Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten.
Natten mellem den 3. og 4. december 1916 fik vi pludselig at vide, at vi omgående skulle rømme den godt udbyggede stilling, men hvor mange gange har vi ikke gjort det, det var et af krigens ubehagelige ting.
I dagningen trak vi os ud og begyndte en 30 km march til banegårdene i Soly øst og Soly vest og gisningerne om, hvor vi nu skulle hen var talrige.
Da vi lå på banegården og ventede på tog spurgte officererne om hvor vi nu helst ville hen, og der blev enstemmigt svaret til Balkan, til Karpaterne eller høje Tatra, hvor det er så smukt, de har måske heller ikke vidst besked, de sagde i hvertfald ikke noget. Det tog en lille dag at få alt ombord i toget, vi infanterister blev transporteret i kreaturvogne og alt kørende materiel på åbne ”lorer” (vogne).
De blev klodset fast så de ikke kom til at rulle og så begyndte den femdages lange rejse over Wilna- Grodno-Bialystok-Warszawa og Lodz til Kalisch ved den tyske grænse. 48 mand i hver vogn og kun bænke at sidde på, så vi var glade, da vi endelig nåede frem til den tyske grænse og kunne komme ud og strække benene.
I det døgn hvor vi kørte i Rusland, havde vi ikke fået noget at spise andet end hvad vi havde i brødtasken, men nu fik vi et ordentligt måltid, og så gik det løs med en ordentlig renselsesproces, og det skulle blive dejligt at få alle de lus slået ihjel. Uniformen kom ind i varmeskabe, så alle æggene sprang, undertøjet udskiftet og os selv badet i koldt og varmt desinficerende vand, hver mand i sit badekar, der var støbt ned i gulvet af cement, vi gassede os lange i det dejlige bad.
Det hele tog syv timer, men der kunne også behandles 20.000 ad gangen, derefter sad vi i godt opvarmede opholdsrum kun iført undertøj og ventede på at uniformerne skulle blive færdige, men de skulle først afkøles, inden vi kunne røre ved dem.
Inden vi så besteg togene igen fik vi atter et måltid mad, men nu bestod toget af rigtige menneske vogne, otte mand i hver kupe med al vor udrustning, gevær, patroner, tornister, kogekar og det hele, vi skulle nu køre i 108 timer og i den tid skulle vi også sove, og dertil, indrettede vi os på følgende måde, to sov på gulvet, to på bænkene, to i bagagenettene og de sidste to i teltdugen, der var spændt ud mellem nettene, og nu gik det så videre til Frankrig, og der blev ikke noget af Balkan.