporten hertil var vi med samme Tog som Bataillonsstaben, og ved Ankomsten hertil var Bataillonsbagagen plyndret for alt spiseligt samt for mange andre rare Ting.

Ligeledes blev de Herrer generet af forskellige Tilråb, og for det hele får vort Kompagni Skylden, og sikkert ikke med Urette. Men andre har sikkert hjulpen godt til undervejs. Derfor blev vi indkvarteret her i Fortet. Desforuden er der streng Forbud mod at gå udenfor Fortet. Det betyder, at vi kan gå i Kantine eller andre Steder hen og købe noget. Vi kan kun gå til Udfaldsporten eller op ovenpå Betondækningen, men ingen Steder kan vi se noget. Nå, vi skal vel også her gøre en eller anden Tjeneste, og i så Fald kommer vi nok udenfor Betonmurene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

22. maj 1918: Frederik Tychsen – Den vanskelige afsked

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. Han var midlertidigt hjemme på en kort orlov i Agerskov.

Den sidste morgen og den sidste formiddag kom. Jeg skulle med toget kl. 12 fra Agerskov. Moder var helt syg. Hun fik krampeanfald, men kom dog op, inden jeg rejste. Jeg fik mit tornyster pakket, og desforuden fik jeg en god madpakke med skinke, smør, brød osv.

Lidt før 11 holdt vi andagt sammen, vi bad sammen – og så måtte jeg sige farvel. Far, Alfred og Anne gik med mig til toget, mor kunne næsten ikke slippe mig, hun blev ved med at løbe bag efter mig idel gentagende: ”Lad mig favne dig endnu en gang, min stakkels dreng”.

Jeg måtte rive mig løs, men endnu en gang kom moder løbende efter mig ned af marken (vi boede denne gang ca. 1 km uden for byen, syd for byen). Jeg vendte mig om mange gange og så tilbage, men stadig stod mor og vinkede.

Jeg kom med toget, og da jeg kørte efter Rangstrup, kunne jeg se huset bag ved kirken, og jeg kunne se, at mor og Marie stod og vinkede med hver et lagen. Det var det sidste glimt af dem derhjemme – og jeg satte mig hen på bænken og trak et tungt befrielsessuk – den sværeste afsked jeg nogen sinde havde taget, var overstået – jeg kom fra fronten, og gik lige til fronten igen.

Far og mor sørgede, og selv var man ked af det, så det hele var slet ikke let. Alle tænkte vi på, at det var usikkert, om vi fik hinanden at se mere. I Over Jerstal kom jeg med statsbanen. Her var en transport udsultede straffefanger, de ventede også på toget og skulle sydpå. Straffefangerne blev anvendt i vid målestok ved anlæg af den befæstede stilling i Sønderjylland.

I toget traf jeg sammen med Povl Jørgensen fra Bovlund. Jeg havde ikke set ham, siden jeg gik i skole. Han tjente den gang hos Marius Tap, og hans langfinger og ringfinger var fra fødsel af sammenvokset på begge hænder, det kunne jeg huske, og dette kunne jeg kende ham på.

Jeg talte ham til, og vi rejste så sammen til Køln. Povl Jørgensen var hestepasser på et hestelazaret, langt bag ved fronten, og derfor følte han sig sikker. Men i det første brev, jeg modtog hjemmefra efter denne orlov, meddelte de mig, at Povl Jørgensen, Bovlund, var blevet dræbt af en flyverbombe.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. december – Fra Efterretningssektionens journal: Straffefanger erstattet med arbejdssoldater

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Fra Forbindelse over Grænsen

  1. Det forlyder, at næsten alle Straffefanger er taget bort fra Arbejdet paa Stillingen og erstattet med Armeringstropper (søges bekræftet)

  2. Soldater, der f.T. er hjemme fra Orlov, har faaet 10 Dages Ekstraorlov.

  3. De nye Krigslokomotiver er lige saa daarlige, som de gamle. Pakningen er Papir og altid utæt. Der haves ingen Asbest.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

27. oktober 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “24 cm Kanoner indskudt”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Fremsendelse af en Beretning om afhøring af 2 sønderjyske Desertører. Disse har angaaende Forholdene i Sønderjylland berettet,

a. i Haderslev ligger 31´ Landstormbatl (c. 600 Md.) og 1 Ersatzbatl af Landwehrregiment 84 (c. 1000 Md). Røde Husaer fra Stolp i Pommern ventedes dertil.

b. i Befæstningslinien i Nordslesvig findes 2 Rækker Skyttegrave med c 200 m Afstand. Kun Opholdsrummene er gravet og støbt færdige. Pigtraaden er opsat. 13´ og 32´ Landsturmbataillon har Bevogtning af henholdsvis den nordligste og sydligste Skyttegravslinie. Bevogtningen foregaar ved Patrouillering.

c. ved Skovby staar 4 Stk. 10,5 cm Skibskyts, ved Abbkjær ogsaa Artilleri.

d. fra Bevtofte og vespaa betjenes Skytset af Mandskab af F.A.R. 46. Umiddelbart S.f. Betofte staar 2 Batterier à 4 K[anoner]. (7,5 cm); disse Batteriers Mandskab er indkvarteret i Galsted. Ved Agerskov og i Allerup samt længer V. paa er ogsaa Artilleri (Kaliber 12,5-15 cm).

e. i Neder Jerstal er 30 Pontoner paa Vogne; i Vedsted (ved Skovby) andre 30 Pontonter; i Bevtoft er indkvarteret 50 Heste, der bruges til Arbeide.

g. Over Aaen mellem Bevtofte og Hjartbro er anlagt flere Dæmninger, saaledes at det omliggende Terrain kan sættes under Vand.

h. Der findes c 12,000 Straffefanger i Barakker paa følgende Steder: Skovby (1800), Galsted, Hyrup II, Agerskov, Højrup II (mellem Toftlund og Spandet).

