10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *