6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *