Tag-arkiv: Polen

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.

3. maj 1916. Sønderjyde som landsmand blandt polakker på Polens frihedsdag

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Warszawa. Den 3. maj 1916 oplevede han fejringen af Polens frihedsdag.

 En Luftskipper fortæller

(… fortsat fra 20. september 1915)

Vi, der altså på en Måde var fast garnisoneret i Warszawa, fik sammen med de andre Tropper Befaling til at tage alt muligt Hensyn til Polakkerne. Når vi gik på Fortovet, sås det endda helst, at vi trådte til Side for Befolkningen, og det kunde vi jo til at begynde med ikke forstå.

Men Sagen var den, at Tyskerne vilde forsøge at vinde Polakkerne for sig og få dem til at blive glade for

deres humane, og, ak, noget så høflige Beskyttelse. Men i det lange Løb lykkedes det jo ikke, og man kan godt sige — uden at sige for meget —, at sådan noget ligger nu engang ikke rigtig for Tyskerne. Denne usædvanlige Høflighed skulde rigtig manifesteres på Polens National- og Frihedsdag, den 3. Maj. For første Gang siden Polens mislykkede Rejsning på denne Dag mod de russiske Undertrykkere i 1860’erne skulde Hovedstaden have Lov til at fejre denne Rejsning i fuld Frihed, og alle tyske Soldater fik Udgangsforbud til Kl. 4 om Eftermiddagen.

Polakkerne skulde føle sig helt alene og befriede, og Befolkningen rustede sig til en mægtig Frihedstilkendegivelse. Dage i Forvejen blev Huse og Gader smykkede med Grønt og det smukke rød-hvide polske Flag. Over Altan- og Balkonrækværker blev der hængt smukke Tæpper, og den store Dag oprandt med Folkeoptog, Gudstjenester, Fest på Universitetet og Polyteknisk Læreanstalt og Festligheder mange andre Steder. Ingen tysk Soldat var der i Vrimlen før efter Kl, 4.

Dog rundt omkring i de forskellige Kaserner lå Mandskabet i højeste Alarmberedskab, klar til Udrykning, hvis Polakkerne ikke forstod at feste således, som „ Beskytterne “ havde tænkt sig det.

Ved 2-3-Tiden gik L-Z 12 til Vejrs for at foretage et Par Rundsejlinger over Byen. Måske har Polakkerne opfattet det som en ekstra Hyldest, men det var det nu ikke. L-Z’s Bug var fuldt lastet til Bristepunktet med Bomber — og ve de formastelige, hvis alt ikke gik efter Programmet.

Alligevel kunde jeg godt forstå, at Befolkningen gav sig hen til Fest og Glade, for det var jo dog første Gang, de efter godt halvtreds Års Forløb fik Lov til at fejre denne deres stolte Rejsningsdag udendørs.

Om Aftenen var der stor Gallaforestilling i Warszawas store, prægtige Opera. Jeg havde været der adskillige Gange tidligere, og jeg husker, at jeg med særlig Glæde har hørt „Aida“ et Par Gange. Denne Aften skulde opføres „Halka” af Moniuszko, et nationalt Syngestykke med mange polske Sange, noget i Lighed med vort „Elverhøj” eller „Der var engang” .

Det var igen ved forskellige Paroler henstillet til os Soldater at undlade at gå i Teatret den Aften, dels for at Polakkerne kunde føle sig alene, dels fordi det ikke var noget for os. Et direkte Forbud var dog ikke givet. Altså, tænkte jeg, det er netop noget for dig, og jeg købte mig et Par Dage i Forvejen en Billet til 1. Etages Pladsloge, 2. Række.

Dagen før skrubbede og vaskede jeg min efterhånden meget slidte og medtagne feltgrå Uniform, og så mødte jeg op i Operaen om Aftenen.

Vi var måske en 5-6 tyske Soldater, der havde dristet sig til at trodse Henstillingen, og jeg tror nok, at de øvrige af os var Polakker fra Posen eller fra Vestprøjsen. Nå, jeg vandrede ind på Rækken, satte mig på min Plads og var snart omgivet af elegant påklædte Kvinder med pragtfulde Smykker og af kjoleklædte Herrer. De kiggede noget misfornøjet og desorienteret på mig lille, feltgrå Mus, og mine Naboer rykkede endda lidt fra mig, for man kunde jo aldrig vide, om der ikke var noget levende på mig. Det var der ikke dengang endnu.

Så begyndte Spillet, og jeg tør nok sige, aldrig har jeg været med til noget lignende. Husk på, at nu kunde Polakkerne for første Gang i mange, mange År i tilsyneladende fuld Frihed fuldstændig hengive sig til deres nationale Epos og uden Frygt vise deres Begejstring for de kendte Toner og Sange. Nok havde de under Russerne fået Lov til at opføre „Halka“, men det var jo under et vist Tryk, de havde hørt den.

Efter hver af de kendte Sange var der en Begejstring uden Lige. Folk klappede og råbte Huj, Huj, Huj, trampede i Gulvet, forlangte da capo, græd og omfavnede hinanden og var helt ellevilde. Den ene mægtige Buket rød-hvide Blomster efter den anden blev kastet op på Scenen.

Hvor kunde jeg andet end blive smittet af denne Rus. Jeg tænkte, noget lignende vilde jo ske, hvis f. Eks. Det kgl. Teater fik Lov til at opføre et dansk Stykke i Haderslev, og vi vilde få Lov til at te os, som vi vilde. Og da alt her foregik i de rød-hvide Farvers Tegn, var det jo let at blive i Illusionen og overføre hele Feststemningen til Sønderjylland.

Altså, jeg klappede, trampede og råbte Huj ligesom de andre.

Da første Akt var forbi, og Folk begyndte at få lidt Ro på sig igen, kom de i Tanker om, at jeg jo næsten havde opført mig ligesom de selv. De snakkede lidt sammen, og så dristede min Nabo sig til at sige til mig: „Rozumi Pan po polsku?“ (Forstår De Polsk, min Herre?). De gik ud fra, at jeg måtte være Landsmand til dem fra Prøjsen.

Jeg måtte bedrøve dem med at sige: „Nie, nie rozumie po polsku!” Han hviskede lidt sammen med sin Nabo, og så forsøgte han igen, denne Gang på Fransk: „Parlez vous francais, monsieur?” Jeg måtte igen svare: „Non, je ne parle pas francais,monsieur!“

Så hviskede han lidt med sin Nabo igen, og de blev enige om, at dette Tilfælde måtte opklares. Så begyndte han for tredie Gang, og denne Gang på meget gebrokkent Tysk; han vilde gerne have at vide, om jeg var polsk Landsmand til dem, men fra det tyske Rige.

Det måtte jeg desværre bedrøve ham med, at jeg ikke var, men at jeg var dansksindet Slesviger.

I et Nu vidste hele Logen det, og med det samme kunde jeg forstå, at de alligevel anså mig for en Slags Landsmand, for en, der havde fælles Skæbne med dem. Jo, Polakker, Elsas-Lothringer og Slesvigere kendte hinanden dengang og tog Del i hinandens politiske Ve og Vel.

Jeg blev trykket i Hånden, ja, en omfavnede mig og trykkede mig i min slidte Uniform ind til sig, ladende hånt om mulig Risiko med Hensyn til levende Væsener; smukke, sorte Kvindeøjne smilte og lynede mod mig; jeg fik Chokolade og Bolsjer og Cigaretter og var med det samme optaget i Logens Fællesskab den Aften.

Og de andre Akter blev sunget og spillet, og Begejstringen steg til Grader, som vi kolde Nordboer har svært ved at svinge os op til, men jeg gjorde mit bedste af et ærligt og henrevet Sind.

Den Aften vil jeg aldrig glemme; den hører med til mit Livs store Minder.

DSK-årbøger 1948