Tag-arkiv: kulde

21. december 1917. H.C Brodersen oplever en kold tur gennem Alperne og bliver “Entlaust” i Rosenheim.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  blev  en  langvarig  og  kold  Tur  gennem  Alpernes  Sne. Paa  flere  Stationer  blev  der  gjort  Holdt, der  varede  uendelig længe.  Med  2-3  Vogne  ad  Gangen  arbejdede  Lokomotivet sig  op  ad  Bjergene,  hvor  det  saa  ved  en  Station  lod  Vognene staa  og  kørte  tilbage  for  at  hente  de  andre.

Meterhøjt  laa Sneen  i Alperne, og  det  var  en  skærende  Modsætning  til Opholdet  i Cordenonc,  hvor  Temperaturen  tillod,  at  vi gik  i bare Ben.  Her  i  Rosenheim  bliver  vi  „Entlaust”  og  det  efter  de allernyeste  Principper  paa  det  Omraade. 

Samtlige  behaarede Steder  har  været  under  Behandling  af  de  elektriske  Klippe­maskiner,  og  da  vi  gensidig  betjente  hinanden,  blev  der  sørget  for,  at  ingen  slap  udenom.

Et  varmt  Bad  har  udøvet  den tilsigtede  Virkning,  og  enhver  har  faaet  udleveret  en  Klat graa  Salve  til Indsmøring  paa  de  Steder,  hvor  der  endnu  kan tænkes  at  sidde  et  Luseæg. 

Medens  vi driver  Tiden  hen  med Kortspil,  bliver vort  Tøj  behandlet  i de  dertil indrettede  store Kedler,  som  har  et  saa  højt  atmosfærisk  Tryk,  at  et  fortsat Liv  for  Lusene  og  deres  Yngel  er  ganske  udelukket.  Det vil  vist  vare  flere  Timer  siges  der,  og  vi  skal  ogsaa  have  noget  at  spise,  saa  det  bliver  vist  ikke  før  i  Morgen  tidlig,  vi kommer  herfra.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

20. januar 1917. Maskingeværernes kølevand frøs til is – vinter i Galicien

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Galicien har jo fastlandsklima, så kulden, der ofte var mere end -30 grader, mærkedes ikke så slemt, som man skulle tro, da der næsten altid var stille vejr.

Men kulden var snigende, og man skulle passe på, at den ikke narrede én.

En dag gik v i to mand for at hente mad ved feltkøkkenet. Min makker var udrustet med en temmelig stor næse i et markeret ansigt. Da jeg kom til at kaste et blik på dette monumentale fremspring, opdagede jeg, at det var helt hvidt, et sikkert tegn på, at næsen var ved at forfryse.

Manden havde ikke selv mærket, at der var noget galt; men da han rørte ved næsen, var den fuldstændig følelsesløs. Vi fik travlt med at gnide den med sne, og det lykkedes ret hurtigt at få blodomløbet i gang igen, så Weil – sådan hed manden – kunne redde sin ansigtspryd.

Som sagt var der næsten altid stille vejr, men det kunne hænde, at det blev snestorm, og så var det mere end uhyggeligt. Lå man ude i skyttegraven, kunne det endda gå an. Vi havde næsten altid gode og varme tilholdsrum, men jeg har to gange været på march i et sådant vejr, og det glemmer jeg aldrig.

Man fik et lille begreb om, hvad udtrykket »sibirisk vinter« vil sige, og hvad Napoleons soldater må have døjet i Rusland under  tilbagetoget i 1812.

Et held var det, at de store kuldegrader udelukkede større krigshandlinger. Det hele indskrænkede sig til lidt  patruljevirksomhed.

Til trods for at vagternes længde var nedsat til én time, og at vagtposterne var iført fåreskindspelse og filtstøvler, frøs man med anstand. Ikke et minut kunne man stå roligt. Man måtte hele tiden være i bevægelse. Dertil kom, at MG-erne, der var vandkølede, næsten ikke var til at holde optøede til trods for, at kølevæsken om vinteren bestod af ½ vand og ½ glycerin.

Når kulden var rigtig slem, måtte man i løbet af en time flere gange ind i opholdsrummet med geværet for at holde det over ovnen et par minutter. Man løb en vis risiko hermed, for helt sikker på russerne kunne man aldrig være; men et frossent gevær var jo ubrugeligt, og forpostkæden var dog også forude. –

Vinteren var som sagt slem, men om efteråret havde det regnet noget så frygteligt, og jeg ved næsten ikke, hvad der var mest ubehageligt, kulden eller regnen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)