Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916.

Da jeg var kommet hjem, søgte jeg om fjorten Dages ekstra Orlov. Sæden skulde lægges, men jeg hørte ikke noget derudefra. Saa tog jeg selv en Dag mere, men maatte jo saa af Sted.

Da jeg meldte mig paa Kommunekontoret, sagde  Kommuneforstanderen:

»I Gaar fik jeg en Forespørgsel, om det var nødvendigt, at du fik mere Orlov.”

“Ja, sagde jeg, meget nødvendigt, mindst otte Dage.”

“Jeg  forudser altsaa, at du faar Orlovsforlængelse«.

»Ja, saa løber jeg den Risiko Og bliver herhjemme en Dag længere«.

– Nu var jeg to Dage for sent paa den; men jeg hørte ingenting. Haabet svandt mere og mere. Jeg tog afsted, og da jeg havde passeret Hamborg. troede jeg slet ikke mere paa Orlov.

Jeg kom altsaa til Fronten to Dage over Tiden og ventede mig en ordentlig Skylle.

Den fik jeg ogsaa. – Samme Aften skulde jeg ud i Stillingen. Det var den 1. Maj, et herligt Vejr.

Kort før jeg skulde af Sted kom min Ven paa Skriverstuen, Thomas Hansen fra Hamborg, som gerne flik sig en Sludder med os  heroppefra, naar der var Lejlighed dertil. Han sagde, at han jo selv var halvt »deroppefra« – »for min Mor er fra Sønderborg, og der aftjente min Far sin Værnepligt. Min Mor har lært mig at tale Dansk. Jeg kan stadig forstaa det, men jeg har glemt at tale det; det er dog dejligt at være blandt Kammerater, der taler min Mors Sprog«.

Han kom altsaa nu farende ind, mens jeg stod og pakkede mine Sager:

-»Mand«, sagde han, »der er lige kommet Besked om Orlov til dig, og nu er du her. Det er ikke saa godt, men vi maa haabe, at du faar den Feldwebelen er ikke til Stede lige nu«.

Jeg ventede, til han kom. Han maatte hen til Telefonen i den anden Ende af Byen og drøfte min Orlov.

»Vi har jo ingen Rejsepapirer til dig, saa der er ikke noget at gøre ved
den Sag«, sagde han.

»Ja«, sagde jeg, »naar Generalkommandoen har bevilget mig Orlov,
kan Bataillonen da ikke afslaa den«.

»Naa«, sagde han, »indsend straks en Ansøgning«.

»Det gør jeg ogsaa, og saa besværer jeg mig samtidig«

Jeg gik, men det kan nok være, at det haglede ned over mig. Da jeg naaede Byen Goignicourt, slog jeg Følge med en ung Mand, som havde været »ude«, som han sagde. Jeg fortalte ham mine Genvordigheder. –
»Ja, saa er det ikke saa godt«, sagde han. –

Vi traskede af Sted. Natten var kold, og jeg tog min Kappe paa, Jeg havde en Pakke med til min Kammerat Knud, som var derude. Allerbedst som vi travede fremad, det var saa roligt, satte paa een Gang det franske Artilleri i med Ildoverfald paa vore Batterier, der stod i en Dalsænkning lidt fra Vejen, og samtidig lagde de Spærreild paa Vejen.

Vi maatte smide os ned. Jeg laa i et Granathul ved Siden af Vej en og havde en Pakke ved hver Side af Hovedet. Da det blev lidt roligt, løb vi lidt tilbage, hvor der var en Sandgrav.,men vi naaede ikke helt derhen, før vi maatte ned paa Jorden igen.

Denne Gang gik der tre Splinter gennem min Kappe, men heldigvis blev jeg ikke saaret.

Da det atter blev roligt, kom alle Vognene, der havde været ude med Proviant og deslige, kørende alt hvad Hestene kunde løbe. Vort Artilleri begyndte at skyde alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, og det benyttede vi os af. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, mod Fronten og
naaede derud lidt før Midnat.

Alt var paa Benene derude, og Kammeraterne tog imod mig med de Ord: »Velkommen, men din Plads i Understanden er desværre optaget!«–

Jeg meldte mig hos vor Kommandofører, og det kan nok være, han bjæffede. »Kommer to Dage for sent! Ingen Proviant til dig! Din Plads optaget!« – De troede, at jeg var gået over Grænsen.

»Men nu er jeg altsaa her«, sagde jeg.

»Ja, De finder nok en Plads«, sagde han.

Jeg talte lidt med de gamle Kammerater og fortalte dem om Turen herud.

Her var der  ogsaa livligt. I Paasken havde det ikke været godt herude. En Aften, da der havde været nogle ude fra forreste Linie for at hente Posten, havde en af dem tændt en Cigaret; men saa kan det nok være, der blev Skyderi, og alle Mand maatte springe ned i  Graven.

En Del blev saaret. Der var ogsaa et Par døde, og nogle havde faaet Benbrud, alt paa Grund af denne Uforsigtighed. Jeg gik ned i Understanden og lagde mig. Søvn gav det ikke.

DSK-årbøger 1959