Tag-arkiv: Arbejdssoldater

14. maj 1918 – Ernst Christiansen: “Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Flandern.

14. Maj.
I Dag for to Aar siden brækkede jeg Foden. For et Aar siden kom jeg ud af Lazarettet i Ivje. I Dag har jeg haft en Stophakke at banke Skærver under Sveller med. Lige er vi blevne jagede op af en knap paabegyndt Middagssøvn; men da vi er færdige med vort Stykke og ingen Spade har, har vi faaet Lov til foreløbig at sætte os igen. Efter flere Dages Regn og Kulde og Blæst smiler Solen. I det klare Vejr øjner vi tydelig Kemmelbjerget, det gult pløjede Højdedrag i det grønne flamske Landskab, og ser de engelske Granater slaa ned der, og vi kan tælle en halv Snes engelske Lænkeballoner foruden 15—16 tyske. Forleden holdt 24 tyske Flyvemaskiner Eksercits og gik ned indtil 20 Meter. De legede vist Angreb paa Skyttegrave.

Nu skyder de lige ved os efter en paagaaende engelsk Flyver. At de gider! Jeg gider ikke røre mig. Paa en frønnet Træstamme i Grøften ved Siden af mig leger to Edderkopper, og Grønsværet er spættet med Smørblomster. Gul er Falskhedens Farve! siger Folk; men de siger saa meget. Gul er Solen og Smørret og Guldet og Pandekagen, saa gult er en god Kulør at kaare.

Bare vi fik lidt kortere Arbejdstid, skulde vi være meget tilfredse. Efter Syrenerne kommer nu Røn og Guldregn og Rødtjørn, herlige at skue, og senere Roser. Men giver Vorherre Roser, giver han forhaabentlig ogsaa lidt Tid til at lade Øjet frydes ved deres Pragt.
Vort Arbejdssted er en forladt Frontstilling lige nord for Lys. Vi gaar over Floden paa en Bro højt oppe, der ikke er bredere end det smalle Feltbanespor, uden Rækværk.

Jeg kunde have Lyst til at komme ind til Lille engang. L. var der forleden; men Underofficererne har ogsaa fri hver tredje Dag, desformedelst det anstrenger dem mere at gaa og kigge paa os end som vi at arbejde selv. Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med. Men jeg har den Grundsætning: Mensch! ärgere dich nicht! og tager alt fra den lystige Side. — Naa, du lille Blomst, som endnu lyser i Græsset ved min Side, kan du nu tage et lillebitte Aandepust fra mine Læber med hjem til mine kære!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 227-29)

12. april 1918 – Ernst Christiansen: “… enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 12. April 1918.
Din Sol, din Himmel, dine Enga gröna! Fra i Gaar bedre Vejr og aftørrede Veje. Men kaput af Mangel paa Søvn og af Træthed. Da vi hørte, at vi skulde ud igen i Gaar Middags, blev man noget trøstesløs; men det gik bedre end ventet. Af Sted med glippende Øjne. Men paa Granathulsmarkerne blomstrer Tusindfryd, Følfod og Mælkebøtter. Alle Vegne Tropper, Bivuak-Liv og endeløse Kolonner. Engelske Granater gaar endnu over vort Hoved til Fournes.

Arbejdede i Gaar ved den tidligere engelske Linje. I Pavserne Strejfture i Stillingerne, enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis, alt spiseligt allerede borte. En hel Del Tæpper og Skindveste er der, men umuligt at slæbe dem med den lange Vej. Englænderne fyrer hver 5 Minutter paa vor Vej, men altid for kort. Vi marcherer hjem ved Fakkelskin, men maa slukke igen, da Granaterne stadig kommer nærmere. Lige før Maalet havnet i en Grøft, hvor Vandet løb oven i Støvlerne.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 213)

7. april 1918 – Ernst Christiansen: “Brag i Brag i alle Retninger”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. April.
Da vi i Aftes vækkedes Kl. 11½, regnede det igen, og til en Forandring gjaldede Bragene af engelske Granater igen paa Fronten nord for La Bassée- Vejen, vort Arbejdsfelt.

Stemningen er noget trykket ved Opstillingen. Da vi ved La Bassée-Vejen maa vente længe paa Pionererne og et Brag lyder i nærmeste Nærhed, forsvinder en Del stiltiende. Vi afmarcherer saa ad Herlies-Vejen og farter omkring til Kl. 4, halvt i Løb, trods Mørket, over et farligt Stykke, et andet Sted nødte til at søge Dækning i Lerpløret.

Brag i Brag i alle Retninger. Brandgranater sprænges som røde Fyrværkerifontæner. Til højre en stor rød Røgsky og Eksplosioner, somme Tider røde Stjerner i Skyen, vel et Oplag af Lysbomber, der er skudt i Brand. Ret interessant det hele, kun at Granatstumperne til Tider kommer betænkelig nær. Om Natten tager vel det meste sig farligere ud, end det er: men Pionerløjtnanten var dog ret bekymret, og Kolonnerne var holdt op at køre.

Om at vende om var der dog ikke Tale. Langt om længe naaede vi ud til en Skyttegrav i anden Linje og gjorde ryddeligt paa Vejen langs med den. Det var Materiale som i Lertraden paa et Teglværk. Flyvere hele Tiden, ogsaa paa Hjemvejen og her. Det blev klart i Morges.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 202)

4. april 1918 – Ernst Christiansen: “… nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

4. April
I Aftes vækket Kl. 10½. Det kunde efter en god Middagssøvn ikke lønne sig at gaa i Seng, og jeg var i Biograf. Disse muntre Lystspil et Sted som her, hvor de fleste kommer lige fra Skyttegravene og alle er i Fare, virker med sær Ironi. I Bælgmørke stiller vi saa ved Kirkegaarden og marcherer ud igen. Der sker ingenting, og alligevel tror jeg, at mangen Krigsven kunde have nok af denne ene Tur.

Det regner, og Føret er fedtet og pløret. Man kan knap skimte den Mand, der gaar foran en. Og saa to Timers Marche ad stadig daarligere Vej, en Tid langs en Feltbane. Vældig Trafik alle Vegne i Modsætning til tidligere, da vi ikke mødte en Sjæl. Raslende Lastavtomobiler uden Lygte, et enkelt kørt i Grøften, lange Vogn- og Munitionskolonner. Engang klemmes vi inde paa en smal Strimmel foddybt Ælte mellem to Vognkolonner, der kører hver sin Vej i Mørket.

Mærkeligt, at hver Gang jeg har det lidt ondt eller er i Fare, saa er der en lille spøgefuld Trold i mit Indre, som morer sig over den forkælede Fyr, der uformodet er kommen ud i dette. Og næsten hver Gang klinger pludselig i mit Øre, med en bælgmørk Vintermorgen som Baggrund og til klaprende træskos Ledsagelse den halvt sørgmodige, halvt lystige Melodi (»I Kugleregnen«), som mine Belgiere oftest sang — Hengivelse i Skæbnen og dog gemt under den Mod og Tro paa Livet kunde man lægge ind i disse Toner.

Den mørke Nat udnyttes nok stærkt til at føre Forraad frem. Lyskuglerne ved Fronten bruges iøvrigt mere end ellers. I en dansk Mils [ca. 7,5 km/red.] Afstand lyser de paa Vejen, men blænder mere end de vejleder. Stadig nærmere kommer vi dem, nærmere end sidst og et helt andet Sted.

Efter over to Timers Marche Holdt. En lille Flok skal vi rense en tilgroet Vejgrøft. Premierløjtnanten, der holder et lille Foredrag om Arbejdets Betydning, anbefaler os at gaa ud i Grøften. Om vi fik vaade Fødder, maatte hjælpe sig. Jeg var saa forsigtig at lodde først og fandt, at Vandet vilde naa mig til Brystet. Nogle Steder, i Granathuller, naaede Spaden ikke Bund; andre Steder var Grøften spærret af Lermasser. Der stod vi saa halvt i Vand og arbejdede med det klæbrige Ler og blev vaade fra oven imens, i Bælgmørke.

Men disse Nattetimer gaar hurtigt under den stadige Spænding med Hensyn til, om Tommy vil lade os i Fred. Soldater færdes til og fra Skyttegravene, Afløsning, Kaffehentere osv. Lysskuddene lyser her dagklart som det skønneste Fyrværkeri i en Bue omkring os, og i Pavserne ind imellem kan man slet ikke se. Og alt imens gryr Dagen umærkeligt. Ansigterne skelnes og Egnen. Lange visne Græsstraa, tuede og hullede og sumpede Marker, lomter og Stubbe, Granathuller som smaa Gadekær, nogle Frøer, en svømmende Mus, en enlig, forsagt Lærke.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 198-200)

3. april 1918 – Ernst Christiansen: “Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 3. April 1918.
Lige var jeg anden Paaskedags Aften krøbet op paa mit Leje, saa kom der Ordre til at pakke — Omkvartering. Med alle Ejendele en lille Marche i den vidtstrakte By. Foden, der har været brækket i Fjor, værker. Vi finder en ret god Stue i et Baghus, til jævn Jord, med Stengulv. Og saa faar vi travlt med at samle Brædder til at lægge under vort Leje og se efter andre nyttige Ting. Da jeg langt om længe havde spiist nogle Rundtenommer Kommisbrød, siddende paa en lav Barnestol, og havde pakket mig ind i alt, hvad jeg havde af Teltlærred og Tæppe og Kappe, sov jeg sødeligt til Kanontordenens Vuggesang.

Kl. 12½ Nat vækkes vi i vor fasteste Søvn. Men der hjælper ingen Kæremor. Op, en Slurk Kaffe og en Bid Brød og saa til Mødestedet.

Med Pionerer samme Vej som i Gaar. Maanen er ved at staa op; men der er roligt ved Fronten. Det er helt spændende at marchere ad det Stykke Vej, hvor Granatsplinterne haglede i Gaar. Men det gik langt længere ad Fronten til, i alt over halvanden Times Marche. Lyskuglerne over Skyttegravene kommer stadig nærmere. Maskingeværer høres allerede knitre. Vi tror næsten, at vi skal havne i de forreste Skyttegrave, da vi standser kort før Aubers eller den By, der hed saadan engang. Falder i et Granathul og forslaar en Finger; men det er heldigvis det eneste Blod, der flyder.

Vi er paa et Sted, hvor det ene store Granathul i Vejen følger efter det andet. Den har henligget ufremkommelig her lige bag Skyttegravene under flere Aars Stillingskrig. Nu sættes vi til at aflede Vandet fra de spærrede Grøfter og fylde Granathullerne med Sten fra nærmeste Ruin osv. Der gaar mange Trillebørlæs i hvert Hul.

Vi har arbejdet længe. Det begynder at dages, og vi kan nu se hverandres Ansigter. En Fugl pipper. Snart begynder et tysk Batteri at skyde bag os. Granaterne pisker hujende af Sted hen over vore Hoveder. Ikke længe efter viser den første engelske Flyver sig, snart efter fire, en anden Gang seks. Vi staar stille saa længe. Det er højlys Dag. Solen begynder at gennembryde Disen nede ved Jorden. Saa kommer der nogle Granater fra Englænderne. De suser lavt hen over vore Hoveder og springer temmelig langt borte.

Men Arbejdet fortsættes. Vi undres herover — med en saa lang Tilbagemarehe igennem et truet Bælte foran os —, saa var det overflødigt at vække os ved Midnatstid. Solen stiger, og vi bliver ved. De Herrer Pionerer bestemmer. Vi samler Stenene fra et lille Kapel ved Vejen. En Del Folk tages dog bort og fordeles andensteds; det er blevet noget for livligt her, mener en Premierløjtnant.

Omsider henad 9 summer en engelsk Flyver nærmere og skyder med Maskingevær efter vore Folk. Saa kommer Ordren til Afmarche, fire ad Gangen. Vel til Mode, men lidt spændte stikker vi af. Nu først ser vi den Egn, som vi er komne igennem. Ingen Mennesker og ingen Dyr. Kun nogle Lærketriller midt under Skydningen. Golde, tuede Marker, splintrede Træstubbe og Ruinrester, indtil tæt op til La Bassée-Yejen Granathul ved Granathul, deriblandt nogle fra i Gaar.

Jeg skyder Genvej og kommer tværs igennem et bredt Bælte af Batteristillinger, der er skjulte saa godt som muligt. Heldigvis er der nu Soldis. Det er varmt, og jeg sveder med Huen i Nakken. En Tusindfryd maa slaa Følge. Det er næsten som paa Sommerudflugt. Men jeg gaar med et tre Punds Brød under Armen, som vi skulde have haft i Gaar, men først fik udleveret ved Udmarchen, saa vi var nødte til at tage det med.

Henad Aften blev der livligt i Marquillies. Flyvere kastede smaa haandgranatlignende Bomber. En af disse gik ned i et Hus, og Glasruderne splintredes i hele Nabolaget. I Don og her i alt 6 døde og 20 saarede ved Flyverbomberne, desuden en Del Heste massakrerede. En Splint naaede hen i vor Gaard. Knap er det drøftet lidt, saa kommer 16 af de allieredes Flyvere over Byen, senere 10.

Et Døgn tjenestefri. I Dag en Spaseretur til Sainghin. Der er alt som før, men nye Tropper og stærk Trafik. En Dag som denne lever man op. Faren her er jo alligevel ringe i Forhold til den i første Linje.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 194-7)

5. marts 1918 – Ernst Christiansen: “Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis. I slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

5. Marts.

Der søges fire til at tage med Lastavtomobil til Librecourt. Melder mig med tre andre. Faar saa først at vide, at vi skal læsse 500 spanske Ryttere paa Avtomobiler og selv køre med sidste Gang til Depotet i Salomé, der ligger i det farlige Bælte. Naa, vi sætter os paa Bunden af første Vogn og kører i Smuskregn den lange Vej over Annoeuillin og Carvin, forbi Bjergværker og gennem en Skov med herlige store Ege og Bøge med prægtige lodrette Stammer og brede Kroner.

I Librecourt er der Pionerpark ved en stor Fabrik. Tager fat paa Arbejdet. 1000 Endestykker til spanske Ryttere — rustne Jernrør med Modhager og spyd — og 500 lange Midterstykker skal bæres en lang Vej og læsses paa Lastavtomobil. Faar dem fordelt paa tre Læs. Klatrer saa op paa det sidste Læs. Sidder godt paa et Bræt bagude, men maa passe paa, at vi ikke ved en Ujævnhed i Vejen faar en af de spidse Lanser i Ryggen. Igennem Probin og Bauvin, over Deule-Kanalen paa en Jernbro, igennem Berclau og Hantay.

Vi begynder igennem Motorstøjen at høre en fremmed Lyd — Drøn og Brag. Paa Markerne Mas ser af Granathuller. Vi kører ind i Salomé, igennem Byen til Pionerparken og maa selv læsse af. Franskmændene skyder! Serier af Shrapnelskud. Jeg arbejder sammen med en af de andre; der er kun Plads til to.
— Det er ellers ikke langt herfra, de springer! siger U.
— De kommer nærmere! siger M.

Engang imellem kaster jeg et Blik over paa Marken ved Siden af Depotet. Høje Fontæner af Jord staar i Vejret ved ethvert Brag. Det er vanskeligt at vriste Stykkerne af de spanske Ryttere ud af Læsset, fordi alle Modhagerne hænger sammen. Men omsider er godt Halvdelen nede, og vore to Kammerater tager fat.

Jeg tænder mig en Cigaret. Det er en pirrende Situation. En lille bitte Ændring i Sigtet, saa faar vi Salverne. Vi hører Knaldene fra Afskydningen, Granaternes Hvin. Braget giver en Lettelse — nu gik den forbi.

Naa — endelig er Vognen tom! Vi kan ikke køre den paatænkte Vej hjem, men maa tage en Omvej. Da Bragene lyder fjernere, aandes der alligevel friere.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 179-81)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

6. november 1917. H.C. Brodersen skal til Italien og afhente krigsfanger

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg er kommet til Rekonvalescentkompagniet af Regiment 168. Der er Liv og Røre i Kasernen i disse Dage; thi der er en stor Undersøgelse i Gang.

For at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt, opholder jeg mig derfor ude i Byen, dog kun for saa vidt, der ikke er Spisetid i Kasernen. Men heller ikke den Tid skulde jeg have vist mig. Det fandt jeg nemlig ud af i Middags.

Der bliver nemlig uddelt Spisekort, og uden dem kan man intet faa, saa det skulde jo gaa galt i Længden. Nu skulde Feldveblen netop bruge en Underofficer til en Transport, og da han i Middags opdagede mig, syntes han at have fundet det rigtige Offer.

Jeg protesterede, og fortalte, at jeg ikke var skrevet „K.V.”.  „Nej, det ved jeg,” svarede han, „og netop af den Grund skal De med.” Jeg maatte med paa Skrivestuen, og her fik jeg at vide, at der skulde afgaa en Transport til Italien.

Dens officielle Navn var: „Gefangenenbegleitbataillon des 18 A.K . ” Det syntes jeg godt om, vi skulde nemlig ikke andet, end afhente nogle af de 24,000 italienske Fanger, der var blevet taget under de sidste store Slag i Alperne og ved Tagliamentofloden.

— Saa sidder jeg da her i Toget og faar ikke fejret Fødselsdag den Gang. Retningen gaar efter Munchen, saa min første Frygt for, at der skulde være Rævestreger med i Spillet, er ubegrundet — og alligevel.

V i har faaet udleveret skarpe Patroner, men har ikke faaet Staalhjelme, saa der er vel intet Lumskeri med i Spillet her. Der var nemlig Tale om, at vi skulde til Vestfronten, men at Ledelsen ad Omveje skulde bringe os dertil. Dog, forhaabentlig viser det sig kun at være Rygter og ondsindet Sludder.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

10. september 1916 – Sikringsstilling Nord

Den 10. september indførtes der en særlig postcensur i Sønderjylland/Nordslesvig, og tyske soldater gik i gang med at anlægge en nordvendt skyttegravslinje.

Uindskrænket ubådskrig
Baggrunden  var den militære situation på især vestfronten. Hårdt presset af tabene under de store offensiver ved Verdun og  Somme besluttede den tyske hærledelse at forsøge at besejre Storbritannien med en uindskrænket ubådskrig. I farvandet omkring de britiske øer ville både fjendtlige såvel som neutrale skibe kunne risikere at blive sænket uden varsel af de tyske ubåde. Før man gik i gang, vil man dog forberede sig på eventuelle modtræk fra Storbritannien og mod de neutrales reaktion. I nord frygtede man, at Storbritannien uden dansk modstand kunne få lov til at landsætte tropper i Danmark til et angreb henover den dansk-tyske grænse.

Udsnit af luftfoto af Sikringsstilling Nord syd for Kalkenberg ved Vedsted (Johannes Bruchhof)
Udsnit af luftfoto af Sikringsstilling Nord syd for Kalkenberg ved Vedsted (Johannes Bruchhof)

Forsvarslinjen
Den 10. september gik tyskerne derfor i gang med at anlægge en skyttegravsstilling tværs over Sønderjylland fra Slivsø ved Hoptrup i øst til Vesterhavs-diget ved Skærbæk i vest.  Med hjælp fra de såkaldte Armierungstrupppen (arbejdssoldater uegnet til frontindsats) begyndte de tyske ingeniørtropper i første omgang at opstille pigtrådsspærringer, mens den dobbelte skyttegravslinje indtil videre kun markeredes i et spadstiks dybde. For ikke at spilde ressourcer på at vedligeholde skyttegravene skulle de først graves i fuld dybde, når stillingen ved et eventuelt fjendtligt angreb blev bemandet. Artilleriet gik dog i stilling med det samme, der var dog tale om forældede kanoner, de fleste fra før århundredeskiftet.

Postcensur
Samtidig med at arbejdet tog sin begyndelse indførtes postcensur i området nord for Flensborg. Alle breve skulle afleveres med åbne kuverter, være skrevet på enten tysk, dansk, svensk eller norsk og måtte naturligvis ikke indeholder oplysning af militær natur.

Gå ikke glip af åbenhus-dagen i anledning af Sikringsstilling Nords  100-årsdag – læs nærmere her!

Vil du vide mere om Sikringsstilling Nord kan du besøge hjemmesiden for Sikringsstilling Nord og Verdenskrigens Spor.