Tag-arkiv: sårede

4. juni 1916. Faldne, sårede, fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Til P. Jørgensen og familie i Kelbjerg ved Holebøl er indløbet meddelelse om, at deres søn Jørgen er faldet på vestfronten den 20. maj, næppe 21 år gl.

Efter 3 måneders uvished har enke Marie Clausen i Sønderborg modtaget efterretning om, at hendes søn Hans er faldet den 7. marts, 27 år gl.

Nis Nørgaard og hustru i Styding meddeler, at deres plejesøn M. Ch. Nissen er faldet den 23. maj, næppe 19½ år gl.

Ewald Külling fra Åstrup er den 19. maj faldet, næppe 20 år gl.

Arkitekt Heinrich Hardenberg i Broager er den 26. maj død på et feltlazaret ved Verdun, 29 år gl. Han efterlader hustru og to små børn.

I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Christian Nissen fra Haderslev er faldet, at Ch. Hansen 3. fra Aabenraa er død af sine sår, at Gefreiter Jørgen Christensen fra Høruphav og Hans Johansen fra Augustenborg er død på lazarettet.

Peter Søberg fra Løjtkirkeby er under kampene ved Verdun blevet hårdt såret i hovedet.

Hans Boysen fra Løjtkirkeby er, ligeledes ved Verdun, blevet hårdt såret i ryggen.

Hans Skov fra Nørby ved Løjtkirkeby er også blevet hårdt såret.

1. juni 1916. Såret på første dag ved Højde 304

Johann Christian Kaas (1887-1974) fra Mjøls deltog i kampene ved Højde 304 ved Verdun.

Johann_Christian_Kaas
Johann Christian Kaas, Mjøls (1887-1974)

Den 1. juni 1916 kom han ud til frontlinjen ved Højde 304. Her lå han sammen med sine kammerater under fransk granatild.

Ca kl. 12 midnat blev han såret i ryggen af en granatsplint.

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Den granatsplint, der blev opereret ud af ryggen på J.Chr. Kaas.

Hans sidemand udbrød: “Bare det var mig, for så var krigen slut for mit vedkommende!” Han kom ikke selv hjem igen.

Johann Christian Kaas blev nødforbundet på stedet og måtte selv kravle de 4-5 kilometer tilbage til forbindingspladsen, hvor han blev sanitært forbundet med gazeforbinding.

Den følgende dag blev han transporteret til feltlazarettet i Malancourt og nogle dage senere i Stennay.

Den 2. august 1916 blev han overført til lazarettet i Saarbrücken og den 18. august kom han til Flensborg.

Her indførte man den 4. november en sonde i fistelgangen i ryggen (hvor granaten var gået ind) og stødte i ca. 15 centimeters dybde på et fremmedlegene: Røntgenbilledet viste en granatsplint.

Granatsplinten blev fjernet ved operation den 1. december 1916.

Johann_Christian_Kaas__lazaret_Flensborg
Johann Christian Kaas på Reservelazarettet i Flensborg

Venligst meddelt af Egon Kaas

31. maj 1916. Grænsetrafik og faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Den lille grænsetrafik.

Personer, der i udøvelse af deres kald ofte må overskride grænsen, kan få udstedt et varigt rejsebevis, som berettiger til gentagen overskridelse af grænsen på et bestemt bevogtningssted. Det kan tilbagekaldes til enhver tid. Personer, som bor i udlandet, skal have beviset hos politiet på deres arbejdssted eller rejsemål. Disse kort gælder for 3 måneder, for værnepligtige ikke længere, end de er satte tilbage.

Gå ikke over grænsen uden pas.

Et par unge piger i egnen nord for Rødding, tæt ved Kongeåen, der for en tid siden havde været et smut ovre på den anden side af grænsen ved en vagthavende soldats velvillige hjælp, kunne ikke holde tæt med deres natlige udflugt, men fortalte om den til andre. Det kom også en anden soldat for øre, der meldte sagen til sine foresatte. Dette havde til følge, meddeler ”Dannevirke”, at begge de unge piger førtes som arrestanter til Flensborg, mens den hjælpsomme soldat fik 14 dages streng arrest for pligtforsømmelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Fru Sophie Jacobsen, enke efter afd. Gæstgiver Bladt-Jacobsen i Sønderborg, har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er faldet den 23. maj, 20 år gl.

Christian Hansen fra Sjellerup er faldet.

Fisker Heinrich Wolff fra Skelde ved Broager, der for et års tid siden faldt i russisk fangenskab, er afgået ved døden i en herværende fangelejr. Han efterlader hustru og flere børn.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Bonde fra Svenstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Jacobsen fra Branderup, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Gårdbestyrer Deichmann på Årø har fået meddelelse om, at hans yngste søn Max er faldet i krigen.

Ligeledes har gårdejer Nis Nissen i Sverdrup fået meddelelse om, at hans søn Marius er faldet.

Skomager Detlefsens enke i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes søn Anders er faldet den 18. maj.

25. maj 1916. Nye årgange indkaldes, straffet for hjælp til faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hjemmenes ofre til krigen.

Mens man i fjor indkaldte, uddannede og sendte til fronterne de unge mennesker, der er født i kalenderåret 1897, har man nu i den første halvdel af maj begyndt indkaldelserne af de unge mænd, der er født i løbet af året 1898.

Når det fra enkelte sider er antydet, at der er indkaldt mandskab over 45 år, forholder det sig ikke rigtigt. Der er nok folk inde, som er over 45 år, men det er mænd, der har nået denne alder efter, at de er blevet indkaldt.

I enkelte tilfælde er folk indkaldt efter at være fyldt de 45 år, men det er sådanne, ved hvis værnepligt, der har været en eller anden gammel skavank.

5 års og 2 års fængsel for hjælp ved faneflugt.

”Flensborg Avis” meddeler:

For hjælp til faneflugt stod landmand Nis Petersen Nissen fra Høkkelbjerg og snedker Niels Hansen Lassen fra Fjelstrup i tirsdags anklaget for landsretten i Flensborg. Nis Petersen Nissen, som er født i Tirslund den 7. juli 1867, var anklaget for at have hjulpet i 6 tilfælde, Niels Hansen Lassen i ét tilfælde. Han var desuden anklaget for at have opfordret en soldat til en strafbar handling.

I det første tilfælde var begge de anklagede indviklede. Nissen bor i Høkkelbjerg og har en lille landejendom, som kun ligger omtrent 150 meter fra den danske grænse. Hans ene mark går lige fra huset ned til grænsen. Den 9. januar i år var snedker Hansen Lassen fra Fjelstrup sammen med sin kone og voksne søn i besøg hos Nissen, som de er beslægtet med. De havde da aftalt, at Hansen Lassens søn, som var udtaget til soldat, skulle komme hen til Nissen et par dage derefter og så herfra om natten gå ned over Nissens mark og over grænsen. De var også ude for at se sig om. Nissen hentede et par dage senere den unge Lassen. De kom hjem ved tolvtiden, og i nattens løb forsvandt Lassen så over grænsen.

Inden dette skete, havde den anklagede Lassen på gæstgivergården i Christiansfeld talt med en landstormsmand og spurgt ham, om han ikke kunne sørge for at komme på vagt på det sted, hvor hans søn ville gå over grænsen, og på det tidspunkt, da han ville gå over. Han ville betale ham godt for det.

Dette tilstod de anklagede alt sammen.

I pinsen 1915 var der kommet en soldat, iført civilt tøj og jernbanekasket ind til Nissen og havde bedt om at måtte låne en luftpumpe til sit ridehjul. Nissen havde givet ham denne. Soldaten cyklede så ned over Nissens mark og slap der over grænsen. Nissen beskyldtes for at have vist ham dette, men han nægtede det.

Nissens nabos søn, en ung mand ved navn Bechmann, var ligeledes gået over grænsen over Nissens mark. Nissen var også anklaget for at have hjulpet ham. De to sidstnævnte nægtede Nissen at have hjulpet.

I januar måned var de to anklagede blevet anholdt. De førtes til Flensborg, hvor Nissen kom i forhør hos en kriminalkommissær.

Nissen spurgte under forhøret denne, om han måske kunne slippe med en pengebøde, når han tilstod alt som det var. Kommissæren svarede, at hvis retten nåede til den overbevisning, at de har sagt hele sandheden, vil de måske kunne regne med formildende omstændigheder. Derefter tilstod han at have hjulpet endnu tre foruden de nævnte. Dette nægtede han dog under forhandlingerne i tirsdags. Vidner, som havde været til stede, mens han aflagde tilståelse, blev afhørt og bekræftede at have hørt tilståelsen. Der afhørtes i alt 13 vidner under forhandlingerne.

Statsadvokaten androg på at ikende de anklagede en alvorlig straf, også som en alvorlig advarsel i anledning af de mange faneflygtige fra Nordslesvig. At der var ført bevis for, at begge de anklagede havde gjort sig skyldige, kunne der ingen tvivl være om.  Han ville andrage på en fængselsstraf på tre år på snedker Niels Hansen Lassen og seks år for landmand Nis Petersen Nissen.

Advokaten Fey androg på at dømme noget mildere for Nissens vedkommende, som han forsvarede.

Retten idømte efter en længere rådslagning Nissen en fængselsstraf på fem år og Lassen en sådan på to år. For Nissen stod sagen således, at retten havde overvejet at henvise den til rigsretten, da der eventuelt kunne være tale om landsforræderi. Ingen af de anklagede tog imod dommen, men ville kræve revision.

Grisepriser.

”Hejmdal” meddeler:

De sidste torvedage var grisemarkedet i Rendsborg tilførte med 920 grise og ungsvin. Priserne var for dårlige let bare 34 til 40 Mark stykket, yngre god bare til 20 til 30 pund 41 til 48 Mark, fra 30 til 40 pund 49 til 56 mark, mellemvare 40 til 50 pund 57 til 70 mark, bedste bare 50 til 60 pund 71 til 84 mark, ungsvin fra 60 til 80 pund, 85 til 104 mark, svær bare fra 80 til 100 pund, 112 til 140 mark. Nogle grise solgtes for 1 mark 40 pfg. til 2 mark pundet.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

H. Schlichting og hustru i Dybbøl har efter en lang ventetid modtaget efterretning om, at deres søn Nis er blevet hårdt såret den 9. september 1914 i Østprøjsen, og at han er død af sine sår, sandsynligvis inden han nåede at komme på et lazaret. Han blev næppe 21 år gl.

Typograf Amandus Nielsens hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes mand er faldet den 19. maj, 38 år gl. Han efterlader hustru og 5 børn.

Bødkermester Goldbecks hustru i Haderslev har fået meddelelse om, at hendes mand, der kun har ligget 4 uger ved fronten, er faldet.

I sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Petersen 3. fra Kær ved Sønderborg er faldet, at Jens Bojsen fra Bøjskov i Haderslev Amt er død af sine sår, at Hans Jessen fra Skærbæk er død af sygdom, at Ernst Cramer fra Sønderborg er omkommet ved et ulykkestilfælde og at Jesper Simonsen fra Branderup på ny er blevet såret, denne gang hårdt, samt at Hans Adsersen fra Kastrup er savnet.

Hans Hansen og hustru i Holmskov ved Elstrup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen den 13, maj er død på et feltlazaret, næppe 24 år gl.

23. maj 1916. Flagning for Italien – og flere dødsbudskaber

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Der flagedes

og ringedes ifølge ”Dannevirke” med kirkeklokkerne i Haderslev i lørdags i anledning af Østrigernes sejr over italienerne, og børnene fik fri fra skole.

Faldne, sårede og fangne.

Gårdejer H. Nørrelykke i Nørrelykke ved Holm på Als har efter en lang og pinlig uvished fået meddelelse om, at hans længe savnede søn er faldet i Frankrig i juni måned 1915.

Enke Helene Møller i Rougstrup ved Haderslev modtog i fredags det sorgens budskab, at hendes dattersøn Laurids Møller er faldet.

Jens Jørgensen fra Sverdrup, der tidligere har været meldt savnet, er faldet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Christensen fra Høruphav er hårdt såret, Henrik Christensen 2. fra Søgårds Mark såret den 2. oktober 1914, Jens Lorenzen fra Skodsbøl såret og at Christian Skov fra Vanvraal (?) [sic!] i Haderslev amt har været savnet siden 2. oktober 1914 samt gefr. Anders Krogh fra Spandetgård er savnet.

Enkefru Moos i Nordborg har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, købmand Johan Moos, er faldet den 12. maj.

22. maj 1916. Tiggeri, mangel på øl – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Nøden havde tvunget dem til at tigge!

To koner fra Haderslev, enke Hvolbech, der sidder med 4 børn i en alder fra 2 til 14 år og nyder en månedlig understøttelse af 29,50 mark, og konen Breitenkampf, hvis mand er indkaldt, og som har 8 børn i en alder fra 2½ til 15 år og nyder en understøttelse af 108 mark om måneden, havde forlangt retslig afgørelse ved bisidderretten i Haderslev mod hver en bøde på 5 mark for overtrædelse af pasforordningen og hver 8 dages fængsel for tiggeri.

I april måned havde de været vejen fra Høgelund til Skovby. Nøden havde tvunget dem til at tigge om levnedsmidler. Gendarmen havde nappet dem. Ved revisionen var de ikke i besiddelse af noget pas.

Begge tilstod og bad om en mild straf. Sagen behandledes ved bisidderretten i torsdags. Amtsadvokaten androg på stadfæstelse af bøden og 1 dags fængsel for tiggeri. Det var vanskeligt under den herskende dyrtid at slå sig igennem med en sådan understøttelse med en så stor børneflok.

Retten dømte i overensstemmelse hermed og besluttede at indstille dem til betinget benådning, hvad fængselsstraffen angik.

Tre nye bestemmelser fra Forbundsrådet.

Forbundsrådet har i fredags officielt bekendtgjort følgende bestemmelser:

1) Rigskansleren bemyndiges til at anordne, at ved alle varer til det daglige behov, skal alle indpakninger eller beholdere være forsynede med oplysninger om indholdet og dets oprindelse, så vidt de afhændes til forbrugerne.

2) I tiden fra den 1. til 20. juni skal der optegnes en fortegnelse over høstarealet. Fortegnelsen omfatter hvede, spelt, rug, byg, blandsæd, havre, boghvede, bælgfrugter på marken, oliefrugter, hør og hamp, kartofler, sukkerroer, foderroer, grøntsager, der avles på marken, men er bestemt til menneskeføde, foderplanter til grøntfoder, høindvinding, således at hele det dyrkede og udyrkede areal bliver optaget på listen. Landscentralmyndighederne kan også udvide fortegnelsen til andre frugter.

3) Endelig har Forbundsrådet bestemt, at der skal indrettes et centralsted for grøntsager og frugt. Dets opgave vil komme til at bestå i at fremme avlen, udnyttelsen og holdbarheden af grøntsager eller frugt. Den, der vil sælge grøntsager eller frugt, anmelder det til centralstedets kontor, som modtager varen til bestemte priser.

Øllet bliver knappere.

Værterne får således kun halvdelen af den mængde leveret, som konsumeredes i året 1915. Nogle restauranter i de forskellige byer søger at hjælpe sig ved, at de f.eks. kun udskænker halve liter i tiden fra klokken 6 til 8 aften. I Rensborg trådte indskrænkningen af ølleveringerne allerede i kraft den 1. marts.

Sæbe og servietter.

For under krigen at hidføre en virksommere sæbebesparelse har handelskammeret i Flensborg bedt den kommanderende general for korpsdistriktet om at anordne, at hoteller og gæstgiverier ikke mere må uddele tøjservietter til gæsterne, i hvert fald kun i særlige, fastslåede undtagelsestilfælde, og da mod en særlig godtgørelse. Bestyrelsen for provinsgæstgiverforbundet vil på handelskammerets andragende derom understøtte forslaget.

Beslaglæggelse på grund af faneflugt.

I ”Offentlige kundgørelser for regeringsdistriktet Slesvig” meddeles, at Theodor Helmuth Wilhelm Plambech fra Neumünster, Sigurd Østergaard Nielsen fra Råhede og Gustav Jürgen Schmidt (der nævnes ikke hvorfra) er blevet erklærede for desertører og at deres formue, for så vidt den befinder sig indenfor det tyske riges grænser, er blevet beslaglagt.

Når fangerne flygter.

”Kredsbladet” offentliggør i anledning af russiske fangers flugt fra Fjelstrup: 24. bataljon har fået anvisning til at trække alle tor tiden endnu i Fjelstrup kommune værende fanger tilbage, fordi arbejdsgiverne ikke har forstået at forhindre fangernes søndagssammenkomster.

Faldne, sårede og fangne.

Gæstgiver Johs. Moos’s enke i Nordborg har modtaget meddelelse om, at hendes søn og eneste barn, Johan Moos, er død i krigen mod vest.

Johan Petersen, en plejesøn af Paul Dam i Løjtkirkeby er død på et lazaret af lungebetændelse, 23 år gl.

Iver Hansen fra Flovt er død af sygdom 8. september 1915.

I den sidste tabsliste meddeles, at Heinrich Tietje fra Stranderød er hårdt såret.

Maskinistmat Christian Ebsen fra Sønderborg og overmatros (lods) Maasbøl fra Aabenraa er savnet.

20. maj 1916. Andemad, kaniner, kvæg – og dagens faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kaninavl.

Til fremme af kaninavlen har staten stillet 2000 mark til rådighed for provinsen Slesvig-Holsten. Landbrugskammeret har forhøjet summen til det dobbelte. Pengene vil blive anvendt til avlsmateriale og indretning af avlsstationer.

Ekspropriation af slagtekvæg.

Når det slesvig-holstenske kvæghandlerforbund i Altona ikke ad frivillig vej kan erhverve tilstrækkeligt slagtekvæg, vil der, efter hvad ”Flensburger Nachrichten” erfarer, blive skredet til ekspropriation.

Færdslen i grænsedistrikterne.

Børn under 12 år behøver, som bekendt, intet pas for at færdes i grænsedistrikterne, skrive ”Vestslesvigsk Tidende”.

Andemad som kvægfoder.

Den prøjsiske landbrugsminister har tilstillet regeringspræsidenterne en skrivelse til videreforsendelse til landrådene, i hvilken der gøres opmærksom på, at andemad, som findes i rigelige mængder i søer, damme og vandløb, i tørret tilstand er et fortrinligt kvægfoder. Andemad er dog særlig egnet som svinefoder.

Dødsfald.

Slagtermester Jens Timm i Sønderborg er død efter længere tids hårde lidelser. Timm, der var en kendt personlighed både i byen og på landet, hører til den slægt, der forstod at arbejde sig frem ved et dygtigt og reelt arbejde, medens han tillige ved sin redelighed og hjælpsomhed vandt sine folkefællers tillid. Timm lagde aldrig skjul på sit sindelag og var ikke bange for at sige sin mening rent ud, hvad der vel nok skaffede ham en del modstandere, men tillige agtelse hos disse. Timm vil blive savnet af mange, Han blev ifølge ”Dybbøl Posten” 73 år gammel.

Et rigsdepot for grøntsager og frugt.

Det tyske forbundsråd vedtog i torsdags at oprette et rigssted for grøntsager og frugt.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Hylleberg fra Genner Nørreskov ved Åbenrå er faldet ved Verdun.

Tidligere mejeribestyrer i Jegerup, Niemann, eneste søn og barn af bødkermester Niemann i Jels, er faldet.

Arbejdsmand Frederik Dohrmann i Jels er faldet. Hans hustru sidder nu enke for anden gang, og da med 6 små børn.

Landpostbud Peter Chr. Sørensen fra Hørup på Als er den 28. april død på feltlazarettet i Hénin Liétard i Frankrig.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jeppe Klinge fra Høgsbro og Christian Thomsen fra Høgelund er hårdt sårede. Niels Brodersen fra Gøtterup og Hans Christiansen fra Varnæs opføres som sårede.

Endvidere meddeles, at Morten Schultz fra Strudstrup Mark og Jørgen Petersen fra Avnbøl, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Som savnet opføres Jørgen Schmidt fra Ulkebølskov.

18. maj 1916. Familietragedie, faneflugt og faldne

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hvem krigen hærger.

I mandags modtog stationsforstander M. Erichs og hustru i Ris ved Aabenraa efterretning om, at deres søn Ernst den 13. maj er død på lazaret, 23 år gl.

To timer senere indtraf ifølge ”Hejmdal” efterretning om, at en yngre bror til den afdøde, Otto Erichs, var faldet på den vestlige krigsskueplads den 8. maj, 21 år gl.

Ægteparret Erichs mistede for et års tid siden en søn og for ¼ år siden en svigersøn i krigen. De har endnu to sønner i felten.

Anklagede for unddragelse af værnepligten.

Landsretten i Flensborg, men landsretsdirektør Baur som formand og assessor Dobereiner som offentlig anklager forhandlede i går blandt andet følgende sag:

For unddragelse af værnepligten var følgende i forskellige byer i Nordslesvig hjemmehørende personer anklagede: Chresten Dahl fra Kelstrup, Anker Volf fra Djernæs, Hans Mogensen fra Humptrup, Gustav Knudsen fra Maugstrup, Christian Becker og H.P. Derstedt fra Haderslev, Nis P. Petersen fra Fjelstrup, Mads Hansen og P. Chr. Holm fra Kabdrup samt Mathias Holger Johansen fra Fjelstrup.

Efter straffeandragendets oplæsning kom retten i overensstemmelse med statsadvokaten til den opfattelse, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke havde den af loven foreskrevne ordlyd. (Efter rigsrettens kendelse må der ikke gives lejlighed til at ændre dette senere).

En udvidelse af det tysk-danske grænseområde

er, som meddelt, foretaget af det stedfortrædende generalkommando i Altona. Før var områdets sydlige grænse jernbanen Flensborg – Tinglev – Tønder – Højer Sluse, nu er den et stykke længere sydpå, nemlig Flensborg – Læk – Nibøl – Dagebøl. Det gælder for folk om at have deres pas i orden, og fra i mandags er også banegårdene i Tønder besatte med militær, og samtlige rejsende bliver underkastede pasrevision.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Jørgen Christensen, søn af P. Christensen i Høruphav, er den 28. april faldet ved Mokrzve, 25 år gl.

Gartner Nissen i Vandling ved Haderslev har fået telegram om, at hans ældste søn, Christian Nissen er faldet.

Valdemar Jessen fra Vrå ved Frifelt er faldet den 8. maj.

Arbejdsm. J. Christiansen fra Øster Gejl blev nylig i Frankrig såret af et skud i brystet og et i halsen og døde et par dage efter på et lazaret.

Gårdejer J. Andersen fra Rønshoved, der så Christiansen falde og skrev hjem derom, faldt få dage senere selv på valpladsen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Nielsen fra Mjøls, Peter Hansen fra Fol, Thomas Olsen fra Kassø og Niels Skøtt fra Djernæs er faldet og at Peter Nissen fra Nørre Hostrup er død på reserve- feltlazaret ved 9. reservekorps.

Endvidere meddeles, at Peter Lauridsen fra Seggelund og Karl Heide fra Aabenraa er hårdt sårede.

16. maj 1916. Grise, boghvede – og faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen

Grise og grisesøer.

Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbunds bestyrelse har besluttet at ophæve det forbud, som udstedes den 22. april mod udførslen af grise og grisesøer fra forbundsdistriktet.

Hjemsendelse af krigsuduelige soldater.

Ifølge ”Armé-Veordnungsblatt” skal soldater, hvis krigsuduelighed med eller uden forsørgelse er fastslået, ikke holdes fast i tjenesten længere en ubetinget nødvendigt og hjemsendes så hurtigt som muligt.

Dyrkningen af boghvede

kommer som følge af krigen mere og mere i brug i hertugdømmerne. Allerede i fjor blev der tilsået et større areal en de nærmest foregående år, og i år bliver det endnu større.

Efterspørgslen efter boghvede har ifølge ”Hejmdal” i 1915-1916 været steget betydelig, og behovet har ikke kunnet dækkes.

Prisen for boghvede er steget meget stærkt. I fjor betaltes 62-80 mark pr. 200 pund mod en middelpris af 20 mark før krigen.

Død hjemme på orlov.

Bygmester Boe fra Toftlund, der har været hjemme på en 8 dages orlov og skulle have været afsted igen i lørdags, blev i fredags pludselig syg, så at lægen gav ordre til, at han skulle blive hjemme. I lørdags forværredes sygdommen, og hen på dagen afgik Boe ved døden. Han har i den sidste tid været med i kampene ved Verdun.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Arbejdsmand Peter Lorenzen i Oksbøl på Als er faldet i april måned. En bror til Lorenzen, der var marinesoldat, faldt for nogle måneder siden.

Gårdejer Christian Bonde på Broballe Mark ved Nordborg er død i russisk fangenskab. Han efterlader sig hustru og en lille datter.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Raben fra Hoptrup og Jørgen Hansen 2. fra Avnbøl er hårdt sårede, Peter Aalling fra Ris er såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at følgende fra de tre nordligste amter, der tidligere har været meldt savnede, er i fangenskab: Daniel Otzen fra Moldrup, Tøge Tychsen fra Broager, Andreas Thuesen fra Sundsburg (?), Peter Hansen fra Skodsbøl, Christian Clausen fra Ulkebøl, Jak. Jørgen Hinrichsen 2. fra Haderslev, Jes Peter Jørgensen 1. fra Bolsballe, Jes Hansen Lind fra Agerskov, Jes Martin Jensen fra Gøtterup og Hans Maj fra Skovby.

13. maj 1916. Ved Højde 304: “Fjenden angriber! Skyd!”

Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.

Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt.  Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.

Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.

Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt  en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.

Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede  blive bragt i sikkerhed, for om  aftenen begyndte igen artillerikampen. –  Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.

Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.

Længe nok har Franz ladet  os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.

Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var  brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.

I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.

Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.

Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.

Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.

Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.

Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.

Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.

I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. – 

En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende  ind i  de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –

Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!

Af regimentshistorien. Udkommer på dansk i 2016.

13. maj 1916. Grænsepassage og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Det tysk-danske grænsedistrikt,

Der efter forordningen af 28. december 1914 omfattede landområdet mellem grænsen og banelinjen Højer – Tønder – Flensborg samt Mørvig er ved den nye forordning af 3. maj blevet udvidet til egnen mellem grænsen og banelinjen Flensborg – Nibøl – Dagebøl tillige med trafikken på denne side og den sydfor den dér liggende del af Tønder kreds, samt kommunerne Hanved, Timmersig, Valsbøl, Skovlund, Nibøl og Dagebøl.

Byen Flensborg, Marinestationen Mørvig, Harreslev og Klusris kommer ikke ind under ordren.

I øvrigt gælder, som meddelt, for grænsedistriktet alle de tidligere bestemmelser om legitimationsbeviser fra politiet.

Om pas for hjemløse og om den mindre grænsetrafik –

Offentliggøres under 3. maj 1916 af den kommanderende general i Altona en forordning, der findes i ”Haderslev kredsblad” for den 11. maj 1916 og hvori det hedder blandt andet:

En i indlandet værende ikkerigsundersåt behøver til en rejse i udlandet et pas eller, når det ikke er muligt at skaffe et sådant, en legimitation (rejselegitimation), der beretter særlig til udrejse eller grænseoverskridelse (ud- og indrejse).

Rejselegitimationer skal der, bortset fra tilfældet i §3, andrages om for hver rejse hos den bestemmende politimyndighed, udstedes ad denne, efter at ansøgerens umistænkelighed er prøvet og derefter indsendes til fuldførelse af det stedfortrædende generalkommando for 9. armékorps.

Ansøgeren skal fremlægge bevis for sit statsundersåtsforhold eller sin hjemløshed og i det enkelte uangribelig troværdig forklare anledning og formål for sin rejse. Den almindelige opgivelse til forretningsformål er ikke tilstrækkelig.

Før en rejselegitimation udstedes til en hjemløs, skal hans militærforhold prøves; i denne rejselegitimation skal optages, at det bestemmende distriktskommando ingen betænkelighed har ved den påtænkte rejse.

Når rejselegitimationen udleveres til ansøgeren, skal hans indenlandslegitimation fratages ham. Efter tilbagekomsten til indenlandsopholdsstedet skal ved anmeldelsen til politiet ombyttes med indenlandslegitimationen.

Om den mindre grænsesamfærdsel hedder det i §3:

Personer, som ofte må overskride grænsen for at udøve deres gerning eller lignende, kan på samme måde som foreskrevet i §2, afsnit 2, så til enhver tid genkaldelige vedvarende kort (”Dauer-Reise-Aussweis”), som giver ret til gentagne grænseoverskridelser over et bestemt grænseovergangssted (den mindre grænsesamfærdsel). Bestemmende fort personer, der bor i udlandet, er arbejdsstedets eller rejsemålets politimyndighed.

Vedvarende kort gælder for tre måneder, for værnepligtige med kortere tilbagestillingstid kun for den tid, de er skikkede tilbage.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Godske Schmidt og hustru i Haderslev modtog i tirsdags budskab om, at deres søn Jørgen er faldet 19. april, 20½ år gl.

Skomager Dose og hustru i Flensborg, har modtaget efterretning om, at deres eneste søn Karl er faldet, 20 år gl.

Kristian Kersten af Tønder og Christian Clausen af Sundsmark er blandt de faldne.

Anton Brandt af Lavrup er hårdt såret.

11. maj 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Luftskibet ”L7”

der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.

Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.

I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.

Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.

Kvindelige banevogtere og konduktører.

I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.

En fangelejr nedbrændt.

Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.

For udbredelse af falske rygter

blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.

Tvangssalg.

Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.

I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.

Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.

I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.

Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.

Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.

Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.

Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.

8. maj 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Jørgen Lassen fra Allerup ved Toftlund, søn af Morten Lassen, er faldet.

Mejeribestyrer Heinrich Niemann fra Jægerup ved Vojens er faldet den 13. oktober, 29½ år gl.

Købmand Thor Buchardt fra Toftlund, yngste søn af pensioneret degn Buchardt i Øster Løgum, der på vestfronten efter at været blevet såret natten mellem den 25. og 26. april den følgende dag afgået ved døden på et feltlazaret, 32 år gl.

Jens Nicolajsen fra Skodborg er død som følge af sygdom på et reservelazaret i Slesvig.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Hoffmann fra Haderslev ikke er faldet, men hårdt såret.

Banevogter Møller i Alslev ved Jordkær har modtaget meddelelse om, at hans søn Jacob er såret og på lazaret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Petersen fra Kiding er blevet såret den 23. november 1914 og Anders Schmidt fra Skrydstrup er blevet såret den 10. september 1914.

5. maj 1916. Desertørs ejendom på tvangsauktion – og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kaffe og te.

Krigsudvalget for kaffe og te bekendtgør:

De anmeldte beholdninger af grøn te frigives herved under den betingelse, at salgsprisen i engros- og detailhandelen ikke overstiger 2 mark 50 pfennig for et halvt kilogram, fortoldet.

Af de anmeldte forråd af råkaffe frigives foreløbig i alt 10 procent af hver enkel slags til at sælges og til at brændes på følgende betingelser:

1) Til forbrugerne må der kun sælges kaffe i brændt tilstand.

2) I hvert enkelt tilfælde må der ikke sælges mere end et halvt pund brændt kaffe. Salget er kun tilladt, når den samme køber samtidigt køber mindst den samme mængde kaffeerstatningsstoffer.

3) Prisen for et halvt pund brændt kaffe og et halvt pund kaffe-erstatningsstoffer må tilsammen ikke overstige 2 mark 20 pfennig.

4) Til storforbrugere (kaffehuse, hoteller, gæstgiverier, almennyttige anstalter lazaretter osv.) må der i ugentlige portioner kun sælges halvdelen af den mængde, som svarer til det påviselige ugentlige gennemsnitsforbrug i de sidste tre driftsmåneder; der må også i dette tilfælde bruges mindst den samme mængde erstatningsstoffer.

Tvangssalg.

Fæsted Kro med et areal af rigelig 3 hektar, tilhørende Peter Tønder, der i fjor efterår rømte over grænsen, solgtes i mandags formiddags ved tvangssalg på Amtsretten i Rødding. Højstbydende blev kroens tidligere ejer, gårdejer Schultze i Knorborg ved Hjortvad, med 11.500 mark og fik tilslaget.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Lærer Nicolaj Jensen, der stammede fra Sønder Ønlev ved Jordkær, er faldet den 19. april.

Lærer Frauen, en svogersøn af førstelærer Hansen i Skodsbøl ved Broager, er faldet; han efterlader enke og 3 børn.

Niels Nielsen fra Uge er død som følge af sygdom på et reserve-lazaret i Flensborg.

Gustav Madsen fra Hvinderup ved Christiansfeld er død på et lazaret i Rusland som russisk krigsfange, lidende af tuberkulose.

4. maj 1916. Tab, tvangsafleveringer og tørrede grøntsager

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Tørre grøntsager.

Wolffs efterretningstjeneste for ernæringsspørgsmål opfordrer til at trække huden af de tørre, tomme ærtebælge, salatstilke, selleriblade, persille osv. og bruge dem til suppe om vinteren.

Hårdt ramte.

Blandt de hjem, som særlig er blevet hårdt ramt af krigen, er Frederik Petersens på Bylderup Mark.

Nogle få dage før påske i fjor faldt deres ældste søn, Peter i Frankrig, 21 år gl., en dygtig og viljestærk ung mand, til hvem knyttedes store forhåbninger.

Hen på sommeren mistede Petersens atter en søn, en dreng på 12 år, og nu har de modtaget budskabet om, at deres næstældste søn, Johan, som var 20 år gammel, på Palmesøndag er død på et lazaret efter at være blevet hårdt såret nogle dage i forvejen.

Kornet skal afleveres inden 10. maj ellers tages det ved tvang!

Landråden i Haderslev har under 1. maj udstedt en bekendtgørelse, hvori det blandt andet hedder:

For at undgå tvangstægt, ved hvilken der vil blive betalt langt under højestepris, opfordrer jeg landmændene til hurtigst muligt at aflevere alt det korn, som endnu er at aflevere, senest den 10. maj 1916. Hvad der ikke er afleveret til den tid, vil blive taget med tvang.

Selv det dårligste brødkorn skal afleveres. Havre, blandkorn eller blandingsfrugt skal nu som før overgives til kommuneforstanderne.

Byg skal ikke mere afleveres til bygkommisionærerne, men ligesom havren til kommuneforstanderne.

Foruden kommuneforstanderne må nu til den 10. maj i år kun endnu firmaet Sophus Fuglsang i Haderslev, med de af det udtrykkelig som underkommisionærerne antagne handelsmænd, opkøbe byg.

Hjemmeslagtninger.

Overpræsidenten har anordnet, at hjemmeslagtning af hornkvæg, får og svin til kvægholderens eget husbehov fra nu af og indtil 15. september d.å. kun må ske med kommunalforbundets samtykke (i landkredse landråden, i bykredse magistraten). Overtrædelser straffes med indtil 6 måneders fængsel eller med op til 1500 mark i pengebøder.

Sukker og sæbe

i Tønder kreds er nu også ifølge ”Vestslesvigsk Tidende” blevet indskrænket, således at der kun må udleveres sukker og vaskemidler efter en påtegning på brødkortet. Enhver person kan få 370 gram sukker 2 gange om måneden og 100 gram toilette- og barbersæbe samt 500 gram anden sæbe eller andre vaskemidler én gang om måneden, og det sidste kun før begyndelsen af den fjerde brødkortuge.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Pensioneret lærer, M. Dahl i Flensborg, tidligere på Rømø, har modtaget budskab om, at sønnen, købmand Martin M. Dahl fra Kliplev er faldet i Frankrig. Han efterlader sig en ung hustru.

Murer Jens Petersen i Tandslet er faldet den 26. april under et stormangreb. Han efterlader hustru og 4 børn.

Maks Thiesen fra Sønderborg og Chr. Kelsen fra Stenderup i Sundeved er faldet.

Albert Kühl, en søn af banegårdsassistent Kühl i Skærbæk, er død efter at han for nogle dage siden (?) var blevet hårdt såret i Serbien.

Anker Møller 3. fra Stevelt, der tidligere har været meldt såret, er død.

Hårdt såret er Anders Warming fra Gårdskrog og Peter Mosegaard fra Haderslev.

For en 14 dage siden modtog M. Schmidt på Skrydstrup Mark meddelelse om, at hans ældste søn, jæger R. Schmidt, er i engelsk fangenskab.

3. maj 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Gårdejer Thomas Møller

i Hvidding, tidligere i Døstrup, er i søndags uventet død, ramt af et slagtilfælde. Han havde ifølge ”Dannevirke” været svagelig i længere tid, men da sønnen, Anders Møller, som har overtaget gården, har været indkaldt næsten hele den tid, krigen har varet, måtte den alderstegne far selv forestå driften. Det er måske gået over hans kræfter. Døden ramte ham, medens han ude på marken var i færd med forårsarbejdet. Den afdøde, der var fremgået af en meget gammel slagt på egnen, var en evnerig mand og afholdt i vide kredse.

Rabarber.

For at rabarberhøsten ikke skal gå til spilde af mangel på sukker anbefaler Wolffs efterretningstjeneste for ernæringsspørgsmål kunstigt at tørre den i skrællet og ituskåret tilstand. Dette kan ske med ringe bekostning, og den kan så opbevares, så længe det skal være. Den tørrede rabarber skulle så bruges senere, når sukkerknapheden er hævet.

Melbær og syre.

Wolffs efterretningstjeneste for ernæringsspørgsmål oplyser, at et ministerialreskript indtrængende advarer imod at klippe hvidtjørnshegn i år, da frugten, melbærrene, må bruges til folkeernæringen. – Der opfordres også til at plukke syre ved vejene og koge dem hen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Malermester Hans Bertelsen fra Galsted er 2. påskedag død af sine sår. Han var, skriver en kammerat, en meget gudfrygtig mand, der var meget afholdt af kammeraterne.

Carl Jessen, søn af overpostkonduktør J.J. i Sønderborg, er den 26. april død på lazarettet i Bethel i Frankrig, 21 år gl.

Arbejdsmand Vonsild i Vestergade i Haderslev, tidligere i Fredsted, har modtaget meddelelse om, at hans søn er død på et lazaret i Koblenz af lungebetændelse.

Ifølge meddelelse til sit hjem er Søren Beyer fra Kleksi ved Åbenrå blevet såret i den ene arm og kommet i engelsk fangenskab.

Vicefeldwebel Ernst Wege fra Årøsund er hårdt såret.

Møller H. Petersen på Broballe Mølle på Als har modtaget meddelelse om, at den ene af hans tre sønner, der var blevet forfremmet til løjtnant, er faldet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at løjtnant i reserven Hans Jørgensen fra Hjolderup er faldet.

Jørgen Kjelsmark fra Skrydstrup, der har været med i kampene ved St. Eloi, har været savnet i flere uger.

Peter Thomsen Kjer fra Branderup og gefr. Hans Asmussen fra Skodsbøl, der tidligere har været savnede, er i fangenskab.

1. maj 1916. Dømt for rygter – og andre nyheder fra Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Det første forårsmarked i Tønder

plejer at være det, der afholdes ved majdagstide, altså det i torsdags. Tilførslen af kvæg plejer at variere mellem 3 og 4000 stykker.

I torsdags var der ifølge ”Flensborg Avis” på markedet 27 stykker kvæg. I staldene omkring byen solgtes der dagen før henved 70 stykker. Priserne var omtrent, hvad sælgeren forlangte. 24 græskøer solgtes til en mand fra Ejdersted for 850 mark stykket; 7 små knap 2 års stude kostede 820 mark stykket, og for 6½ års betaltes 850 mark. Kælvekøer kostede fra 1000 til 1400 mark stykket.

På grisemarkedet var der et halvt hundrede grise, der kostede 45-60 mark for 4-5 ugers og 70-80 mark for 7-8 ugers.

Det burde være omvendt.

Den dansksindede taler tysk, medens den tysksindede taler dansk!

Ved bisidderretten i Haderslev forhandledes i torsdags ifølge ”Dannevirke” blandt andet følgende:

Gårdejer Hans Andresen fra Jernhyt stod anklaget for overtrædelse af belejringsloven ved at udbrede usande rygter. Den anklagede havde en aften besøgt sin nabo, landmand Martin Jørgensen og i samtalens løb fortalt, efter en landstormsmand Hartung, at der i Berlin ved en hungerrevolte skulle være blevet skudt en hel del kvinder. Jørgensen skal så have fortalt dette rygte i kroen, og ved den lejlighed fik kriminalbetjent Schlinck nys om sagen, og Andresen blev meldt.

Den anklagede indrømmede at have fortalt det omtalte rygte til naboen. Denne, der blev afhørt som vidne ved hjælp af en tolk, havde udtalt, at Andresen formodentlig havde fortalt ham den historie for at ærgre ham, da Andresen var fanatisk dansk, og han vidste om Jørgensen, at han var tysksindet.

Dommeren spurgte den anklagede, om han var fanatisk dansk, om han var medlem af danske foreninger.

Dertil svarede Andresen, at han aldrig nogen sinde havde været medlem af en dansk forening eller taget del i et dansk møde.

Dommeren: I grunden burde det være omvendt. De taler udmærket tysk, og den anden, som påstår at være tysksindet, kan ikke et ord tysk.

Amtsadvokaten androg på 50 mark i bøde for den anklagede.

Retten idømte ham en bøde på 20 mark. Han havde været meget uforsigtig med sine udtalelser. Retten ville ikke fastslå, hvorledes rygtet var blevet offentligt bekendt, om det var sket ved, at Jørgensen direkte havde angivet naboen, eller ved at fortælle det i kroen.

Et marked

afholdtes i onsdags i Skærbæk; men der har vistnok ingen sinde været så lidt kvæg på markedet som denne gang, og der er vistnok heller aldrig blevet betalt så høje priser, skriver ”Flensborg Avis”. Derfor blev markedet med de rigelig en snes stykker kreaturer, som var til stede, også hurtigere rømmet end nogen sinde før. For grise forlangtes der indtil 50 mark.

 Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Jernbanefunktionær Jens Lorenzen fra Skodsbøl ved Broager, sidst bosat i Gråsten, er faldet på slagmarken.

Til Skærbæk er der indløbet meddelelse om, at Julius Christensen er faldet ved Verdun.

Ludvig Buchheister fra Haderslev, der tidligere har været meldt savnet, er faldet.

Købmand Ahrendsen fra Genner ved Aabenraa er ved Verdun blevet såret i den højre arm og det højre ben og ligger på Lazaret i Rhinfalz.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Hansen fra Lysabildskov er i fangenskab.

Clausen fra Skodsbøl, der hidtil har været meldt savnet, var såret og er vendt tilbage til sin troppeafdeling.

Banevogter Lorenzens hustru i Gråsten har modtaget efterretning om, at hendes mand er død på et lazaret som følge af en bedøvelse ved giftige luftarter. Han efterlader sig enke og et lille barn.

Franz Nagel fra Sønderborg er død af sine sår og Mathias Rasmussen fra Guderup er død på reserve-lazaret nr. 76.

26. april 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Om krigssavnedes dødserklæring

skriver ”Norddeutsche Allgemeine Zeitung”: Forbundsrådet har den 18. april udstedt en forordning om krigssavnedes dødserklæring. Muligheden for en sådan dødserklæring, der i mange af de efterladtes retsforhold danner en økonomisk nødvendighed, er allerede givet ved den borgerlige lovbog. Men allerede ved dennes udstedelse har man været klar over, at der ligesom tidligere, således også i fremtiden under en større krig, ikke ville kunne undværes særlige forskrifter. Noget nyt ved forordningen er det hovedsagelig, at den tillader dødserklæringen allerede før krigens afslutning. En opsættelse af den retslige uvished til efter fredsslutningen også i de tilfælde, hvor en krigsdeltagers død i henhold til alle omstændigheder og erfaringer må anses for fastslået, kan under de nuværende forhold ikke forenes med en ordnet rettergang.

Noget nyt er desuden forskrifternes udvidelse til civilfanger og gidsler, der er faldne i fjendens vold. Med hensyn til rettergangen er de væsentlige forskrifter ligeledes allerede til stede i civilprocesordningen. Foruden nogle simplifikationer og foruden fritagelsen for retsomkostninger er der sørget for en lettere udnyttelse af de af anvisningskontorerne samlede efterretninger om savnede  samt for, at en mulig indsnegen fejl kan skaffes af vejen på den hurtigset og simplest mulige måde. Udstedelsen af en sådan forordning er i offentligheden blevet krævet som en tvingende nødvendighed.

Den udførlige begrundelse, hvormed forordningen er blevet forelagt for forbundsrådet, findes aftrykt i ”Reichsanzeiger”.

Lukkede smedjer.

Hvilken gribende betydning krigen har for håndværket, fremgår af den omstændighed, at smedjerne i 42 landsbyer i Angel har måttet lukkes.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Karl Marschalle fra Egernsund er faldet den 26. marts.

Heinrich Lensch, medindehaver af firmaet Lensch og Bertram i Sønderborg, er den 8. april faldet ved Verdun.

Provisor August Schneider fra Sønderborg er faldet den 7. april.

Arbejdsmand Paul Grau og hustru i Slotsgade i Haderslev modtog ifølge ”Dannevirke” i fredags den sørgelige meddelelse, at deres søn Anton Grau den 29. februar har fundet døden i krigen.

Peter Kruhl fra Høgsbro ved Hvidding er efter længere tids sygdom den 21. april afgået ved døden på et lazaret i Kønigsberg. Den afdøde, der var sine forældres eneste barn, blev 29 år gammel.

Hans Jessen, søn af Adolf Jessen i Skærbæk, der i længere tid har ligget garnison i Flensborg, er efter forudgående sygdom afgået ved døden på et herværende lazaret.

Fiskerøger Henrik Tietje fra Stranderød ved Rinkenæs er under de sidste dages kampe i Frankrig blevet såret af granatsplinter både i arme og ben.

Frederik Warming fra Terp ved Øster Lindet, der er med ved vestfronten, er i begyndelsen af april blevet såret i det ene lår af en granatsplint.

Peter Damm fra Gramby, der fornylig under et stormangreb ved Dünaburg blev temmelig alvorligt såret i den ene skulder, er nu kommet på lazaret i Deutsch-Eylau.

15. april 1916. Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efter nordslesvigske blade.

Gårdejer Hans Nissen fra Nørre Hostrup har modtaget meddelelse om, at hans ældste søn, Peter Nissen, er død på et feltlazaret på vestfronten.

Dette budskab vil vække almindelig sorg på egnen, da Peter Nissen var en meget afholdt og trofast ung mand.

Hans Nissen har foruden den afdøde to sønner, der er soldat; den ene blev hårdt såret for et par måneder siden.

Konrad Nielsen og hustru i Vollerup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Georg 15. marts er faldet, 23½ år gammel.

Otto Lass fra Skodborg er faldet den 27. marts, 39 år gammel. Han efterlader sig enke og 4 børn.

Parcellist P. I. Hansen fra Ganderup ved Fol er faldet i Frankrig. Han efterlader sig hustru og 6 små børn. Hansen blev indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand i juni i fjor og uddannet i Bremen. Jørgen Godt fra Dyndved og Hans Askov fra Ørderup Mark er faldet.

Høker Chr. Jørgensen og hustru i Oksbøl på Als har modtaget efterretning om, at deres 25 år gamle søn, Henrik, er død på lazaret.

I tabslisten meddeles, at Peter Schmidt fra Ulkebøl er død på reservelazaret og at Jørgen Jessen er død på et krigslazaret.

Nis P. Sandholdt, søn af landboelsmand Sandholdt i Arnitlund, er død på et lazaret i Slesvig.

Ch. Andersen fra Adsbøl er død af sygdom på feltlazaret 11.

Jæger Niels Schmidt 5. fra Skrydstrup er den 21. marts kommet i engelsk fangenskab.

Købmændene Karsten Hansen i Strucks Allé og Hans Nannsen er i engelsk fangenskab. Jens Søndergård fra Haderslev er ligeledes i fangenskab.

Hjuler Jens Feddersen i Skodborg har fået breve med påskriften ”Savnet” tilbage fra en søn, der som jæger deltog i kampene i Flandern. Der næres håb om, at han er faldet i engelsk fangenskab.

Feddersen har desforuden fire sønner med i krigen.

8. april 1916. Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Mads Madsen og hustru i Mariegade i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Mads, den 23. marts er faldet i Rusland, 22 år gl.

Jens Jensen fra Haderslev er faldet i Belgien. Han var meget afholdt af sine kammerater.

Christian Møller fra Gårdkrog ved Skærbæk har fået meddelelse om, at hans søn Magnus er faldet.

Mathias Lei fra Grønmark på Kegnæs er faldet, 30 år gl.

Christen Iversen fra Ulkebøl er død af sine sår på feltlazaret 3 ved det 9. Armékorps, og Andreas Grube fra Hoptrup er død af sygdom.

Marius Nissen fra Genner er hårdt såret.

Heinrich Bargmann fra Hvidding og Jes Jessen fra Toftum, der før har været opført som savnet, er i fangenskab.

25. marts 1916. Upatriotisk damebeklædning og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Sejrsringning med kirkeklokkerne.

Kejseren har, for at få en ensartet festligholdelse af militære begivenheder, påbudt, at der efter indløbet telegram fra generalkommandoen skal flages fra offentlige bygninger og skydes salutskud, og anfører det som ønskeligt, at der ringes sejrsringning fra kirkerne hver gang en meddelelse af den nævnte art udsendes fra generalkommandoen.

Gennemsnitspriserne for smør

i februar måned var ifølge officielle meddelelser: i Haderslev 2,52, i Åbenrå 2,52, i Sønderborg 2,55, i Flensborg 2,52, i Tønder 2,50, i Husum 2,50, i Tønning 2,50, i Slesvig 2,50 og i Eckernførde 2,52 mark pundet.

Gennemsnitspriserne for grise

i februar måned var ifølge officielle meddelelser: i Haderslev 39 mark, i Åbenrå 42 mark, i Slesvig 27 mark og i Eckernførde 40 mark stykket.

Militære bekymringer over de vide nederdele.

Damemoderne giver atter anledning til visse bekymringer. Det er en kendsgerning, at damerne ikke viser tilstrækkelig forståelse af, hvor nødvendigt det er at omgås sparsommeligt med stoffer – de viser en afgjort forkærlighed for de vide kjoler, til hvilke der medgår adskilligt mere klæde, end en fornuftig mode ville kræve. Fra den militære ledelses side har man derfor nu igen anset det for nødvendigt at foretage noget, og foreløbig er det meningen, at der skal sammenkaldes til møde af interesserede for at drøfte midler til at få damerne til at indse, at de også i deres påklædningsanliggender har patriotiske hensyn at tage.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Elias Andersen på Roager Nørremark, der har mistet to sønner  [Peter og Berndt Georg] i krigen, savner nu den tredje, der også nævntes som faldet, uden at det dog er konstateret, at han er faldet.

En søn af tidligere pastor Jørgensen i Birkelev er blevet hårdt såret.

23. marts 1916. “Jeg er bare så bange ….” Minekamp i Flandern

Niels H. Lustrup gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni. Han fortæller her om en minekampdag i Flandern.

Solen er ved at stige frem paa den østlige Horisont. Taagen, der ligger ud over Egnen, er ved at lette, mere og mere af Byen Dixmuidens sønderskudte Ruiner bliver synlige, efterhaanden som den røde Ildkugle i Øst hæver sig op over Jorden og med sine Straaler spreder Taagen, som til sidst kun som en let graa Masse svæver hen over Vandet i de mange Granathuller, der med Tiden er blevet til i Engdragene her foran Byen.

Luften er klar og krydret. Alting er endnu stille. Ja, saa stille, saa man næsten kunde fristes til at tro, at der ikke er Krig mere. — Højt over mit Hoved hører jeg en lille Lærke juble og trille i den friske Morgenluft. En svag Brise bringer Lyden ud til os inde fra Byen — Øksehug. — Man er derinde nok i Færd med at lave Brænde til Morgenkaffen.

— Ak ja! — En Kop varm Kaffe var vel nok paa sin Plads nu. Vi er tre Mand, der er paa Vej tilbage fra Patruljetjenesten derude foran Pigtraadsspærringen, hvor vi i den forløbne Nat har sneget os rundt, for om muligt at opsnappe fjendtlige Patruljer eller— maaske selv at blive opsnappet.

Vi har været heldige, og nu har vi passeret Pigtraaden og er gennem Udgravningen i den sønderskudte Jernbanedæmning naaet ind bag Jordvolden, der fører ind til Byen, der ligger nogle faa Hundrede Meter længere bagude.

Bag Jordvolden ligger der nogle lave halvt underjordiske „Bunkers”. Efter at have meldt vor Tilbagekomst hos vor Kompagnifører, begiver vi os hen til vort Kvarter i en af de andre „Bunkers”. De fleste af Kammeraterne ligger og nyder Hvilen. Der er kun et Par af Kammeraterne, foruden den gode Feldwebel Wilhelm Lamprecht, dei er vaagne. Medens vi søger at komme af med Klunset, sidder han og smaaskænder paa os.

— „Hvad i al Verden har I bestilt, siden I nu først vender tilbage,” siger han i en let bebrejdende Tone.

— „Ja, hvad skal jeg snart sige til det, Willem. Vi var naaet lidt langt over mod venstre og var naaet over i Nærheden af Slottet Woumen, hvor vi løb paa en Patrulje fra ,,33’erne”.

Vi holdt saa lidt Snak med dem, medens vi røg en Pibe Tobak. Desuden var Vejret smukt, og Taagen tæt og. . .“ Saa vidste jeg ikke mere. — „Ja, ja. Det er godt!” Sagde Willem leende.

Jeg ser paa mit Ur. — Nej se! Klokken er allerede 7! Ja, saa maa Klaus Hansen snart være her med Morgenkaffen. Altsaa kan det ikke blive til noget med at sove forinden, hvorfor jeg tænder min udgaaede Pibe og kaster mig ned hos den flinke Korporal Hannes Schrøder, der nu ligger og gnider Øjnene, idet han er vaagnet ved Samtalen, jeg førte med vor Delingsfører.

Aa — ah! Hvad er Klokken, Knacker? siger han gabende, medens han strækker sig paa det haarde Leje. — — Syv! — siger jeg, men ingen hører det — for i det samme lyder der et stærkt Brag, der faar vor Hule til at gynge og ryste.

Fortumlede triller vi rundt mellem hverandre. Heldigvis holdt Hytten.

Lugen foran Indgangen er af Lufttrykket slynget op. En efter en kryber vi ud for at se, hvor stor Skade der er sket. Medens vi staar og betragter den forvoldte Skade, lyder den os velkendte Lyd — „Klik”, siger det. — Minekamp!

Det piber og fløjter, og Minerne gaar bragende ned i vor første Stilling. Det lader til, at Englænderne derovre allerede har faaet deres Morgenkaffe. Vi er nysgerrige nok til at kigge over mod vor første Stilling, hvor Kammeraterne nu gør bedst i at søge i Dækning i deres Huler. — „Himmel og Hav” staar i et derovre.

Vi kan være glade, at vi kan ligge her i anden . . . raaber Korporal Schrøder — videre kom han ikke. — Der lyder nogle Brag lige i Nærheden af vor Stilling, og vi faar os hurtigt anbragt i Dækning bag Jordvolden. —

Man beskyder Stillingen her med Granater, hvis Stumper piber og hviner i Luften efter Bragene, der truer med at sprænge vore Trommehinder. Udstrakte ligger vi paa Jorden, der gynger under os efter hvert Nedslag. Af og til kommer der en lille Pause i Beskydningen, saa letter vi paa os og ser, om vi endnu alle er levende. Jo — det lader da til.

Du, Knacker, siger Wilhelm Schumann, der ligger lige foran mig, det er ikke blot Granater, men og- saa Miner, de . . . — mere hører jeg ikke for nye Hyl og Brag. Jeg stikker atter Næsen i Jorden og ønsker bare at kunne forsvinde ned i et Musehul. Efterhaanden bliver Tanke og Hjerne overtræt, og man næsten døser hen. Kun de værste Brag virker paa en.

I en Pause vaagner jeg. Det er Feldweblen, der kalder paa mig. — Halløj, du, Knacker! — Det er ham, Posten i Dæmningen. Ham har vi glemt. Se lige efter, om han er levende. Ellers faa ham med herud! siger han.

Naa, jeg letter paa mig, og som en Kat skynder jeg mig hen forbi de tomme „Bunkers”.

I Dæmningen ser det ikke godt ud, flere Granatnedslag har fundet Sted her. Gennemskæringen er næsten faldet sammen. Noget Tømmerværk er styrtet sammen foran Indgangen til Tunnelen i Jernbanedæmningen.

Posten, en af de ny tilgaaede Rekrutter, er der ikke. Jeg raaber ind i Tunnelen: — Halløj, er du der? — Ja, lyder det, men det er ikke inde fra det mørke Hul. Jeg rejser mig op og ser ham ligge henne paa Jorden ved Siden af Kompagniførerens Hule, hvor han klogeligt har søgt Dækning.

Da jeg kommer hen til ham, spørger jeg, om han fejler noget. Nej, jeg er bare saa bange, siger han med rystende Stemme. Han er helt grøn i Ansigtet, ser jeg nu.

Aah, ja, Krig er forfærdelig. Ikke noget for saadanne grønne Drenge, som ham der. Kom, Kammerat, befaler jeg og faar ham bragt paa Benene igen. Skyndsomst bevæger vi os tilbage til Kammeraterne og kaster os ind mod den beskyttende Jordvold netop tidligt nok til at undgaa at blive ramt af Granatstumperne, der svirrer rundt i Luften efter de eksploderende Miner og Granater, der i rigeligt Maal bliver os tildelt.

Vore egne Batterier svarer nu ogsaa. Larmen forstærkes endnu yderligere. Kampen mellem det svære Vaaben gaar videre. Vi elendige Mennesker, Smaakryb, kan kun ligge og vente.

— Vente og haabe, at det hele snart maa være forbi. Efter en Stunds Forløb — jeg ved ikke hvor længe — gaar en stor Mine ned i vor Jordvold i ganske kort Afstand fra det Sted, hvor jeg ligger. Braget er vældigt. Alt omkring mig bliver mørkt.

Jeg lukker Øjnene i og tror, at det hele er forbi. Knapt mærker jeg, at en sand Regn af Jord falder ned og næsten begraver mig. Lidt efter hører jeg gennem Larmen nogen skrige: „Hjælp mig! Aah, kom dog og hjælp!“

Jeg aabner Øjnene, og gennem Røgen ser jeg, at en af mine bedste Kammerater er blevet begravet af de nedstyrtende Jordmasser. I en Fart er jeg paa Benene og sammen med flere af Kammeraterne iler jeg den nødstedte Kammerat til Hjælp.

Ludvig Eggert ligger under Jordmasserne af den nu fuldstændigt jævnede Jordvold. Hans Ansigt er det eneste, der er frit. Ludvig Eggerts Ansigt er fortrukket af Smerte, og vi bruger vore Spader, saa godt vi kan. Endelig har vi faaet ham fri og slæber ham i Dækning. En af de unge Rekrutter bliver under dette Arbejde ramt i Ryggen af en Granatstump. Han forbløder under Arbejdet med at forbinde ham.

Atter ligger vi stille. I min umiddelbare Nærhed hører jeg een stønne og græde. — Det er Ludvig Eggert. Atter gaar der en Tid. Pludselig hører Beskydningen op. Den er lagt hen paa Byen og Artilleristillingerne bagved.

Granaterne roder svært op i den øde og sønderskudte Bys Gader og Huse. Det buldrer og brager derinde af Eksplosionerne, der faar de sørgelige Rester af Byens forhen saa smukke Huse til at styrte sammen. Et Minedepot rammes, og under et forfærdeligt Brag ryger det i Luften. Braget er saa voldsomt, at Luften ligefrem dirrer, og Jorden under os ryster, som var det Jordskælv. — Ekkoet fra Eksplosionen gjalder svagt tilbage fra de afstumpede og hullede Mure.

— Pludselig holder Beskydningen op! Gennem Stilheden hører jeg Willem sige: „Ha, — nu har „Tommy” nok faaet nok for denne Gang.

— Hans Rør er nok blevet for varme, saa han maa have dem afkølet lidt, før han kan begynde paa næste Akt.“

Gudskelov blev det dog ikke til mere denne Gang. Vi aander lettet op og er snart paa Benene igen. Solen skinner atter, medens de sidste Røgskyer bortvejres af den friske Brise. Oppe under Himlen synger Lærkerne, og Blomsterne i Engen, som her er temmelig fremmelige, nikker og samler Nektar af Solens varme Straaler. Vi staar og ryster Støvet af vore Klæder, og sandelig er der een, der ler — det er Ludvig Eggert, der staar paa de bare Ben. Han er glad over, at han slap saa heldigt fra det denne Gang.

Den eneste, der ikke ler mere, er den unge Soldat. Her endte han sit unge Liv.

DSK-årbøger 1945

Vestfront Fransk mine slår ned

20. marts 1916. Faldne, saarede og dekorerede

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
I Tirsdags modtog Arbejdsmand Schneefeldt i Avnbøl i Sundeved ifølge “Fl.Av.” den sørgelige Meddelelse, at hans yngste Søn er falden i Champagne. Han blev uddannet som 20-aarig sidste Sommer i Aabenraa.

Fisker Johan Weltzien i Sønderborg har ifølge “S.Z.” efter lang tids Uvished modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Søn Hans, der tjente paa Hjælpekrydseren “Königin Luise”, er falden den 5. August 1914

Carl Chr. Nissen, Plejesøn af Carl Nannberg i Bæk ved Vonsbæk, er falden i Frankrig den 26. Februar, 22 Aar gammel.

Landmand Elias Andersen fra Roager Norremark har ifølge “V.T.” modtaget det sørgelige Budskab, at hans anden Søn er falden. Dermed har han mistet tre Sønner i krigen; den ene er død af Tyfus i Felten. Hans fjerde Søn er nu ogsaa indkaldt til Militæret.

Død paa Lasaret.
Hans Chr. Nicolaisen og Hustru i Skovhytten i Skodborg Sogn har modtaget det tunge Budskab, at deres ældste Søn, Jens Peter, er afgaaet ved Døden Torsdag den 16. Marts paa Garnisons-Lasarettet i Slesvig. Han vil blive jordfæstet Torsdag den 23. Marts paa Skodborg Kirkegaard.

Saarede.
Ifølge indløben Meddelelse til hans Hjem er Gaardejer Jens Frandsen fra Hygum Gammelmark bleven saaret i Ryggen og i Hovedet af Granatstumper. Frandsen har ifølge “V.T.” deltaget i Kampene ved Vestfronten.
Lærer Hinrichsen fra Hønning, der for et Aars Tid siden indkaldtes som Landstormsmand, dekoredes ved Juletid med Jernkorset, og den 18. Februar forfremmedes han til Løjtnant. Nu er han ifølge “S.G.” bleven saaret i det ene Ben og ligger paa Lasaret i Nürnberg.

Dekorerede.
Klaus Jensen, Søn af Gaardejer Andreas Jensen i Arnum, og William Bruun, Søn af Bødker M. Bruun i Arnum, har faaet tildelt Jernkorset. William Bruun ligger ifølge “S.G.” for Tiden saaret paa et Lasaret ved Vestfronten.

Fra Provinsen.

Et Kursus for Soldaterkoner i Bogføring, Brevveksling osv. begynder, efter hvad Borgmester Dr. Schindelhauer bekendtgør, Tirsdagen den 21. Marts Kl. 8 Aften i Frederiksskolen i Haderslev. De Kvinder, der har til Hensigt at deltage i Undervisningen kan ved Begyndelsen melde sig hos Lærer Hørlyk i Skolen.

20. marts 1916. 14 sønner og svigersønner ved fronten – og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Bom, pigtråd og grave tværs over landevejen!

Umiddelbart efter krigens begyndelse anbragte den tyske grænsevagt spærringer over adgangsvejene fra Danmark til Nordslesvig, bestående af bomme eller pigtråd. For en månedstid siden anbragte man på grænsen ved Hvidding tværs over landevejen lige op ad bommen et hegn af 11 rader pigtråd, så at det praktisk talt er umuligt at forcere stedet for uvedkommende, når der tillige ar vagt tilstede.

Imidlertid synes disse forholdsregler ikke at være tilstrækkelige, thi i de sidste dage har man umiddelbart op til pigtrådshegnet garvet en ca. 1½ meter dyb og ca. 1½ meter bred grav tværs over chausséen. For alle tilfældes skyld rådes der dog over nogle jernskinner og en del sveller, så der kan laves en bro, hvis det skulde indtræffe, at et køretøj må slippe igennem.

14 sønner og svigersønner med i felten.

Tærskemaskinejer Mølck på Nordstrand har 8 sønner og 6 svigersønner med i felten, og en niende søn er gendarm i Medelby. Alle er endnu hverken blevet syge eller har været sårede.

Et smørslag.

I tirsdags kom det til et formeligt smørslag foran andelsmejeriet i Elmshorn. Tilstrømningen var ifølge ”Elmshorner Zeitung” så stor, at mænd, kvinder og børn stod langt ud på gaden, og trængslen var ubeskrivelig; hatte og tørklæder blev under høje skrig revet af konerne, og flere personer blev ilde tilpas. Det tilkaldte politi lykkedes det atter at få orden i sagerne.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Snedkermester Christen Hansen fra Dybbøl er faldet den 24. februar i Frankrig.

Anton Møller og hustru i Toftlund har fået efterretning om, at deres eneste søn Peter Andersen Møller er faldet den 27. februar, 21 år gl.

En søn af drejermester G. Adolphsen i Storegade i Haderslev, Karl Adolphsen, er den 4. marts vestpå blevet hårdt såret i højre arms albue. Det er så meget strengere for den unge mand, som hans venstre arm i forvejen er noget stiv. Han ligger ifølge ”Dannevirke” nu i et feltlazaret.

Landmand Hans. J. Schmidt fra Birkelev ved Brøns, en søn af gæstgiver H.P. Schmidt i Roager, er i Frankrig blevet såret i venstre ben.

Niels Hansen fra Ris og Magnus Held fra Haderslev er hårdt såret, Peter Oster fra Vester Lindet, tidligere savnet, opføres nu som såret.

Mads Schmidt fra Bæk, tidligere savnet, er i fangenskab.

Karl Lüdeking fra Kolstrup (kredsen er ikke anført), tidligere savnet, er i fangenskab.

Hans Festersen fra Vollerup savnes.

17. marts 1916. Gensyn ved Hartmannsweilerkopff – og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Gensyn i felten.

Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har ifølge ”Hejmdal” uventet truffet hinanden nede i Elsass ved Hartmannsweiterkopf.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Johansen Nielsen, en søn af maskinbygger Nielsen i Kolstrup ved Åbenrå, er faldet ved Verdun, 42 år gl.

Feltbreve til gefreiter Bollerup fra Vandling er i disse dage kommet tilbage med udskrift ”faldet”. Han blev 22 år.

Ifølge den sidste tabsliste er Hans Christensen fra Tyrstrup død af sine sår på feltlazaret nr. 8.

Adser Obling fra Øster Råbølling, Peter Christensen fra Dynt og Jens Jørgensen fra Sverdrup er savnet.

Ch. Bøgh fra Haderslev, Jørgen Andersen fra Tumbøl, Hans Petersen fra Raftrup, Nis Schmidt 2. fra Vollerup og Peter Reinhold er i fangenskab.

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

16. marts 1916. Udsmugling af Levnedsmidler fra Danmark

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Gensyn i Felten.
Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har uventet truffet hinanden nede i Elsas ved Hartmannsweilerkopf.

Dekorerede.
Peter Faborg, en Søn af Kaadner Ebbe Faborg i Løjtkirkeby, der siden Efteraaret 1914 har været med ved Vestfronten, og Asmus Iversen, Søn af Landmand Chr. Iversen i Tumbøl ved Felsted, der har været med i Kampen i Champagne og for Tiden ligger paa et Feltlasaret, har faaet tildelt Jernkorset.

Dagens Nyheder.

Udsmuglingen af Levnedsmidler fra Danmark.

Toldvæsnet i Gedser har i lang Tid kæmpet mod det Uvæsen, at Rejsende, som var paa Vej til Tyskland, forsøgte at udsmugle smaa Pakker med Levnedsmidler.

Til at begynde med nøjedes man med at konfiskere Pakkerne, men da Uvæsenet i den sidste Maanedstid har grebet om sig i følelig Grad, er man paa Foranledning af Statspolitiet gaaet over til at anvende en mere haardhændet Fremgangsmaade overfor disse Smuglerier, saaledes at de rejsende, der nu gribes, bliver idømt Bøder paa 50-100 Kroner.

De første Dage, denne Ordning virkede, var det et stort Antal Rejsende, der maatte vedtage Bøderne, men Rygtet om den nye Forholdsregel har hurtigt bredt sig, og der spores nu en kendelig Aftagen i Smuglerierne.

Fra Provinsen.

Kødkort. Efter hvad “Kølnische Zeitung” erfarer paa velunderrettet Sted, er Indførelsen af Kødkort umiddelbart forestaaende.

Smør paa Brødkort. (Dv.) I Haderslev kan der hver Torsdag Eftermiddag fra Kl. 2½ faas Smør i Butikken Jomfrustien Nr. 3, men kun naar man fremviser Brødkort. Paa 4 Brødkort faas 1 Pund Smør; det vil altså vel sige, at hver person kun maa bruge et Fjerdingpund Smør ugentligt.
Denne Ordning gælder ikke de øvrige Forhandlere af Smør i Haderslev, for saa vidt de har Smør til Salg, og det kan det vel ofte knibe med.

15. marts 1916. Faldne, sårede, fangne og savnede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

De 18-årige og de 17-årige.

De i 1897 fødte værnepligtige er nu indkaldte til militærtjeneste. De i 1898 fødte værnepligtige skal melde sig til rullen på deres opholdssted inden den 25.marts.

Når lærlinge skal til fronten.

”Schleswigsche Grenzpost” meddeler mandag:

”Snedkerlærling Chr. Reimers, der er i lære hos snedkermester Chr. Nielsen, bestod i går nød-svendeprøve. Han skal i dag stille til militærtjeneste. Af seks lærlinge, der var meldt til nødprøve, var han den eneste, der mødte. De andre er allerede soldater eller til dels i felten”.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Aftægtsmand Niels Bladt og hustru i Asserballeskov har fået budskab om, at deres søn, landbrugskandidat Niels Bladt, er faldet den 27. februar ved Verdun. Den unge Niels Bladt var ifølge ”Hejmdal” en meget begavet ung mand, tog for nogle år siden landbrugseksamen ved Landbohøjskolen i København og har senere været assistent hos konsulent Hansen i Gråsten. Niels Bladt blev 24 år gammel og efterlader hustru og et lille barn, som han på grund af de skærpede bestemmelser med hensyn til orlov inden for de nordlige kredse aldrig har set.

Enke Marie Godt i Dyndved på Als har modtaget efterretning om, at hendes eneste søn Jørgen er faldet den 27. februar, 22 år gl.

Peter Wegersleff fra Ullerup og kaptajn i Landeværnet Ernst Simonsen er faldet.

Gårdejer Peter Enemark fra Stenderup ved Rødding er for nylig blevet let såret og ligger på et lazaret i Sedan.

En søn af gårdejer A. Tejlmann i Hjortvad ved Lintrup, der har deltaget i kampene mod vest, er blevet såret i den ene skulder af en geværkugle.

En søn af enke Jespersen i Rødekro er ved St. Marie á Py blevet overdænget med en masse jord, hvorved han har fået brystet slemt kvæstet. Han ligger nu på lazaret i Sedan.

Peder Christensen, næstældste søn af gårdejer Anders Christensen i Vilsbæk, tidligere i Dynt ved Broager, er savnet.

Anders Christensens ældste søn, Kristian har været savnet siden august 1914.

13. marts 1916. Faldne, savnede og en æreløs kvinde

Dagen nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Aftægtsmand Niels Bladt og Hustru i Asserballeskov har i de sidste Dage modtager det tunge Budskab, at deres Søn, Landsbrugskandidat Niels Bladt, er falden den 27. Februar under et Stormangreb ved Verdun. Meddelelsen er kommen gennem Kompagni-Feldweblen. Den unge Niels Bladt var en meget begavet und Mand, tog for nogle Aar siden Landsbrugseksamen ved Landbohøjskolen i København og har senere været Assistent hos Konsulent Hansen i Graasten. Niels Bladt blev 24 Aar gammel og efterlader Hustru og et lille Barn, som han paa Grund af de skærpede Bestemmelser med Hensyn til Orlov inden for de nordlige Kredse aldrig har set. Det tinge Budskab rammer den unge Hustru haardt, og ikke mindst han gamle Forældre, der sikkert til ham havde knyttet lyse Fremtidsforhaabninger.
Niels Bladt og Hustru har desforuden endnu 2 Sønner og en Svigersøn ved Fronten.
Enke Marie Godt, født Lauritzen, i Dyndved paa Als, har modtaget den sørgelige Efterretning fra Regimentet “Königin” [FR86], at hendes eneste Søn Jørgen er falden den 27. Februar under et Stormangreb. Han blev kun 22 Aar gammel.

Død paa Lasaret.
Johannes Kock, Søn af tidligere Kancelliforstander J. Kock i Haderslev er den 4. Marts afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret som Følge af Lungebetændelse. Den Afdøde, der har været med i mange haarde Kampe, blev kun 20 Aar gammel.

Saarede.
Anton Brodersen, Søn af Arbejdsmand Brodersen paa Erlev Vej i Haderslev er i de sidste Kampe bleven saaret af et Skud i Hovedet. Han har ifølge “S.G.” dog selv kunnet skrive hjem.

Gaardejer Peter Enemark fra Stenderup ved Rødding, der i Fjord indkaldtes som ikke uddannet Landstormsmand, er for nylig bleven let saaret af en Granatstump i Ryggen efter kun i 2 Dage at have opholdt sig i Skyttegravene. Han ligger paa et Lasaret i Seban.

En Søn af Gaardejer A. Tejlmann i Hjortvad ved Lintrup, der har deltaget i Kampene mod Vest, er bleven saaret i den ene Skulder af en Geværkugle. En nordslesvigsk kammerat, som ligeledes blev saaret, har meddelt det til hans Hjem.

Savnede.
Peder Christensen, næstældste Søn af Gaardejer Anders Christensen i Vilsbæk, tidligere i Dynt ved Broager, der stod ved 31. regiment 10. Kompagni, er ifølge Meddelelse fra hans Feldwebel-Løjtnant savnet siden den 25. Februar. I Meddelelsen staar der, at alt tyder hen til, at han er falden i fransk Fangenskab.

Anders Christensens ældste Søn, Kristian, der stod ved 61. Regiments 10. Kompagni, har været savnet siden August 1914. Hans sidste Brev var skrevet den 17. August, og deri hed det bl.a.: “Nu gaar vi gennem Allenstein og saa over den russiske Grænse. Forhaabentlig ses vi snart igen” Alle Efterforskninger efter ham har været forgæves; men derfor er jo ikke ethvert Haab om, at han kan være falden i russisk Fangenskab, helt udelukket.

Fra Provinsen.

Kæreste med en russisk Fange. Tjenestepige Johanne Tychsen i Bredevad i Bylderup Sogn er bleven arresteret for at have spillet Kæreste med en Russer. “Tondernsche Zeitung” kalder hende et æreløst Kvindfolk, som fortjener at stilles i Gabestokken.

Tyveri af Levnedsmidler. Hos en Kone i St. Hansgade i Flensborg er der ved Indbrud i Kælderen blevet stjaalet 2 Pund Mejerismør og en  stor Medisterpølse. Sagen er meldt til Politiet, og dette har allerede et temmelig sikkert Spor af Tyveknægten.

11. marts 1916. Et mærkeligt Tilfælde

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Falden.
Landmand Christen Jepsen fra Broagerland er den 27. februar falden under et Stormangreb i Champagne.

Død paa Lasaret.
Møller Bonnichsen fra Østergade i Haderslev, der var indkaldt som Landstormand, er den 8. Marts afgaaet ved Døden paa Lasarettet i Sønderborg efter 4 dages svære Lidelser. han efterlader sig Hustru og Børn.

I Bedring.
Gæstgiver Thomas Madsen fra Aabøl ved Toftlund, der efter endt Uddannelse i Efteraaret blev sendt til Frankrig, blev, efter at have været der i nogen Tid, syg af Lungebetændelse og indlagt paa et Lasaret. han er nu saavidt helbredet, at han er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Forfremmet.
Seminarist Nis Jakobsen, ældste Søn af Banegaardsforvalter Jakobsen i Dynt ved Broager, der i Januar blev dekoreret med Jernkorset, er nu bleven forfremmet til Løjtnant. Den unge Jakobsen har besøgt Seminariet i Haderslev.

Dekoreret.
Frederik Bojsen, Søn af pensioneret Lærer Bojsen i Aabenraa, der siden Krigens Begyndelse har staaet som Sanitetsgefrejter ved 86. Regimets 9. Kompagni, har for udvist Tapperhed og Snarraadighed under de haarde Kampe den 27. februar d. A. faaet overrakt Jernkorset.

Vagtmand Hjemme.
Andreas Nissen fra Fogderup ved Ravsted kom forleden Dag hjem og overtog Posten som Vagtmand over fangerne i Fogderup.

Hjemme paa Orlov.
Niels Lorentsen fra Tiset ved Gram, der ligger i Trier, og Marius Schmidt
fra Gram, der er med ved Vestfronten, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Æg til Saarede og Syge. i Avnbøl i Sundeved er det ved Lærer Bonnichsen blevet foretaget en Indsamling af Æg til de Saarede og Syge paa Lasaretterne i Sønderborg. Der var indtil i Torsdags samlet 339 Stykker, og man ventede at faa en Del flere.

Et mærkeligt Tilfælde. (Dvp.) En russisk Fange i Kær paa Als fik forleden Brev hjemmefra med Meddelelse om, at hans Hustru paa Gaarden (Fangen er Landmand) har to Krigsfanger, en fra Vollerup og en fra Kær. Det viste sig da, at den russiske Fanges Husbond i Kær er Tjenestekarl hos hans Hustru i Rusland.

Ikke flygtet. Mejerist Hansen (ikke Clausen) i Toftlund, der, efter hvad “Schleswigsche Grenzpost” meddelte, skulde være deserteret, er ifølge Meddelelse fra Toftlund ikke flygtet. To Dage før hans Orlov var udløben, besøgte han Mejeristen i Spandet, men forsømte Anmeldelsen; det er det hele.