Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916
(… fortsat)
Frontafsnittet ved Somme var et sandt Helvede. Nogen indgaaende Beskrivelse her af vil jeg undlade; men enhver, der har været med ved Fronten, kan tænke sig, hvordan det var. Kun vil jeg oplyse, at da vi fire Dage senere samledes bagude, var vort Kompagni det talrigste med 21 Mand. 2. Kompagni var det svageste med 7 Mand, et forfærdende Resultat i godt fire Døgn. [Kompagnierne var før indsatsen blevet bragt op på en styrke på 285 mand hver, RR]
Paa den fjerde Dag blev jeg saaret i Haanden af vort eget Artilleri, som med sine 15 cm Granater ustandselig skød for kort. Vore Signaliseringsmidler var opbrugte, og Patrouiller kunde ikke naa tilbage gennem Spærreilden.
Med stærkt blødende Haand begav jeg mig om Eftermiddagen tilbage. Jeg maatte da gennem Dalsænkningen, hvor Spærreilden laa. Det var saa rædselsfuld en Tur, at det ikke lader sig beskrive.
Blandt de Dynger af døde, som laa her, saa jeg en Løjtnant fra vort Kompagni og to Sygebærere, en for hver Ende af Sygebaaren. Næppe havde jeg passeret dem, før en Granat fra en af de store Skibskanoner, 38 cm, slog ned i den bløde Eng lige ved Siden af, mig. Den gik, inden den eksploderede, saa dybt ned i den bløde Bund, at jeg med Nød og næppe undgik at blive ramt; men Lufttrykket var saa overvældende, at jeg blev slynget langt bort og næsten var bedøvet.
Nu kunde jeg slet ikke forestille mig, i hvad Retning jeg skulde løbe, men fik saa igen Øje paa de tre døde ved Baaren. Saa blev jeg klar over, at jeg skulde den modsatte Vej.
Jeg løb, saa godt jeg kunde, og kom ogsaa helskindet over til en Forbindingsplads i en Sandstenshule; men jeg var saa forpustet, at jeg ikke kunde tale; dette var da heller ikke nødvendigt, for ved Indgangen stod en blodig Læge, som modtog mig med Ordene: „Sørg for at komme videre; naar vi skal tage os af en saaret Haand, hvad skulde vi saa gøre med saadanne” hvorefter han slog ud med Haanden mod en Flok saarede, som laa langs med Sidevæggen med frygteligt læderede Maver. Jeg lod Blikket glide rundt i Hulen.
Hvor var det forfærdeligt.
Gennem en Hulvej travede jeg videre. Her laa en Dynge af tildels forbundne og ikke forbundne døde. Sygebærerne ilede frem og tilbage til Sanitetsvognene.
Da jeg var kommet tilstrækkeligt langt tilbage, saa jeg var uden for direkte Fare, satte jeg mig bag et Dige for at hvile lidt. I det samme kom Vilhelm, min nære Kammerat, som ogsaa var saaret. Vi sad ved Diget og betragtede bl. a. Ammunitionsvognene, som læssede Granater af paa en Mark.
Der kom en engelsk Flyvemaskine. Den kredsede over Vognene. Maskinen lod nu en tynd Røgstraale gaa ud til Siden. Nu fik Ammunitionskuskene travlt, de væltede Kurvene af Vognene og kørte bort i Galop. Næppe var de borte, før en Granat slog ned ca. 100 m bag Ammunitionsstablen.
Nyt Signal fra Flyveren ! Den næste gik ned ca. 50 m foran. Igen et Signal, og den tredie Granat sad lige i Stablen. Hvor det bragede! Vi lo og gik.
Da vi kom til Samlingspladsen, som laa længere tilbage, mødte vi en Sanitetsofficer, som viste os til Rette. En højere Officer spurgte Sanitetsofficeren, hvordan det gik. „Jo,” svarede denne, „i Dag gaar det „flot” vi har i Dag kun modtaget 2000 letsaarede.”
Men det var kun paa denne Samleplads og kun de letsaarede. For at give et Helhedsindtryk kan jeg nævne, at Tyskerne regnede med et samlet Tab paa 15.000 Mand om Dagen i Somme-slaget, og dette varede elleve Uger. [Tab=faldne, sårede, savnede og tilfangetagne /RR]
Lazarettoget kom hen paa Natten. Jeg naaede at komme med. Vi kørte østpaa. I Kassel blev Toget delt i to Dele. Jeg kom med den Afdeling, der kørte til Lauterberg i Harzen. Jeg skulde aldrig mere se Fronten.