Håndgranater fandtes kun i større omfang i den tyske hær i 1915, men blev snart udbredt til alle hære, da granaterne var et meget velegnet våben over de korte afstande i skyttegravskrigen.
Tyske håndgranater. I 1913 indførte Tyskland Kugel Handgranate model 1913. Den vejede ca. 1 kilo, og kunne derfor kun kastes ca. 20 meter. Tyskerne rådede i starten af krigen også over Diskus Hand-granate der var forsynet med 6 anslagstændere. Tyskland Stiel-handgranate Model 24 (Stavhåndgranat) blev indført i 1915 og gennem krigen blev den omdesignet, udviklet og forbedret.
Granaten vejede 595 gram. Den kunne kastes mellem 27 og 37 meter. Som de øvrige tyske håndgranater var den forsynet med friktionstænder i stedet for detonator, hvilket var helt specielt for de tyske håndgranater. Inden granaten blev kastet, skulle en snor der løb fra detonatoren ned gennem skaftet, trækkes ud. Granaten havde herefter en ca. fem sekunders forsinkelse. Den lukkede sig mere op end fragmenterede, og havde derfor mere en chokeffekt ved trykbølgen end en antipersoneleffekt ved fragmentering af gra-natens kapsel. I 1917 indførte Tyskland Eier Handgranate model 1917. Den vejer kun 318 gram, og kan derfor kastes længere, ca. 40 meter. Den første model var glat og derfor svær at holde fast i un-der kastet. Den blev derfor kort efter forsynes med en rillet ring rundt om midten.
Engelske håndgranater
Grenade, Hand No 1 var udviklet i 1908. Den blev designet af Royal Laboratory, efter tegninger og prøver af japanske håndgranater fra den japansk-russiske krig. Det var ikke en egentlig håndgranat, idet den blev affyret med en riffel. Det var dog Englands bedste bud på en infanterigranat i begyndelsen af krigen.
Den var i brug til 1915 hvor den afløstes af Mills Bomb. Granaten vejede 900 gram var udformet som en stavhåndgranat. Omkring granaten var et smalt fragmentations-bånd. Den var forsynet med anslagstænding, og for at sikre at granaten landede spidsen forrest, var granaten forsynet med en tøjstrimmel der efter kastet foldede sig ud og fungerede som styrefinne.
Double cylinder, No 8 and No 9 håndgranater, også kendt som the “jam tin”, var en improviseret granat brugt af de Australske styrker tidligt i krigen. Det var en af mange der blev lavet af ANZAC styrke-rne på på af mangel på udstyr til skyttegravskrin. Den bestod af en indre dåse med sprængstof og en ydre dåse kugler eller andre små metalobjekter. No 9 indeholdt både mere sprængstof og flere frag-menter end No 8. Granaten var forsynet med lunte der blev tændt med friktion eller en cigaret.
I 1915 indførte England Mills Bomb, der var end videreudvikling af et Belgisk design. Den blev indført som Mills Bomb No 5. Det var kun kort tid den blev kaldt ”Bomb” Herefter blev den betegnet som ”grenade”. Granaten vejede 765 gram og havde 7 sekunders forsin-kelse. En øvet kunne kaste den omkring 15 meter. Den spredte dog fragmenter længere end de 15 meter ug kunne derfor udføre en fare for soldaten der kastede granaten. Mills No. 23 indførtes i 1917 og No. 36 i 1918. Mills No. 36 kunne kastes ca. 30 meter, men sikker-hedsafstanden var 90 meter.
Den rillede overflade var ikke som man skulle tro fragmenterings-riller, men udelukkende for at sikre et godt greb om granaten. Den fragmenterede heller ikke langs rillerne. No. 23 var modificeret så den kunne skydes af sted med riffel. Granaten var så udstyret med en lang pind der skulle sættes ned i riffelløbet og dermed styre granaten ved afskuddet. No. 36 kunne skydes 150 meter ud med en granatstol.
Franske Håndgranater F1 blev sat i masseproduktion i 1915. Den første (Fusante No.1) dukkede op i maj, men i begrænset mængde. Den var inspireret af erfaringerne fra de første krigsmåneder.
Den skuffede dog, idet den sjældent delte sig i mere en 10 frag-menter på trods af den var konstrueret til at dele sig i 38. Den vejede 570 gram og havde en tidsforsinket friktionstænder. Op til 1940 er F1 blevet fremstillet i 60 millioner eksemplarer og er efter- lignet i mange lande.
Amerikanske håndgranater Ved Amerikas indtræden i krigen manglede de egen producerede håndgranater. De brugte i stor udstrækning den engelske Mills eller den franske F1. Med inspiration fra F1 granaten udviklede Amerika MK1 granaten.
Den havde dog nogle tændingsproblemer og blev hurtigt tilbage-kaldt. Den erstattedes af en mere driftssikker MK2.