Tag-arkiv: MG-afdelingen

26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. august 1916. Officeren “Sternigel” var en hård negl …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Efterhånden følte jeg mig helt godt tilpas i min nye og stærkt forandrede tilværelse.

Disciplinen var, trods Feldweblens »du«, betydelig skrappere end ved infanteriet. Der blev holdt strengt på den personlige hygiejne, at gå på vagt uden at være barberet, var utænkeligt, støvlerne var altid blankpudsede osv.

Når vi var bag fronten, havde v i eksercits, der var lige så skrap som i garnisonen. »Sternigel« præsterede endda flere gange at tage et maskingevær ud af skyttegraven og lade os eksercere lige umiddelbart bag fronten, f.eks. i en dal, hvor russerne ikke kunne iagttage os.

Når v i lå bag fronter i »ro«, og eksercitsen blev alt for voldsom, var det ikke så sjældent, at op imod en halv snes mand meldte sig syge om morgenen. Lægen, der var en særdeles gemytlig berliner, vidste, at »Sternigel« var en hård negl, og modtog gerne de »syge« med et: »Nå, MG-afdelingen eksercerer nok,« og skrev derefter alle de fremmødte syge, uanset om de var det eller ej.

Behandlingen var altid den samme: »Zwei Tage Bettruhe und zweimal Aspirin« (To dage i sengen og to gange aspirintabletter). Jeg tror, at lægen gik med på spøgen for at drille »Sternigel«. Lægens diagnose kunne han jo ikke pirre ved.

»Sternigel« – hans rigtige navn har jeg for længst glemt – fortjener egentlig et par linier for sig selv, han var ikke helt almindelig. Det ene øje havde han mistet ved vestfronten og var derfor ikke, hvad tyskerne kaldte K . V . (Kriegsverwendungsfahig – egnet til  krigstjeneste), men han havde meldt sig frivilligt til østfronten.

Der førte han, når vi lå i faste stillinger, en herretilværelse. Han logerede ikke i skyttegraven, men lå et stykke tilbage sammen med bataljonsstaben. Han kom næsten aldrig på inspektion i skyttegraven, og hvis han kom, kunne vi regne med, at han var hønefuld.

Hans oppasser hed Ignatz. Han var altid i hælene på ham, en stor og stærk fyr , der vejede ca. 200 pund.

En nat, jeg havde vagt, kom Ignatz gennem skyttegraven med »Sternigel« hængende over skulderen.

Jeg spurgte, om løjtnanten var såret, men Ignatz svarede: »Nej, han er fuld , det svin. Han har været på besøg hos en kollega.«

Jeg kom en dag forbi det opholdsrum, hvor »Sternigel« og Ignatz huserede. Ignatz var ved at stege bøffer, der var fem stykker på  panden, og jeg spurgte, om løjtnanten skulle have alle fem?

»Nej, er du tosset? Han skal have de to – de tre er til mig.«

De havde det dejligt med hinanden de to – typiske – landsknægte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

11. august 1916. Privilegerede maskingeværskytter

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

Den bedre forplejning ved vor afdeling skyldtes dog særlig Kommandofeldweblen. Han var en »hund« til at handle med civilbefolkningen og købte alt, hvad han kunne få fat på af spiselige ting, særlig brune bønner og kartofler.

Da vi havde masser af køretøjer, var transporten af de indkøbte varer intet problem. Et infanterikompagni havde derimod kun én forplejningsvogn og kunne ikke fragte mere end den udleverede ration og var derfor så godt som afskåret fra at gøre indkøb hos befolkningen for at supplere kosten ad denne vej.

Nu kan man spørge, hvorfor ledelsen holdt hånden over disse tropper? Det var ganske bestemt ikke for deres blå øjnes skyld, men simpelt hen en tvingende nødvendighed. Russerne angreb så godt som altid uden nævneværdig artilleriforberedelse, men altid med et vældigt opbud af mandskab.Som før nævnt har vi talt op t i l 16 skyttelinier efter hinanden.

Det var jo en håbløs gerning, når blot MG-erne var i orden og  udhvilede mænd lå bag dem.

Den tyske front var ofte meget tyndt bemandet. Et bataljonsafsnit var tit så stort, at man var nødt til at holde MG-erne intakte, ellers ville russerne med det store opbud af soldater have haft alt for let spil.

I de ni måneder, jeg var på østfronten, skete det kun én gang, at russerne nåede ind i vor skyttegrav, og da infanteriet trak sig tilbage til reservegraven, blev russerne prompte kastet ud igen af MG-folkene, der brugte deres håndgranater.

Det var lidt flovt for infanteriet, og de måtte høre meget for det bagefter.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

18. juni 1916. »Jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Frækhed belønnes”

Endelig var vi færdige med at bygge den famøse skyttegrav. Den havde kostet os mange sårede, men heldigvis kun få døde. Der begyndte at gå rygter om, at divisionen skulle til Frankrig. De viste sig dog at være forhastede. 

Derimod skete der noget, som fik stor betydning for mig. En dag blev det bekendtgjort, at maskingeværafdelingen skulle bruge nogle folk, og at de, der var uddannede som mekanikere, kunne melde sig. 

På dette tidspunkt havde jeg været ca. to måneder i felten, og jeg havde ærlig talt fået »næsen fuld« af infanteriet. Jeg mente at have fundet en udvej, så en overflytning til MG-afdelingen kunne lykkes. Nu var øjeblikket der, og jeg var klar til at gøre et forsøg.

Altså meldte jeg mig til Kommandofeldweblen og anmodede om at blive overflyttet. Det første, han sagde, var selvfølgelig, at jeg var landmand og ikke mekaniker. Jeg var forberedt herpå og svarede, at vel stod der landmand i papirerne, men jeg havde stået to år i lære som mekaniker og var derefter gået tilbage til landbruget. Han bed på krogen og gav tilladelse til , at jeg forsøgsvis kunne melde mig. 

Jeg var klar over, at jeg i nogen grad var på gyngende grund, og det var med blandede følelser, jeg meldte mig hos Feldweblen ved MG-afdelingen. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. 

Atter var heldet med mig. Feldweblen sad og bladede i mine papirer, og jeg var forberedt på, at jeg igen skulle benytte min nødløgn om min mekanikerlærdom; men det blev slet ikke nødvendigt. Da han endelig var færdig med eftersynet, så han op på mig, og til min store forbavselse tiltalte han mig med »du«.

»Du er prøjser,« ser jeg, »og fra Haderslev amt. Ligger det ikke oppe ved den danske grænse? – Kan du også tale dansk?« Begge spørgsmål måtte jeg besvare med et ja. »Tja,« fortsatte Feldweblen, »jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.« 

Jeg forstod, at denne »kærlighedserklæring« til Prøjsen var ironisk ment, og at det ikke ligefrem var en anbefaling at være prøjser. Jeg begyndte at fatte sympati for manden, der syntes at være i besiddelse af en vis historisk viden. Feldweblen fortsatte: »Du er landmand og ikke mekaniker, ser jeg, men det gør ikke noget. Den smule mekanik, der skal til, lærer du sagtens, hvis du da ikke er alt for fummelfingret, og det ser du ikke ud til.

Gå udenfor og vent til kompagnichefen vågner, han sover til middag, så kan du melde dig til ham, når han engang gider stå op. Og én ting ti , tag dig det ikke nær, hvis han galer lidt op, fordi du ikke er mekaniker, den sag skal jeg nok klare. I øvrigt går han under navnet »Sternigel«, (det var navnet på en tysk rovmorder), men det skal du ikke bryde dig om, manden er bedre end sit rygte.« 

Jeg hilste og forsvandt ud af døren for at vente på »Sternigel«, fandt mig en skyggefuld plads og gjorde mig det behageligt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)