Har du læst vores leksikonartikel om prostitution og moral under Første Verdenskrig?
Læs den her: Prostitution og moral
Alle indlæg af Rene Rasmussen
Granatchok
Har du læst vores leksikonopslag om granatchok?
Første Verdenskrigs soldater risikerede ikke blot død og fysisk lemlæstelse. Også psykiske krigsskader ramte soldater i tusindvis.
Den militære ledelse og lægevidenskaben stod helt uforberedt over for lidelsen, som via den engelske betegnelse er gået over i det danske sprog: granatchok.
21. april 1916. Den seneste uges kampe
Youtube-kanalen The Great War med historikeren Indiana Neidell bringer hver torsdag et overblik over den seneste uges kampe. Denne gang handler det navnlig om Kut i Mesopotamien og Østfronten.
21. april 1916. Påskehilsen til Andresen i Hyllerup
I påsken 1916 sendte modtog Andresen i Hyllerup lige syd for den nuværende grænse denne hilsen fra sin karl, der var indkaldt til fronten.
Langfredag faldt i 1916 på den 21. april – og derfor bringer vi i dag en påskehilsen fra Champagne: Velsignet påske!
Den lille sten kan til daglig ses på Danevirke Museum
20. april 1916. 3. Garde-Infanterie-Division ankommer til Champagne
3. Garde-Infanterie-Division havde tilbragt hele krigen på Østfronten. Den 20. april 1916 blev den flyttet til Vestfronten. I den anledning blev der holdt en række taler.
Om 3. Garde-Infanterie-Divisions (inkl. kampkalender)
19. april 1916. Kirkeklokker, kogødning og kødkort.
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Indførsel af magert kvæg fra Danmark og Sverige.
Landbrugsministeren har ifølge ”Hejmdal” givet tilladelse til, at der må indføres 1000 stykker magert kvæg til hertugdømmerne fra Danmark og Sverige, dog kun på betingelse af, at indførslen udelukkende foretages af kvægkommissionærerne Louis Jacobs og Rasmus Andersen i Husum.
Indførslen er endvidere afhængig af følgende betingelser: 1) Det indførte kvæg skal ved indførslen undersøges af kredsdyrlægen; 2) Det må kun befordres i lukkede jernbanevogne; 3) Efter at kvæget er udladet, skal vognene desinficeres på importørens regning; 4) I de første 14 dage, efter at kvæget er nået til bestemmelsesstedet, står det under polititilsyn og må kun veksle opholdssted med politiets tilladelse og under fortsat polititilsyn.
Salg af kirkeklokker.
Konsistoriet i Kiel meddeler i ”Kirchliches Gesets und Verordnungsblatt”, at firmaet Otto Levyh i Berlin, ifølge meddelelse fra kultusministeren, i en rundskrivelse til præster har tilbudt at købe kirkeklokkerne for at aflevere dem til hærforvaltningen. Overkommandoen i Brandenborg har allerede forbudt firmaet yderligere at henvende sig til menighederne med tilbud om at købe kirkeklokkerne til hærformål.
Konsistoriet gør i den anledning menighederne særlig opmærksomme på, at salg af klokkerne kun må ske direkte til hærforvaltningen, og at menighederne i deres egen interesse gør vel i uden videre af afstå ethvert privat tilbud.
Landråden i Sønderborg
er ifølge ”Dannevirke” blevet forfremmet til ritmester i reserven ved 1. liv-husarregiment i Danzig. Landråden har ikke været indkaldt til krigstjeneste.
Kogødning til 30 pfg. pr. 100 pund.
En gæstgiver Schumann i Husum Nystad har til nogle mænd i Hamborg leveret 60 jernbanevognladninger god, ren kogødning for 30 pfg. pr. 100 pund.
Landstormsmænd på hjemrejse.
I torsdags kom henved 300 landstormsmænd gennem Kiel. De kom fra de østlige valpladser og skulle rejse hjem, da de under felttoget har overskredet det 45. år. De vil derefter blive hjemsendte fra deres hjemlige garnisonsby.
De mange madkort.
”Kieler Zeitung” giver en rammende kritik af den måde, hvorpå myndighederne ordner det mangegrenede og vanskelige tyske madspørgsmål. Det hedder bl.a.:
Vi har kort til indkøb af brød, smør, kartofler, kød, bælgfrugter og mælk. Nu kommer hertil sukkerkortet, det syvende. To pund sukker månedligt pr. hoved af befolkningen! I fjor opfordres vi til at bruge mere sukker. Det manglende fedt skulle erstattes af sukker, hvis næringsværdi blev rost i høje toner. Det blev også anbefalet at bruge sukker til kreaturfodring.
Men efter at det prøjsiske landbrugsministerium 17. december 1915 udstedte en opfordring til forøget dyrkning af sukkerroer og stillede muligheden af en stigning af sukkerprisen i udsigt, begyndte man i alle husholdninger at gøre stigende indkøb af sukker. Der blev gentagne gange offentlig henvist til, at opkøb af sukker var fuldstændig unødvendigt da vi havde sukker nok. Men klog af tidligere erfaringer ænsede befolkningen ikke disse henstillinger. Og nu er den øjeblikkelige indførelse af sukkerkort anordnet, og der trues med fratagelse af alle beholdninger over 10 kilogram! Der skal indtil videre månedlig kun afgives 2 pund pr. hoved i befolkningen.
Borgmesterens smør.
”Eberswalder Zeitung” fortæller følgende lille smør-historie:
I en by i nærheden af Eberswalde sendte en kone sin lille datter til smørhandleren efter et halvt pund smør. Købmanden erklærede imidlertid højtideligt, at han ikke havde smør. Men den lille blev stående og bad om at få smørret. Hendes mor havde hårdt brug for det.
Da ringede telefonen i kontoret ved siden af. Købmanden gik derind, talte et par ord i telefonen og og kaldte så på butiksjomfruen. Og den lille hørte nu, at han sagde: ”Borgmesteren ønsker 5 pund smør, har vi for meget?” Butiksjomfruen svarede ja, og den lille hørte videre, hvorledes købmanden i telefonen meddelte borgmesteren, at han måtte lade smørret afhente.
Den lille pige løb derpå hurtigt hjem og fortalte sin mor, hvad hun havde hørt. Konen gik da straks resolut hen til butikken og bad om de 5 pund smør til hr. borgmesteren. Hun fik dem straks udleveret, betalte kontant og gik.
Hvorledes det senere gik borgmesteren, om han fik en lang næse i stedet for smør, vides ikke.
Indførelse af kødkort i hertugdømmerne.
På et møde, som byrådet i Slesvig afholdt i torsdags, meddelte formanden, at det på et møde, som landrådene og borgmestrene nylig afholdt i Neumünster under overpræsidentens forsæde var blevet besluttet at indføre kødkort i provinsen. Kortene skal give hver person ret til at få 600 gram kød med ben eller 375 gram kød uden ben (skært kød, pølse osv.) ugentlig. Hjemmeslagtning skal i fremtiden være afhængig af landrådens tilladelse.
18. april 1916. Brændenælde-budding og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig
Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Passene i grænsedistriktet.
I den senere til forlanges det af militæret, at der på de pas (”Ausweise”), som man skal have hos sig på rejser i grænsedistriktet, også skal stå, at vedkommende er prøjsisk undersåt, ellers udsætter man sig for at blive vist tilbage fra sin rejse. Da denne bemærkning ikke står på de ældre pas, bør man sørge for at få det tilføjet.
Brændenælde-budding,
En ny ret i Tyskland.
Det er bekendt, at brændenælder alene eller blandet med andre grøntsager som til eksempel spinat kan tilberedes og spises. Men at der af brændenælder kan laves en selvstændig ret til fedt- og kødløse dage, vil, som ”Hejmdal” bemærker, være en behagelig overraskelse for mangen husmor. Tyske blade giver følgende anvisning:
Man tager de første unge brændenælder med stilken. Senere benytter man kun de unge blade uden stilk og regner for hver person og hvert måltid 1 liter eller ½ pund.
Nælderne vaskes omhyggeligt, koges og sies nøjagtigt. Derpå lader man dem gå gennem kødmaskinen, blander dem med en smule revne gamle rundstykker eller hårdt brød, sætter noget salt til og fylder det hele i en buddingform, skiftevis med småtskårne kødrester af forskellig slags. Ovenpå strør man krummer af rundstykker, som efter at det er blevet bagt i en halv time eller en hel time må have en guldgul farve. Man spiser dertil sildsauce og pille eller saltkartofler.
Eller: Rigeligt med sædvanlige løg eller hvidløg afdunstes med salt og bouillon-erstatning i kogende vand. Let skoldede brændenælder hakkes i kødmaskinen og føjes til. Man lader det ligge, indtil det hele er passende blødt. Imidlertid har man kogt ris og lægger nu lag for lag skiftevis: brændenældegrønt og ris i en smurt buddingform og koger det hele i en halv til en hel time i ovnen. Dertil benyttes en sauce som ved blomkål, eller man hælder før bagningen em sådan sauce ud over formens øverste lag nældegrønt.
Har man ikke ris, så blander man de skoldede og fint siede brændenælder med salt, peber, citronskaller og muskat, føjer dertil revne rundstykker, fylder det hele i en form eller kopper, koger det i vandbad og serverer denne ret, efter at den er væltet ud over formen på et fad, sammen med kartofler og svampe eller sildesauce.
Lad altså ingen brændenælder gå op i frø i år, men lad dem komme på middagsbordet i stedet for det tidligere bugnende sulefad.
17. april 1916. Påskefred på Østfronten
Chr. Ohrt, Bredebro, fortæller:
Jeg blev indkaldt den 8. 12. 1915, var dengang 42 år og havde ikke tidligere været soldat.
Jeg gik dog først med indkaldelsessedlen om til amtsforstanderen for om muligt at få ham til at ansøge for mig, så jeg kunne blive hjemme som »uundværlig«. Jeg var eneste sadelmager mellem Tønder og Skærbæk og havde tillige kone og fem børn at forsørge.
Men amtsforstanderen var afvisende. Han »trøstede« mig med, at man nok ville sende mig hjem igen fra garnisonen. Der er vist ingen tvivl om, at mine kendte danske sympatier var medvirkende til amtsforstanderens stejle holdning.
Så måtte jeg da af sted, først til Flensborg, derfra til Lybæk, hvor jeg fik en kortvarig uddannelse. Allerede den 23. marts 1916 ankom jeg til skyttegraven på den anden side af Wilna. Vi skulle udfylde en landstormsbataillon.
Der havde været kampe i afsnittet kort tid forinden, og tre tyske døde lå på den anden side af floden, som løb mellem stillingerne. Råde vi og russerne lå i en skov. Der blev skudt en del. Vi havde også sårede. Men ellers var stillingen for tiden rolig.
Lige før påske kom ved højlys dag nogle russere frem af skyttegraven med et hvidt flag og vinkede over mod os. En fra vort kompagni, en thyringer, fulgte straks opfordringen og gik ned til floden for at mødes med russerne. Sproget hindrede dog en samtale. Thyringeren fik da sendt bud efter en anden tysker i nabokompagniet, som han vidste kunne tale russisk. Der gik så flere tyskere med ned til floden, en halv snes stykker, deriblandt også jeg.
De to parter blev her enige om først at få de tre døde tyskere bragt over floden. Russerne gik hen til ligene, korsede sig efter deres skik og bar dem så én efter én i en teltdug ad en lille bro lidt længere oppe ad flodløbet over til os, uden dog at komme ned i vore skyttegrave. Vi sørgede for viderebefordring til kirkegården bag fronten.
Officererne var i første omgang ikke vidende om vort forehavende. Det var det ene. Men dernæst blev vi enige om at holde påskefred, først i den tyske og dernæst i den russiske påske en uges tid senere.
Hver dag mødtes tyskere og russere ved floden og udvekslede gaver. Russerne kom med brød, vi gav cigaretter. Intet skud faldt.
Officererne var ikke tilfredse, men kunne intet stille op og greb heller ikke ind. Underofficererne var indforståede.
Fredsslutningen blev respekteret fra begge sider. Freden holdt 4 til 5 uger.
Der skete da det, at en tysker i et naboregiment skød en russer. Og så var det slut med freden. Vi blev snart udskiftede og forflyttedes en 20 km længere nordpå.
DSK-årbøger, 1958.
16. april 1916. Alarmering: Engelsk landgang i Jylland?
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.
Hen på foråret 1916, vistnok omkring påske, skete der noget, der så meget dramatisk ud.
En tidlig morgen blev hele garnisonen alarmeret. Alle fik udleveret feltgrå uniformer. Der blev uddelt skarpe patroner – noget som tyskerne ellers var meget forsigtige med i garnisonerne – og de højere officerer fór nervøst rundt på kasernen.
Det var tydeligt, at der var noget i gære.
Op på dagen rygtedes det, at man formodede, at englænderne ville gøre landgang på den jyske vestkyst. I 12 timer stod garnisonen på kasernepladsen klar til afmarch.
Helt glad ved situationen var jeg ikke. Det var egentlig ikke for at slås med englænderne, at jeg havde tænkt mig et gensyn med Danmark. Mange tanker gik igennem mit hoved. Én ting var sikker: gå imod danskerne ville jeg ikke, ske hvad der ville .
Problemet løste sig af sig selv. Landgangen blev ikke til noget.
I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)
Foto: Dansktalende sønderjyder i Lockstedt
15. april 1916. Syd for grænsen under krigen
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Fem sønderjyder dræbt af en engelsk mine.
Sigfred Hansen skriver fra felten til ”Flensborg Avis”, at den 3. april har 5 sønderjyder fundet døden på valpladsen. En engelsk mine slog ned på dækningen, hvor de lå, og begravede dem fuldstændig. Den ramte Peter J. Petersen af Tornskov, Hans Nielsen af Mjøls, Thomas Olsen af Ravsted, gefreiter Henrik Bollmann af Haderslev og Peter Nissen af Nørre Hostrup. Sidstnævnte lykkedes det efter flere timeres arbejde at få udgravet levende, og lægerne håbede at kunne frelse ham, men dagen efter døde han på et lazaret.
Et gensyn i fangenskabet.
Da der i forrige uge indtraf russere til landbrugsarbejde på den Peters’ke gård i Warmhørn i Eidersted, var der iblandt dem én, der klagede over, at hans bror, Ivan var faldet i krigen. Da senere en af vagtmandskabet kom med breve til gården, var en ualmindelig lighed med en russer, der arbejdede på nabogården, ham påfaldende. På hans spørgsmål, om han havde en bror, Ivan, svarede russeren: Ja, Ivan død. Vagtmanden fortalte ham derefter, at han levede og arbejdede på den nærmeste gård, og førte russeren derhen.
Gensynet var overordentlig gribende; leende og grædende omfavnede og kyssede de hinanden.
Kaffe og te.
Krigsudvalget for kaffe og te meddeler, at hvem der har over 10 kilo råkaffe eller over 5 kilo te, overhovedet ikke mere må sælge kaffe og te. Kun de småhandlende, som har mindre, må sælge de små beholdninger ud. Der må indtil videre ikke mere brændes kaffe, heller ikke af private.
Uddannelse af invalider.
Ifølge generalkommandoens anordning af 30. marts 1916 kan krigsinvalider, der delvis eller helt forhindres i udøvelsen af deres tidligere erhverv, i fald de ønsker det og er skikkede dertil, blive uddannede i de tekniske institutter, med undtagelse af krudtfabrikkerne, om lærlinge i kleinsmede-, drejer- og sadelmagerfaget.
Læretiden er 2 år, forud for hvilke går der en 4 uger prøvetid for at få fastslået, om, og for hvilket fag vedkommende egner sig. I prøve og læretiden lønnes lærlingene som ulærte arbejdere. Ansøgningerne om ansættelse må rettes til artilleridepotet i Altona og Rendsborg.
Optagelse af kødforråd.
I henhold til forbundsrådets forordning af 2. februar 1915 vil der i dag, 15. april, i forbindelse med kvægtællingen blive foretaget en fastsættelse af, hvor store forråd af holdbare kødvarer, der findes såvel hos næringsdrivende og kommuner, som i private husholdninger. Forråd på under 2 pund kommer ikke i betragtning. Vægtangivelsen skal ske efter hele pund.
Der vil ifølge ”Hejmdal” til dette brug i disse dage blive uddelt lister, som i udfyldt stand skal leveres tilbage til de kommunale myndigheder inden den 22. april.
Ikke-angivelse eller urigtig angivelse på disse lister straffes med indtil 6 måneders fængsel eller indtil 10.000 mark bøde.
En uldindsamling.
I et opråb, der er undertegnet af prinsesse Irene af Prøjsen og overpræsident v. Molkte, bebudes en ny indsamling af uldsager. Husmødrene i hele provinsen bedes samle alle uundværlige og ubrugelige uldrester samt uldaffald sammen og holde det rede til aflevering, når opfordringen dertil sker i den nærmeste tid.
Tyske indkaldelser.
Da det har vist sig, at annoncerne i bladene ikke bevirker, at alle de i Tyskland militærpligtige personer, som opholder sig i Danmark, melder sig under fanerne, har de tyske myndigheder i den senere tid tilstillet hver enkelt direkte opfordring til at give møde ved den tyske hær. Imidlertid er der også andre, der får sådanne opfordringer, nemlig folk, der slet ikke er tyske undersåtter, skriver, ”Kolding Avis”. Således har en mand i bladets læsekreds fra det tyske kontor i Kolding fået opfordring til at møde, skønt han har boet her i landet i henved 2 år før krigens udbrud og har brev fra den tyske regering på, at han for nogle år siden blev betragtet som dansk undersåt. Manden er født syd for grænsen, men begge hans forældre i kongeriget, så han, der aldrig har erhvervet tysk statsborgerret, i det mindste er hjemløs, men som sagt, han besidder en skrivelse fra de tyske myndigheder, og disse stempler ham rent ud som dansk undersåt. Alligevel vil de nu have ham med i krig!
15. april 1916. Faldne, sårede og fangne
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Efter nordslesvigske blade.
Gårdejer Hans Nissen fra Nørre Hostrup har modtaget meddelelse om, at hans ældste søn, Peter Nissen, er død på et feltlazaret på vestfronten.
Dette budskab vil vække almindelig sorg på egnen, da Peter Nissen var en meget afholdt og trofast ung mand.
Hans Nissen har foruden den afdøde to sønner, der er soldat; den ene blev hårdt såret for et par måneder siden.
Konrad Nielsen og hustru i Vollerup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Georg 15. marts er faldet, 23½ år gammel.
Otto Lass fra Skodborg er faldet den 27. marts, 39 år gammel. Han efterlader sig enke og 4 børn.
Parcellist P. I. Hansen fra Ganderup ved Fol er faldet i Frankrig. Han efterlader sig hustru og 6 små børn. Hansen blev indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand i juni i fjor og uddannet i Bremen. Jørgen Godt fra Dyndved og Hans Askov fra Ørderup Mark er faldet.
Høker Chr. Jørgensen og hustru i Oksbøl på Als har modtaget efterretning om, at deres 25 år gamle søn, Henrik, er død på lazaret.
I tabslisten meddeles, at Peter Schmidt fra Ulkebøl er død på reservelazaret og at Jørgen Jessen er død på et krigslazaret.
Nis P. Sandholdt, søn af landboelsmand Sandholdt i Arnitlund, er død på et lazaret i Slesvig.
Ch. Andersen fra Adsbøl er død af sygdom på feltlazaret 11.
Jæger Niels Schmidt 5. fra Skrydstrup er den 21. marts kommet i engelsk fangenskab.
Købmændene Karsten Hansen i Strucks Allé og Hans Nannsen er i engelsk fangenskab. Jens Søndergård fra Haderslev er ligeledes i fangenskab.
Hjuler Jens Feddersen i Skodborg har fået breve med påskriften ”Savnet” tilbage fra en søn, der som jæger deltog i kampene i Flandern. Der næres håb om, at han er faldet i engelsk fangenskab.
Feddersen har desforuden fire sønner med i krigen.
14. april 1916. Ugens kampe fra The Great War
Youtube-kanalen The Great War bringer hver torsdag en oversigt over den seneste uges kampe. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.
14. april 1916. Orloven forbi – digt af unavngiven sønderjyde
Igen til fronten
Farvel, mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany –
Mon Freden gi’r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
da Tak for alt.
Farvel, mit Folk mellem Aa og Fjord,
dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føres omkring paa Jord,
jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.
Farvel, mit Als, som jeg har saa kær,
mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Tanke paa lønlig Færd
fra fjerne Lande din Kyst opsøge
og aande Markens og Skovens Fred
ved Bæltets Bred.
Mens bort jeg kaldes herfra igen,
helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg favner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!
DSK-årbøger 1955
14. april 1916. FR86 i Champagne: “Hellere sved end blod …”
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyske soldater. I foråret 1916 befandt det sig i Champagne.
Da 86’erne rykkede ind i Champagne, fandt de en knap brystdyb skyttegrav, uden spærringer og dækningsrum, ellers intet, slet intet.
Da de blev afløst efterlod de sig tre mønsterværdigt byggede stillinger, der gik dybt i terrænet, alle vel forsynede med dækningsrum, beskyttet af en bred pigtrådsspærring og forbundet med baglandet ved dybe kilometerlange løbegrave. To godt udbyggede lejre rummede reservetropperne og dem, der var i hvile, stalde og barakker til trosset.
Som tidligere kort nævnt blev hovedgraven, K1, yderligere beskyttet af en forpostgrav, i det nye afsnit endda af tre. 16 saper, deriblandt én overdækket, stødte frem i ingenmandsland. Bag K1 løb K2, hvor frontkompagniernes reserver var anbragt. I dalsænkningen løb der en skinstilling, i begyndelsen knædyb, som skulle tiltrække fjendtlig artilleriild. Den blev dog snart udbygget til en forstærket skyttegrav og spækket med maskingeværer. Lige neden for højde 193 forløb K3, eller hovedforsvarsstillingen, en særlig fast og stærk stilling, her lå til stadighed et kompagni bataljonsreserve. Den var desuden bestykket med maskingeværer, der kunne skyde hen over egne stillinger mod fjendtlige grave, samt to små kanoner i en lurestilling.
Bag dem på kammen af højde 193 var K4, der hovedsageligt forblev til rådighed for artilleriobservation Det var den første stilling. Den bestod derefter på højre fløj af seks, på venstre af otte bag hinanden liggende grave. Talrige forbindelsesveje forbandt de forreste grave. Fire løbegrave på hver 1500 m førte fra K2 bag ud. Fra ”Bremerlejren” løb ”Königinvejen” endnu adskillige kilometer langt bag ud
(… teksten fortsætter under billedet)
3 km tilbage på højderne nord for Somme-Py beherskede en anden stilling den brede Py-dal, det var 1. reservestilling eller R1. Den bestod af to skyttegrave og var til stadighed besat af et kompagni. Yderligere 3 km tilbage løb R2 stillingen, ganske fikst camoufleret i et stykke skov, en grav, der blev vedligeholdt og udbygget og i alvorlige tilfælde besat af en del af bataljonen i hvileperioden.
Dette kolossale stillingsnet var hugget ud af hårdt kridt forsynet med en bred pigtrådsspærring og talrige dækningsrum.
Også i et dækningsrum lå der er mængde arbejde, navnlig i de nye store. Til ét eneste dækningsrum regnede man i almindelighed 30-40 dages arbejde. 6 læs træ skulle man bruge, træet skulle for størstedelen fældes og køres af eget tros. Dækningsrummene havde alle to udgange og blev i de sidste måneder endda forbundet indbyrdes. Til arbejdet på dækningsrummene hørte også, at det opkastede kridt skulle jævnes og ubemærket dækkes med mørk jord, så man ikke gav det fjendtlige artilleri nogen målpunkter.
Den væsentligste arbejdsbelastning havde de fire kompagnier i bataljons- og regimentsreserve. De havde bl.a.til opgave at skaffe frontens kolossale materialebehov gennem løbegravene op foran. Hvad det betyder, kan følgende fortegnelse antyde. Den indeholder regimentets materialebehov på én tilfældigt udvalgt dag:
23 træstammer, 50 planker, 2-5 m lange, 5 til 10 cm tykke, 100 brædder, 55 stk. lægter eller stænger, 650 sandsække, 50 store minerrammer, 18 små minerrammer, 50 stativer til spanske ryttere, 35 hurtigspærringer, 300 pæle, 1 rulle bindetråd, 1 rulle båndjern, 60 jernkramper, søm af alle slags, 20 ruller pigtråd, og dertil spader, skovle og spidshakker.
Men hvad skulle der ikke også klares oven i alt dette! I samtlige grave, altså også i løbegravene, skulle der anbringes skydenicher, små afstivede trætrin førte derop. I løbegravene måtte der med regelmæssige mellemrum forefindes vigepladser, især til brug for båreholdene. For skytterne var godt skudfelt en hovedbetingelse, derfor måtte hver jordbunke, hver busk, hver græstue glattes ud, og skydeskår skæres ud af jordopkastet.
Da terrænet på grund af vejret, artilleriet og jordarbejdet ændrede sig dagligt, måtte skudfeltet også kontrolleres hver dag. Hvor der regelmæssigt blev stillet poster, blev der bygget stålskjolde og standen blev splintsikkert inddækket. Til posterne i forpostgravene blev der lavet små afstivede dækningsnicher. Til ammunition og håndgranater var der indlagt hoved- og sidedepoter i gravens vægge. Der skulle til stadighed passes på, at de ikke blev fugtige. Mod regnen var man nu bedre rustet end forrige vinter. Gravene var over det hele forsynet med gangriste, og for hver 10 skridt var der afløb for regnvand.
Til de regelmæssige opgaver hørte rengøring og uddybning af gravene, da disse på grund af regn og frost stadig faldt sammen, 2,40 m var den reglementerede dybde. Endvidere var der reparation af beskudte steder, nyopførsel af ødelagte skulderværn og mange andre ting.
Når man tænker på, at størstedelen af disse arbejder er foretaget om natten eller under jorden, så kan man først ret vurdere, hvor svært og omfattende dette arbejde var. Füsiliererne slog, savede, hamrede, gravede, hakkede, slæbte, trak tråd, så blodet sprang af fingrene, så jakke og bukser faldt fra kroppen i laser. Var de overhovedet soldater endnu? Var øgenavnet ”arbejderforening” ikke blevet til sandhed nu?
Ofte var de ved at bryde sammen af udmattelse, officerer og underofficerer måtte så, hvor vanskeligt det end syntes dem, kommandere dem op igen, for regimentet slækkede ikke på sine krav. Hellere sved end blod, var grundidéen. Og den var korrekt. Den har skånet regimentet for tilbageslag og blodofre som ved Moulin. De stillinger, som regimentet efterlod, har, efter hvad vi ved, holdt lige til kort før sammenbruddet.
13. april 1916. “… den bedste iblandt venner!”
Skraatobaks-Hymne
Af en Feltgraa
Overalt i denne Krigstid
har det tæt med Digte regnet;
men den bedste iblandt Venner
har man ingen Sang tilegnet.
Hvad er Grunden, at saa ringe
han er agtet her i Landet?
Ja, af Damer, højt forarget,
blir han spottet og forbandet.
Cigaretter og Cigarer,
som dog regnes for hans Brødre,
elskes højt af Rig og Fattig,
Døtre fine, som og Mødre.
Han ej som Cigaretten ynder
Guld og broget Flitterpragt,
Tarvelig han ses optræde
i sin jævne sorte Dragt.
Mændene han kækt og kraftigt
rækker Vennehaanden bravt,
finder Vej og til Soldaten
i den vaade Skyttegrav.
Alle er han højt velkommen,
– denne Ros er ærligt ment –
under Dagens tunge Trængsel,
under Hvilen velfortjent.
Hvem er denne Ven, I spørger,
som kan stille Krig’rens Savn?
Lyt! Jeg tør hans Navn forraade:
S k r a a t o b a k! Det er hans Navn.
DSK-årbøger 1946
13. april 1916. Kammeratskab ved vandpumpen
Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.
Jeg kom hjem paa Orlov i April 1916 og var hjemme i Paasken, den eneste Højtid, jeg tilbragte hjemme i de halvfjerde Aar.
Nu gik det paa Skift at hente vand til Køkkenet, og den Aften, jeg skulde bort, var det min Tur at være med. Denne Aften var der et særlig heftigt Skyderi.
Vi hentede Vandet ved en Gaard, som var skudt i Ruin. Her varder en lille Pumpe, men det tog lang Tid at faa Spanden fyldt. Ubehageligt var det, at Gaarden blev beskudt med Mellemrum.
Vi skulde frem til Pumpen imellem Nedslagene. Jeg var vel sprunget frem et Par Gange allerede, og denne Aften skød de mere end sædvanligt.
Da kom en Kammerat fra Mecklenborg hen til mig og sagde: »Nu gaar jeg frem for dig, for du har dog Familie hjemme, som venter dig. Jeg er ene, og ingen vil sørge over mig«. –
Jeg havde engang skrevet en Orlovs ansøgning for ham, og den blev bevilliget; nu vilde han gøre Gengæld.
Saadan var Kammeratskabet.
DSK-årbøger 1959
12. april 1916. 3. Garde-Infanterie-Division forlader Østfronten
3. Garde-Infanterie-Division havde tilbragt hele krigen på Østfronten. Den 12. april 1916 blev den transporteret til Vestfronten. I den anledning blev der holdt en række taler.
Om 3. Garde-Infanterie-Divisions (inkl. kampkalender)
11. april 1916. Dødstallet stiger i Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne nordslesvigere
Fra 2395 her i bladet 5. april, er minimumstallet for faldne nordslesvigere allerede steget til 2451. Det er et forårstegn, at kampene bliver livligere, og det går også ud over vore landsmænd. Listerne er lange og ensformige, men bag ved hvert enkelt navn står lidelse og død for navnets ejermand, sorg og ofte bitter nød for de efterlevende. Tallet på de familier, der mister mere end ét medlem, vokser stærkt.
Af de 56 nye tilkomne vides følgende at have ladet livet foran Verdun: gårdejer Jes Jessen fra Hellevad (8. marts), Marius Nissen fra Genner i Øster Løgum sogn (artillerist) og Hans Rehder fra Høgelund i Hjoldelund sogn. I Frankrig uden nærmere stedsangivelse, så Verdun er også indbefattet deri, desuden Chr. Adolf Haar fra Skodborgskov, H.G. Prasse fra Høgsbro i Hvidding (på vagt i Champagne), Hans Jessen fra Kliplev og Peter Lorenzen fra Bjerndrup i Kliplev, Frans Nagel fra Sønderborg, Peter Chr. Hansen fra Augustenborg, Peter Hansen Schmidt fra Ulkebøl, Chr. Andersen fra Flensborg, Chr. Høpner fra Sankelmark i Oversø og J. Munk fra Læk (farver Munks anden og sidste søn).
I russisk jord hviler: Gårdmand Nis Lenger fra Jelsskov (solid og driftig), gårdmand Peter Ryts fra Brændstrup i Rødding, Karl Bier fra Tønder (enke og seks børn i meget trange kår), Theodor Lorenzen fra Løgumkloster (faldet 19.november 1914), Johs. Hansen fra Åbenrå (skulle 16. marts været kommet hjem til kone og småbørn på orlov, men faldt forinden), gartner Ottsen fra Løjtkirkeby (en lovende og sympatisk mand) og Gustav Hansen fra Augustenborg.
Uden stedsangivelse læses dødsbudskabet om Theodor Wolff og Jens Jensen fra Haderslev (den sidstes moder, en præsteenke, har mistet en søn før i krigen), Knud Sørensen fra Årø og Nissen fra Hajstrup i Øsby, Anders Møller fra Abkær i Bedsted, Jens Petersen fra Arrild (død 17. august 1914), Magnus Møller fra Skærbæk, Thorvald Lassen fra Tønder (søn af en udmærket dansk mand), Claus Albrechtsen og Steffen Lund søn fra Løgumkloster (en bror tidligere faldet). På en gang meldes 4 dødsfald fra Nørre Løgum sogn, umiddelbart efter to i forrige oversigt: Rasmus Rasmussen fra Løgumgårde, Chr. Poulsen fra Tornskov (død 18. oktober 1914), Hans Platz fra Vester Terp og Peter Schmidt fra Nørre Løgum (enke og 6 børn). Så er der Jens Hansen fra Vennemose i Abild, Marius Nielsen og August Schrøder fra Åbenrå (en bror til den sidste har i 16 måneder været savnet af moderen der er enke), Jørgen Hansens søn fra Nørre Hostrup i Egvad, gårdmand Peter Andersen fra Blaasholm på Løjt, Jes Jessen fra Kasø i Hjortkær, Hans Jessen fra Uge, Asmus Julius fra Sønderborg, Thomas Nielsen fra Iller og Valdemar Nicolaisen fra Skodsbøl, begge på Broagerland, Thorvald Jensen fra Revlingbjerg pr. Sønderborg, Mathias Chr. Ley fra Grønmark og Hans Møller fra Bøghoved, begge på Kegnæs, Chr.Petersen fra Osbæk i Ketting, Jens Lorenzen fra Agtrup i Læk (faldet den 18. oktober 1914). I et fletbrev nævnes endelig: Vi må beklage tabet af to kammerater(deraf) A. Autzen fra Magstrup. Af dette navn og fra denne by er tidligere faldet brødrene Karl og Wilhelm; enten er den her omtalte en tredje bror, eller forbogstavet er forskrevet eller læst galt.
Carl Chr. Kastbjerg fra Bredebro er faldet på valpladsen i Belgien den 25. oktober 1914 om aftenen kl. 6. Englænderne beholdt valpladsen den aften, og i hast måtte der kastes noget jord på de døde. Men den 18. april 1915 erobrede tyskerne samme terræn tilbage. Senere, den 17. september, blev en afdeling kommanderet derhen for at få opklaring om de døde. Og da fandt de også Kastbjerg. Hans ring, ur, lønningsbog og mærke blev sendt hjem til hans kone. Hans forældre har nu mistet tre sønner i krigen og tre andre står endnu i felten, medens den yngste er udtaget og snart kan vente at komme bort.
11. april 1916. Luftangrebet på Nordfrisland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Landsbrandkassen og staben ved flyverangreb.
I anledning af, at fjendtlige flyvere havde angrebet den nordfrisiske kyst, blev der hos den slesvig-holstenske Landsbrandskassen anmodet om oplysninger om, hvorvidt skade, der eventuelt forårsagedes på forsikrede bygninger ved bombekastning eller beskydning fra flyveres side var medindbefattet i forsikringen.
Herpå er der indløbet et benægtende svar fra Generaldirektør Wenneker.
10. april 1916. På rekreation i Bad Nauheim
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.
Bad Nauheim, den 10. April 1916.
Med en Transport paa omkring 100 Mand er jeg kommet hertil. Mine Saar var heldigvis ikke farlige og var snart lægte.
Vi kom først til Sedan, men da Lazarettet her skulde rømmes, opnaaede vi det heldige at komme med til Tyskland.
Jeg havde paadraget mig et betydeligt Nervechock og nogle ret alvorlige Hudafskrabninger. I Hotel „Wiener Hof” har vi et dejligt Kvarter, og Lazaretbehandlingen er behagelig, idet den gaar ud paa, at vi daglig faar Kulsyrebade.
Til Trods for, at vi ikke har andet at bestille end om Morgenen at gaa til Badeanstalten og vente paa, at det bliver vores Tur til at gaa i Bad, har vi ikke Tid til at vente paa det. Vi sørger for at faa vort Badekort klippet og „fordufter” derefter lige saa stille igen.
Kun faa Steder er saa velegnet til Rekreationssted som Bad Nauheim, og vi foretager derfor lange Spadsereture i den herlige Omegn, i Taunusskoven og i den herlige Park. De paa Nerver og Lunger forkvaklede Stakler finder her i disse vidunderlige Naturomgivelser en velgørende og haardt tiltrængt Ro og Lægedom.
I Morgen skal jeg afsted herfra. Jeg har faaet 14 Dages Orlov, og for første Gang skal jeg se min lille Pige, der nu er et halvt Aar gammel.
10. april 1916. Afgang til Feltham-lejren
Søren Krab, Gram, blev taget til fange af britiske tropper i Marne-slaget den 9. september 1914. Efter ophold i bl.a. Frimly, Templemore og Leigh, kom han i april 1916 til Feltham-lejren.
Den 13. februar 1915 gik turen altså tilbage igen, over Dublin-Liverpool til byen Leigh i Lancashire, hvor vi blev indkvarteret i en stor fabriksbygning. Den var som ny og ikke taget i brug, da krigen begyndte.
Vi var ca. 2000 mand og var ret godt tilfreds, for der var centralvarme og adgang til bad, og føden var også lidt bedre. Jeg har tit tænkt på, at jeg flere gange har set et halvt franskbrød blive kastet ned i affaldstønden i gården, og det var vistnok ganske utænkeligt i en fangelejr i Tyskland.
I Leigh begyndte den danske præst, Troensegaard-Hansen, at besøgte os af og til. Han holdt en kort andagt og fortalte os, at vi snart, ligesom i Frankrig, ville blive samlet i en særlejr for Sønderjyder.
Den 10. april 1916 kom da dagen. – Vi måtte alle stille op på gårdspladsen. Navnene blev råbt op, alle danske, elsass-lothringer og polakker, og med tog blev vi sendt af sted til den nye samlelejr Feltham, ca. ti kilometer vest for London. Vi var kun en 25-30 sønderjyder i starten: men der kom af og til nye til, som var pillet ud i andre lejre i hele England, og til sidst var vi flere hundrede.
Forplejningen i lejren var her den samme som i de andre lejre; men da vi ikke var så stor en flok, kunne den blive lidt bedre tilberedt og mere alsidig, og det var jo landsmænd, der lavede den.
Her i Feltham kom pastor Troensegaard-Hansen hver søndag og holdt dansk gudstjeneste i en kirke, som lå indenfor lejrområdet.
En gymnastiksal var her også til fri afbenyttelse, ligeledes en stor og god sportsplads, og der blev flittigt spillet håndbold og fodbold, for der var endnu ingen af fangerne ude på arbejde.
Der blev også oprettet en sangforening i lejren under ledelse af Hans Clausen fra Elsmark på Als.
Man spillede også dilettant, men så måtte jo nogle af de unge mænd udklædes som piger – og det gik også rigtig godt. Livet formede sig her betydeligt bedre for os. Vi kunne frit udfolde vort eget åndsliv uden at blive generet af tyskerne.
DSK-årbøger 1964
9. april 1916. FR86 i Champagne – roligt på Vestfronten
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i foråret 1916 ved Somme Py i Champagne.
Den 3. april blev der efter et artillerinedslag registreret en stærk detonation hos fjenden. Et stort ammunitionsdepot var åbenbart gået i luften.
Den 9. skulle nabokorpsenes tunge artilleri trækkes tilbage. Dagen i forvejen blev der af det samlede artilleri til afsked gennemført en kraftig effektskydning mod de fjendtlige grave, der var ved at blive anlagt foran vor front.
9. april 1916. Arrestation og understøttelse
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Udbetaling én gang for alle i stedet for årsrente.
Der er ifølge ”Hejmdal” forelagt Rigsdagen et lovforslag om, at personer, der har krav på krigsførelse, efter andragende kan blive affundet med en kapital til at erhverve sig eller sikre sig egen grundejendom i byen eller på landet. Modtagerne må være mellem 21 og 55 år; det må ikke kunne ventes, at forsørgelsesgrunden bortfalder, og der må være sikkerhed for en gavnlig brug af pengene. Det drejer sig kun om militære fra stabssergenter nedad.
Som affindelsessum betales ved det fyldte 21. år det 16-dobbelte, 22. år det 15 ¾ dobbelte og nedad til ved det 55. år det 7½ dobbelte af årsbeløbet.
Gifter en affunden enke sig igen, så skal summen inden 3 måneder efter brylluppet tilbagebetales, for så vidt den overstiger det samlede beløb af de årspenge, der i mellemtiden ville have været forfaldne. Under særlige omstændigheder kan der helt eller delvis ses bort fra tilbagebetalingen. Ved lovforslaget vil regeringen fremme bosættelsen af selvstændige landmænd eller næringsdrivende.
Apoteker Wilckens arrestation.
En ung, dansk mand, der i en halv snes dage har siddet arresteret i Flensborg for overtrædelse af et forbud, bekræfter, at apoteker Wilckens er arresteret i Flensborg. Han har talt med en fiskehandler Brücke, der har været anholdt i samme affære.
Apotekeren havde købt nogle medicinalvarer, der skulle sendes til Brückes adresse og overleveres til en skipper, som skulle føre dem ud. Postvæsenet havde imidlertid fattet mistanke og i hemmelighed undersøgt pakkens videre skæbne; thi den blev uventet konfiskeret om bord hos skipperen, som blev anholdt.
Apoteker Wilckens sidder nu i det temmelig strenge ”Retsfængsel”, mens Brücke og en ingeniør Johansen sidder i ”Politifængsel”. ”Frederikshavns Avis” mener imidlertid at vide, at undersøgelsen er sluttet, og at apotekeren kan ventes løsladt i nær fremtid.
8. april 1916. Faldne, sårede og fangne
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Mads Madsen og hustru i Mariegade i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Mads, den 23. marts er faldet i Rusland, 22 år gl.
Jens Jensen fra Haderslev er faldet i Belgien. Han var meget afholdt af sine kammerater.
Christian Møller fra Gårdkrog ved Skærbæk har fået meddelelse om, at hans søn Magnus er faldet.
Mathias Lei fra Grønmark på Kegnæs er faldet, 30 år gl.
Christen Iversen fra Ulkebøl er død af sine sår på feltlazaret 3 ved det 9. Armékorps, og Andreas Grube fra Hoptrup er død af sygdom.
Marius Nissen fra Genner er hårdt såret.
Heinrich Bargmann fra Hvidding og Jes Jessen fra Toftum, der før har været opført som savnet, er i fangenskab.
8. april 1916. M. Andresens jordefærd
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
M. Andresens jordefærd
Torsdag eftermiddag jordedes under stor deltagelse Sprogforeningens mangeårige formand, tobaksfabrikant M. Andresen.
Det var en talrig skare, der samledes i Frimenighedskirken i Åbenrå, slægt og venner fra hele Nordslesvig. Og rundt omkring, i øst og vest har nok mange flere ønsket at være med til at vise M. Andresens den sidste ære, thi det var ikke mindst ungdommen, der stod ham nær, foreninger og virksomheder, vi nævner nogle: Sprogforeningen, Skoleforeningen, Nordslesvigsk kvindeforening, Kogeforeningen, ”Hejmdal”, ”Dannevirke-Modersmålet”, ”Dybbøl-Posten”, ”Flensborg Avis”, ”Hejmdal”s tilsynsråd, ”4S”, ”To Løver”, Fabrikkens personale, ”F.D. ”, Folkeligt Samfund, Den nordslesvigske Folkebank, C.J.C. Forening.
I kirken talte pastor Thade Petersen ud fra ordet: Vær tro indtil døden, og jeg vil give dig livets trone.
Rigsdagsmand H.P. Hansen talte derefter om Andresen som menneske og borger.
Alvor og samvittighedsfuldhed hørte til grundtrækkene i hans karakter og prægede hans færd fra barneårene af. Skønt lærer med liv og lyst, forlod han frivillig skolens tjeneste, da han ikke længere kunde forene pligter som embedsmand med sin dybeste inderste overbevisning.
Han skildrede endvidere Andresen som den retsindige og rettænkende mand, frisindede og humane arbejdsgiver, for hvem det var et hjertefag at øve ret og skel til alle sider også overfor modstandere, som manden med den fint mærkende retfærdighedsfølelse og det trofaste sindelag, som den der tillige var sine medarbejderes ven og som den hjælpsomme mand, der ikke lod venstre hånd vide, hvad den højre gjorde.
Det udsædvanligt store følge viste tydeligt, hvor afholdt og agtet Andresen var.
Også i vort offentlige liv efterlader Andresen en tom plads; som formand for Sprogforeningen har han i en lang årrække gjort et stort og frugtbart arbejde; og mange andre foretagender i Nordslesvig har han støttet og hjulpet frem. Derom vidnede da også det store følge. Sprogforeningen, Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Kreditforeningen, Landeværnet, Fælles-Landboforeningen, den nordslesvigske presse og talrige andre virksomheder var repræsenteret ved deres bestyrelser.
7. april 1916. Ugens kampe fra The Great War
På Youtube-kanalen The Great War bringer historikeren Indiana Neidell hver uge et overblik over den forgangne uges kampe. Denne gang handler det navnlig om Zeppelinangreb på Storbritannien og luftkrig i det hele taget, kampene i Mellemøsten, på den italienske front, Østfronten – og naturligvis Verdun.
7. april 1916. På høpreskommando i Auvergne
Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.
HØPRESNING
Vi havde det godt i Massiac, og Befolkningen var os meget venligsindet. Vort daglige Arbejde bestod i at presse hø i Knipper for et Konsortium, der sendte Høet som Hestefoder til Fronten.
Høet blev presset ved Haandkraft, og hvert Knippe blev derefter bundet med tynde Staaltraadsbaand og vejede gennemsnitlig 30 Kilo.
Pressen bestod af en firkantet, aflang og stærk Trækasse, som blev fyldt og stampet med Hø, derefter blev Laaget lagt paa og presset ned ved Hjælp af en Vægtstang ved hver Ende. Naar Staaltraadsbaandene var lagt omkring Knippet, blev Kassens Forside slaaet ned. og det fuldt færdige Knippe trukket frem.
Under Pressens Bund var anbragt fire Hjul, saa den med Lethed kunde transporteres. I et Halvtag, som tilhørte Byens Savskæreri, havde Konsortiet faaet Lov at installere Pressen.
Der var ogsaa god Plads for løst Hø og de færdige Knipper.
Høet blev opkøbt i Massiacdalen og de nærmeste Bjergegne. Naar der var Mangel paa Hø, kom Bønderne ofte langvejs fra med store Læs paa de smaa, spinkle, lavhjulede Vogne, der var forspændt med et Par Køer eller Stude.
Mens Manden og Studene styrkede sig efter den lange Tur, læssede vi Høet af Vognen, hvorfor vi ofte modtog en Franc eller en Liter Vin i Drikkepenge.
Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)
Læs den her: https://denstorekrig1914-1918.dk/litteratur/
6. april 1916. Krigsenke med 6 små børn og andre nyheder fra Sønderjylland
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Dr. Thomsen
I Skærbæk er kommet hjem på orlov i 10 dage.
Gårdejer Eskild Wind fra Gastrupgårde ved Rødding, der siden krigens begyndelse har været indkaldt som underofficer ved landeværnet og har været med i mange hårde kampe, kom i mandags aftes hjem på 3 ugers orlov.
Over grænsen uden pas!
En ganske ung pige fra Danmark, der i søndags nat ville gå over grænsen uden pas ude i det nordvestlige hjørne af Haderslev kreds, blev taget af den tyske grænsevagt og i mandags ført til Flensborg.
Gårdejer Peter Ryts fra Brændstrup, der deltog i krigen som infanterist, er nylig faldet i Rusland under den sidste tids hårde kampe, hans hustru, der nu står ene tilbage med 6 små børn, modtog i lørdags det tunge budskab ved brev fra sin mands trofaste ven og kammerat, gårdejer Mathias Fisker fra Stenderup ved Rødding. Peter Ryts, der opnåede en alder af næppe 40 år, blev først i juni i fjor indkaldt som ikke uddannet landstormsmand og lå i Bremen. Efter endt uddannelse kom han sidste efterår sammen med flere andre nordslesvigere til Rusland, hvor han i vinter har døjet meget både sult og kulde.
Dette dødsfald vil, skriver ”Hejmdal”, vække sorg og dyb og inderlig medfølelse i hele egnen, hvor Peter Ryts var kendt. Han var en af vore bedste og dygtigste unge mænd og havde mange oprigtige venner. Efter menneskelig forstand kunne han dårligt undværes. Han vil blive dybt og længe savnet af de mange, der holdt af ham. Men allermest vil han blive savnet i sit hjem, af sin hustru, sine børn og sin gamle syge mor, hvem han var en god og kærlig mand, far og søn.
6. april 1916. Indtil nu mindst 2.316 faldne fra Nordslesvig
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Faldne nordslesvigere.
Landråden i Sønderborg har nogle gange offentliggjort ”Mindetavler” over de døde fra hans embedsdistrikt, af hvilke følgende ikke er fundet hidtil i aviserne. Det er mest tjenestekarle og røgtere, hvis død er gået ubemærket hen:
Thies Hansen og Georg Petersen fra Sønderborg, Jørgen Hofstadt fra Ragebøl i Dybbøl sogn, Frederik Arnold, Joh. Frederik Andersen, Mathias Lorenzen Jørgensen, Jens Petersen og Frederik Schwertfeger fra Såstrup, Jørgen Eriksen fra Avnbøl og Rudolf Bomski og Jørgen Duus fra Bøjskov i Ullerup sogn, Karl Bergholz fra Kær og Nis Christiansen og Jens Meier fra Sundsmark i Ulkebøl, Frederik Jørgensen fra Lysabild og Karl Møller fra Mommark i dette sogn, Peter Petersen fra Lebøl og Peter Jørgensen fra Ærtebjerg, begge Tandslet sogn, Chr. Clausen og Claus Sørensen fra Sebbelev i Ketting, Hans Jørgensen fra Helved i Notmark og Hans Peter Thomsen fra Notmark, Frederik Lamp fra Dyndved i Egen, Jens Hansen Hollænder og Hans Petersen fra Svenstrup, Rasmus Petersen og Hans Chr. Tinnesen fra Nordborg.
Fra aviserne kendes endvidere: Thomas Beck fra Stubbom i Aller, Boy Frandsen fra Friskmark i Gram, Karl Martensen fra Løgumkloster, Hans Chrestesen Elnef fra Åbenrå, Carsten Peter Lorenzen fra Sæd i Ubjerg, Chr. Tranum fra Ris, Jes Jacobsen fra Alslev i Hjortkær, Emil Bruun fra Gråsten, Chr. Nissen fra Søgårdsmark i Kliplev, Lorenz Jensen fra Kelstrupskov i Holbøl, Claus Albrechtsen fra Blans i Ullerup, Henrik Chr. Thiesen af Iller i Broager, Theodor Ebeling af Ketting, Chr. Hansen af Dyndved i Egen, Hans Nielsen fra Pøl i Nordborg landsogn, August Schmidt af Kobbermøllen i Bov, Clausen fra Frøslev i Hanved, Chr. Vogt af Reden i Balsbøl, Jens Jacobsen af Jaruplund og Hans Carstensen af Barderup i Oversø, Hans Johansen fra Sønder Løgum, Carl Chr. Christiansen af Læk, Wilhelm Jørgensen af Rosenkrans i Aventoft og Jens Clausen af Aventoft.
Tallet på faldne i Nordslesvig er nu mindst 2316.
Til det ovenfor angivne minimumstal for faldne fra Nordslesvig, 2316, er at føje 80 fra den sidste tid. Men da Niels Hansen fra Kolstrup i Stepping sogn, der allerede anførtes som død i 1914, nu er vendt tilbage til sit regiment fra lazarettet, forøges tallet kun til 2395.
Navnene er: Peter Chr. Rasmussen, Møller Bonnichsen, Johs. Koch, Johs. Lauridsen og Anton Gynther fra Haderslev; Hans Christensen fra Humlegårdsbæk og Bollerup fra Vandling, begge i Starup sogn; Falle Jørgensen fra Sverdrup i Øsby; Carl Chr. Nissen fra Bæk i Vonsbæk, Carl Nissen fra Fjelstrup; Gustav Adolf Madsen fra Hvinderup og Hans Christensen fra Tyrstrup, begge i Tyrstrup sogn; Johs. Lauridsen fra Styding i Hammelev; Peter Bindeballe fra Jels og Johs. Gravert fra Grønnebæk i Jels; Jens Peter Nicolaisen fra Skodborg; Peter Andersen Møller og Peter Schack fra Toftlund; Knus Frisk fra Branderup; to brødre Andersen fra Roager og Bernt Andersen fra Vesterbæk (= en af de foregående?); murer Ahnicke og Johan Becker fra Tønder; Georg Nielsen fra Rudbøl Kog i Højer; Henrik Schlüter fra Vinum i Døstrup; Asmus Brink fra Bredebro og Hans Jensen Paulsen fra Abterp i Brede; Chr. Paulsen fra Ellum ved Løgumkloster, Karl Lassen fra Kløjing og Hans Simonsen fra Landeby, begge i Nørre Lygum: Jens Christensen fra Vennemose i Abild; Peter Mahler og Georg Marquardt fra Øster Højst; Nicolai Tjellesen fra Ransted; Peter Callesen fra Stade i Burkal; Oscar Weimann, Johs. Nielsen og Lorenz Andresen fra Åbenrå; Jes Berthelsen fra Bollerslev i Bjolderup; Jes Andresen fra Felsted; Jes Thomsen fra Kokhave i Kværs; Jes Berthelsen fra Kliplev; Thomas Figge fra Nalmadebro ved Gråsten; Chr. Hansen Jepsen fra Undelev i Holbøl; Hans Weltzien og Hans Lorenzen fra Sønderborg; Chr. Hansen fra Dybbøl og Frederik Jørgensen fra Sandbjerg i Dybbøl; Henrik Popp fra Ø. Såtrup; Sneefeldt og Enghoff fra Avnbøl i Ullerup; Hans Hansen og Chr. Jepsen fra Broager; Chr. Iversen og Peter Jacobsen fra Ulkebøl; Jørgen Krogh fra Lysabildskov og Chresten Heise fra Viby i Lysabild; Landbrugskandidat Niels Bladt fra Asserballeskov; Otto Blackstein fra Augustenborg; Jørgen Godt fra Dyndved i Egen; Hans Wilckens, Hans Dominicussen og Marie Stulanders forlovede fra Nordborg; Johs. Brix fra Bov og Peter Callesen fra Vejbæk i Bov; Hans Hansen fra Hanved; Kurth Rothe og Peter Dyrbye fra Harreslev i Hanved; Henrik Reve fra Meden i Balsbøl; Johan Falkenhagen fra Jaruplund og Henrik Jensen fra Munk-Bolstrup, begge i Oversø, Sønke Jørgensen fra Østerby; Julius Koch fra Veseby og Hans Johansen fra Farlund, alle tre fra Medelby sogn; Hans Johansen fra Bramstedlund i Ladelund; Peter Henningsen fra Krakebøl i Hunstrup, Johan Møller fra Klægsbøl; Hans Peter Andresen fra Sprakebøl i Læk; Jens Peter Petersen fra Enge.
Af disse 80 er 7 faldet ved Verdun og 24 i det hele faldet i Frankrig; 1 i Flandern og 1 i Rusland. Af de øvrige kan også de fleste være faldet ved Verdun, men valpladsen angives ikke. Det lader dog ikke til, at de regimenter, som i en væsentlig grad optages af danske, har været i ilden på dette udsatte sted; da ville mandefaldet have været langt større.
5. april 1916. Mangel på kartofler og vævede stoffer
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Kartoffelforsyningen.
Rigskansleren har udstedt en ny bekendtgørelse om landmændenes pligt til efter forlangende at aflevere alle uundværlige forråd af kartofler.
Producenternes har, for så vidt de ikke kan nøjes med mindre, lov til at beholde: 1) i det højeste 16 dobbeltcentner læggekartofler pr. hektar, 2) for hver person 1½ pund daglig indtil 31. juli, 3) for kreaturer, der hidindtil er blevet fodrede med kartofler, i det højeste 10 pund daglig hæfte, 7 pund for trækstude, 5 pund for trækkøer, 2 pund for svin, alt for tiden indtil 15. maj, 4) for så vidt hærforvaltningen lægger beslag på spritfrembringelserne, kartoflerne til den gennemsnitlige spritmængde, der skal fabrikeres, 5) kartofler, som skal afleveres til selskabet for tørrede kartoffelfabrikater.
Wolffs Bureau fremhæver, at kartoffelforrådene er fuldkommen tilstrækkelige til næste høst.
En bekendtgørelse om arbejdstiden
I de erhvervsgrene, som sysselsætter sig med at væve, virke og strikke, blev bekendtgjort i går, den 4. april, i de officielle blade.
Forskrifterne berører alle industrielle forretninger, hvor der forfærdiges mands-og drengeklæder, kvinde- og børnebeklædningsstoffer, hvor der laves hvidt og broget linned, som overvejende fremstilles af vævede, virkede og strikkede stoffer, uld eller filt, og som fabrikeres i det store i bedrifter, hvor foruden ejeren eller lederen mindst 4 arbejdere eller arbejdersker er sysselsatte.
Det er hensigter at arbejde hen til en ligelig oparbejdelse af de forhåndenværende forråd af vævede, virkede og strikkede varer.