Tag-arkiv: Ultimatum

2. august 1914. Tyske tropper besætter Luxemburg. Ultimatum til Belgien.

Klokken 03 overskrider de første tyske tropper grænsen til Luxemburg i biler og på motorcykler. Det sker ved Wasserbillig.

Tyske tropper kort før indmarchen i Luxembourg
Tyske tropper kort før indmarchen i Luxembourg

Klokken 06 ruller et pansret tog med 9 waggoner ind på banegården i hovedstaden Luxembourg. Den tilstedeværende luxemburgske officer overrækker tyskerne en officiel protest. Men han får at vide, at det er de tyske soldaters opgave, at sikre jernbaneforbindelserne mod franske tropper, idet man kan forvente et snarligt fransk angreb på Luxembourg.

1914-08-02 Luxembourg

Resten af dagen fortsætter de tyske soldater med at strømme ind i landet.

Besættelsen af Luxembourg er en central del af ”Schlieffen-Planen”, der går ud på at angribe Frankrig via Belgien.

Tysk ultimatum til Belgien

Den tyske ambassadør i Belgien, Klaus von Below-Saleski, afleverer et ultimatum til den belgiske regering:

1914-08-02 Kong Albert
Kong Albert I af Belgien

Da der er sikre forlydender om, at den franske hær vil marchere gennem Belgien for at angribe Tyskland, kræver Tyskland frit lejde gennem Belgien for tyske tropper. Et frit lejde vil efterfølgende – når krigen er slut – blive belønnet med skadeserstatninger. Endvidere anmodes den belgiske regering om ikke at give ordre til modstand, så man kan undgå unødvendige blodsudgydelser. Tysklands eneste formål var at forsvare sig selv. Man ville ikke på nogen måde besætte Belgien. Afsluttende krævede Tyskland svar på dette ultimatum inden for 12 timer. Dette kunne Belgien kun afvise. Se mere om det tyske ultimatum her

Erik Ingemann Sørensen

28. juli 1914. Modersmaalet: Politisk Rundskue

Den gamle Kejser.

….en Korrespondent i Rom vil fra paalidelig Kilde have erfaret, at Østerrigs meget energiske Fremgangsmaade over for Serbien ikke er udsprungen fra Udenrigsminister, Grev Berchtold, saaledes som man almindelig har været tilbøjelig til at antage. Stødet skal tværtimod i højeste Grad være givet af den gamle Kejser Frans Josef. Efter den første Lammelse, som Attentatet i Serajevo fremkaldte, er den gamle Monark bleven grebet af et sandt Had til Serbien. Han har ganske skudt Hensynet til Krigsfaren til Side for at faa gjort ”rent Bord med Serbien”….

Engelsk Skridt til Mægling.

Det officiøse Reuters Bureau i London meddeler i Gaar: Efter hvad der erfaredes Søndag Aften i diplomatiske Kredse, har den engelske Regering givet sine Sendemænd i Paris, Berlin og Rom Ordre til, at der gøres Skridt i Wien og St. Petersborg til at faa den østerrigsk-serbiske Strid henvist til Mægling fra de fire ikke-interesserede Magters Side, nemlig Tyskland, Frankrig, Italien og England…

Rumænien og Grækenland.

I Søndags har der fundet en Meningsudveksling Sted mellem Grækenland og Rumænien med det Formaal at opretholde Ligevægten paa Balkanhalvøen i Tilfælde af Fjendtligheder.

En engelsk Trusel.

Londonbladet ”Times” skriver i Gaar. Saa længe der er Haab om at bevare Freden, vil vi fremfor alt arbejde derpaa. Men hvis nogen skulde ønske at stille vore Princippers Fasthed paa Prøve, da skal vi vide, – nu som før – at forsvare vor Ret med hele vor Kraft.

Begrænsning af Krigen?

I indflydelsesrige Kredse i Wien erklærede man i Gaar, at en Lokalisering af Krigen var sikret, efter at England havde erklæret, at Krigen skulde holdes borte fra Vesterhavet. Frankrig arbejder med Højtryk i Petersborg for Verdensfreden.

Neutralitetsforanstaltninger

Fra Rotterdam telegraferes, at Holland træffer de nødvendige Forholdsregler til at forsvare sin Neutralitet. Allerede i Søndags blev den vigtige Jernbanebro over Maas besat af Militæret. En Melding fra Bryssel om, at Belgien forbereder en almindelig Mobilisering, har gjort et dybt Indtryk i Holland.

Stemningen i den serbiske Hær.

Telegrammer Fra Sofia til Berlin beretter, at den serbiske Hærs Tilstand er kritisk, og at Officererne er nedtrykte. Man søger at holde Modet oppe hos de Menige ved fantastiske Fortællinger om, at Grækenland og Rumænien vil slaas sammen med Serbien, at England har sendt 400 Skibe til de tyske Farvande.

svendsen 001a
Nicolai Svendsen var redaktør på Modersmaalet-Dannevirke og det var ham der dagligt formidlede og kommenterede på den internationale politik.

26. juli 1914. Flensborg Avis: Østrig hykler!

Flensborg Avis analyserer det østrigske ultimatum til Serbien:

Østrigerne beskylder Serbien for: At planlægge løsrivelse af de østrigske provinser Bosnien og Hercegovina; at Serbien er arnested for en forbryderisk agitation samt at serbiske embedsmænd deltager i hemmelige, nationalistiske foreninger, der arbejder på dette mål. Heroverfor har Østrig hidtil været langmodig, hævder det selv.

Hertil knytter Flensborg Avis følgende kommentar:

Man forbavses over det Hykleri, der tilkendegiver sig i den østerrigske Tale om Langmodighed og Velvilje. Selvfølgelig kan mange Ting have været ubehagelige nok for Østerrig; men det maa aldrig glemmes, at dette fra første Færd har haft Uretten paa sin Side, dels ved Indlemmelsen af en stor Del af den serbiske Folkestamme, dels ved det Regimente, Østerrigerne har ført i Bosnien og Hercegovina baade før og efter Anneksionen.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen skrev Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

25. juli 1914. Serbien besvarer det østrig-ungarske ultimatum

Den serbiske regering accepterer stort set  alle de betingelser, som Østrig-Ungarn har stillet i deres ultimatum. Den vil dog ikke opfylde kravet om, at østrig-ungarsk organer i Serbien skal kunne medvirke direkte til bekæmpelse af undergravende virksomhed rettet mod Østrig-Ungarn, ligesom en direkte deltagelse i undersøgelsen på serbisk territorium af omstændigheder ved mordet på  ærkehertug Franz Ferdinand heller ikke kan komme på tale.

25. juli 1914. Et ultimatum: Østrig vil have krig!

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation på Balkan efter det østrigske ultimatum den 23. juli:

Østerrigs note til Serbien – Et Ultimatum

De viser sig, at de beroligende Røster, der midt i Ugen fremkom fra Wien, ikke var til at stole paa, i Særdeleshed den Meddelelse, at der ikke ville blive sat noget Frist paa Besvarelsen af den bebudede østerrigske Note.

Denne Note blev allerede i Torsdags Eftermiddags Klokken 6 overrakt den serbiske Regering af baron Giesl, og den kræves besvaret inden 48 Timer.

Det østrigske ultimatum:

Det er altsaa de østerrigske Krav. De overgaar vistnok de flestes Forventninger. Det synes klart, at de allerfleste af disse Fordringer, om overhovedet nogen af dem, kan Serbien ikke gaa ind paa. Selv hvor der stilles et rimeligt Forlangende, saaledes om en Undersøgelse mod Deltagerne i Komplottet fra Sarajevo, er det knyttet sammen med den ydmygende Fordring, at østerrigske Embedsmænd skal se de serbiske paa Fingrene.

Hele denne Note maa efterlade det Indtryk, at Østerrig vil have Krig med Serbien, skønt man i Wien maa være klar over, at dette saare let kan føre til en Europæisk Krig.

1914-07-17 Peter Simonsen

25. juli 1914. Østrig: “Serbien er Arnestedet for forbryderisk Agitation!”

Haderslev-avisen “Modersmaalet” behandler i sin udenrigsrubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa:

Østerrig-Ungarns Klagemaal over Serbien.      

De østerrig-ungarnske Sendemænd i Tyskland, Frankrig, Storbritanien, Italien, Rusland og Tyrkiet har af deres Regering faaet Paalæg om at bringe Indholdet af den østerrig-ungarnske Note til den serbiske Regering til den Regerings Kundskab, ved hvilken de er akkrediteret, og dertil at føje en Bemærkning, i hvilken der henvises til Serbiens Politik, som gaar ud paa at forberede Løsrivelsen af de til Serbien grænsende østerrig-ungarnske Distrikter. Serbien er bleven Arnestedet for en forbryderisk Agitation…..

 Østerrigske Hovedstadsblade om Noten til Serbien.

Bladene i Wien erklærer overenstemmende, at den til Serbien rettede Note er Begyndelsen til et Forsvar og ikke et Angreb, at den viser Monarkiets faste Vilje, men ikke forlanger andet af Serbien, end hvad dette for længst af fri Vilje burde have gjort for at værne sin Anseelse over for Europa. Den samlede Presse udtaler haabet om, at Serbien ved en hurtig Antagelse af Østerrig-Ungarns Fordringer vil afvise enhver Mistanke for Fællesskab med Morderne, og være klog nok til ikke at vælge Krigen, men Freden.

En Verdensfredskongres.

I Byen Konstanz skal der fra den 1. til 4. August afholdes en Verdensfredskongres. Stødet dertil er udgaaet fra England, og i alt 120 Delegerede fra alle Lande deltage i Kongressen, især vil der komme Deltagere fra De forenede Stater, England, Holland og Svejts.

De Delegerede er for det meste høje kirkelige Embedsmænd, særlig har den katolske Kirke udnævnt Kardinaler, Ærkebiskopper og Biskopper.

Ogsaa Diplomater vil besøge Kongressen, der skal kaldes ”International Verdensfredskongres” eller ”Kirkelig Fredskongres”. – I den stærkt politisk bevægede Tid kan en Verdensfreds-Kongres næppe udrette stort; men derfor kan det vel nok med Tiden gøre sin Virkning, at fremragende Personer fra alle Lande optager en Virksomhed for Verdensfredens Fremme. Især bør det være Kirkens Pligt at arbejde for Fred.

 

24. juli 1914. Flensborg Avis: “Faren for en Eksplosion er overordentlig stor!”

Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:

Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.

I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.

Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:

“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)

Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.

Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.

Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”

1914-07-17 Peter SimonsenFlensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen

24. juli 1914. Østrigsk ultimatum!

Østerrig-Ungarn og Serbien.

Til ”Neues Wiener Tagblatt” meddeles fra Semlin den 23. Juli:

Den østerrig-ungarnske Gesandt har over for den serbiske Regering klaget over, at serbiske Gendarmer for nogle Dage siden har skudt paa østerrigske Undersaatter. Den serbiske Regering har indledt en indgaaende Undersøgelse. ”Novoje Bremja” skriver i Anledning af den spændte Stilling mellem Østerrig-Ungarn og Serbien, at Rusland og Frankrig endnu mindre end i 1912 og 1913 vil tillade, at Østerrig overfalder Serbien.

Østerrigsk Ultimatum til Serbien.

Ifølge et i Morges modtaget Telegram fra Belgrad har den østerrig-ungarnske Gesandt i Aftes Kl. 6 overrakt den serbiske Regering en Verbalnote med den østerrig-ungarnske Regerings Krav til Serbien. I Noten kræves der Svar til Lørdagen den 25. Juli Kl. 6 Aften.

 

23. juli 1914 – Østrig-Ungarsk ultimatum til Serbien

Dem 22. juli modtog den østrig-ungarske ambassadør i Serbien følgende ultimatum, som skulle afleveres til den serbiske regering dagen efter:

Den 31. marts 1909 gav den kongelige serbiske gesandt på vegne af sin regering ved hoffet i Wien den kejserlige og kongelige regering følgende erklæring:

“Serbien anerkender, at det gennem de i Bosnien gennemførte forhold ikke er blevet anfægtet på sine rettigheder og at landet derfor vil tilpasse sig den beslutning, som stormagterne i henhold til Berlineraftalens artikel 25 vil træffe. I det Serbien følger stormagternes rådslagning, forpligter den sig til at opgive den stilling af protest og modstand, som den siden anneksionen i oktober har indtaget, landet forpligter sig endvidere til at ændre retningen på sin nuværende politik overfor Østrig-Ungarn og for fremtiden at pleje nabovenskabelige forbindelser med sidstnævnte.”

De seneste års historie og i særdeleshed den smertelige begivenhed den 28. juni har vist, at der eksisterer en undergravende bevægelse i Serbien, hvis mål det er, at løserive visse dele af det østrig-ungarske monarkis område. Denne bevægelse, som er opstået for øjnene af den serbiske regering, er uden for kongerigets grænser kommet til udtryk gennem terroristiske handlinger, gennem en række af attentater og gennem mord.

Langt fra at have opfyldt de i erklæringen af 31. marts 1909 indeholdte forpligtelser har den kongelige serbiske regering intet gjort for at holde denne bevægelse ned. Den tolererer de forbryderiske tendenser i de forskellige, mod monarkiet rettede foreninger, pressens tøjlesløse sprog, forherligelsen af attentaternes ophavsmænd, officerers og embedsmænds undergravende virksomhed, den tolererer en usund propaganda i den offentlige undervisning og tåler endelig alle manifestationer, som kan forlede den serbiske befolkning til had mod monarkiet og foragt for dets institutioner.

Denne tolerance, som den kongelige serbiske regering har gjort sig skyldig i, varede frem til det øjeblik, hvor begivenheden d. 28. juni viste hele verden de grufulde konsekvenser af en sådan tolerance.

Det fremgår af udsagn og tilståelser fra den forbryderiske ophavsmand til attentatet den 28. juni, at mordet i Sarajevo udtænktes i Beograd, at morderne modtog de våben og bomber, som de var udstyret med, af serbiske officerer og embedsmænd, som tilhørte “Narodna Odbrana”, og endelig at befordringen af forbryderne og deres våben til Bosnien blev foranstaltet og gennemført af ledende serbiske grænseorganer.

De anførte resultater af undersøgelsen tillader ikke længere den kejserlige og kongelige regering at indtage den tålmodigt afventende holdning, som den i årevis har indtaget overfor den agitation, som har sit midtpunkt i Beograd og hvorfra den bliver spredt til monarkiet. Resultaterne pålægger derfor den kejserlige og kongelige regering at gøre en ende på denne virksomhed, som udgør en stadig trussel for fred og orden i monarkiet.

For at nå dette mål, ser den kejserlige og kongelige regering sig tvunget til at forlange en officiel forsikring af den serbiske regering, som fordømmer propagandaen rettet mod Østrig-Ungarn, det vil sige alle bestræbelser, hvis endemål det er at løsrive områder fra monarkiet, som tilhører det, og at den forpligter sig til at bekæmpe den forbryderiske og terroristiske propaganda med alle midler.

For at give disse forpligtelser en højtidelig karakter, skal den kongelige serbiske regering på første side af deres officielle organ d. 26./13. juli offentliggøre følgende erklæring:

“Den kongelige serbiske regering fordømmer den mod Østrig-Ungarn rettede propaganda, det vil sige alle bestræbelser, hvis mål det er at løsrive områder fra det østrig-ungarske monarki, som tilhører det, og de beklager på det oprigtigste de grusomme følger af disse forbryderiske handlinger.

Den kongelige serbiske regering beklager, at serbiske officerer og embedsmænd har taget del i den foran nævnte propaganda og dermed har truet de nabovenlige forbindelser, som den kongelige serbiske regering højtideligt har forpligtet sig til i erklæringen af 31. marts 1909.

Den kongelige regering, som misbilliger og tilbageviser enhver tanke og hvert forsøg på indblanding i indbyggernes skæbne som for altid er en del Østrig-Ungarn, betragter det som sin pligt at gøre officerer, embedsmænd og hele kongerigets samlede befolkning opmærksom på, at den for fremtiden vil gå frem med yderste strenghed mod enhver person, der gør sig skyldig i den slags handlinger, handlinger som den vil bruge alle kræfter på at forebygge og bekæmpe.”

Denne erklæring skal samtidig bekendtgøres for den kongelige hær gennem en dagsbefaling fra Hans Majestæt Kongen og offentliggøres i hærens officielle organer.

Den kongelige serbiske regering forpligter sig desuden til:

1) at bekæmpe enhver publikation, der ophidser til had og foragt mod monarkiet, og hvis almene tendens retter sig med sidstnævntes territoriale integritet,

2) øjeblikkeligt at gå i gang med at opløse foreningen “Naroda Odbrana”, hvis samlede propagandamidler skal konfiskeres og skride ind på samme måde over for alle lignende foreninger i Serbien, som beskæftiger sig med propaganda mod Østrig-Ungarn.; den kongelige regering skal træffe de nødvendige forholdsregler for, at foreningerne ikke fortsætter deres virksomhed under et andet navn eller i en anden form,

3) uden ophold at fjerne alt fra den offentlige undervisning i Serbien såvel hvad angår lærerstaben som undervisningsmateriale, som tjener eller kan tjene til at nære propagandaen mod Østrig-Ungarn,

4) fra militærtjeneste eller forvaltning generelt at fjerne alle officerer og embedsmænd, som har gjort sig skyldig i propaganda mod Østrig-Ungarn og hvis navne den kejserlige og kongelige regering forbeholder sig at bekendtgøre den kongelige regering sammen med det materiale der foreligger mod dem,

5) indvillige i, at organer fra den kejserlige og kongelige regering i Serbien medvirker til bekæmpelsen af de mod monarkiets territoriale integritet rettede, undergravende bevægelser,

6) at indlede en retslig undersøgelse af de deltagere i komplottet den 28. juni, som befinder sig på serbisk territorium; dertil delegerede organer fra den kejserlige og kongelige regeringen vil tage del i de relevante undersøgelser,

7) med al hast at foretage arrestation af Major Voija Takostitsch og en vis Milan Ciganovitsch, serbisk statsembedsmand, som er blevet kompromitteret af resultatet af undersøgelsen,

8) ved virksomme forholdsregler at forhindre deltagelsen af serbiske myndigheders indsmugling af våben og eksplosiver over grænsen; at afskedige og hårdt straffe enhver fra grænsevagterne ved Schabatz og Losnitza, der var bagmændene til forbrydelsen i Sarajevo behjælpelig med overskridelsen af grænsen,

9) uden ophold at lade den kejserlige og kongelige regering underrette om gennemførelsen af de i forestående punkter sammenfattede forholdsregler.

Den kejserlige og kongelige regeringen afventer den kongelige regerings svar senest lørdag den 25. d.m. ind klokken 4, eftermiddag.

Et memorandum over resultatet af undersøgelsen i Sarajevo, så vidt som de omhandler de i punkt 7 og 8 nævnte funktionærer, er vedlagt denne note.

Tillæg:
Den i retten i Sarajevo gennemførte straffeundersøgelse af Gavrilo Princip og konsorter på grund af det den 28. juni dette år begåede snigmord, henholdsvis medskyldighed, har ført til følgende konstateringer:

1. Planen om at myrde Ærkehertug Franz Ferdinand under hans ophold i Sarajevo, blev udtænkt i Beograd af Gavrilo Princip, Nedeljko Cabrinovitsch, en vis Milan Ciganovitsch und Trifko Grabesch med hjælp fra Major Voija Takositsch.

2. De seks bomber og fire Browningpistoler med ammnunition, som forbryderne anvendte blev skaffet og givet til Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i Beograd af en vis Milan Ciganovitsch og Major Voija Takositsch.

3. Bomberne er håndgranater, som stammer fra den serbiske hærs våbendepot i Kragujevatz.

4. For sikre attentatets gennemførelse underviste Coganovitsch Princip, Cabrinovitsch og Grabesch i brugen af granaterne og gav i en skov nær skydebanerne ved Topschider Princip, Cabrinovitsch og Grabesch undervisning i skydning med Browningpistoler.

5. For at muliggøre Princip, Cabrinovitsch og Grabeschs overskridelse af den bosnisk-herzegovinske grænse og indsmuglingen af våben organiserede Ciganovitsch et helt, hemmeligt transportsystem. Forbryderne og deres våbens adgang til Bosnien og Herzegovina blev gennemført med hjælp fra grænsevagterne ved Schabatz (Rade Popovitsch) og Losnitza såvel som af tolder Budivoj Grbitsch fra Losnitza og flere andre personer.

I forbindelse med afleveringen af ovenstående note skal Deres højvelbårenhed [den østrig-ungarske ambassadør i Serbien] mundtligt tilføje, at de har besked på — så fremt der ikke i mellem tiden er kommet et uforbeholdt samtykkende svar fra den kongelige regering — efter udløbet af den i noten meddelte frist på 48 timer, at regne fra den dag og time den meddeles, med personalet at forlade det kejserlige og kongelige gesandtskab i Beograd.

(via www.verdenskrig.dk)

23. juli 1914. Den østrigske note forventes at være høflig, men bestemt.

Flensborg Avis skriver om krisen mellem Østrig-Ungarn og Serbien:

Østerrigs Henvendelse til Serbien

(…) Det forlød i Tirsdags i Wien, at Østerrig ville forlange et Svar af Serbien inden 48 timer, og om Notens formentlige Indhold hedder det i et Telegram fra Wien til et berlinske Blad:

‘Efter hvad man hører, vil det wienske Kabinets Note være affattet i en høflig, men bestemt Form og først kræve Indledelsen af en Undersøgelse mod de serbiske Statsborgere og Organer, der er blottede ved Mordet i Sarajevo med Garanti for, at denne Undersøgelse fører til en grundig og virkelig Fuldstændiggørelse af det Resultat, der blev fastslaaet ved Undersøgelsen i Sarajevo. Disse Garantier er af Betydning med Henblik paa, at det østerrig-ungarske Monarki vil have fuld Sikkerhed for, at de skyldige ogsaa virkelige forfølges og straffes. (…).’

Noget som helst Hensyn til, at Østerrig har gjort det serbiske Folk en blodig Uret ved Anneksionen af Bosnien i 1908, trykker ikke den østerrigske Regering; men det har næppe heller nogen ventet.

Man haaber nu i Wien, at ingen andre Stormagter vil blande sig i Sagen. Hvad Italien og Tyskland vedrører, er man vis derpaa, og ligesom “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” har den engelske Regerings Organ “Westminster Gazette” talt om, at Konflikten bør “lokaliseres”.

Frankrig og Rusland har ikke ytret sig; men Bladet “Neue Freie Presse” i Wien glæder sig over, at man i Talerne i Skt. Petersborg ikke har slaaet i Bordet, og at de ikke indeholder nogen Opmuntring for Storserbervæsenet.

3. juli 1914. “Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder”

Flensborg Avis, den førende danske avis i Sønderjylland, analyserer verdenssituationen på baggrund af den internationale presse:

Verdens Gang

Den i Gaar meddelte Efterretning om, at Myndighederne i Wien vil henvende sig til Serbien for at faa Undersøgelser foretaget der, har vakt nogen Forundring. Ikke selve Anmodningen; man mener, at den serbiske Regering uden videre vil gaa ind herpaa. Men Sagen er bleven meddelt i en Form, der, som et tysk Blad siger, maa virke alarmerende. Den østerrigske Udenrigsminister har taget sin Beslutning efter en forudgaaende Raadslagning med Rigskrigsministeren og Generalstabschefen. “Dette kunne betyde: Der skal straks erklæres Krig, hvis ikke Serbien giver et tilfredsstillende Svar.”

Hvis Østerrig ikke, som Studenterne i Wien forlangte forleden Dag, vil føre en Hævnkrig mod Serbien, tør det dog nok antages, at Fyrstemordet i Bosnien ikke vil have mere Blodsudgydelse til Følge. Mange har endog ment, at med Ærkehertug Franz Ferdinands Bortgang er faren for en Krig i Almindelighed bleven mindre; Revolverskuddene i Sarajevo har muligvis reddet Liv og Helbred for Titusinder eller Hundredetusinder.