Tag-arkiv: Rusland

16. maj 1918 – Jens Iversen: “Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

16. december 1917 – Milert Schulz: “An der Front auch alles ruhig”

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16.12.17.

Meine Lieben!

Gestern Abend 2 Pakete mit Freuden Dankend erhalten. Eins war mit Pfefferkuchen u. Keks u. das Andere mit Butter u. Wurst u. ein grosser Kecks. Habe mich auch auch schon lange auf den Kuchen u. die Wurst gefreut. Habe schon die Hälfte davon aufgegessen. Ja solange man noch sowas zu essen hat leidet man ja keine Not. Dem Herrn sei dank für alles Gute und dass wir noch kein Hunger leiden brauchen. Unsere Verpflegung hier draussen ist ja auch och immer recht gut. Aber so wie zu Hause ist es ja natürlich nicht.

Wie ich Euch ja schon geschrieben habe liegen wir immernoch in Stellung. Wir können aber unsern Apparat nicht aufbauen da es hier verboten ist zu Telephonieren, weil der Franzman Ablausch Apparate aufgebaut hat und so kann er alles hören was wir sprechen. Selbstredend haben wir auch solche Apparate Also liegen wir hier und tun wir garnichts. Man weis beinahe nicht wie man den Tag vertreiben soll. Wie schön hätte man solche Zeit zu Hause verbringen können. Wie Ihr Euch wohl denken könnt ärgert einem das natürlich. Aber das hilft ja doch nichts. Sonst ist ja noch alles wohl hier. An der Front auch alles ruhig.

Heute kam das Telegramm hierher dass mit Russland einen weiteren 28 tägigen Waffenstillstand beschlossen wurde. Hoffentlich kommt denn auch bald der langersehnte Friede worauf alles gespannt ist. Gott gebe es dass es doch bald endlich mal Schluss wird. Sonst wüsste ich für Diesmal nichts mehr.

Wünsche Euch nun alle ein recht fröhliches und gesegnetes Weihnachtsfest nebst vielen herzl. Grüssen von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

15. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om briternes indtagelse af Jerusalem og bolsjevikkernes greb efter magten i Rusland. Våbenhvilen på Østfronten vil tillade tyskerne at overføre knap én million mand til Vestfronten – hvordan skal Vestmagerne reagere på det? Den politiske udvikling i Rusland udvikler sig til borgerkrig og bolsjevikkerne strammer grebet om de store byer.

24. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Cambrai, hvor briterne for første gang indsætter kampvogne i stort tal. Som vi har set de seneste dage her på hjemmesiden, var der mange sønderjyder, der kom til at opleve det britiske angreb, der førte til et gennembrud og et avancement på op til 10 kilometer. De tyske pigtrådsspærringer blev ryddet af vejen af kampvognene, og det taktiske samarbejde mellem kampvogne, fly, artilleri, infanteri og endda kavaleri tydede på, at briterne endelig havde udviklet en måde at gennembryde fjendens linjer på. Men tyskerne udviklede hurtigt taktikker til at håndtere kampvognene.

På Østfronten bad bolsjevikkerne om øjeblikkelig våbenhvile på alle fronter. Vestallierede ambassadepersonale flygter med jernbanen mod øst. I Frankrig erklærede den nye premierminister Clemenceau, at han kun havde én politik: At føre krig og intet andet! Til gengæld oplevede USA vanskeligheder både med at bringe tropper til Europa og at forsyne dem! Også i Palæstina rykkede briterne frem. Men på den osmanniske side kommanderede Erich von Falkenheyn , og han havde ikke i sinde at opgive Jerusalem uden kamp. Også i Mesopotamien (Irak) rykker briterne frem. Osmannerne planlægger deportationer af jøder i Palæstina i samme stil som armenierne. I Østafrika overgiver en tysk styrke på 1.000 mand sig til briterne – blandt dem Nis Kock fra Sønderborg, som vi har set tidligere på ugen.

19. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

3. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de canadiske troppers angreb ved Passchendaele, hvor tyskerne forbitret forsvarer sig og tilføjer dem store tab; på den italienske front et tyskerne brudt igennem og rykker hastigt ind i Norditalien og erobrer Undine. I Palæstina opnår britiske tropper et gennembrud ved Bersheeba, da australsk og new zealandsk rytteri sættes ind. Forinden var de osmanniske styrker blevet narret med udspekuleret misinformation. Men i Rusland står revolutionen kort før sit udbrud, da Lenin vender hjem fra sit eksil i Finland. I et forsøg på at styrke den russiske vilje til at kæmpe videre, udsteder Balfour en deklaration, der lover jøderne – herunder det store jødiske mindretal i Rusland – et hjemland i Palæstina. Og på vestfronten indsættes amerikanske tropper den 2. november for første gang, almindelige amerikanske soldater blev indsat ved fronten i kamp.

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

16. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forsøget på militærkup i Rusland (Kornilov-affæren) og urolighederne, der skulle føre til revolutionen, da mange af de tropper, der slå oprøret ned, slutter sig til det. Også i den britiske hær er der enkelte småskærmydsler, vendt mod officererne og krigen. Ved Verdun slutter det andet slag her med fransk sejr. Og amerikanske tropper træner for at blive klar til frontindsats. Det var også i denne uge, at det 11. slag ved Isonzo på den italienske front sluttede. Og også i den italienske hær begynder krigstrætheden blandt tropperne at blive larmende. Svaret er: drakoniske straffe!

2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.

24. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Kerenskij-offensiven, der mister momentum – og så går tyskerne til modangreb. Det handler også om alvorlige uroligheder på hjemmefronten i Petrograd, hvor bolsjevikkerne gør sig bemærket. I den tyske rigsdag plæderes der for en fred uden anneksioner – men det afviser den nye rigskansler Michaelis. Det handler også om de fortsatte britiske forberedelser til offensiven ved Ypres. Og på Korfu lægges der planer om at grundlægge et helt nyt land på Balkan, når krigen er forbi: Jugoslavien!

6. juli 1917 – N.A. Jensen: Årsdagen for Jan Hus død

Den danske præst N.A. Jensen virkede under verdenskrigen som præst for de sønderjyske krigsfanger, fra 1915 i fangelejren ved Aurillac i Frankrig og så fra foråret 1917 ved Jurjef Polski i Rusland. I bogen “Ventetider” beskrev han sin gerning og livet i Frankrig og Rusland.

Som før nævnt er lejren her egentlig slavisk; her ligger et halvt hundrede bøhmiske og sydslaviske reserveofficerer foruden en hel del menige. Den 6. juli 17, 502-årsdagen for Jan Hus’ død, holdt de bøhmiske officerer en meget smuk mindefest for ham. En havde modelleret hans buste, to holdt begejstrede taler for ham som Bøhmens nationalhelt. At de var katoliker og han reformator, skilte ikke; det nationale overskyggede det religiøse. Tjekkiske og russiske sange blev sungne, og begejstrede leveråb lød for et sejrende Rusland og et frit Bøhmen. Officererne havde vist min ringhed den ufortjente ære at bede mig med til festen, foruden at vor kommandant, en russisk general, var æresgæst. I sommerens løb voksede Russer-stemningen stærkt blandt disse, og de ansøgte om at komme enten til den russiske eller franske front.

(N.A. Jensen: Ventetider, 1926, s. 168)

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

29. juni 1917. Unge kvinder på jagt efter sønderjyder i Rusland

Den danske statsborger, Ebba Trampe Westergaard, forsøgte under krigen i Rusland at finde dansksindede sønderjyder.

Hvert Menneske har sin “Hobby”. Det vil sige noget, han eller hun samler paa. Og i Aarene 1914-18 samlede jeg paa Sønderjyder.

I Aaret 1915 gik det mig som en af mine Fætre. Han samlede paa smaa, blegrøde Elefanter. Naar han havde een til foruden den, han tænkte paa, saa havde han to. Min Tanke var denne: der er danske Sønderjyder med i Krigen. Nogle af dem vil blive fanget af Russerne. De maa og skal hjælpes.

Der havde i 1915 været et stort Slag uden for Riga. En Ven havde af de russiske Soldater købt nogle Hjælme og Bælter, som de havde fundet paa Slagmarken. Af denne Ven fik jeg en Hjælm. Der stod et Navn paa den, som fik mig til at ryste af Graad. Der stod Christian Dahl!

Jeg anede ikke, hvem Christian Dahl var, men jeg var sikker paa, at han var Dansker – sønderjydsk Krigsdeltager. Og tænk, om det var lykkedes mig at hjælpe ham, før en russisk Kugle endte hans Liv.

I 1917 var jeg paa Besøg i det indre Rusland. Midt ude i et Landskab, der bestod af Sumpe og Enge, løb Moskvafloden. Den har høje, hvide Klitter paa begge Sider, og højt oppe i en saadan Klit laa en lille By, der hed Kunzewo. I en Bjælkehytte boede en dansk Familie, og naar Familien om Dagen var borte, havde en dejlig, stor, tyk, lettisk Pige, Anna, og jeg Huset for os selv. Man kunde se milevidt omkring. Og ude i det fjerne, – to danske Mil ude i Horizonten stak tre traadløse Telegrafmaster op. Anna forklarede mig, at derovre var der en Krigsfangelejr for Fanger af ikke-tysk Oprindelse.

Jeg blev fuldkommen vild. Kunde det tænkes, at der var Sønderjyder?

Det anede Anna intet om. Lejren var omgivet af Pigtraad og Palisader. Der var den strengeste Straf for at forsøge at trænge derind. Man maatte ikke engang tænke derpaa.

Men Tanker er toldfri, og Dagen derpaa – en hed, lummer Midsommerdag 1917 – havde jeg overtalt Anna til at gaa med til en af mit Livs mange og utalte Dumheder. Vi vilde forsøge at naa Lejren, hvortil der hverken førte Vej eller Sti, forsøge at komme derind ved Bestikkelser og saa finde ud af, om der var Sønderjyder og saa hjælpe dem til Flugt.

Ung, dum og naiv var man jo, og at Vorherre vilde være med os i saadan et glimrende udtænkt Foretagende, det var jo klart – – som Blæk. Saa stak vi af. Vi gik langs Floden, der i Zigzag snoede sig gennem Tundraen. Vi havde kun en løs Kjole paa, der kunde gaa for Badedragt paa samme Tid, en lille vandtæt Taske, Lærredssko og ellers intet.

Jævnligt maatte vi svømme over Floden. Den var lav, saa det var ingen Sportspræstation. Jeg havde Tasken i Munden og Skoene bundet paa Ryggen, naar det stod paa. Kjolen var skiftevis af og paa. Den tørrede jo let i den bagende Sol.

Anna var en “Knag”. Jeg havde i tre Dage sat hende ind i den sønderjydske Sag. Hun var Fyr og Flamme og svømmede bedre end nogen Klipfisk i dens Ungdom.

Denne endeløse Mose, hvor vi ofte maatte springe fra Tue til Tue og ofte sank i dybt Mudder, var jo ingen Forlystelsesanstalt. De eneste levende Væsener, vi mødte, var Faarehyrder, som vogtede deres Faareflokke. De saa forbavset paa os to Kvinder, der efterhaanden saa ud, som Agnete fremstilles, efter at hun har været i Havmandens Bo: med vaadt Haar, bare Ben, Tøjet laset og Sved og Vand drivende over Hals og Arme.

En gammel Hyrde, som havde set os komme op af Floden efter en Svømmetur, saa med Bekymring, at nu gik vi lige ud i Floden igen.

“Astaroschna, Barinja, astaroschna,” raabte han advarende. (“Vær forsigtig, Frue, det er farligt.”) Der er stærk Strøm, tilføjede han. Men intet kan holde to raske, danske Piger tilbage. Og er det een dansk og een lettisk, saa er det aabenbart en hel Gruppe, der ikke er bange for noget. Saa vi plumpede gladeligt ud i Floden igen med Skoene i Munden.

Snørebaand smager ikke godt. Det kan jeg bevidne, og Anna med. Men “Nitschewo” (ligemeget)! Vi gik paa med krum Hals.

Nu nærmede vi os Maalet. Der foran os laa Fangelejren. To lange Barakker og en Del Tilbygninger, Plæner foran. To Hold Barrikader med Skildvagter, og Plæner mellem Barrikaderne. Det saa ikke netop haabefuldt ud. Der stod vi, vaade, fæle at skue, lasede og Haaret i Tjavser, og jeg, der skulde føre an, havde et russisk Ordforraad, der ligesom var gledet ud i Floden ved Svømmeturene.

Jeg foldede Hænderne, saa op mod den dejlige, blaa Himmel. Saa gik vi lige hen til to Skildvagter, der vogtede den yderste Indgang. Jeg lod tre Rubler glide ned i Hænderne paa hver af dem. Saa sagde jeg bønligt: “Moschna!” (Maa jeg?) Rublerne gled i Lommerne, og de to Soldater saa den anden Vej. Vi gled ind. Ved næste Palisaderække gik det lige saadan.

Seks Rubler skiftede Ejer, og et bønligt “Moschna” lod de Herrer Vogtere se den anden Vej. Nu stod vi paa en stor Plæne, og der laa de to Barakker. Vi løb som for Livet op til de Huse, hvor der var tyske Krigsfanger, Tyskere fra fremmede Nationer, Tyskere, som ikke vilde være Tyskere!

Men hvem var de? Det var spændende.

Vi kunde blive paagrebne hvert Minut, derfor var hvert Minut saa kostbart. Vi løb ind i Barakken. I en stor Sal sad 4-500 Mand ved et langt Bord og spillede Terninger eller Kort eller lavede lidt Husflid. Alle var sorthaarede og med mørk Hud.

Jeg raabte af mine Lungers fulde Kraft: “Er her danske Slesvigere?” De stirrede paa os i den dybeste Forbavselse. Siden 1914 havde de ikke set en Kvinde. Ingen forstod mig. “Ist hier jemand aus Schleswiz-Holstein.” raabte Jeg.

Komplet Tavshed.

“Jest Iji wi Ujemzi illi nylt?” Er I Tyskere eller ej, raabte jeg paa Russisk.

Endelig fik een Soldat Talens Brug og svarede: “Ujet, mui Maguiari! (Nej, vi er Magiarer!)

Jeg kunde være sunket om i Fortvivlelse. Men jeg følte, at jeg havde en Opgave, trods alt.

Nu strømmede Spørgsmaalene fra dem alle. De stormede formelig ned mod os. Hvem er I? Hvad vil I? Hvordan gaar Krigen? Vi blev fangne allerede 1914 Vi har i tre Aar ikke set eller hørt nyt. Heller ingen Kvinder.

Er det sandt, at Verden er ved at blive anarkistisk? Hvad ved De om Ungarn? Om Østrig?

Aa, fortæl! Hvem sejrer!

Saa sprang jeg op og raabte: Alle taber, fordi alle slaas, hader og forfølger. Enhver, der tror paa Kristus vil altid sejre! Tror og elsker!!

Et kort, fattigt, elendigt Vidnesbyrd paa daarligt Russisk, men jeg vidste, at de første Ord fra den første Kvinde efter tre Aars Forløb vilde gøre et dybt Indtryk paa disse Mænd.

“Kto tam jest?”

Hvem er der, tordnede en Mandsstemme!

To russiske Officerer sprang formelig ind i Salen og gik lige løs paa os.

Hvordan kom I ind, bestak I Vagterne”, skreg de.

VI forsikrede, at vi da sandelig ikke havde Penge af Betydning. Vi havde klatret over Palisaderne.

Vore iturevne Klæder kunde ogsaa godt se ud til at have taget nogle alvorlige Klatreture.

“Er I Tyskere”, skreg Officererne.

“Tyskere!” Jeg lavede en fornærmet Trutmund. Næ, maatte vi nu bare være her. Nej, vi var Danskere.

“Ja, I maa ud”, raabte Officererne. I det Minut, der var (98) gaaet mellem mit Vidnesbyrd og Officerernes Ankomst, var det lykkedes mig at faa fat i mine Penge og uddele alt, hvad jeg havde, til Fangerne, der var dybt taknemmelige og grebne.

Saa blev vi jaget ud af Lejren, og Turen gik igen over Tuer og Mudderhuller, gennem Floden og langs dens Bred. Tavse, dødtrætte og skuffede, udmattede til det yderste, naaede vi Klithuset i Kunzewo.

DSK-årbøger 1947

Hvem er disse 5 alsinger?

Senest ændret den 17. januar 2023 14:16

5 fra Als og en russer.

Fra min morfars samling af billeder fra sin tid som krigsfange i Rusland er dette billede af 5 fra Als og en russer. Er der nogen der kan hjælpe med at identificere disse alsinger?

Jeg ved desværre ingenting om billedet. Hvornår og hvor det er taget.

Vi er stadig på jagt efter billeder og breve mv. fra sønderjyder i russisk krigsfangenskab – Link til efterlysning.

Iøvrigt også efter billeder, breve og beretninger for alle sønderjyder der var med i verdenskrigen.

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

23. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om britisk fremrykning i Mesopotamien og på Vestfronten, fransk fremrykning i Makedonien – og om den nye regering i Rusland, der fortsat er med i krigen – men hvor længe? Det handler også om utilfredshed blandt britiske arbejdere – og om den nye østrig-ungarske kejser, Karl, der indleder forhandlinger om separatfred med vestmagterne. Tyske ubåde fortsætter med at sænke amerikanske skibe – og krigserklæringen lurer i den nærmeste fremtid.

21. marts 1917 – Jens Iversen: “Mænd og Kvinder i Fangedragt”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Onsdag den 21. marts 1917
I Eftermiddags undervejs til Siedels kom jeg i Nærheden af “Tyrma” dvs. Fængslet, uforvarende ind i en ophidset Menneskehob. Fangevagten havde egen Haand aabnet Fængselsportene og løsladt ikke alene de politiske Fanger, men ogsaa de kriminelle Forbrydere. Man var ikke lidt foruroliget ved at Mænd og Kvinder i Fangedragt løbe ned ad Gaden og ud i Friheden.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

19. marts 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om revolutionen i Rusland og Zarens abdikation, og britiske og indiske troppers erobring af Bagdad. Der er desuden nyt fra Makedonien, hvor østrig-ungarske og bulgarske tropper går til angreb mod oprørerne

 

17. marts 1917 – Jens Iversen: “Store Optog myldrer gennem Gaderne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Lørdag den 17. Marts 1917
Det bekræftes, at Gouvernøren er fængslet, ligeledes Garnisonskommandanten, Vojenskij Natshalnik, under hvem vi Krigsfanger sorterer, og Politichefen. Polititjenesten forrettes af de revolutionære Soldater og ældre Gymnasiaster. “Meetings” er blevet et elektriserende Ord. De afholdes hele Dagen og alle Vegne, hovedsageligt i Kremlhaven overfor Aleksander Boulevard og Aleksander Square. Man gaar grundigt til Værks. Store Optog myldrer gennem Gaderne, man hører endog Marseillæsen. De vildeste Rygter svirrer gennem Byen, og de blir troet allesammen. Fremfor alt er alle, vi med, enige om, at Freden nu er nær. Fred og Brød, siger Russerne.

Med Udskejelser hører man ikke noget om. Folk føler sig som rusket op af en døsig Dvale, man gned sig vel i Førstningen i Øjnene, som om man ikke rigtigt fæsted Lid til, at en Verden virkelig var brudt sammen. Men nu er de besatte af en forunderlig Rus, at nu, da Folket selv har overtaget Magten, hele Magten, nu vil med ét Slag alt blive godt. Der males kun sort og hvidt.

Med Begejstring modtoges Bekendtgørelsen om, at Hæren og Flaaden staar bag den provisoriske Regering og Duma´en og at Mikael Aleksandtrovitj har frasagt sig Regentskabet og Tronen, som han kun vil modtage af Folket ved almindelig, hemmelig, direkte og frie Valg. Rasputin hedder den myrdede hemmelighedsfulde sibiriske Munk, der nu er i alles Munde, og det er de utroligste Ting, man vil vide om ham og Tsarinden.

Hos Familien Chlebnikoff er, saavidt jeg kan se, Overgangen fra det gamle til det nye Regime foregaaet temmelig smertefrit. Lavrentje Aleksejevitj bærer uanfægtet sine Distinktioner, men han har nu som før lidt Tjeneste. Aleksej Lavrentjevitj viste ved Middagsbordet et Telegram, hvorefter der ogsaa var Revolution i Berlin og at Kejser Wilhelm var fængslet, men det stoler han dog ikke rigtig paa.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Jens Iversen: “… nu prydet med en rød Fane”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 16. Marts 1917
I Formiddags saa vi fra Gaardens Port store Flokke, Mænd og Kvinder, langs Admiralteiskij Satons Dige færdes ad Byen til. De fleste kom vist fra Nobels Fabrikker paa den anden Side Volga. Da jeg i Eftermiddags gik ind i Byen, var Gaderne stuvende fulde af Mennesker. De samledes paa Aleksander Square, hvor Statuen af Aleksander I., Tsarbefrieren, er rejst, nu prydet med en rød Fane.

Jeg stod paa Gadehjørnet ligeover for Indgangen til Gouvernørspalæet og kunde overse hele Sideflø[j]en. Der sagdes, at Gouvernøren havde tilbageholdt Telegrammer fra Petersborg og modsat sig Offentliggørelsen. Saa Traadte han i fuld Generalsuniform frem paa Balkonen, omgivet af nogle Officerer og civile. I en kort Tale redegjorde han for Begivenhederne i Hovedstaden og bekendte sig til den nye Regering. Han opfordrede til Ro og Orden og udbragte et Leve for Rusland, der dog kun fandt maadelig Tilslutning. Maaske havde man ventet mere, maaske mistroede man den gamle Kosakhetman og “Reaktionær”.

Pludselig banede en sig en Trop unge Infanteriofficerer [sig] Vej gennem Mængden og ind i Palæet. Jeg havde Indtryk af, at i det mindste nogle af dem var spirituspaavirket. Hen paa Aftenen fortaltes, at den gamle Mand var blevet fængslet af Officererne. Man havde slæbt ham ned paa Gaden, Pøblen havde flænget hans Distinktioner og Ordener af ham og slaaet ham blodig.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

16. marts 1917 – Flensborg Avis: Revolutionen i Rusland

Flensborg meddelte fredag den 16. marts 1917 forskelligt om den russiske revolution, der var brudt ud to dage tidligere.

Revolutionen i Rusland.
En ny Hersker.

Om Begivenhederne i den russiske Hovedstad bringer Wolffs Bureau følgende Melding efter St. Petersborg Telegrambureau, afsendt i Onsdags:

Befolkningen i St. Pedersborg, som var opbragt over den fuldstændige Uorden i Transportvæsnet og med Hensyn til Forplejningsvæsnet, har allerede i længere Tid været ophidset og murret mod Regeringen, som den gjorde ansvarlig for alle de Lidelser, den maatte bære. Regeringen, som forudsaa Urolighederne, greb til omfattende Forholdsregler til Ordenens Opretholdelse. Blandt andet foreskrev den Rigsraadets og Dumaens Opløsning. Men denne besluttede den 11. Marts ikke at efterkomme Kejserens Ukas og fortsætte Møderne. Den nedsatte straks et Eksekutiv udvalg paa 12 Medlemmer med Dumaens Præsident Rodzianko som Formand. Dette Udvalg erklærede sig som den foreløbige Regering og udsendte følgende Opraab:

„I Betragtning af den vanskelige Stilling og den indre Uorden, som man kan takke den gamle Regerings Politik for, ser Dumaens Eksekutivudvalg sig nødsaget til at tage Opretholdelsen af den offentlige Orden i sin Haand. I fuld Bevidsthed om det Ansvar, som de tagne Beslutninger giver, udtrykker Udvalget Haabet om, at Folket og Hæren vil bistaa det under den vanskelige Opgave, det er at skaffe en ny Regering, som imødekommer Folkets Ønsker og nyder dets Tillid.

Eksekutivkomiteen stillede sig paa Befolkningens Side i Hovedstaden, som befandt sig i fuldt Oprør, og Garnisonen i St. Petersborg, som er mere end 30,000 Mand stærk og forenede sig med Oprørerne, arresterede alle Ministre og kastede dem i Fængsel. I Dag, Oprørets tredje Dag, er hele Hovedstaden, hvor Ordenen hurtig vender tilbage, i Eksekutivkomiteens, Dumaens og Troppernes Magt, som understøtter denne.

Den deputerede Engelhardt, Oberst i den store Generalstab, blev af Udvalget udnævnt til Kommandant i St. Petersborg. I Aftes udsendte Udvalget Opraab til Befolkningen, Tropperne, Jernbanerne og Bankerne, i hvilke disse opfordredes til at genoptage deres daglige Virksomhed.
Den deputerede Gronski har af Udvalget faaet overdraget den foreløbige Ledelse af St. Petersborg Telegrambureau.

Dumamedlemmerne Pepelajev og Taskin har efter Ordre fra Eksekutivkomiteen begivet sig til Kronstad, hvis Garnison har stillet sig til Raadighed for Komiteen. Pepelajef er udnævnt til Kommandant i Kronstad.

„Frankfurt,er Zeitung” melder Torsdag fra Stokholm: Byforvaltningerne i Moskva, Kasan, Charkov og Odessa har erklæret deres Tilslutning til det petersborgske Velfærdsudvalg og konstitueret sig som Udvalg til Ruslands Befrielse.

Torsdag Aften melder Wolffs Bureau fra London: I Underhuset har Finansminister Bonar Law meddelt, at Tsaren har nedlagt Kronen og Storfyrst Mikael Aleksandrovitsh er bleven udraabt til Regent. (Mikael Aleksandrovitsh er Kejser Nikolajs Broder. Han er født den 4. December 1873).

„Berliner Tageblatt” for Fredag Morgen melder efter „Ekstrabladet” i København, at Ministrene Stürmer og Protopopof er blevne myrdede af Folket.

Det samme berlinske Blad melder fra Stokholm: I Modsætning til Rygterne om, at Tsaren skulde være flygtet til den sydlige Del af Riget, meddeles, at han siden den 8. Marts har befundet sig i Sikkerhed i Hovedkvarteret. Kejserinden har hele Tiden opholdt sig i Tsarskoje Selv.
Endelig melder Wolffs Bureau Fredag Morgen fra Amsterdam:

Ifølge en hertil indløben Reuter. Melding fra St. Petersborg af 14. Marts har den engelske og den franste Statsafsending, efter at Dumaens Eksekutionsudvalg havde konstitueret sig, indledet Forhandlinger med dette. Rodzianko har paa Dumaens Militærkomites Vegne rettet et Opraab til Marine- og Armskommandanterne paa alle Fronter om at forblive rolige, men at fortsætte Kampenmod Fjenden. Ligeledes er der rettet Opraab til Arbejderne om at opretholde Ordenen og genoptage Arbejdet, for at Kampen kan føres videre.

Halvanden Time efter Revolutionens Udbrud i St. Petersborg sluttede Moskva sig til den. Militærkommandanten samt Tusinder af Gendarmer og Polinbetjente blev arresterede, de politiske Fanger løsladte, og der konstituerede sig en Militærkomité til Ordenens Opretheldelse med militær Hjælp. Nishni Novgorod og Charkov har ligeledes sluttet sig til Revolutionen.

12. januar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om uroligheder i Rusland, ententens svar på amerikanske fredsinitiativer, Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig fra 1. februar 1917. Neidell anfører, at når Tyskland tøvede så længe, hang det sammen med tysk frygt for en invasion fra Danmark, så længe Tyskland var så tyndt forsvaret på nordflanken pga. kampene i Rumænien, der imidlertid var ved at være nedkæmpet nu. Det handler også om tyske problemer med moralen på Vestfronten og om Rusland efter mordet på Rasputin.

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

Senest ændret den 19. juni 2017 8:34

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.

28. juli 1916: Overblik over kampene på Østfronten i juni og juli – Brusilov-offensiven fortsætter

Senest ændret den 12. september 2016 15:56

Den 4. juni 1916 indledte fire russiske arméer under general Brusilovs kommando en offensiv på Østfrontens sydlige del. Veludførte russiske angreb ved byen Lutsk og i området mellem byerne Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivitsi i det nuværende Ukraine) overløb hurtigt de østrig-ungarske stillinger. I de følgende otte dage fortsatte de russiske styrker fremmarchen, og langs en 80 km lang frontlinje skubbede russerne østrig-ungarerne ca. 45 km tilbage. I midten af juni havde den russiske offensiv fremgang langs hele den sydlige del af Østfronten, og byerne Lemberg (Lviv) og Kovel var truet.

Østrig-ungarerne led store tab: Fra den 4. til den 12. juni tog russerne knap 3.000 østrig-ungarske officerer og 190.000 menige soldater til fange samt erobrede ca. 500 kanoner og 645 maskingeværer. Kampene kostede også mange russiske tab, men værre var det imidlertid, at Brusilovs offensiv ikke modtog den støtte, den havde brug for på Østfrontens nordlige del. Her undlod de russiske generaler Evert og Kuropatkin at udføre helhjertede angreb på de tyske stillinger, hvilket ellers skulle have forhindret tyskerne i at komme østrig-ungarerne til undsætning og samtidigt gjort det muligt for Brusilov at omgruppere sine styrker efter de indledende angreb. Efter ca. to uger mistede Brusilovs angreb således momentum, men det offensive initiativ var endnu ikke tabt for russerne.

Østrig-Ungarn må bede om tysk hjælp

I midten af juni 1916 så det ud til, at den russiske offensiv muligvis ville føre til et afgørende gennembrud på Østfronten. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, som ikke havde formået at indse styrken af det russiske angreb på Brusilov-offensivens første dag, havde dog allerede den 8. juni måtte henvende sig til den tyske generalstab i Berlin og bede om hjælp. Hvis ikke den tyske generalstabschef, Eric von Falkenhayn, sendte tyske troppe, som kunne stabilisere den østrig-ungarske del af Østfronten, så risikerede man ifølge Conrad ”afgørelsen på Verdenskrigen”. Modvilligt sendte Falkenhayn fire tyske divisioner fra Vestfronten og yderligere fem divisioner fra den tyske østfrontskommandos reserver. Selv sendte Conrad fire østrig-ungarske divisioner fra den italienske front.

Til sammen skulle de tysk-østrigske forstærkninger forhindre russerne i sammenstyrte den østrig-ungarske frontlinje og erobre bjergkæden Karpaterne. Prisen for den tyske støtte blev til gengæld den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Allerede fra den 12. juni var den østrig-ungarske hær i praksis under tysk overkommando, og der blev fra slutningen af juli indledt forhandlinger om en formel overdragelse af kommandoen for hele Østfronten til den tyske general Hindenburg.

Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn.
Den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf (t.v.), og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn (t.h.). Efter endnu en østrig-ungarsk krise på Østfronten, hvor Conrad måtte bede om hjælp i Berlin, blev Østrig-Ungarn presset til at overlade den militære ledelse på fronten til tyskerne. Fotos fra Wikimedia Commons.
Fornyede kampe

Den 2. juli genoptog russerne offensiven. Denne gang blev angrebet indledt mod tyske stillinger på Østfrontens nordlige del. Den russiske 10. armé blev af general Evert beordret til at angribe på et frontafsnit nær byen Baranovichi (i det nuværende Hviderusland) med støtte fra over 1.000 russiske kanoner. Efter en uges kampe måtte Evert dog erkende, at angrebet havde slået fejl. Russerne havde mistet ca. 80.000 mand og tilsvarende kun formået at påføre tyskerne et tab på ca. 16.000. Angrebet formåede ikke at tiltrække tyske styrker fra den sydlige del af Østfronten og forhindrede heller ikke tyskerne i at sende yderligere reserver til støtte for østrig-ungarerne. Endnu et russisk angreb på tyskerne i området nær Riga slog også fejl den 5. juni. Angrebet, beordret af general Kuropatkin, var kun kortvarigt og blevet slået tilbage allerede samme dag.

Ingenmandsland på østfronten
Fotografi af ingenmandsland et ukendt sted på Østfronten. Selv stærke østrig-ungarske stillinger måtte give efter under Brusilov-offensiven.

Det var således igen uden støtte mod nord, at Brusilov genoptog den russiske offensiv i starten af juli. Alligevel havde det fornyede angreb fremgang, og i den første uge tog Brusilovs styrker yderligere 40.000 krigsfanger. De russiske tab var dog ligeledes betydelige – næsten en halv million mand, heraf 60.000 døde, 370.000 sårede og 60.000 savnede. Derfor syntes den russiske offensiv fra centralmagternes perspektiv også at have mistet momentum igen allerede den 9. juli: Den nordlige del af fronten anså tyskerne ikke længere for truet, og selvom centralmagterne var blevet skubbet tilbage den på sydlige del af fronten og mistet positioner langs Styr-floden, så var der allerede anlagt nye defensive stillinger, som man fra tysk og østrig-ungarske side følte sig i stand til at holde. Både russerne og centralmagterne omgrupperede derfor nu deres tropper og gjorde klar til nye kampe.

Nye russiske angreb på Østfrontens sydlige del

Den 20. juli tog russerne initiativet på ny, denne gang på den centrale del af frontafsnittet, med angreb retning af byen Kovel og ved Styr-floden. Netop som disse kampe så ud til at klinge af, har Brusilov i dag, den 28. juli, endnu en gang fornyet den russiske offensiv. Kl. 04 åbnede det russiske artilleri ild langs hele den sydlige del af fronten, og i flere sektorer benyttede man sig også af gasgranater. De efterfølgende angreb har presset den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’ tilbage, og flere steder har der været opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer. Eksempelvis har 4. armé i dag mistet ca. 60 % af sin styrke, svarende til 15.000 mand – heraf 10.000 tilfangetaget.

Det samlede udfald af Brusilov-offensiven er stadig usikkert. Indtil nu har de mange russiske angreb siden juni medført en gradvis vestlig forskydning af Østfrontens sydlige del, stadig med størst fremgang ved Lutsk og allersydligst i retning mod Karpaterne. Tabene har for både russerne og østrig-ungarerne været store, og spørgsmålet er, i hvor lang tid de stridende parter på dette frontafsnit kan bevare deres sammenhængskraft?

4. juni 1916: Ny russisk offensiv – general Brusilovs tropper bryder igennem den østrig-ungarske frontlinje

Senest ændret den 28. juli 2016 16:52

Centralmagternes offensiver på Østfronten ebbede ud i efteråret 1915. Herefter stabiliserede fronten sig, men russerne var blevet trængt op til 400 km tilbage, og hele russisk Polen og store dele af Baltikum var besat af tyske eller østrig-ungarske styrker. Især den tyske offensiv ved Gorlice-Tarnow fra maj til september havde været katastrofal for den russiske hær, som i sidste ende mistede op mod 2 mio. mand (døde, sårede og tilfangetagne). Russernes evne til at udføre offensive aktioner var foreløbigt slået i stykker, og både Østrig-Ungarn og Tyskland kunne derfor allokere tropper og ressourcer til andre fronter. Dette muliggjorde bl.a. nedkæmpelsen af Serbien fra oktober til december 1915 og det store tyske angreb ved Verdun i februar 1916, mens den østrig-ungarske hær fra midten af maj kastede sig ud i en storoffensiv på den italienske front.

Brusilovs forberedelser

Den svækkede russiske hær og centralmagternes engagement på andre fronter betød, at der fra efteråret 1915 opstod en status quo på Østfronten. I februar og marts 1916 forsøgte russerne sig igen med angreb på tyske stillinger, men uden nogen succes. Til gengæld begyndte den russiske general, Aleksej Brusilov, at planlægge en ny offensiv mod den østrig-ungarske del af fronten. Brusilov, der var blandt Ruslands bedste generaler, havde vist sit værd allerede i august 1914, hvor han overtog kommandoen over den russiske 8. armé i Galizien. Han var tidligere kavaleriofficer og viste sig at være en meget opfindsom og initiativrig frontkommandør.

Offensiven blev forberedt meget omhyggeligt. Først og fremmest sørgede Brusilov for at få ført tilstrækkeligt med reservetropper frem til frontlinje, og han beordrede anlæggelsen af løbegrave frem til godt 200 meter fra østrig-ungarernes skyttegrave. Herudover fik han konstrueret dybe dækningsstillinger til beskyttelse af reserverne, hvilket alt sammen skulle medvirke til, at offensivens momentum kunne bevares efter den første angrebsbølge. Russiske fly blev desuden benyttet til at lokalisere de østrig-ungarske artilleristillinger, noget som stort set ikke var blevet praktiseret i den russiske hær hidtil. Dette gav det russiske artilleri mulighed for at sætte de østrig-ungarske kanoner ud af spillet med præcise bombardementer.

Brusilov havde også øje for, at den monotome og forudsigelige rytme med massive artilleribombardementer fulgt af fremstormende soldater ikke var tilstrækkelig, men nok så vigtigt sikrede han sig også overvægt af både mandskab og ildkraft, inden offensivens udførelse.

Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekt bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.
Foto af den russiske general Aleksej Brusilov fra 1916. Han var hovedarkitekten bag den russisk offensiv. Fra Wikimedia Commons.

Den østrig-ungarske hær havde siden efteråret 1915 opført nogle imponerende forsvarsværker igennem Bukovina-området. Styr-flodens grundvand umuliggjorde dybe skyttegrave, men i stedet var der etableret tre befæstningslinjer af jordvolde og træstammer, forstærket med cementbunkere og velpositionerede maskingeværsreder. Med andre ord forventede den østrig-ungarske hærledelse et russisk angreb, men de var godt befæstet, og de var klar til at slå det tilbage.

Et angreb ved solopgang

Ved solopgang denne morgen, den 4. juni, begav general Brusilovs arméer sig frem over en 300 km lang front fra Pinsk ved Pripet-sumpene i nord til Karparterne i syd. De naturlige barrierer i hver af frontlinjens ender skulle forhindre centralmagterne i at koncentrere deres reserver og iværksætte et modangreb. Offensivens hovedkraft blev dog sat ind omkring byen Lutsk, hvor russisk artilleri med et kort, intenst bombardement knuste de stærke østrig-ungarske stillinger. Men ikke nok med det: Artilleriild, gas- og infanteriangreb blev koordineret under angrebet, hvilket var et sjældent fænomen i den russiske hær, og reserverne blev samlet og holdt skjult ved angrebets tre vigtigste punkter, hvor de stod klar til at udnytte eventuelle gennembrud. Over for dette veludførte angreb og en russisk styrke, som var 132.000 mand i overtal, faldt det østrig-ungarske forsvar fra hinanden. Ved solnedgang havde russiske tropper overløbet alle tre østrig-ungarske forsvarslinjer og slået et stort hul på frontafsnittet.

Conrad von Hötzendorf, Østrig-Ungarns generalstabschef, var ved de første indløbne meddelelser imidlertid ikke bekymret for det, han troede var et mindre fjendtligt gennembrud på hans frontlinje. Han nægtede derfor at afbryde en igangværende galamiddag hos hærens øverstbefalende, den habsburgske ærkehertug Friedrich (– det var trods alt ærkehertugens fødselsdag). Conrad forsikrede sin stab om, at det russiske angreb ikke var noget alvorligt. Russerne ville hurtigt blive slået tilbage, og ”vi vil højest miste et par hundrede meter land”.

Realiteten var, at det lykkedes russerne at rykke næsten 10 km frem over en 30 km bred front på en enkelt dag.

14. september 1914. 176’eren Hemming Skov overnatter i Rusland.

Senest ændret den 16. juli 2016 13:44

Hemming Skov fra Københoved, Inf.-Reg 176, I. battl. fortæller:

Vi gik altså over den russiske grænse, men gik tilbage igen. Dette gentog sig i øvrigt flere gange i løbet af kort tid, og jeg tænkte hver gang: Frem og tilbage er lige langt.

Men her, den 14. september 1914, passerede vi grænsen i retning vest-øst for anden gang. Efter en march på 20 kilometer kom vi i kvarter, og for første gang sov vi en nat i det store Rusland.

Vi opdagede omgående, at her var det forskelligt fra forholdene i Østpreussen. Alting var mere primitivt og fattigt.

DSK Årbøger, 1946.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047
Erobret russisk kanon

 

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Senest ændret den 30. januar 2016 11:54

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.

11. august 1914. Russerne angriber i Østpreussen

Senest ændret den 30. januar 2016 11:12

Af Erik Ingemann Sørensen

Den første russiske Armé under ledelse af general Paul von Rennenkampf angriber de tyske styrker – den 8. tyske Armé – ved Gòra Kalwaria (det nuværende Polen).

1914-08-11 Rennenkampf

Samme dag erklærer Frankrig Østrig-Ungarn krig.

 

(+) Den 22-årige Werner Koch fra Halk sogn ved Haderslev såres under kampene ved Weichselfloden og dør.

1. august 1914. Kosakker! Patruljevirksomhed i øst.

Senest ændret den 28. januar 2016 13:16

Skærmydsler ved den tysk-russiske grænse.

Allerede få timer efter den tyske krigserklæring overskrider en mindre russisk kosakpatrulje den russisk-tyske grænse i Østprøjsen og besætter postkontoret i den lille by Klein-Zwalinnen (Cwaliny Małe, Polen). i de følgende dage krydser både tyske og russiske patruljer grænsen.