26. august 1916. Russerne havde fået næsen brændt eftertrykkeligt.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Det ventede angreb fra russerne udeblev ikke.

For en gangs skyld indledte de med den største kanonade, jeg har oplevet på østfronten. De skød vore pigtrådsspærringer i smadder, og vi var klare over, at hvis v i ikke var endda meget rappe på tæerne, ville de rende os over ende.

De var kun ca. 100 meter fra os. Det lykkedes imidlertid ikke for dem, kun ganske enkelte kom ind i vor skyttegrav og blev omgående afvæbnet.

MG-afdelingen beviste endnu engang sin kunnen. Det »Huræ«, som russerne råbte, da de stormede frem, blev for mange, alt for mange det sidste ord i denne verden.

Jeg skal ikke komme nærmere i n d på denne affære. Den var frygtelig. Vore tab var også store, men ikke en brøkdel af russernes.

Angrebet blev ikke fornyet, det havde vi ellers ventet. Russerne må tilsyneladende have fået næsen brændt så eftertrykkeligt, at de havde tabt lysten.

Kort tid efter blev v i afløst af østrigerne og trukket tilbage til andre opgaver.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *