Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.
En dag kom jeg igennem en større landsby, og da før jeg øje på nogle arrestanter, der var spærret inde nede i en kælder, der var jernstænger foran vinduerne, men vinduerne stod åben. Foran trappeopgangen stod der vagt.
Arrestanterne stod og så ud imellem jernstængerne, og jeg opdagede, at kanoner Pfeiffer var iblandt dem. Jeg spurgte ham, hvad han lavede her. Han svarede, at han var ked af at slås, og han havde nægtet at kæmpe, og nu ventede han på at blive ført tilbage. Vagten afbrød os, vi måtte ikke tale sammen. Han blev sikkert sendt til en militær straffefangeafdeling.
De døde lå rundt på markerne bag hegnene, i skovene og alle vegne. Der var et begravelseskommando, der skulle tage sig af denne sag, men de kunne langt fra overkomme dette arbejde.
Så skete det jævnlig, at andre soldater blev kommanderet til at begrave døde, men de begravede som regel de døde i store fællesgrave. Men det kunne dog lade sig gøre, at de pårørende i hjemmet kunne få en død hjem på deres hjemlige kirkegård, når de betalte ca. 1.000 mark (tusind Mark) og det var muligt.
Sådan kom der besked om, at en skulle sendes hjem, som lå i en fællesgrav ved den by x (i nærheden af Fismes), hvor vi stod i stilling. Det var en fændrik fra et infanteriregiment, men da vi lå på stedet, skulle vi se at få fat i ham. Jeg fik et kommando på 4 mand og en zinkkiste samt en flaske cognac, og nu skulle vi hen og grave rundt i fællesgraven for at få fat i fændrikken. Et ganske umenneskeligt arbejde.
Feldveblen sagde til os, ”Se nu at få fat i een!!!!”. Her må man betænke, at de døde lå adskillige dage inden de blev begravet, det var i den varme sommertid, så de var delvis opløst inden de kom i jorden, og så tilmed i en fællesgrav.
Vi kom hen til graven, hvor der lå mange “faldne krigere” – jeg husker ikke hvor mange, der lå der.
Vi kastede jorden til side og kom ned til det første lag – det var frygteligt – identitetsmærket havde de i en snor, der hang omkring halsen, eller også fastgjort ved selen i venstre side. Men det var ikke til at begynde at søge efter den, vi tog en slurk af flasken, og så udbrød Bernhard Køp: ”Her er han”. ”Er han dér?” “javel”.
Han kom i kisten og blev sendt til Tyskland. Da vi kom hen til Feldvebelen, spurgte han, om vi havde faet fat i en, så var det godt.
Som regel fik de vel den, det skulle være, men under slige forhold ville det være et urimeligt forlangende at få den rette.
Kisten blev sendt på en bagagevogn hen til jernbanestationen, og derfra blev den sendt til Tyskland.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
