10. juni 1918. Peter Poulsen om sin søn: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af juni 1918 var han hjemme på orlov.

Efter at vi havde været med i Offensiven helt fra den 21. Marts til Pinselørdag, kom vi atter tilbage, saa langt, at vi næppe kunde høre Kanonerne mere. Dér var vi indkvarteret to og to Mand. Vor Vært spurgte os straks, om vi var Prøjsere, hvad jeg med en god Samvittighed kunde sige nej til, min Kammerat ligeledes. Vi blev vel modtagne og fik et meget pænt Kvarter.

Tiden var nu saa vidt fremskreden, at det var min Tur at komme paa Orlov; men nu gik der særlige Orlovstog til de forskellige Provinser, og der var længe imellem. Da vi havde været der ca. 4 Uger, kom flere Kammerater, som var fra Slesvig og Holsten og fortalte mig, at Dagen efter gik Orlovstoget ad den Kant til, og at de skulde med. Jeg haabede lige til det sidste ogsaa at kunne komme med, men nej, det blev ikke til noget. De rejste, og jeg maatte blive.

Med Sorg i Sind erfarede jeg, at ogsaa min trofaste Ven, Peter Hansen, kom med paa Orlov. To Dage efter, at de var rejst, kom Kompagniskriveren imidlertid med mine Orlovspapirer, men samtidig med 5-6 store Pakker, som jeg skulde bringe hjem til Tyskland for Officerer og Underofficerer.

Jeg slap fri for at komme med Samletoget, kunde rejse frit med Eksprestoget overalt, og var saaledes min egen Herre.

I Hamborg kørte jeg det reglementerede Orlovstog forbi, men jeg maatte have alle Pakkerne med til Neumünster, hvor jeg afsendte dem fra et Posthus.

Atter mod Hjemmet for fjerde og sidste Gang!

I Vojens fik jeg telegraferet hjem, og jeg fik Lejlighed til at besøge min Bror i Skrydstrup, hvor saa min gode Ven og Nabo hentede mig, for denne Gang skulde vi have alt med hjem fra Fronten, Tornyster, Staalhjelm og Gasmaske, og jeg havde ogsaa forskellige andre Ting, f. Eks. en engelsk Staalhjelm.

Desuden var det lykkedes mig for dyre Penge at købe baade lidt Kaffe og Sukker, saa det var en hel Herlighed, da jeg kom hjem. Det var lige midt i Høhøsten, vi ankom, alt var smilende og skønt, men tunge Uvejrsskyer hang over os. En kær Bror og en kær Svoger var allerede faldet for længe siden; nu var ogsaa vor kæreste Plejesøn faldet. Vi havde to.

Krigen var der ingen Ende at se paa. Snart kunde Dagen komme, da min ældste Søn skulde melde sig, og jeg arbejdede Dag og Nat med dette: „Han skal ikke være Soldat og med i Krigen, om jeg saa skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse.”

Saa tit havde jeg takket Gud, at jeg kunde gaa, og mine Drenge blive hjemme; men nu saa det ud til, at den Dag let kunde komme, da Turen ogsaa vilde naa til dem.

Orloven var snart til Ende, og det blev den sværeste Afsked for mig. Hvor dybt fortvivlet jeg var i mit Hjerte, kunde jeg ikke fuldt ud aabenbare for min Hustru og mine Drenge, men Herren være priset, min Gud kunde jeg da fortælle det.

Min Nabo var samtidig hjemme paa Orlov. Vi gav os gode Stunder, tog én eller to Dage mere, end vi egentlig maatte, rejste saa sammen og fulgtes ad til Bryssel. Da jeg havde en Anelse om, at mit Regiment var flyttet, søgte jeg Oplysning i Brüssel og blev beordret til Charleville, hvor Regimentet var blevet tildelt Kronprinsens Armé.
Jeg rejste til Charleville, men gik i flere Dage, før jeg fandt mit Kompagni og særlig Proviantafdelingen. Saa var jeg omsider i de gamle Folder igen.

Kronprinsen selv fik jeg Lejlighed til at se næsten hver Dag, men havde et levende Indtryk af, at han ikke var ret meget regnet, dels for hans gadedrengeagtige Optræden og dels for det usle Liv, han levede.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *