Tag-arkiv: Fort Douamont

18. december 1916: Slaget ved Verdun er forbi

De hårde kampe ved Verdun rasede med vekslende intensitet fra slutningen af februar 1916, hvor den tyske hær iværksatte et meget omfattende angreb. Fra fransk side nægtede man imidlertid at opgive Verdun, og da tyskerne i sommeren 1916 blev presset i defensiven, pga. den russiske Brusilov-offensiv på Østfronten og det britisk-franske storangreb ved Somme den 1. juli, begyndte den franske hærledelse at planlægge en modoffensiv, som skulle presse de tyske styrker tilbage og væk fra Verdun. Franskmændene igangsatte modangrebet den 18. oktober, og ved hjælp af bl.a. beskydning fra to enorme jernbanekanoner lykkedes det knap en uge senere, at tvinge tyskerne til at trække sig tilbage fra den vigtige fæstning, Fort Douaumont, som havde været i tysk besiddelse siden Verdunslagets indledende kampe.

...
Kort over Verdunfrontens forløb ved slagets begyndelse i februar, linjen for den tyske fremgang indtil september og resultatet af den franske modoffensiv i efteråret og vinteren 1916. Fra Wikimedia Commons.
Den franske modoffensiv

Med Fort Douaumont tilbage på franske hænder rettede generalerne Robert Nivelle og Charles Mangin i starten af november blikket mod Fort Vaux, som tyskerne havde erobret tilbage i juni 1916. De anså et frontalangreb på fortet for at være for risikabelt, og det tungeste franske artilleri blev derfor beordret til et ugelangt bombardement af Fort Vaux, der i forvejen var hårdt medtaget af de sidste otte måneders kampe. Tre franske infanteridivisioner blev spredt langs frontlinjen i en vifte bred nok til at omringe fortet. De franske soldater var velforberedte, udstyret med kompas og et solidt kendskab til terrænet og tilmed sikre på, at franske fly var i besiddelse af luftherredømmet over Verdun.

Ligesom ved angrebet på Douaumontfortet bevægede de franske tropper sig frem bag et rullende bombardement og kunne således komme helt tæt på Fort Vaux. Sikkert på grund af undren over hvorfor de ikke modtog beskydning fra de tyske maskingeværstillinger, blev to officerer og en fransk ingeniørsoldat om aftenen den 2. november beordret til at bevæge sig helt hen til fortet. Her kunne de uden modstand kravle ind igennem skydeskårene på den sydvestlige kasemat og trænge ind i Fort Vaux. Her fandt de lejrbål, der stadig brændte, og det flød med håndgranater, ubrugte geværpatroner, tusindvis af konservesdåser og flasker med vand samt fire maskingeværer. Den tyske besætning havde forladt fortet i en fart, og endnu en gang havde franskmændene erobret et af Verduns vigtige forter uden kamp.

Den 5. november nærmede franske styrker sig den linje, fronten havde fulgt den 24. februar – tre dage efter det indledende tyske angreb. Fjenden var blevet presset tilbage, og den franske hærledelse valgte derfor at indstille modoffensiven indtil december.

[1.] Weltkrieg [1914 - 1918] Sperrfeuer bei Verdun
Spærreild ved Verdun. Den franske hær satte i høj grad sin lid til artilleriet under modoffensiven i oktober-december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Verdunslagets sidste operation

Efter lidt over en måneds pause modtog de franske tropper ved Verdun igen en angrebsordre. Den fornyede franske modoffensiv havde til hensigt at presse tyskerne yderligere tilbage, og den 9. december blev de tyske stillinger udsat for et seks dage langt bombardement. Godt 800 kanoner affyrede over 1,1 mio. granater, og bombardementets afsluttende salver ramte, ved hjælp af nøje afvisninger fra observationsfly, indgangene til de tyske beskyttelsesrum, observationsposter og selve de tyske skyttegrave.

Franskmændene angreb over en ca. 10 km bredt front, som på tysk side udgjorde en knap 2,5 km dyb forsvarsstilling støttet af over 500 kanoner. Afsnittet var bemandet af 27.000 tyske tropper, hvoraf ca. en tredjedel var i reserve 10-15 km bag den forreste skyttegrav. Selve angrebet blev indledt den 15. december kl. 10. Franske styrker bevægede sig denne gang frem bag et dobbelt rullende bombardement: Omtrent 60 m foran de fremrykkende soldater lagde det franske artilleri en ildlinje af shrapneller, og yderligere 80 m fremme en spærreild af højeksplosive granater. Området bag den forreste række af tyske skyttegrave blev ligeledes holdt under vedvarende fransk beskydning, for at forhindre tyskerne i at trække sig tilbage og ligeledes blokere for den tyske reserve.

Over for denne effektive og kraftfulde beskydning kollapsede det tyske forsvar. Mange af de tyske soldater blev fanget af den kraftige ild i deres beskyttelsesrum, og ca. 13.500 af de i alt 21.000 mand, som bemandede stillingen, blev taget til fange af de fremrykkende franske styrker. På denne måde nåede franskmændene deres mål ved bl.a. Côte du Poivre, Louvemont, Hardaumont, og over de næste to dage befæstede de en ny linje fra Vacherauville ved Meuse-floden i vest til Bezonvaux i øst.

Det franske angreb forsatte, nu også støttet af det enorme 155 mm kaliber kanontårn i Douaumontfortet, som franskmændene havde fået repareret og gjort operationsdygtigt efter generobringen den 24. oktober 1916. Da de franske generaler afblæste offensiven, havde man tilfangetaget yderligere 11.000 tyskere, erobret i alt 115 kanoner og generobret en stor del af terrænet øst for Meuse. Dén tyske stilling, som var tættest på Verdun-by, var nu blevet skubbet ca. 7,5 km tilbage, og alle de centrale højdedrag i området nær Douaumont og Vaux var igen på franske hænder.

...
Kort over den franske fremgang ved Verdun fra den 15. til den 18. december 1916. Fra Wikimedia Commons.
Et slag uden vinder

Denne morgen den 18. december 1916 indstillede den franske hær sin modoffensiv ved Verdun. Det betød dog ikke, at kampene stoppede i Verdun-sur-Meuse, hvis bakkede landskab siden februar var blevet arret til ukendelighed og gennemvædet af blod. Officielt var Verdunslaget ikke desto mindre forbi.

Efter knap 10 måneders hårde og indædte kampe endte slaget ved Verdun med noget lignende et uafgjort resultat. Rent strategisk havde slaget i hvert fald ikke nogen vinder. Den tyske general Falkenhayn havde håbet på, at den tyske offensiv ville tvinge franskmændene ud af krigen. Det blev ikke tilfældet. Omvendt lykkedes det heller ikke den franske hær, på trods af to kraftfulde og vellykkede modoffensiver, at skubbe tyskerne helt tilbage til udgangspunktet fra før den 21. februar 1916.

Til gengæld blev slaget et af krigens længste og mest blodige slag, og de omkringliggende områder nord for byen Verdun blev fuldstændigt ødelagt. Der blev eksempelvis kæmpet hele 16 gange om landsbyen Fleury, som bogstaveligt talt ikke længere eksisterede, da slaget var slut. Samme skæbne overgik  otte andre landsbyer i krigszonen, som nu mest af alt lignede et månelandskab.

I menneskelige tab var Verdunslaget ikke mindre rystende. Det officielle franske tabstal lød på næsten 380.000, heraf mere end 160.000 dræbte soldater. Heroverfor mistede tyskerne omtrent 330.000 mand, hvoraf dødstallet lød på ca. 143.000. Sætter man dødstallene i forhold til tid, svarer det til, at næsten én soldat mistede livet hvert minut, dag og nat, i de 10 måneder, slaget rasede. Det kan således ikke undre, at frontafsnittet ved Verdun blev både berygtet og frygtet af såvel franske som tyske soldater.

 

Relaterede indlæg:

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer fort Douaumont

24. oktober 1916. Ved Fort Douaumont: ”Første kompagni frem til storm!”

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby hviler ud i tredje linje, da det meget veltilrettelagte franske angreb på Fort Douaumont kulminerer 23-24. oktober 1916. I optegnelser nedskrevet 7/12 1916 beskriver han, hvordan han oplevede det franske angreb.

En dag var vi i Montmedy. Den 23. oktober gik det så i stilling igen. Vi skulle ligge i Douaumontfortet og derfra bringe materialer og levnedsmidler forud. Den tur gruede vi for, da vi vidste, at det gik igennem spærreilden hver nat. Vi blev dog gudskelov sparet for den tur. En forfærdelig spærreild havde allerede raset i to dage, så vi vidste, hvad der var i vente. Man så kun tavse, alvorlige og nedslåede ansigter den aften.

På vejen kørte den ene troppeautomobil med nye tropper forbi efter den anden, så vi kunne nok tænke, at der var noget galt derude. Vi kom kun til Breuilleslugten. Der blev vi, da fortet var helt sammenskudt. Vi studsede alle.  Ingen havde troet det. Vi havde følt os så trygge og sikre, når vi først sad der, så langt nede under jorden, over os så mange meter beton, og så et tykt lag jord. Men hvad nyttede det? Det hele var skudt sammen som en papirhylde og mange mennesker lå begravede i ruinerne.

Vi måtte så ud af hullet og frem til storm. Op over toppen af bjerget, hvor vi pustede ud i en artilleristilling. Der lød det så: ”Første kompagni frem til storm!” Frem gik det så igennem en frygtelig spærreild frem til det næste bjerg.

Der lå vi så nogle timer og ventede på yderligere ordre til angreb, som dog gudskelov udeblev. Det var også blevet mørkt alt imens, så de havde ingen samling på mandskabet. Befalingen var der, men dem som skulle føre mandskabet videre frem sad i en dyb understand og var druknede.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

22. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Somme, Bulgarien, Rumænien og ved Verdun, hvor franskmændene planlægger at tilbageerobre for Douamont. Vi slutter i Grækenland – formelt neutralt, men i praksis …

29. september 1916. Ilddåb ved Fort Douaumont

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby stod 28. september 1916 over for et af sit livs hidtil værste prøvelser. For første gang skulle han som kampsoldat med sit kompagni i Regiment 84 ud i granatregnen på slagmarken. Stedet var det svært beskudte frontafsnit ved Fort Douaumont, som tyskerne havde indtaget i februar 1916 under de første vellykkede angreb ved Verdun.

Torsdag nat skulle hele kompagniet i stilling. Den nat blev frygtelig. Da oplevede jeg den første rigtige ilddåb, hvor det formeligt gik frem over døde og jamrende kroppe, gennem vandfyldte granathuller, mens granater og shrapnels hylede i luften. Sådan asede vi fremad i 3 timer med vor 5 dages forplejning på ryggen og alt hvad der hører til en frontsoldats udrustning. Omkring ved tolvtiden fandt vi en jernbanedæmning. Der skulle den gruppe blive, hvortil jeg hørte. Vi fandt et hul, hvor der førte en trappe ned og smed os dødtrætte, som vi var.

Da vi vågnede efter en ublid slummer, var det blevet lyst udenfor, og nu skulle vi stå op og se, hvor vi egentligt befandt os. Det var just ikke et hyggeligt syn denne jernbanedæmning frembød. Her lå et ben, og der lå en arm, og hist og her lå halvfortærret franskmands lig, livremme med patrontaskerne fulde af patroner og håndgranater hang endnu ved kroppen. Der stod benraden af en tysker op mod en træstamme. Pikkelhuen sad endnu på hovedet.

Vi halede tornystrene frem og ville have os en lille hjertestyrkning, men i det samme sagde det bum-bum ovre hos franskmændene, og hurtigere end vi kunne nå at vende os røg splinter, stenbrokker og jernstumper om ørene på os. Underofficeren mumlede noget om at de ikke en gang kunne lade os have madro, og samlede så ganske forsigtigt sit frokostbord sammen og listede ned i hullet med det. Vi var naturligvis ikke længe om at luske efter. Nu tog også rigtigt for alvor fat med skydningen, og snart raslede stenbrokker og alt muligt ned gennem åbningen til os.

Om dagen havde vi intet at bestille, men om natten måtte vi ud for at slæbe materiale ud til forreste linje og det skulle besørges om så elementerne rasede nok så frygteligt. Så måtte vi også bære sårede tilbage til Douaumontfortet.  Når nattens gerning var endt søgte vi tilbage til hullet for at sove og hvile lidt. Der blev ikke talt ret meget. Vi led også forfærdeligt af tørst, da vi ikke havde noget at drikke, og tørsten sved værst, når vi lukkede munden op. En hver forsøgte ved sine tanker at komme så langt bort fra virkeligheden som muligt.

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015. 

12. maj 1916. Verdun: Inferno i Fort Douamont

Jens Jensen, Soed pr. Hejsager, gjorde krigstjeneste i 7. Garderegiment.

Jeg var saa heldig at komme hjem paa Orlov, men da jeg den 12. Maj kom tilbage, skulde jeg melde mig i Mars la Tour, og her meddelte man mig det lidet opmuntrende, at mit Regiment var blevet flyttet til Douaumont-Stillingen. Nu var vi altsaa for Alvor i Brændpunktet, for nærmere kunde vi ikke komme Verdun-Helvedet.

Jeg havde ikke særlig stort Hastværk med at komme videre; men videre skulde jeg jo. Da det led mod Aften, var jeg kommet frem til et Kloster, hvor jeg overnattede. Her traf jeg en Infanterist fra et bajersk Regiment, der for Tiden holdt Fortet Douaumont besat. Han fortalte mig i en ophidset Tone om en frygtelig Begivenhed, en grusom Ulykke, som var sket i Fortet.

Douaumont laa paa det Tidspunkt, i Begyndelsen af Maj, nogle Kilometer bag ved den forreste tyske Linie, midt i et Terræn, der til Stadighed var Genstand for det franske Artilleris Spærreild, og Fortet selv var Centrum for Beskydningen. Fortet havde to Udgange, en imod Nord og en imod Syd. Paa disse Indgange havde det franske Artilleri i den Grad indskudt sig, at det, saa længe der blev skudt, var umuligt for nogen at slippe levende ud eller ind. Skønt Fortet var det farligste Sted i det livsfarlige Bagland, var det dog alle Frontsoldaters forjættede Land.

Der var Uhygge i dets Indre, det kostede umenneskelige Anstrengelser at naa frem gennem det granathullede Maanelandskab, hvis man da i det hele taget naaede frem. Man kunde ikke gaa to Skridt uden at dumpe i de mudder- og vandfyldte Kratere, og samtidig eksploderede Granaterne rundt omkring; men var man først naaet frem, var Douaumonts underjordiske Gange og skumle Kasematter det sikre Tilflugtssted, der for en Tid gav Ro og Hvile. Her fik de saarede den første Behandling, her var der Mulighed for en Taar Vand og en Bid Brød, inden det sidste trælsomme og farlige Stykke Vej blev tiltraadt.

Douaumont var saaledes til Stadighed som en Bikube. Naar Skydningen tog lidt af, gik det ustandseligt ud eller ind. To Strømme mødtes her, den, der skulde frem, og den, der skulde tilbage, og var man først inde, havde man aldrig Hastværk med at komme videre.

Natten mellem den 7. og 8. Maj havde Fortet været overfyldt. Mange saarede var bragt ind, og talrige Soldater, der under de haarde Kampe var kommet bort fra deres Formationer, havde søgt Tilflugt i Fortet. Der var Trængsel overalt, i Gange og i Kasematterne.

I den tidlige Morgenstund kommer en Pionerafdeling ind i Fortet. Den er paa Vej ud til Linien og slæber Haandgranater og Flammekastere med sig. Hele Vejen op til Fortet har været et eneste Kapløb med Døden. Nu vil de hvile en Stund. De trænger til det, inden Kapløbets sidste og værste Del skal tiltrædes. De kan kun blive her nogle faa Minutter. Vaabnene stiller de fra sig inden for Indgangen.

Der er et særdeles livligt Rykind paa dette Tidspunkt. Strømmen gaar frem og tilbage. Man trænges, puffes, stødes. Gangene er tætpakkede, som Sild i en Tønde, og saa skal man oven i Købet have Flammekastere og Haandgranater til at spærre for Trafikken!

Udenfor flover Artilleriilden af. Det er paa Tide at faa de saarede tilbage til Lazaretterne. En Strøm af letsaarede presser pludseligt paa for at slippe ud og komme af Sted. Trængslen vokser. Flammekasternes Grejer spærrer for den uhindrede Passage. Der opstaar Panik! Ud! Ud! Hurtigt, inden de franske Granater atter udslynger Rædsel og Død!

Da sker der midt i Trængslen og Mørket noget skæbnesvangert. En af de letsaarede faar Foden i Snare i et Bundt Haandgranater. Han sparker til med den anden Fod for at komme fri. En af Aftrækssnorene, der er smuttet ud, strammes og rives ud. Med et vældigt Brag eksploderer hele Beholdningen af Haandgranater.

Gangene gennem rystes. Ingen ved, hvad der er sket. Frygtelige Skrig høres, uhyggelig Jamren fra lemlæstede Mennesker runger gennem Fortet. — Er en fransk Granat gaaet gennem Loftet?

Eksplosion følger paa Eksplosion. Fortet giver efter. Kaskader af Røg og Kvalm stiger som fra en Vulkan op mod Himlen. Udefra ser det ud, som om hele Fortet springer i Luften.

Nu antænder de eksploderende Haandgranater Flammekasterne. Den brændende Vædske baner sig sydende og hvislende Vej ned gennem Gangene, der er fyldt med saarede Soldater. De brændes levende.

Alt er indhyllet i en tæt, kvælende og stinkende Os. Nu gaar Lyset ud. Panikken stiger. Rædselen tiltager. Lidelserne naar Toppunktet. Den brændende Strøm flyder videre, løber fra Galleri til Galleri, finder Vej ned til de dybeste Kasematter, indtil den dybt nede flyder ind i et Lager af Granater og Kardæsker, som Franskmændene har efterladt. De antændes.

Nye frygtelige Eksplosioner. Paany gennemrystes Fortet. Det giver sig som ved et Jordskælv. Mennesker styrter forvildede omkring, vanvittige. Alle Vegne Mørke. Kvalmen bliver tættere og tættere, opsluger alt. Alle Veje er spærrede. Det er umuligt at aande. Verdun-Kæmperne, spærret inde i Douaumonts brændende Helvede, finder en grusom, pinefuld Død i Kvalm og Ild.

Og udenfor gaar Solen op til en straalende, vidunderlig Majmorgen. Tropper udefra kommer efterhaanden til Undsætning. Der sørges for Ventilation. Lysene tændes paany.

Et frygteligt Syn! De døde ligger indfiltrede, i Lag, lemlæstede, sønderflængede, forbrændte. Alle Gangene er overfyldte. Man staar hjælpeløs og ser paa dem. Hvad skal man gøre med alle de døde? Ud kan de ikke komme, for ingen kan færdes udenfor, og inde kan de heller ikke blive.

I den Gang, i hvilken det største Antal dræbte findes, samler man alle de øvrige. De lægges i Lag. Lagene vokser. Da man endelig har samlet dem alle, murer man Gangen til i begge Ender.

Og derinde, i denne kæmpemæssige, murede Fællesgrav, ligger herefter Ligene af 28 tyske Officerer og 650 tyske Soldater, brændt ihjel eller dræbt hin Rædselsnat efter et skæbnesvangert Uheld i Fortet Douaumont.

DSK-årbøger 1950.