Tag-arkiv: Stålhjelm

20. juli 1917. Stålhjelmen redder Christian Hach

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten.

Derefter blev vi forflyttet til et roligere afsnit ved Siegfried-linjen, hvor vi ikke var udsat for så svære angreb, men til gengæld blev vi plaget med rigelig vagttjeneste og skansearbejder.

En aften skulle vi ud for at reparere pigtrådsafspærringer, og denne gang havde jeg været så forsigtig at sætte stålhjelmen oven på huen. Vi undlod ellers ofte i vort ungdommelige letsind at tage den på, for den var jo så tung; vi vidste dog alle, at der stod fire 7,5 mm kanoner ovre på den fjendtlige front lige foran os, og når de flammede op, så gjaldt det om at komme i dækning hurtigst muligt.

Vi var også lige kommet op af skyttegraven, da fire skarpe glimt fra den modsatte front advarede os, og vi reagerede omgående. Jeg fik kun lige dukket hovedet, før jeg fornam et kraftigt slag oven i stålhjelmen, så kraftigt, at jeg satte mig på bagen, mens blodet strømmede mig ned over ansigtet.

»Wie ein geölter Blitz«, væltede jeg mig ned i skyttegraven, fuldstændig fortumlet og ængstelig for, at jeg skulle have pådraget mig en værre kvæstelse i hovedet.

Men det var ikke så slemt, som jeg havde troet, så bare sådan ud, da det kun drejede sig om nogle hudafskrabninger, som skyldtes stålhjelmens tryk. Den havde afbødet slaget.

Mine kammerater fandt hjelmen, og de fortalte mig bagefter, at granatstykket havde slået et stort hul oven i den. Havde jeg den aften forsømt at sætte hjelmen på, så var jeg sikkert blevet dræbt på stedet, og havde jeg ikke omgående dukket hovedet, var jeg nok ikke sluppet uden frygtelige kvæstelser i brystet.

Nu slap jeg da med et kortvarigt ophold på divisions-sygestuen. Fra den 21. juli til den 6. august lå jeg der, hvorefter jeg blev udskrevet og sendt direkte til kompagniet, naturligvis uden Erholungsurlaub, men jeg var godt tilfreds endda, jeg fandt, at jeg var sluppet heldigt.

DSK-årbøger 1971

30. august 1916. Lorens og Peter ved Verdun: Reddet af stålhjelmen!

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. To gange havde han været i stilling, men nu forventede de at skulle afløses.

Men vi glædede os for tidligt, thi da vi om aftenen ville lægge os til ro, for at være godt udhvilede til den forestående lange marchtur næste dag, kom der pludselig ordre om så hurtigt som muligt at gå ud i stillingen igen, da der ventedes et angreb.

Der var ingen begejstring at spore, hverken hos officerer eller mandskab, men i to lastbiler – vi var kun 50 mand tilbage i kompagniet – blev vi så fragtet ud i skudlinjen, hvorfra vi i den mørke nat gik til fods ud til frontlinjen.

Det var et naboregiment, som vi skulle assistere, og det i et afsnit hvor vi overhovedet ikke var kendt.

Men forinden vi forlod bataljonsdækningen, fik vi vore pikkelhuer ombyttede med stålhjelme, hvorpå en stedkendt agerede fører for os ud i det, der kaldtes for en skyttegrav.

I begyndelsen gik det i gåsegang og med tre skridts mellemrum, men snart var vi fuldkommen splittet ad i smågrupper på to eller tre mand.

Lorens og jeg passede på at blive i nærheden af hinanden. Vi sjokkede så videre i den retning, hvor vi mente, stillingen skulle befinde sig. Men det var jo mørk nat, et terræn oprodet af granater og i en sønderskudt skov, så det var ikke nemt at finde sig til rette.

Jeg syntes på en gang, at jeg kunne skimte et menneske og råbte til ham, hvilket regiment han var fra, men han forsvandt – og det i retning af franskmændene. Vi blev lidt betænkelige, og i samme øjeblik gik en lyskugle i vejret, og nogle mænd afsløredes ret forude.

Vi var kommet over til franskmændene, og i det samme begyndte de at skyde, hvorved jeg ramtes af en geværkugle på indersiden af venstre lår.

Nu var der kun et at gøre: rask omkring, ned på maven og så hurtigt som muligt tilbage. Endnu en kugle kom fløjtende og ramte mig i sædet.

Men vi var ikke kommet ret langt på tilbagevejen, før to håndgranater kom flyvende, og den ene klaskede ned lige foran mig og eksploderede; det var godt, jeg havde fået en stålhjelm, for den frelste mit liv, da adskillige splinter slog ned på stålet, men fingre, håndled og arme fik deres bekomst. Også Lorens Lorensen var blevet såret, både i arme og ben.

Men det var en tysk dobbeltpost, der havde angrebet os, og han havde troet, at det var franskmænd, han havde foran sig, men instinktivt sprang jeg imod dem og råbte, at vi var tyskere, og godt det samme, for de stod allerede parate med de næste »æg« og var rede til at kaste.

Men sådan nåede vi da til nærmeste forbindingsplads, hvor vi fik vore mange småsår forbundne med vore egne forbindingspakker, inden vi fortsatte marchen tilbage.

Det begyndte nu at blive lyst, så vi kunne orientere os. Vi gik gennem Fuminslugten og gennem byen Vaux til den noget større forbindingsplads, der lå i Hardoumont, hvor vi fik en indsprøjtning mod stivkrampe og blev ny-forbundet.

Vi fik tilbud om at komme med en ambulance tilbage, men ville hellere gå, og vi listede over mod Springcourtskoven. Undervejs hoppede vi op på et feltbanetogs tipvogn, der førte os til samlepladsen for sårede, hvor vi overnattede og næste morgen sendt til Longuyon, hvorfra det så senere skulle gå videre med et »let-såret-tog« til Tyskland. –

DSK-årbøger 1970

29. juli 1916. Kresten Andresen: “Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 29. juli 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 24. juli. Jeg har det godt. For øjeblikket lever jeg et dejligt friluftsliv. Jeg ligger i en grøn dal, med skrænter, enge og franske popler; og langs gennem den flyder Ancre- bækken. Det er ved en by, som hedder Grancourt.

Jeg har været nede at vaske mig grundigt i den historiske bæk. Det er også en nydelse, som jeg ikke har kunnet evne i en halv snes dage. Man bliver næsten fuldstændig til en vildmand, snavset, med langt hår og lange skægbørster og fuld af utøj. Så har jeg fået en tingest på hovedet, som nærmest ligner en natpotte; men det er en stålhjelm, og den er jeg meget glad for.

Nå, dette liv i herlig julisol kan man holde ud. Det er en stor modsætning til det mørke skyttegravsliv. Men her har vi jo også bevægelseskrig nu, hævdes der, endskønt ingen kommer af stedet. Jeg har hverken set noget til Jørgen Beck eller hans regiment. Forhåbentlig er han i fangenskab.

Nå, ikke mere denne gang. Lad os være ved godt mod og stole på en god fremtid. Jeg er meget rolig ved hele sagen.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne Kresten

NB. Har I modtaget nogle af alle de breve, jeg har sendt?

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

9. juni 1916. Levende begravet: “Jeg skreg, men ingen hørte mig!”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni. I begyndelsen af juni fik han som den eneste i kompagniet påtvunget at bære én af de helt nye stålhjelme. Det var han ikke meget for – og hans kammerater grinede ad ham.

Efter stormen på Højde 304 om morgenen den 9. juni kom han helskindet tilbage til skyttegraven.

Efterhånden indfandt sig alle de kammerater, som ikke var alvorligere såret, mange blev liggende derude, både døde og hårdtsårede.

Vi så os om, der var tyndet slemt ud iblandt os, og franskmanden lod os ikke i ro, for inden vi kunne sunde os lidt over det, vi havde været
ude i, begyndte han en trommeild, der varede i 12 timer, helt til om aftenen, og hvordan det er at stå for det, kan vel kun krigsdeltagere forstå.

Der var intet andet at gøre imod dette helvedesvejr end at kravle ind i sin hule, og det gjorde vi. Jeg havde vel kun ligget her i et par  minutter, før der sprang en granat oven på min hule.

Jord og sten skred ned over mine ben, men overkroppen var fri. Nu var jeg glad for, at jeg tog min bajonet med tilbage, for den kunne jeg nu bruge som en spade for at befri benene. Det var også lige ved at lykkes mig, da granat nummer to kom og gik ned ved siden af den første.

Jord og sten, meget mere end første gang, væltede nu ned også på min overkrop, kun ansigtet og den ene arm var fri. Jeg var levende begravet.

Det var en frygtelig situation. Jord og sten trykkede på mine ben, på maven og brystet, så jeg ikke kunne trække vejret. Det var ikke til at holde ud. Jeg skreg, men ingen hørte mig.

Så resignerede jeg, trak med den frie hånd stålhjelmen ned over mit ansigt og ventede på døden. Den nyindførte hjelm, som kammeraterne grinte af, var dog med til at frelse mit liv. Jeg kunne høre, at små granatsplinter og shrapnelkugler trommede på den og – så besvimede jeg.

