Tag-arkiv: Loretto

6. juni 1916. Såret: “… jeg hørte en kammerat sige: ‘øjnene!’ En anden bemærkede, at han kunne se hjernen”

Søren P. Petersen, Rødding, beretter om den nat, han blev blind. Han lå i en sappe ved Loretto.

Natten mellem den 5. og 6. juni stod jeg sammen med en kammerat vagt i en meget udsat sappe. Englænderne kunne beskyde os fra tre sider og fyrede flittigt. Kuglerne peb os om ørerne, somme tider slog de ned foran os, så sandet sprøjtede op i ansigtet på os. Vi plejede ellers at stable nogle sandsække op for at få lidt værn.

Den aften havde vi fået besked om ikke at bygge noget op, da man formodede angreb. Jeg havde lige set på klokken. Om tre minutter ville afløsningen komme. — Da fik jeg pludselig et tungt slag i  ansigtet og tumlede ned i skyttegraven.

Jeg må have mistet bevidstheden et øjeblik, men vågnede ved, at min kammerat stod bøjet over mig. I den tro, at det var angrebet, der havde overrasket os, sagde jeg til ham, at han hellere måtte springe op på skytteafsatsen og se, at vi ikke fik flere håndgranater.

Det viste sig dog senere, at det var et projektil, som havde ramt mit gevær, som lå på skyttegravens kant.

Det havde slået bøssens lås i stykker, og jeg havde fået alle splinter i ansigtet. Jeg kravlede hen i et hjørne og kunne høre blodet løbe ned i sandet. Da jeg følte til ansigtet, fik jeg fat i patronudtrækkeren, som sad fast i panden; jeg trak den ud.

Imens var underofficeren kommet til, han skød en lyskugle op og viklede et par forbindinger om mit hoved. Så kunne jeg rejse mig, og støttet af underofficeren kunne jeg gå ned i vor bunker, hvor jeg blev sat på en skammel.

Imidlertid var en sanitetssoldat kommet til. Han tog den første forbinding af, og jeg hørte en kammerat sige: »Øjnene!«

En anden bemærkede, at han kunne se hjernen. De har åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne høre, hvad de sagde, men jeg var straks forberedt på det allerværste.

Fire kammerater bar mig tilbage ad den vej, jeg havde travet så
uendelig mange gange. Jeg hørte maskingeværernes knitren, og af og til peb en kugle forbi. Skulle der endnu være én, som var bestemt for mig? For mig var krigen derude forbi, men hvad ville fremtiden byde på?

Et minde!

Natten mellem 5. og 6. juni 1916, i stillingerne ved Lorettohøjen i Nordfrankrig, blev jeg hårdt såret ved et skud i hovedet, hvorved jeg mistede synet på begge øjne.

I mindet om det skrev jeg tyve år [1936] efter følgende: Det er tyve år siden, jeg sidst så lyset, og det var fra en magnesiumlyskugle, afskudt af en årvågen soldat, der forvoldte ulykken. Med et knald forlod den pistolløbet og fo’r hvislende i en stor bue ud gennem natten, jagende mørket med sine hundreder af normallys, så det forskræmt gemte sig bag pigtrådsforhugningens pæle, dukkede ned i granathuller eller krøb ind mellem græsset, hvor det lå som dybe, mørke skygger, parat  til at springe frem og opsluge alt i det øjeblik, lyset slukkedes.

Men mange øjne under tunge stålhjelme afsøgte spejdende hver kvadrattomme af den strimmel ingenmandsland, der lå mellem skyttegravene, mens skyggerne drejede rundt om deres skjul og strakte sig, som ville de flygte, men ikke turde give slip, og pigtrådens indfiltrede netværk droges hen over grønsværen som et vod, der søger bytte . . .

Og kuglens lys slukkedes, og mørket opslugte alt. — Men den strimmel oplyst jord, som adskilte Europas nationer i årevis, og døden, der lurede i al sin gru, står endnu for mit indre blik, skarpt tegnet som på en fotografisk plade.

Det er tyve år siden, jeg sidst så dagen, en varm dag i Frankrigs skærsommer, som pustede sin lune ånde ned i skyttegravenes labyrinter og svøbte de gråklædte soldater ind i længsel efter hjem, gerning og barnelatter. Solen skinnede på ven og fjende og brunede de skægstubbede kinder. Men højt over vore hoveder hang lærkerne og sendte deres jublende triller ned til den stridende menneskehed, forjættende evig fred. Græs og urter strakte sig, så langt de kunne, for at dække over al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og bredte sit grønne, bløde tæppe over de faldnes grave.

Og solen gik til hvile i vest og sendte os sin sidste hilsen på guldbræmmede skyer, og evigheden kom os ganske nær. Ind fra marken og ud fra skyttegravenes kroge kom mørket listende og sænkede sin tavse vinge over den mishandlede jord. Men en  nattergal forsøgte at tolke for os livets store hemmelighed.

Det er tyve år siden, jeg sidst så natten, en lun nat med bløde silhouetter. Højt over vore hoveder vandrede de blinkende stjerner på deres evige baner, ubekymret om menneskeskæbner, men sært dragende sind og tanker. Mine øjne søgte Nordstjernen, og mine tanker vandrede de mange, mange mile mod nord, til den plet på jorden, som jeg elskede, og som var mit hjem, og en bøn for dem, jeg der havde kær, formede sig på mine læber, mens jeg spændt lyttede ud i natten, hvis stilhed uafladelig flængedes af eksplosioner og af hvislende granater, der med døden som last var på vej mod deres fjerne mål. Men geværskuddenes skarpe smæld lød, som var det livstråde, der blev overklippede —

I selvsamme øjeblik lagde en engelsk soldat den kugle i løbet, som i sig bar min skæbne, den ramte mig som et kolbeslag og udslettede mine øjnes lys for stedse.

— Det blev en lang, lang nat. . .

DSK-årbøger, 1960.

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe