Senest ændret den 17. oktober 2016 9:06

Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.

Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916

Kære forældre og Kalle!
Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.

Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre  af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.

– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.

Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.

En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.

Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!

Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;

Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!

Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!

– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.

Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.

Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.

(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)