Der er taget en Udskrift og Bilagt (findes i E-Arkivet) Bilaget øvrigt Indhold var Beretning fra Fronterne uden særlig Interese for Gk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

3. september 1917. Straffefangen Claus Clausen får kontakt til sine forældre

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Efter ophold i flere fæstninger kom ham i begyndelsen af september 1917 til Nordslesvig, til fangelejren ved Skovby ved Hovslund. Her skulle han på tvangsarbejde på fæstningsbyggeriet.

Næste Dag ud at trække Pigtråd, 8—10 Mand ved hver Vagtmand. Min Underofficer opdagede snart, at jeg var dansktalende og indskærpede over for sine Standsfæller, at der skulde passes særligt godt på mig.

Efter Omstændighederne havde vi det ret godt, men det kan ikke undgås, at man bliver præget af Fangelivet: Altid under Bevogtning ved Arbejdet og i Fritiden bag Pigtrådshegnet.

Der gik lang Tid, inden jeg fik Lejlighed til at gøre nogle Egnsfolk opmærksom på, at jeg var fra Nordslesvig. Det var nemlig Civilbefolkningen meget strengt forbudt at tale til os. Men nu fik så mine Forældre det at vide, hvor mit Fangekompagni lå. Og min Far var da ikke sen til at få Mor til at pakke en Rejsekuffert med Madvarer. Det skulde nu forsøges at få Sønnen i Tale.

Han rejste til Hovslund, gik ud til Skovby, fik Lov ved Vagtposterne at gå ind i Lejren og kom ind på mit Kompagnis Skrivestue. Man ventede Kompagniføreren hvert Øjeblik, så Far kunde da få Lov til at tale med ham, når han kom.

Men Far fik af denne blankt Afslag på sin Bøn om at måtte tale med mig. Om der da ikke kunde sendes en Ansøgning om at få Lov? Jo, det kunde der godt, men Ansøgningen kom her til Kontoret til ham, og der fik den Afslag, svarede Løjtnanten.

Far opgav dog ikke lige straks, men søgte at opspore mig på Arbejdspladsen, dog forgæves. Lidt sørgmodig i Hu vilde’ Far så til med uforrettet Sag, at forlade Byen igen, men kom da forbi Byens Smedje og gav sig i Snak med Smeden, en Mand af den rigtige Slags.

Far fortalte ham det hele, som det var. Smeden skulde nok få den Sag ordnet. Han havde lige bygget en ny Smedje og skulde en Dag have sit Værktøj og Materiale flyttet. Han havde af og til haft et Par Fanger til at hjælpe sig. Nu vilde han så se at få mig til at hjælpe ved Flytningen.

Kendelig lettet rejste Far så hjem og overlod Resten til Smeden. Da jeg om Aftenen kom hjem til Lejren, fik jeg straks af et Par Medfanger at vide, at min Far havde været der i Lejren, uden at jeg anede noget om det.

Nogen Tid gik, da jeg så en Søndag kaldtes på Skrivestuen og fik Ordre til at stille om en Time igen sammen med en Kammerat til.

Vi fik så en Vagtmand med og skulde hen at arbejde hos Smeden. Jeg fik et djærvt Håndtryk af Smeden til Velkomst, som yderligere fortalte mig om hele Forehavendet.

Vagtmanden og Kammeraten blev indviet i Sagen. Lidt efter kom min Far med Kufferten fuld af dejlige Madvarer.

Alle tre tog vi for os af Retterne. En glubende Appetit havde vi. Da Sulten var stillet, gik Vagtmanden og Kammeraten ud at arbejde; jeg fik Lov til at blive inde sammen med Far og Smedens Familie. En dejlig Dag; mine Forældre fik,nu rigtig Besked om, hvordan jeg havde det. Og ikke nok med det. Vi fik ”smurt” de rigtige Steder, så jeg hele Tiden fik Lov til at få nogle Pakker hjemmefra.

DSK-årbøger 1947

Claus Clausen blev benådet efter ét års afsoning og sendt tilbage til fronten.

1. september 1917. Desertøren Claus Clausen på tvangsarbejde i Nordslesvig

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Han blev efter et hårdt ophold på fæstningen Hyi i Belgien i slutningen af august ført til fæstningen i Danzig.

Her havde vi det noget bedre end i Belgien. Vi syede Knapper i Uniformsjakker; men Tiden blev lang for os. Et enkelt Brev fik jeg hjemmefra; Pakker måtte vi ikke modtage. Brevene skulde skrives på Tysk, ellers gik de ikke igennem.

Nogle Fanger fortalte mig, at der af og til gik Transporter til Nordslesvig, hvor Fangerne arbejdede ved en Grænsebefæstning. Jeg tænkte: Nu må du passe dit Snit.

Så en Morgen ved Appellen råbte Feldwebelen på frivillige til Arbejdskompagnierne i Nordslesvig. I et Spring var jeg derhenne. Der blev talt af fra højre; og jeg nåede lige at komme med. Jeg priste min Lykke.

Så gik Turen da nu hjem igen til Nordslesvig, glad i Sind var jeg, kan man forstå. Ved Middagstid blev jeg dog kaldt op på Skrivestuen. Hvad nu? Mon de skulde have opdaget, at jeg var fra Nordslesvig?

Der lå et Brev til mig, skrevet på Dansk. Feldwebelen viste mig Konvolutten med min Adresse på og spurgte mig, hvem det var fra — hvad han naturligvis godt vidste forinden, da Brevet var åbnet og læst. Brevet var fra min Bedstemor, som ikke kunde skrive Tysk, svarede jeg. Han nikkede. Jeg skulde så læse Brevet og oversætte det. Alt var godt, og jeg fik Brevet med.

Endelig kom vi så af Sted mod Nord. Rejsen gik ind over Mecklenborg, forbi Rostock,hvor jeg havde varet en tre Måneder i Forvejen, og endte i Hovslund.

Herfra skulde vi så marchere til Skovby, et Par km Nordøst for Stationen. Der lå 4 Arbejdskompagnier i en Lejr, 1000 Mand i alt. Det var ved Middagstid, vi stod opstillede på Banegården, og jeg hørte en Mor kalde på sin lille Purk på mit eget Modersmål: „Ka do no kom ind te Unnen!“

Det klang frydeligt i mine Øren, og jeg glemte næsten helt, at jeg var Fange og ikke måtte flytte mig fra Pletten uden på Kommando.

Vi kom så til Skovby og blev fordelt til Kompagnierne.

DSK-årbøger 1947

3. august 1917. Desertøren Claus Clausen på fæstningsarbejde

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.

Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.

Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.

Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.

Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.

Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.

En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.

Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.

Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.

DSK-årbøger 1947

30. juli 1917. Desertøren Claus Clausen for retten: “Ikke bedre værd end at stilles op ad en mur og skydes!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.

Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.

Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.

En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.

Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.

Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.

Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.

Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.

Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.

Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.

DSK-årbøger 1947

31. maj 1917 – Avisen Hejmdal: “… de unge, brave Alsinger”

Under rubrikken “Fra Provinsen” meddelte Hejmdal den 31. maj 1917 blandt andet følgende:

Eftermæle. (Dbp.)
Som gode Kammerater fulgtes de sammen, de unge, brave Alsinger, Mathias Hell fra Sundsmark og Jens Petersen fra Kær, hvis Navne nu ogsaa forenes i Eftermælet.

Som gode Kammerater fra Barndomstiden indkaldtes de sammen til et og samme Kompagni [IR84/12, red.], gennemgik Uddannelsen sammen og støttede og hægede hinanden tit, naar det kneb med at holde Modet oppe, og troligt delte de ondt og godt sammen.

Saa drog de ud i den store Kamp, Side om Side, fra Valplads til Valplads, gennem Ild og Blod, uadskillelige, aldrig svigtende hinanden, indtil den første Kugle fandt sit dræbende Maal – da segnede ogsaa den anden – og deres unge Livs Saga var afsluttet.

Nu ligger de begge derude paa Valen i fremmed Jord, forenede i Døden med mangen brav Alsinger, der langt borte, hvor ej Venners eller Frænders Taarer, men kun den milde Morgendug kan væde deres Grav.

Paagreben.
Den Tjenestepige, der for nylig undveg fra Retsfængslet i Toftlund, er nu bleven paagreben i Haderslev.

Pløjning med Motorplov. (T.Z.)
Sydvest for ”Favreby” ved Løgumkloster paa P. Petersens Mark paa Frederikshof arbejdedes der for Tiden med Motorplov. Hver Times Arbejde med Motorploven koter 20 Mark.

Senere skal Ploven benyttes på Marquardsens Gaard i Favreby og P. Sørensens Ejendom i Assit.

Mislykket Flugtforsøg. (T.Z.)
Paa anden Pinsedag sprang tre militære Straffefange ud af et To, der holdt ved Stationen Strukum sydfor Bredsted. Vagtmanden skød paa de Flygtende og ramte den ene i Knæet og Haanden, saa at han straks maatte lade sig fange. De to andre paagrebedes kort efter i en lille Plantage i Nærheden af Banegaarden.

Flygtede.
I det sidste Nummer af ”Offentlige Kundgørelser fro Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt: Wilhelm Hintz fra Lägerdorf i Holsten, Søren Tønder fra Birkelev ved Brøns, Richard Peemøller fra Fahrstedt i Sønder-Ditmarsken, Eduard Friedrich Johann Max Schütze fra Hamborg, Karl Gustav Alfred Reichow fra Schönefeld ved Leipzig og Georg Friedrich Martin Anders (Fødested angives ikke.)

27. maj 1917. Desertøren Claus Clausen på vej i fængsel

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen.

Pinsedag kom så Kommandanten og forhørte mig; han viste sig at være en Overtolder fra Hviding. Samme Dag gik det videre til Flensborg, hvor jeg indsattes i Arresten i Junkerhulvej-Kasernen.

Det var med blandede Følelser, jeg den Dag passerede Bredebro Station og så alle de kendte Ansigter i Pinsestemning. Jeg selv var lagt i Bånd og Fængsel.

Fra Flensborg førtes jeg derefter til Rostock i Mecklenborg, min Garnisonsby. Atter måtte jeg trække i Trøjen; mit Civiltøj har jeg siden ikke set noget til.

Sagen mod Claus Clausen kom for retten den 30. juli 1917.

DSK-årbøger 1947

15. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… næsten dagligt kommer de bærende med en syg eller død.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Okdoen E-Sektion

1. Over Hovslund er til Skovby i de sidste Dage ankommet flere svære Kanoner (mindst 21 cm og antagelig Skibsskyts) V.f. Skovby ved Vedsbølvejen.
4-5 svære Kanoner udladedes for nylig ved Rødekro Station.

2. der er i Vinter ved Enden Banelinien fra Hovslund St. til Skovby St. bygget et stort Udsigtstaarn.

3. Tidligere Melding om svæt Skyts ved Gassehøje er nærmere bekendt som 4 Stk. Skyts og meget af meget svært Kaliber (c. 38. cm).

4. I Skovby er indkvarteret 3-400 Marinesoldater. I Barakkerne her ligger c 800 Straffesoldater, de lever elendigt, og næsten dagligt kommer de bærende med en syg eller død.

5. I Lockstedt Lager ligger i Øjeblikket c 8000 Md. og der afgaa stadig Transporter til Vestfronten.

6. Til Haderslev er ankommen et Marinefartøj med 1000 Md., der opmaaler Chauseen.

7. Besøg af Off. ved Hejlsminde

8. Session i Haderslev.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

27. april 1917 – H.P. Hanssen: “Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 27. April 1917.
[…] Gothein, hvem jeg havde forsynet med Materiale, gav en overordentlig drastig Skildring af Tilstanden ved Fangekompagnierne i Nordslesvig. Tilstanden i Fangelejrene ved Løgumkloster, Tinglev og Enemark  spottede, sagde han, enhver Beskrivelse. Fangerne pines af Sult og Arbejde, som langt overstiger deres Kræfter. De lider under Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe. Dødsfaldene er talrige. Angrebet rettedes især imod Major Stöckel, som har Overkommandoen over Fangerne, og derfor bærer Hovedansvaret for disse skandaløse Tilstande.

Krigsministeren tog Major Stöckel i Forsvar. Efter at en Kommission havde undersøgt Forholdene i Fangelejrene i Nordslesvig, var der nu bleven indført bedre Lægeundersøgelse, bedre Kost, bedre Vask og en Hviledag ugentlig foruden Søndagen.

Dr. Oscar Cohn, som støttede Gothein, oplæste en skriftlig Redegørelse for Forholdene i Fangelejren i Løgumkloster, som han havde modtaget fra unavngiven Side — øjensynlig fra en Mand, der har en betroet Stilling i Fangelejren — der gjorde et meget vederhæftigt Indtryk. Det fremgik deraf, at Fangerne midt i den haarde Vintertid bliver vækkede Kl. 3 1/2 om Morgenen. Kl. 4 faar de Kaffe med en Skive tørt Brød, naar der endnu er noget tilbage af den minimale Ration, som de faar. Derefter kommanderes de paa Arbejde. Vejen, som de maa marchere til Arbejdsstedet, er 28-30 Kilometer frem og tilbage.

Arbejdet er haardt, for Tiden bestaar det mest i at aflæsse og bære svære Byrder fra Vogne til Skyttegravene, til andre Tider i svært Jordarbejde. Klokken 8 Aften kommer de først tilbage til Fangelejren. De faar saa Roesuppe, for det meste kogt paa Foderroer, røde Runkelroer eller Kaalrabi og  kommanderes derefter Kl. 9 1/2—10 til Ro. Saaledes Dag ud og Dag ind.

Kun Fanger, som har aabne Saar eller Feber, maa efter Major Stöckels Anordninger fritages for Tjeneste. Andre Syge maa arbejde med. Fodtøjet er meget daarligt. I de sidste Maaneder har de ikke haft Smørelse. De fleste savner Strømper og maa i den haarde Vinterkulde gaa med bare Fødder i de stive hullede Støvler. En Del Fanger er allerede døde af Overanstrengelse, saaledes Eiermann, Bucken, Husimanns, Premer m. fl.

De lider alle af stærk Underernæring og lider meget af Tarmsygdomme og Blodgang.

Den 7.-8. November 1916 anordnede Major Stöckel, at en Fange, som efter gentagne Opfordringer under foregiven Sygdom vægrer sig ved at arbejde, skal stikkes ned af en energisk Underofficer. „Fangen skal,” hedder det i Anordningen, „først trues. I Reglen vil han da falde til Føje. Men gør han ikke det, skal Truslen omsættes i Handling og Fangen ubarmhjertigt stikkes ned.”

— Her har vi altsaa Forklaringen af det før omtalte Mord i Hoptrup, hvor en stakkels syg Fange faktisk, bundet til et Træ, blev myrdet med et Bajonetstik paa denne barbariske Maade!

Iøvrigt stemmer Angivelserne i denne Redegørelse nøje
med de Informationer, jeg har modtaget af danske Tillidsmænd,
baade hvad Ernærings- og Arbejdsforholdene angaar. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 303-4)

25. april 1917 – H.P. Hanssen: “Nægtelsen af Orlov til dansksindede”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 25. April 1917.
[…] Mit Materiale angaaende den i Hoptrup myrdede Fange

overgav jeg i Dag til Schöpflin, som skal behandle Soldatermishandlingerne. Davidsohn fik Materialet vedrørende Nægtelsen af Orlov til dansksindede Sønderjyder, deriblandt opsnappede tyske Skemaer med Rubriker vedrørende Ansøgerens politiske Sindelag. Schopflin paatalte senere Fangens Mord med stor Virkning og krævede nærmere Oplysninger af Krigsministeren, som straks lovede at indlede en Undersøgelse. Materialet angaaende Orlovsansøgningerne vakte megen Opmærksomhed, og Krigsministeren tog Afstand fra de benyttede Skemaer. Det politiske Sindelag var i og for sig ligegyldigt, naar en Soldat søgte om Orlov. Der skulde kun tages Hensyn til, om der var Fare for Desertation. Hvor en saadan Fare forelaa, kunde der ikke gives Orlov. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 297)

24. april 1917. Vagt for straffefanger ved byggeriet af Sicherungsstellung Nord

Frands Muusmann fra Brede havde aftjent værnepligt ved 4. garde regiment til fods i 1907-09. Ved krigens udbrud var han forpagter af Dybbøl Mølle, men måtte straks melde sig som reservist til Lehr-Inf.-Rgt. i Berlin. Han var med til at storme fæstningen Namur i Belgien og kom derefter til Østfronten. En blindtarmsbetændelse endte dog frontkrigen for hans vedkommende.

I 1917 blev jeg oppasser hos en overløjtnant Zuban fra Berlin, der som haardtsaaret skulde overtage posten som kompagnifører ved et straffekompagni i Nordslesvig. Marchordren lød paa Løgumkloster, og det passede mig særdeles godt, da min kone opholdt sig hos sin moder i Kløjeng, Nr. Løgum sogn.

Vi fik anvist vort standkvarter paa gaarden Enemark mellem Toftlund og Højrup, hvor bataillonens fire kompagnier laa i barakker i nærheden.

Der var ialt 25 kompagnier, som var fordelt langs med den forsvarslinje, som Prøjserne i dette aar anlagde tværs over landet fra Haderslev fjord til Skærbæk.

Det var ikke lystelige ting, jeg fik at se i den kommende tid.

Overløjtnanten var heller ikke glad ved bestillingen. De stakkels fanger blev sultede og plagede med haardt skansearbejde fra morgen til aften, yderst tyndt paaklædte i den kolde vinter. Tunge sveller og cementsække til feltbaneanlægget og forskansningerne maatte bæres paa raa skuldre, saa folkene ofte var ved at segne under byrderne af udmattelse.

Men vi maatte naturligvis ikke gribe ind og hjælpe. Blev en fange syg, hvad ikke sjældent skete, og derfor efterlodes hjemme i den kolde barak paa den nøgne bræddekøje, spiste de andre hans portion med. En dag skulde jeg gennem barakken hen til skomagerværkstedet med overløjtnantens støvler og hørte da en uhyggelig rallen i en af køjerne.

Jeg fandt en døende kammerat med blodet løbende ud af næseborene, allerede bevidstløs. Jeg meldte det sete til overløjtnanten, som fulgte med over i barakken og derefter meldte tilfældet til højere vedkommende.

Men han fik senere kun ubeha­geligheder af sin medmenneskelighed. En læge kom ganske vist, men manden døde naturligvis.

En anden gang fik jeg ordre til at føre fire fanger i Toftlund til arbejdspladsen, efter at de havde været paa sygestue. Undervejs fo’r de i en roekule, som jeg ikke kunde faa dem fra, før de havde „ædt“ sig mætte — og syge. Man mindes vore dages koncentrationslejrtilværelse, som faktisk var en realitet allerede dengang, naar det gjaldt modstandere af regimet.

Senere flyttedes hele lejren til Toftlund kirke, hvor jeg fik en behageligere bestilling, idet jeg næsten hver dag sendtes ud paa hamstring af levnedsmidler til officerernes paarørende i Berlin. Men ogsaa til den tamme stork, som officererne holdt, skulde jeg. sørge for føde i form af frøer fra engene. Hertil fik jeg beskikket to fanger som medhjælpere. Jeg passede bøssen, de fangede storkemaden.

Vi plejede at gaa en bestemt vej paa vor jagt, hvilket et par enligt boende gamle folk opdagede. Af medlidenhed henlagde dé hver gang en madpakke i hegnet, hvor vi kom forbi. Den kom paa et tomt sted, og vi kvitterede med tak.

Men nu viste det sig, at der ogsaa kom fanger fra vor egen bataillon ved fronten, som jo godt kendte overløjtnanten og mig. De appellerede til hans menneskehjerte. Hos mig tømte de lommerne for tobak og andet, som jeg med dette for øje havde lagt i dem, før jeg skulde gennem barakken. Selv at give dem noget, var naturligvis strengt forbudt.

En dag stormede fangerne brøddepotet og spiste hele forraadet. Det gav tykke maver i øjeblikket, men ekstra arbejde bagefter. Førtes de forbi affaldskasserne, snuppede de i en fart en haandfuld kartoffelskrælling eller lignende og guffede det i sig. Det blev min løjtnant for meget. Han meldte sig syg og sendtes tilbage til Berlin paa lazaret.

DSK-årbøger 1948

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

11. marts 1917. “Halvrådne Kålrabi …” – straffefange i Døstrup

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 års fæstningsarrest. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Barakken i Døstrup laa et Stykke uden for Byen ved Vejen til Lovrup.

Der laa to Barakker lige overfor hinanden. I den ene var Skrivestue, Arrest, Køkken, Vaskeri m. m. I den anden laa først Opsynsmandskabet, dernæst var der to Rum med Fanger. Mellem de to Rum var der en Forstue, hvor der altid stod en Underofficer paa Vagt.

Det første jeg lagde Mærke til, var den Uorden, som herskede overalt. Rundt om hang der Tøj, Fangerne gik rundt med Kappe og Hue paa, som de var kommen hjem fra Arbejdet. Omkring Kakkelovnen, som stod midt i Rummet, stod en Flok Fanger, i Færd med at skrælle nogle halvraadne Kaalrabi, som de i Skiver stak paa en Staaltraad for saa at holde dem ind i Ilden. Herved blev de dels optøet, dels svandt den halvraadne Smag.

Jeg har i hele min Fangetid ikke set saa mange udsultede og underernærede Mennesker, som i Fangelejren i Døstrup. De fleste af dem, jeg saa den Aften, var allerede kommen herop i Oktober 1916 og nu var vi i Marts 1917. Det havde været en lang og temmelig haard Vinter, –  og især da for Fangelejren.

Forplejningen var følgende: om Morgenen 1 Brød, som var saa vaadt, at man kunde trykke Vandet af det, dertil ½ Liter Roekaffe, om Middagen paa Arbejdspladsen  fik vi 1 Liter Vandvælling, hvori der skulde være 50 gr Byggryn og 8 gr Fedt pr. Mand, og om Aftenen fik vi Hovedmaaltidet, som bestod af 1 1/4 Liter Kaalrabisuppe med 80 gr Kød pr. Mand.

Fredagen var “kødløs”, da fik vi Nudler med Marmelade. Det siger sig selv, at denne Kost var helt utilstrækkelig . En 14 Dages Tid efter at jeg var kommen til  Døstrup, blev der foretaget den reglementerede Vejning.

Ifølge Fæstningsreglementet skal Fangerne vejes hver 3 Uger. Gaar en Fange alt for langt ned i Vægt, skal han have det saakaldte “Kosttillæg”.

Her fik vi det bare ikke, selv om Vægten gik aldrig saa langt ned.

Ved den foran nævnte Vejning var der mange Karle, hvis oprindelige Vægt laa omkring 130 Pund og derover, som vejede 94-96 Pund. At de var saa svage, saa de ikke kunde bestille noget, siger sig selv. Naar de marcherede i Geleddet, slingrede de som om de var fulde.

Koldt var det i Barakken, og under Taget sad et tykt Lag Is. Kakkelovnen kunde kun opvarme en lille Kreds rundt omkring den. En Flagermuslygte hang over  Kakkelovnen og skulde oplyse hele Rummet. Omkring Ovnen stod der i en Firkant opstillet 4 Bænke. Naar vi om Aftenen skulde til at sove, lagde mange sig ned paa Straasækken med to tynde Tæpper, iført Uniform, Kappe og Støvler og med Huen trukket ned over Ørene. Andre satte sig omkring Kakkelovnen for der at kunne holde Varmen.

Jeg havde faaet min Plads anvist lige overfor Kakkelovnen. Den første Nat vaagnede jeg ved Støj og Rabalder. Det var en Bunke Mennesker, som laa og sloges. Af og til kom der en bandende ud af Bunken og forsvandt i den mørke Del af Barakken. Aarsagen til Slagsmaalet var, at alt for mange søgte Varmen fra Kakkelovnen, som trak de forfrosne Stakler til sig.

Jeg havde flere Fortrin frem for de andre, jeg var ikke udsultet, var godt paaklædt med Undertøj, som jeg havde faaet hjemmefra, jeg var vant til Klimaet, hvilket betød meget.

Ryge- og Spisevarer maatte vi ikke modtage, men da jeg var eneste Nordslesviger i Lejren, fik jeg, efter at have været der i nogen Tid, Lejlighed til ad Omveje at faa lidt Mad hjemmefra.

DSK-Årbøger, 1941

9. marts 1917. Desertøren Peter Madsen kommer til “tysk Sibirien” – dvs. Døstrup!

Peter Madsen, Tiset ved Gram forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Han blev i begyndelsen af februar 1917 idømt 5 års fæstningsarrest.

Saa blev jeg den 8. Februar 1917 sendt afsted til Fæstningen Wesel, hvor jeg skulde afsone min Straf. Wesel var bekendt for sin haarde Disciplin.

Jeg var der kun i 3 Uger, men naar jeg under min senere Straffetid paa Spørgsmaalet, hvor jeg havde siddet, kunde svare Wesel, virkede det næsten altid som en Slags Anbefaling.

Efter 3 Ugers Forløb kom jeg paa Marinefæstningen i Køln. Jeg havde kun været der en Maaned, da jeg efter en Lægeundersøgelse blev udtaget til en Fangetransport til Nordslesvig. Jeg skulde til 17. Kompagni, som laa i Døstrup ved Skærbæk.

Det var i Marts Maaned 1917, at jeg kom derop. Vi kom med Vestbanen til Tønder. Den flade Marsk var dækket af et tykt Lag Sne, kun hist og her saa man en  Ledstolpe rage op.

“Tysk Sibirien”, sagde mine Medfanger og skuttede sig.

Om Natten laa vi paa en Keglebane i Tønder. Anden Dags Aften naaede vi efter et Ophold i Løgumkloster til Døstrup.

kort_doestrup-lejren

DSK-Årbøger, 1941

 

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Provinzen … Frosten har ogsaa sine gode sider”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Ingen anbefalede Pakker.
Postvæsenet meddeler os: Fra den 7. d.M. af vil der af Posten paa Grund af Driftsvanskeligheder indtil videre ikke blive taget imod privat anbefalede Pakker.

Rugeæg.
Handelen med Rugeæg er ifølge en Bekendtgørelse i ”Amtsblatt” tilladt for Gaaseæg fra 20. Januar, for andre Æg fra 10. Februar af under følgende Betingelser:

Æggene maa kun sendes af Fjerkræholdere direkte til Fjerkræholdere, og der maa kun sendes Æg af Afsenderens Fjerkræ. Hvem der sælger Hønseæg til Rugeformaal, skal skrive op: Køberens Navn og Bopæl, Antallet af Æg, og hvad Slags de var, samt Forsendelsesdagen. Paa Forlangende skal det forelægges Kommunalforbundene.

Æg, der er solgt som Rugeæg, maa kun bruges dertil. Rugeæg-Sendinger maa tydeligt kendetegnes som saadanne. Overtrædelser straffes.

Standset Dampskibsfart.
Paa Grund af Isen er Damskibsforbindelsen mellem Aabenraa og Sønderborg foreløbig standset. Dermed er ogsaa al Fragtforsendelse ad den Vej standset.

I Vandet.
Da en Dreng i Forgaars løb paa Skøjter paa Aabenraa Fjord, brast han gennem Isen. Nogle andre Drenge fik ham heldigvis op paa det Tørre igen og bragte ham ind til Gæstgiveriet Sølyst, hvor han snart kom til Kræfter igen.

To mindre Børn, en Dreng og en Pige, vilde i Forgaars, da de skulde hente Mælk, gaa over Bryggeridammen i Aabenraa. De lagde imidlertid ikke Mærke til, at der var blevet iset og gik derfor i Vandet. Heldigvis var det ikke dybere, end at de kunne bunde, og de slap saaledes med et koldt Bad.

Dræbt af Tog (S.Zeit.)
Ved Rangeringen i Hovslund blev forleden en Straffefange fra Bajstrup grebet af Toget, hvorved han fik saa slemme Brystkvæstelser, at han kort efter døde.

Hussalg
Et Hus i Broager, der tidligere har tilhørt Maler og Fotograf Lerche, og som i de senere Aar har været beboet af Kaptajn Petersen, er af Byens Sparekasse blevet solgt til Glarmester P. Clausen der i Byen for 6800 Mark. Tiltrædelsen sker til 1. April i Aar.

Købt en Gaard (Dv.) Hestehandler Carstensen i Haderslev har købet Enkefru Petersens Gaard i Tagkær ved Tyrstrup for 50,000 Mark uden Besætning.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifgl. ”Dv.” i Gaar tilført med 41 Grise og Ungsvin. Grise fra 5-6 Uger kostede 15-18 Mark; fra 7-8 Uger 19-27 Mark; Ungsvin fra 30-60 Pund 28-62 Mark; 100 Pund 115-120 Mark. Handelen var flov.

Optagelsesprøven
paa Skolelæreseminariet og Præparandanstalten i Haderslev afholdes Onsdagen den 11. April 1917. Seminarieforstander Dr. Müller modtager allerede nu Anmeldelser.

Faldne
Krigen har bragt Sorg til Huse i mange Hjem i Skærbæk Sogn; saavidt vides er det indtil 1. Februar i Aar faldet 27. De fleste af de Faldne er fødte og opvoksede i Sognet, og flere af dem var Familiefædre.

Tyveriet i Bredebro Mejeri”
Vestslesvigs Tidende”s Redaktion har modtaget følgende:

Angaaende Tyveriet i Bredebro Mejeri ønsker J. Friis i Sølsted Svar paa sin Meddelse i ”Flensborg Avis”.

At vi straks skulde have meldt Tyveriet kan vi nu godt indse, men dengang haabede vi at faa Sagen opklaret enten paa den ene eller anden Maade.

Straks da vi opdagede at der manglede Penge i Kassen, tænkte vi, om der muligvis var sket en Fejl ved Overførelsen i Bøgerne; da det viste sig, at det ikke var Tilfældet, var Tiden gaaet, og vi blev saa enige om at vente med Meddelelsen om Tyveriet til Tilsynsraadsmødet, og paa det Møde først i Januar blev det vedtaget, at Tyveriet skulde bekendtgøres efter Generalforsamlingen, som vi nu har gjort.

For Tyveri og Ildebrand har Regnskabføreren og Mejeristen intet Ansvar. Paa de andre Spørgsmaal kan vistnok kun en Advokat give svar.

Frosten
har ogsaa sin gode Side, skrives der fra Rens ved Tønder til ”Tondersche Zeitung”, idet den hjælper Landmanden at udrydde Musene, der var blevne saa dristige, at de stjal af Kornet, alt imedens det blev tærsket.

I Løbet af to Timer slog en Landmand saaledes 17 Mus ihjel med den flade Haand; det var kun dem, der kom ham nær. Nu hjælper Frosten at rydde op blandt de smaa Gnavere.

Diamantbryllup. (Fl.N.Z)
Torsdag d. 8. Februar kan tidligere Skomager J.H. Fehrmann og hustru i Aabenraagade 30 i Flensborg fejre Diamantbryllup. Brudgommen, der er 89 Aar, er desværre sygelig, medens Diamantbruden med sine 82 Aar endnu stadig er temmelig rask og rørig. Fehrmann har i 20 Aar været Skoletjener ved den tidligere St. Marie-Drengeskole i Duborggade.

De flensborgske Skibe. (Fl.A.)
Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Dampskibsfartselskabet af 1869 har besluttet at foreslaa Generalforsamlingen, der finder Sted den 3. Marts, at udbetal 10 Procent Dividende for Aaret 1916.

Tyverier (Fl.A.)
Ud af en Kælder i Vanggade i Flensborg er der blevet stjaalet 8 Pund Smør.

I Forhallen til Statsbanegaarden blev der i Forgaars Aftes i et ubevogtet Øjeblik stjaalet en brun Rejsetakse, der indeholdt en Del Linned, Arbejdstøj samt en hel Del Levnedsmidler saasom Flæsk, Ærter osv.

Hos en paa Havretorv boende Destillatør blev der i forrige Nat ved Indbrud stjaalet 12 Flasker Rom.

Ulykkestilfælde. (Fl.N.)
Ved Anlægget af Ledningen for den store elektriske  Landcentral, er Hjælpemontør Gustav Karasch, der bor Slotsgade 26 i Flensborg, i Nærheden af Bov bleven ramt af en Gren fra et Træ, de var ved at fælde. Han blev derved haardt kvæstet i Skulder og Bryst: desuden gik den ene Arm af Led. Den Tilskadekomne førtes til Diakonissestiftelsen.

Arbejdsmand Andresen, sysselsat hos Firmaet Jepsen & Søn i Flensborg fik i Gaar Formiddags den ene Fod kvæstet af et tungt Jernstykke. Med Byens Sygevogn blev han bragt til sit Hjem i Pottergade 31.

Høj Alder.
Aftægtsmand Bohn i Sæd i Angel fyldte den 1. Februar 96 Aar. I Maj kan Bohn fejre, Guldbryllup med sin anden Kone.

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

13. november 1916. Øjenvidner: Sikringsstilling Nord under opførelse

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Befæstningslinjen Syd for Grænsen

Gårdbestyrer Søren Anton Hansen, der i 2 år har bestyret en gård i Rugbjerg, kom med pas tilbage hertil i går morges og beretter følgende:

Ca. 3 km syd for Hoptrup, vest for landevejen, ligger en gård ved navn ”Hovgaaard”; den ligger ca 150 meter fra landevejen, og imellem gården og landevejen er anbragt 4 stkr. 15 ctm kanoner.

Fra det sted, hvor vejen fra Skovby skiller og går eftyer Vedsted og Vejbøl, er der en sandbakke, bevokset med lyng og gyvel. Der er der anbragt 4 stkr. 9 cm kanoner.

Vest for vejen efter Vejbøl ligger en ejendom ca. 30 meter syd for denne er anbragt 1 stk. 9 ctm kanon.

Syd for ”Pothøj”, der ligger syd for ”Lille Vejbøl” er en batteristilling med 5 stkr. 9 ctm kanoner, men da de ligger langt fra vejen, kan jeg ikke nærmere betegne deres beliggenhed.

Nord og vest for Obkær ligger en mose, og ca. 2 km øst for Obkær er en lavning i terrænnet i retning efter Immervad; ca. 10 meter fra det sted, hvor lavningen går fra mosen, er anbragt den første kanon i et batteri på 5 stkr. 9 ctm kanoner. Mellem 1. og 2. kanon er der ca. 15 meter; mellem 2. og 3. ca 20 meter; mellem 3. og 4. ca 30 meter, og den 5. kanon ligger 30-40 meter længere ø.s.ø derfor i det nordvestlige hjørne af en gård.

s. 443

Alle de angivne steder er kanonerne nedgravet 1 m 80 ctm og står på cementbeton og tildækket af grene og løv så at de vanskeligt ses. Alle kanonerne er malet grågrønne.

Skyttegravslinjen går lidt syd for Hoptrup – tæt syd om Lille Vejbøl – ca 1½ km syd om Over Jerstal – igennem Neder Jerstal – ca 1½ km syd om Bevtoft og derfra er den i vestlig retning.

Foran skyttegravene er der en pigtrådsforhindring ca 1 meter høj og 6-7 meter bred og som pæle benyttes spidse jernpæle, hvor de fleste er ca 1 meter højt over jordoverfalden, andre kun ½ m høje – alle støbt i cement. Mange steder er der dobbelt pigtrådsforhindring, og der er da indtil 90 meter mellem dem.

Der er 2 rækker skyttegrave, der på hver 50 meter er forbundet med løbegrav. Både skyttegrave og løbegrave er i færdig stand 1 m 8 ctm dybe og går alle i zig-zag.

Fra Vedsted til Hoptrup er der et vandløb, som løber forbi en vandmølle ”Østergaard Mølle”, og ved denne mølle laves der en dæmning, så at man kan [sætte?] vandet helt op til Vedsted. (dette har jeg hørt en feldwebel løjtnant og en feldwebel tale om; selv har jeg ikke set det.)

Lige tæt ind mod Obkær Gårde er der bygget 2 barakker, hver 90 meter lang, og et stort feltkøkken. Barakkerne ligger i retning S – N.; køkkenet ligger ved nordenden, og syd for barakerne ligger en slags skur i retningen Ø – V. , lavet af jernplader, der danner en lang overdækket gang, som om halve rør var stillet i forlængelse af hverandre indtil en samlet længde af 15-20 meter.

sikringsstilling_nord_s444

Disse barakker er formentlig til marineartillerister; jeg så i al fald ingen andre soldater der.

Endvidere har jeg set, at man har påbegyndt bygning af lignende barakker i Damgaard ved Hovslund station og i nærheden af Galsted st.

Fra Hovslund station kører bønderne hver dag med 25-30 spand heste og kan langt fra følge med. På stationspladsen er opstablet pæle, pigtråd og meget for mig ukendt krigsmateriel, samt bygget barak til opbevaring af cement. Jeg antager,at det samme er tilfældet for Over Jerstal og Galsted st.

Der bygget en bane, der skal forbinde småbanerne Åbenrå – Løgumkloster med Haderslev – Over Jerstal; den går fra Åbenrå – Løgumklosterbanen ca. 1 km. S.Ø. for Hovslund, godt en 100 m. Ø. for Immervad og støder til Haderslev-Over Jerstal banen ved Vedsted. Til arbejdets udførelse bruges armeringssoldater og straffesoldater; de får alt for lidt at spise. En feldwebelløjtnant havde skudt to ræve og to grævlinge som armeringssoldaterne spiste med begærlighed. Og en dag da en bonde kørte til Hovslund St. med kartofler, kørte han ind mellem en afdeling straffesoldater, der hver tog en håndfuld kartofler og spiste dem, som havde det været æbler.