Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Luftskibet ”L7”
der blev skudt ned i Vesterhavet af englænderne den 4. maj, hørte hjemme i Tønder.
Påklædningskort. – Højestemål for dameklæder.
I de sidste dage har der ifølge ”Berliner Tageblatt” i Düsseldorf fundet forhandlinger sted mellem ledelsen af rigsbeklædningsstedet og repræsentanter for tekstilindustrien vedrørende den mindre bemidlede befolknings forsyning med tøj i fremtiden. Herved meddeles der, at der med det første skal indføres beklædningskort, hvorefter de mindre bemidlede kan få de nødvendige klæder.
Under et modemøde i handelskammeret i Berlin for nylig nedsattes et udvalg af sagkyndige, som skulle fastsætte højestemål for dame-konfektionsartikler. Det har nu ifølge ”Der Konfektionär” vedtaget, at der i det højeste må bruges. Til paletot’er 3 ¾ meter (af 130 cm bredt tøj), til kostumer 4 ¾ meter, til nederdele 4 meter, til støvkåber 4½ meter. Ved størrelser over 46 skal det være tilladt at bruge mere. ”Berliner Tagesblatt” håber, at disse højestemål endnu underkastes en revision, da de næppe turde medføre nogen besparelse.
Kvindelige banevogtere og konduktører.
I en anordning fra jernbaneminister v. Breitenbach anbefales med henblik på manglen af mandlige kræfter at ansætte dertil skikkede kvinder som banevogtere og sporskiftere, hvor det drejer sig om strækninger med jævne forhold, så driftssikkerheden ikke berøres heraf. Endvidere anbefales det at ansætte kvinder til konduktørtjeneste i persontog på kortere ture. Kvinderne skal under tjenesten være iført en dertil passende klædedragt.
En fangelejr nedbrændt.
Den til henved 70 fanger beregnede fangelejr ved Ensted med beboelsesbygning og køkken nedbrændte i lørdags eftermiddags fuldstændig. For tiden var der henved 20 fanger i lejren; de havde næppe forladt denne for at begive sig til arbejdet, da pludselig flammerne sås slå ud af taget. Det lykkedes husværten, kommissionær Holdt, ved vagtmandskabets og fangernes hjælp at bjerge en stor del af køkkenredskaberne, medens inventaret i vagtstuen og fangerummet blev et rov for luerne. Hvorledes ilden er opstået, er ikke opklaret.
For udbredelse af falske rygter
blev aftægtsmand Peter Chr. Bossen af Store Emmerske den 21. december i fjor ved landsretten i Flensborg dømt en måneds fængsel. Han havde sagt, at kronprinsen var blevet skudt af sine egne folk. Bossen nedlagde revision, der imidlertid ifølge ”Flensborg Avis” i mandags af rigsretten i Leipzig blev afvist som ubegrundet.
Tvangssalg.
Gæstgiver Hans Thaysens kro i Felsted blev i går solgt ved tvangsauktion i Åbenrå. Højstbydende blev Thaysens svoger, rentier Alexander Simonsen i Felsted, med 16.000 mark. Afgørelsen om tilslaget vil følge senere.
Faldne, sårede og fangne.
Efter nordslesvigske blade.
Enkefru Maren Madsen i Skast har gennem Røde Kors fået efterretning om, at hendes søn Martin er død af plettyfus i russisk fangenskab den 13. maj 1915. En måned før han døde, mistede moderen en anden søn i Frankrig.
I den 525. tabsliste meddeles, at Karl Callsen af Jaruplund Mark er faldet.
Den 73. marinetabsliste melder, at Christian Thomsen af Flensborg, Martin Fransen af Emmerlev og Wilhelm Davidsen af Trappen er i krigsfangenskab i England.
I den 10. liste over savnede meddeles, at Henry Voss 2. af Åbenrå er faldet.
Ifølge tabslisten er Jørgen Andersen 2. af Østerby (Sønderborg) hårdt såret.
Landstormsmand Jep Knudsen af Bedsted er død på et feltlazaret, 28 år gammel; han efterlader hustru og barn.
Hans Petersen af Brøndlund er hårdt såret.
Marine-tabslisten melder, at Anton Grau af Styding er savnet, efter al sandsynlighed død.