Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.
En Dag blev jeg sendt med tre Lastautomobiler et Stykke tilbage til et Proviantdepot for at hente Proviant. Mens jeg var inde paa de forskellige Kontorer med Papirer, var Kammeraterne kommet i Lag med et Par russiske Fanger, som arbejdede paa Depotet. De havde købt mange pæne, smaa Ting, som Russerne havde lavet, blandt andet en Del Fingerringe, lavet af franske, engelske og tyske Riffelkugler, smaa, nydelige Ringe, som de købte for Spotpris.
Jeg var egentlig helt misfornøjet, da jeg kom ud og fik det at se, for jeg vilde ogsaa gerne have haft et Par Ringe; men der var ingenting at gøre ved det; vilde jeg have nogle, maatte jeg købe og betale godt hos Kammeraterne.
Saa kom der imidlertid en Russer slentrende nede fra Lukafet, hvor de boede, og Vagten raabte til ham, om han ikke havde nogle Ringe at sælge, for her var endnu en Tysker, som vilde købe.
Jo, det havde han. Hent dem, sagde Vagten. Han hentede en Ring; der var et Hjerte paa den, og paa Hjertet var der indgraveret en lille nøgen Gren. Paa Grenen sad en lille Fugl med Næbbet lige opad og aabent, øjensynlig syngende af fuld Hals.
Jeg spurgte Russeren igennem Vagtmanden, hvad det skulde sige.
Russeren saa ganske stilfærdigt paa Vagtmanden og svarede, og da denne oversatte det for mig, lød Svaret: „Det skal sige: Vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse.”
Der gik en underlig Følelse igennem mig. Hurtigt fik jeg spurgt, om Russeren var en troende Mand, hvilket han bejaede.
Ringen kunde vi let enes om, for jeg syntes, den var meget mere værd, end han forlangte, og vi fik en kort Samtale med hinanden, hvori Russeren betroede mig, at han var gift og havde Hustru og Børn hjemme, og at det tit kneb for ham at holde det fast, at „vi vandrer i Tro, ikke i Beskuelse”.
Han havde svært ved at forstaa, at Gud ikke snart kunde gøre Ende paa Krigen. Man vidste jo slet ingenting om sit Hjem. Med et varmt Haandtryk og et „Lev vel, kammerat, vi ses histoppe,” skiltes vi for ikke at ses mere her paa Jorden.
Vagtmanden var et eneste stort Spørgsmaalstegn. Han var i højeste Grad forbavset, men Russeren og jeg glædelig overraskede.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).