Et stort skrald i nærheden vækkede mig, og jeg skreg igen, stadig forgæves, og så var jeg væk igen.

Endnu en gang kom jeg til bevidsthed, og nu hørtes skriget. To soldater kom krybende hen til mig, og jeg hørte den ene sige disse ord: »Dem Kerl muss geholfen werden«.

Han gik tilbage for at hente hakke og spade, den anden blev hos mig. Så kom der igen en granat og skar benet af ham højt oppe, og da den anden, der havde taget en sanitetssoldat med, kom hen til os og så den første, der nu var død, sagde han: »Nun auch du, mein guter Freund«. Disse ord glemmer jeg aldrig.

Sanitetssoldaten hjalp med at grave mig fri og hjalp mig også hen i en anden hule, hvor jeg lå i flere timer uden at kunne røre mig; men der var ingen granatild lige i nærheden.

Efterhånden mærkede jeg, at den franske ild kom nærmere, og jeg hørte jo nok, hvad årsagen hertil var. Vor maskingeværrede var indbygget lige ved siden af min nuværende hule, og da der kom et granatstykke flyvende lige forbi mit øre, blev jeg opskræmt. Det var ikke så stort og var gået ind i hulens væg.

Jeg følte på det, det var varmt; men nu var jeg klar over, at jeg måtte ud, men hvorledes og hvorhen, thi benene kunne jeg ikke bruge. Så begyndte igen jordklumper og småsten at falde ned på mig. – Jeg måtte ud.

Hvor kan et menneske dog foretage det helt usandsynlige, når det gælder livet; thi blive levende begravet endnu en gang, nej, så hellere få en hurtig død ved en fuldtræffer i skyttegraven.

Jeg vrikkede mig på albuerne gennem graven og trak benene efter mig; det gik kun langsomt, og megen kraft var der ikke i mig mere, men det lykkedes mig omsider at finde en hule, hvor der allerede sad en kammerat. Han havde siddet her hele dagen, uden at der var sket ham noget, og han blev helt glad, da jeg kom vrikkende på mine albuer, dødtræt.

Her blev vi to til om aftenen, da trommeilden stilnede af, og da solen, der havde skinnet hele dagen, var gået ned, blev jeg og mange flere bragt til bryggerikælderen. Her så jeg en kær kammerat ligge, hårdt medtaget og uden bevidsthed. Jeg havde slet ikke set ham hele dagen, heller ikke ved stormen, og nu var det tydeligt, at han lå på det sidste.

Denne beretning har Hermann Hunger senere behandlet litterært. Den er bragt her på siden den 15. maj 2016.

DSK-årbøger 1966

4. juni 1916. Ved Verdun: “Når de sådan bliver ved med at sejre, så kommer vi hjem til Danmark …”

Hermann Hunger fra Aabenraa deltog i slaget ved Verdun som infanterist i IR84, 5. kompagni.

Det var en herlig sommerdag først i juni måned 1916. En lille flok sønderjyder havde, efter at have renset sig for alt det indtørrede pløre, vi havde bragt med fra 304 til Nantillois, hvor vi lå i ro, fundet sammen til en lille passiar. Under rensning forstod man også jagten på de søde små gråben, som var så venlige at ville bo hos os for at holde os vågne, når vi egentlig gerne ville sove.

Læs videre 4. juni 1916. Ved Verdun: “Når de sådan bliver ved med at sejre, så kommer vi hjem til Danmark …”

2. marts 1916. Stålhjelme til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Efter stormen på Navarin-Ferme den 27. februar 1916 fik Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 bevilget 14 dages hviletid.

14 dages hvil var beskåret regimentet. De blev udfyldt med badning, aflusning, noget eksercits, fordeling af forstærkninger, der indtraf i disse dage, 600 mand høj.

Udrustning blev repareret eller tilpasset.

To nyskabelser, der viste sig velegnede helt til krigens slutning, dukkede op første gang: stålhjelmen, først i beskedent antal, der lige slog til for posterne i forreste linje, så gasmasken.

I specielle rum med lugtende og irritationsfremkaldende stoffer blev de tilpasset.

Derved fik regimentet også udvortes et andet ansigt. Alle fuldskæg måtte nemlig falde, fordi man ellers ikke kunne garantere tilstrækkelig gasbeskyttelse.

Stålhjelmen gav krigeren det klassiske udtryk, som vi i dag og al fremtid vil forestille os verdenskrigens soldat.

I hvileperioden blev kaptajn von Alt-Stutterheim fra III bataljon forflyttet til grenadérregiment 89. Kaptajn von Knobelsdorff trådte i hans sted.

Fra Füsilierregiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen