Tag-arkiv: IR262

Krigens forløb

11. december 1916. En uhyggelig spådom

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.

Rejsen fortsatte nu ind over Lissa-Glogau-Forest-Kottbus-Halle-Nordhausen-Padarborn-Düsseldorf-Aachen-Lyttich-Bryssel-Løven-Tuornai til Lille.

Vi havde nu siddet i toget den lange jernbanerejse og trængte til at røre benene. Da jernbaneterrænet var stærkt ødelagt i august 1914 blev vi udladet i Asck og marcherede til Hellenimes, hvor vi kom i borgerkvarter, en ven og jeg kom ind til en gartner, hvor vi boede oppe på loftet og lå i rigtig menneske sengetøj, det var nyt, men dejligt. Vel lå vi sammen i en seng, men det var trods alt dejligt.

Min kammerat der var fra et sted i Westfalen, han var en rigtig jovial bondesøn, lidt tyk måske, men festlig at tale med, altid i strålende humør, han hed Franz Massmum og en aften da vi lå sammen og ikke kunne sove betroede han mig noget som jeg havde svært ved at tro på:

For mange år siden han var en 12-13 år, var han til marked i den nærmeste by, hvor der optrådte en spåkone og hende skulle vi unge jo selvfølgelig også besøge sammen med alt det andet gøgl på pladsen, og så sagde hun noget som gjorde indtryk på mig og som jeg synes er ved at gå i opfyldelse, der skulle komme en krig og jeg skulle falde i Frankrig, det sagde hun for ca. 10 år siden da alt endnu var fredelig og rolig.

Krigen kom og så længe jeg var i Rusland var jeg sikker, men nu ser du, at vi er kommet til Vestfronten og nu frygter jeg det værste.

Jeg prøvede på at snakke ham fra de tåbelige tanker, men forgæves, og alt tydede jo i den ret­ning.

Vi havde jo mange slag og træfninger i 1917 og 1918 og han kom altid godt fra det, og han var næsten ved at tro det modsatte – indtil – ja indtil den 16.8. 1918, da han faldt ved Goyencourt.

Jeg er blevet reddet mange gange ved pludselige indskydelser, Franz og jeg havde delt alt i næsten 4 år, så det var et tab og så fire måneder efter kunne jeg rejse glad og frisk til mit hjem.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

5. december 1916. Johannes Jessen (IR262) overføres til Vestfronten

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten.

Natten mellem den 3. og 4. december 1916 fik vi pludselig at vide, at vi omgående skulle rømme den godt udbyggede stilling, men hvor mange gange har vi ikke gjort det, det var et af krigens ubehagelige ting.

I dagningen trak vi os ud og begyndte en 30 km march til banegårdene i Soly øst og Soly vest og gisningerne om, hvor vi nu skulle hen var talrige.

Da vi lå på banegården og ventede på tog spurgte officererne om hvor vi nu helst ville hen, og der blev enstemmigt svaret til Balkan, til Karpaterne eller høje Tatra, hvor det er så smukt, de har måske heller ikke vidst besked, de sagde i hvertfald ikke noget. Det tog en lille dag at få alt ombord i toget, vi infanterister blev transporteret i kreaturvogne og alt kørende materiel på åbne ”lorer” (vogne).

De blev klodset fast så de ikke kom til at rulle og så begyndte den femdages lange rejse over Wilna- Grodno-Bialystok-Warszawa og Lodz til Kalisch ved den tyske grænse. 48 mand i hver vogn og kun bænke at sidde på, så vi var glade, da vi endelig nåede frem til den tyske grænse og kunne komme ud og strække benene.

I det døgn hvor vi kørte i Rusland, havde vi ikke fået noget at spise andet end hvad vi havde i brødtasken, men nu fik vi et ordentligt måltid, og så gik det løs med en ordentlig renselsesproces, og det skulle blive dejligt at få alle de lus slået ihjel. Uniformen kom ind i varmeskabe, så alle æggene sprang, undertøjet udskiftet og os selv badet i koldt og varmt desinficerende vand, hver mand i sit badekar, der var støbt ned i gulvet af cement, vi gassede os lange i det dejlige bad.

Det hele tog syv timer, men der kunne også behandles 20.000 ad gangen, derefter sad vi i godt opvarmede opholdsrum kun iført undertøj og ventede på at uniformerne skulle blive færdige, men de skulle først afkøles, inden vi kunne røre ved dem.

Inden vi så besteg togene igen fik vi atter et måltid mad, men nu bestod toget af rigtige menneske vogne, otte mand i hver kupe med al vor udrustning, gevær, patroner, tornister, kogekar og det hele, vi skulle nu køre i 108 timer og i den tid skulle vi også sove, og dertil, indrettede vi os på følgende måde, to sov på gulvet, to på bænkene, to i bagagenettene og de sidste to i teltdugen, der var spændt ud mellem nettene, og nu gik det så videre til Frankrig, og der blev ikke noget af Balkan.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 13:50

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

15. oktober 1915. “Germanski dut-dut!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 13:23

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 1.10. fik vi nyt fra inderst til yderst, undertøj, strømper, uniform og frakke, alt det gamle med alle lus blev smidt i en stor hob og brændt af.

Det var jo nok bestemt, at der ikke skulle ske mere i denne omgang, vinteren var jo så småt begyndt og det gjaldt om at komme i jorden, nu den 15.10. frøs det allerede 5o.. Vor bagage, feltkøkken, ammunition, levnedsmidler, foder til alle heste lå et godt stykke tilbage fra det sted, hvor vi skulle grave os ned for vinteren.

Mit kompagni fik tildelt et afsnit ved Kunawasskoven, vi var temmelig nær ved den russiske stilling en 60-70 m langt nok til at vi ikke kunne kaste håndgranater over til hinanden.

Om natten begyndte vi så at grave os ned i jorden, vi skulle helst så langt ned så vi havde dækning, når det blev lyst, Vi forstyrrede gensidigt hinanden med minekastere, det var først senere, der også kom kanoner, det var Feltartilleriregiment Nr. 63 kaliber 7,5 cm.

Da vi havde udbygget vores stilling i en 14 dages tid, havde russerne fået tid til at få meget store minekastere kørt i stilling, og da de første miner eksploderede over hovedet på os blev vi helt chokerede, det gav et brag som vi kun havde hørt ved Kowno af de 42 cm.

I begyndelsen kom der kun et per stykker, men det blev værre senere, og vi var længst ikke færdige med udbygningen, og disse her tingester sprang en meter over jorden, for at gøre mest mulige ukampdygtige, og det havde de også held til, men så lærte vi at tage os bedre i vare.

Vi kunne høre denne dumpe lyd, når der blev sendt en afstod, der blev så stillet en vagt ud med en trompet, han skulle så give et par stød i hornet, når han hørte afskudet, så gjaldt det om at komme i dækning, den var tydelig at se når den suste opad, fik vendt og kom ned igen, men russerne kunne også høre, at vi advarede med hornet hvergang de sendte en afsted og så råbte de samtidig “germanski dut-dut”.

Russerne havde en ulige bedre stilling, de lå nede bag en høj skrænt, som de kunne gå ind i fra siden og hytte sig. Der stod ovre på deres side et stort træ, hvor toppen var frosset bort eller på anden måde forsvundet, mellem to store grene, der ragede højt til vejrs sad en stump af toppen som nøjagtigt lignede et menneskehovede, der stirrede over på os, og det kan nok være, der blev skudt på denne stump træ.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Ikke kategoriseret

18. august 1915. Storm på fæstningen Kowno

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 12:02

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

19. juli 1915. Før Kowno: Johannes Jessen på angreb

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 11:47

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].

Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.

Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.

Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.

Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.

En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.

Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.

Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Ikke kategoriseret

28. maj 1915. IR262 trækkes ud af kampene på Østfronten

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 11:28

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.

Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.

Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.

Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?

Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Ikke kategoriseret

2. maj 1915. Russerne skyder!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 11:24

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

En af de første dage i maj begyndte russerne at overdænge os med granater, vi løb som mus fra den ene ende til den anden for at hytte skindet.

Jeg havde sat mig godt tilrette under store bjælker, men pludselig foer jeg bort, og da jeg kom tilbage var det hele splintret af en stor granat.

Hen på eftermiddagen løb en kammerat og jeg ind i en bunker der endnu var hel, men kort efter blev det os også her for usikkert, og da vi forlod den krøb Karlemann ind i den og blev dræbt af en fuldtræffer, som slog det hele i stykker.

Vi var hele tiden på vagt, for når den svære beskydning var forbi ville de storme vores stilling, det vidste vi. De skød hele dagen og da det blev mørkt kom de, vores lyttepost kom farende tilbage og alarmerede os og alle vi der endnu kunne bruge et gevær fyrede løs på de fremtrængende fjender, en del af dem nåede også ind i vores skyttegrav, men de blev hurtigt tilintetgjort og resten trak sig tilbage, men da solen stod op så vi at de havde gravet sig ned i Ingenmandsland midt mellem vore stillinger så uheldigt, at de kunne flankeres fra vor første deling.

Hen på formiddagen kom der et hvidt flag eller klud op som tegn på overgivelse, men der var næsten ingen overlevende de lå alle døde i deres egen grav, men vi havde også temmelige tab. Et par dage efter skulle vi gøre gengæld, men det blev heldigvis aflyst i sidste øjeblik.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Ikke kategoriseret

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Skriv en kommentar

Senest ændret den 2. februar 2016 10:52

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig