17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *