Tag-arkiv: gravsted

Feriefotos fra fronten efterlyses

Kort efter indlægget om Den sønderjydske Kirkegård i Braine, som blev bragt den 15. juni 2018,  fik Sønderborg Slot tilsendt fotos fra en gravplads i Ukraine, hvor en Hans Ebsen fra Infanterie-Regiment 49 er begravet.
Der foreligger pt. kun oplysninger om Hans Ebsen fra “Verlustlisten” og det var derfor en værdifuld tilføjelse til hans oplysninger, at han er begravet i Ukraine.

Udsnit af gravplads, 25 km nord for Lviv, Ukraine – her er blandt andet Hans Ebsen, der faldt 1915, begravet.
Fotograferet juni 2018. Foto bringes efter aftale med fotografen.

Flere af de øvrige begravede på samme gravplads hørte ligeledes til Infanterie-Regiment 49 og Infanterie-Regiment 140.

Mange gravsteder og gravpladser (særligt på Vestfronten) vedligeholdes af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge e.V. og kan findes via Volksbunds database, men der er sjældent fotos af den enkelte grav.
Den sønderjyske Kirkegård i Braine vedligeholdes ikke af Volksbund og kan derfor ikke søges i organisationens database.

Indsend fotos af gravsten
Har du været eller skal du på ferie og har besøgt en kirkegård eller en gravplads i nærheden af 1. verdenskrigs fronter?

Hvis du har fotograferet gravsten med sønderjysk eller dansk-klingende navne, så er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot interesserede i billederne.

Send fotos af gravsteder eller gravsten via mail til Hanne Christensen på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Husk oplysninger om sted, navn og dato.

Mindetavler og mindesten på de sønderjyske kirkegård er (med ganske få undtagelser)  allerede fotograferet af frivillige for Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

24. juni 1918. En urimelig opgave: Find det rigtige lig i en massegrav!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En dag kom jeg igennem en større landsby, og da før jeg øje på nogle arrestanter, der var spærret inde nede i en kælder, der var jernstænger foran vinduerne, men vinduerne stod åben. Foran trappeopgangen stod der vagt.

Arrestanterne stod og så ud imellem jernstængerne, og jeg opdagede, at kanoner Pfeiffer var iblandt dem. Jeg spurgte ham, hvad han lavede her. Han svarede, at han var ked af at slås, og han havde nægtet at kæmpe, og nu ventede han på at blive ført tilbage. Vagten afbrød os, vi måtte ikke tale sammen. Han blev sikkert sendt til en militær straffefangeafdeling.

De døde lå rundt på markerne bag hegnene, i skovene og alle vegne. Der var et begravelseskommando, der skulle tage sig af denne sag, men de kunne langt fra overkomme dette arbejde.

Så skete det jævnlig, at andre soldater blev kommanderet til at begrave døde, men de begravede som regel de døde i store fællesgrave. Men det kunne dog lade sig gøre, at de pårørende i hjemmet kunne få en død hjem på deres hjemlige kirkegård, når de betalte ca. 1.000 mark (tusind Mark) og det var muligt.

Sådan kom der besked om, at en skulle sendes hjem, som lå i en fællesgrav ved den by x (i nærheden af Fismes), hvor vi stod i stilling. Det var en fændrik fra et infanteriregiment, men da vi lå på stedet, skulle vi se at få fat i ham. Jeg fik et kommando på 4 mand og en zinkkiste samt en flaske cognac, og nu skulle vi hen og grave rundt i fællesgraven for at få fat i fændrikken. Et ganske umenneskeligt arbejde.

Feldveblen sagde til os, ”Se nu at få fat i een!!!!”. Her må man betænke, at de døde lå adskillige dage inden de blev begravet, det var i den varme sommertid, så de var delvis opløst inden de kom i jorden, og så tilmed i en fællesgrav.

Vi kom hen til graven, hvor der lå mange “faldne krigere” – jeg husker ikke hvor mange, der lå der. 

Vi kastede jorden til side og kom ned til det første lag – det var frygteligt – identitetsmærket havde de i en snor, der hang omkring halsen, eller også fastgjort ved selen i venstre side. Men det var ikke til at begynde at søge efter den, vi tog en slurk af flasken, og så udbrød Bernhard Køp: ”Her er han”. ”Er han dér?” “javel”.

Han kom i kisten og blev sendt til Tyskland. Da vi kom hen til Feldvebelen, spurgte han, om vi havde faet fat i en, så var det godt.

Som regel fik de vel den, det skulle være, men under slige forhold ville det være et urimeligt forlangende at få den rette.

Kisten blev sendt på en bagagevogn hen til jernbanestationen, og derfra blev den sendt til Tyskland.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.