Tag-arkiv: udrustning

15. august 1917. Handel med tysk udrustning og krig mod lus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Det kunne også ske, når vi var i ro, at vi en 8 – 10 mand samt et spand heste og en vogn tog ud og sankede ”Lehrgut” op, dvs. vi samlede geværer, sabler, stålhjelme, gasmasker, maskingeværer, kort sagt alle udrustningsgenstande samt patroner, ladte eller afskudte. Det læssede vi så på en vogn og kørte det hen på et indleveringssted.

Pengene blev så udbetalt til batteriet og fordelt på mandskabet.

Prisen for de indleverede genstande var således:

1 gevær 2 Mark
1 gasmaske Vi Mark
1 stålhjelm Vi Mark
Patroner og messing efter vægt.
1 maskingevær 34 Mark
1 bajonet 25 Pf.

Det drejede sig om ret betydelige summer. Vi fik udbetalt ca. 4 gange om året 20 – 30 Mark pr. mand.

Når vejret var godt, vaskede vi vort undertøj. Det kunne nok nås på een dag. Vi kogte det i en gryde eller kobberkedel, hængte det op,  dog måtte man altid sidde og passe på det, medens det tørrede, da
det ellers ville blive stjålet. Tøjet blev sjældent helt ren, men lusene blev dræbt samt æggene, og det var nødvendigt, da disse ellers tog ganske overhånd.

Om vinteren var det mere vanskeligt at holde sig ren, da vaskningen var mere besværlig. Det eneste middel for at holde luseplagen inden for rimelige grænser, var at trække tøjet af og slå lusene ihjel, alle dem man så, hver eneste dag.

Dette blev også gjort, men der var ikke altid lejlighed til det.

Der blev så oprettet “Entlausungsanstalter”, luserensningsanstalter. Her kom vi hen med større eller mindre mellemrum. Vi kom under brusebad, tøjet kom ind i lufttætte rum, der blev overhedet med varm luft e ller damp, og efter denne proces var lusene døde og æggene med.

Men alt dette rettede sig efter tid og lejlighed. Lå vi i lang tid i
ildstillingen, eller vi var på offensiven eller defensiven, så kunne der ikke blive tid, hverken til vaskning, badning eller rensning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. juli 1916. Kresten Andresen: “En køn redelighed efter 22 dages søvnløshed”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 20. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. For fremtiden skriver jeg så vidt muligt dagligt. På march i sydlig retning. Forfærdelig hede. Tordenluft. I går c. 25 km med fuld oppakning. En køn redelighed efter 22 dages søvnløshed. Jeg har aldrig troet, at man var så sejlivet. Men man kan udholde de utroligste strabadser. Den sidste nat, jeg var i stilling, hørte jeg englænderne hakke dybt i jorden under mig. Godt at jeg er kommet væk derfra. Det var ikke hyggeligt.

I massekvarter i en åben lade, men her er da i hvert fald frisk luft, og det er en varm tid. Nu skal I ikke gøre jer alt for mange bekymringer for mit vedkommende. Den tid, der kommer, vil jo nok blive fuld af forhindringer, så man enten ikke kan skrive daglig eller ikke kan afgive post daglig. Og skulde der derfor gå nogle dage hen, uden at der kommer brev, så skal I ikke blive urolige, jeg skal såmænd nok klare mig igennem det også. Og vi er mange gode kammerater sammen, så vi hjælper jo hinanden.

Vi bryder op igen.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

19. november 1914. “Hele oppakningen vejer 60-70 kilo, hvilket må siges at være tilstrækkeligt!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved blev indkaldt til Reserve Infanteriregiment 86 i august 1914. Hen gennemgik en kort militæruddannelse ved kasernen i Flensborg og skulle så sendes til fronten. Flere gang blev afsendelsen udsat, men i november 1914 blev det alvor.

soldat

Dagbogen, Torsdag den 19. november 1914
Indklædt og fuldt færdige til afrejse. Vi venter på ordre hvert øjeblik til at dampe af. Der blev sagt ved parolen i går, at vi skulde i retning af Gent. Den vej skal vi til Yserkanalen. Der må jo skulde druknes nogle flere regimenter dernede i det forfærdelige hjørne.

I dag er vi igen bleven indsprøjtede mod difteritis; og vi skal to gange til. Så må vi da næsten være usårlige.

Udrustningen:

1. Grå uniform med røde kanter og bronceknapper.
2. Sort kommismantel.
3. Pikkelhue med grønt betræk, R. 86.
4. Grå felthue.
5. Egne støvler, købt i Vejle.
6. Gule kommis snørestøvler.
7. Kalveskindstornyster.
8. Gult belgisk koppel.
9. do. patrontaske.
10. do. lædertøj – remme.
11. Telt og teltstokke,
12. Aluminiums-kogetøj med ske og gaffel.
13. do. bæger.
14. do. feltflaske.
15. Spade.
16. Grå handsker.
17. Brødposer.
18. To dåser Hl kaffe.
19. En dåse til bøssefedt.
20. Jernportion, bestående af to poser med kiks, en dåse kødkonserves samt en pakke ærter.
21. To forbindingspakker.
22. Gevær „97″.
23. Rengøringssnor.
24. To uldtrøjer.
25. To skjorter.
26. To par underbukser, det ene blåt.
27. Tyk blåsort sweater.
28. Gråt halsbind.
29. Muffediser.
30. To mavebælter.
31. Et par knævarmere.
32. Et par fingerhandsker.
33. Et dødsmærke: ANDRESEN, KRESTEN K.E.R.R. 86
34. Fire par strømper, hvoraf det ene et par tynde, gennembrudte, Liebesgabe.20
35. Kabuds.
36. Hvidt armbind til natlig kamp.
37. En saltpose med silkebånd.
38. Et pund skinke.
39. Et do. smør.
40. Et glas frugtsmør.
41. Nyt testamente.
42. Hjortens flugt.
43. Feltpostkort, 30 stk.
44. Skrivepapir.
45. Was für die „feldgrauen” annisnolie.
46. Hæfteplaster.
47. Sytøj.
48. Landkort.
49. Tre notitsbøger.
50. Et dannebrog.
Mangler endnu:
51. Bajonet.
52. 150 skarpe patroner.
53. l pund flæsk.
54. En spegepølse.
55. Et kommisbrød.

Hele oppakningen vejer 60 til 70 kg, hvilket må siges at være tilstrækkeligt.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H
Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved

Fra: Claus Bundgård Christensen (udg.): “Krestens breve”, Gyldendal, 2012.

4. august 1914. Reservisterne strømmer ind

Det tyske militærmaskineri gik sin gang. Reservisterne strømmede til deres regimenter, som en ukendt landmand fra Haderslev-egnen under mærket “Chr.” berettede i “Almanak for Nordslesvig 1935”

Den 4. August forlod jeg Kone og Børn og mødte sammen med mange andre Reservister paa Kasernen i Haderslev, hvor jeg blev tildelt 84ernes 6. Kompagni. … Størstedelen af Reservisterne fra Haderslev Amt mødte ved 84ernes 2. Batl., saa der var mange dansksindede ved de fire Kompagnier, 5., 6., 7. og 8.

Der var stort Rykind paa Kasernen i de første Augustdage. Hver Dag kom der nye Hold til Indklædning. Vi Reservister blev blandet med det aktive Mandskab, indtil Kompagnierne var krigsstærke, det vil sige forøget fra 125 til 250 Mand.

Vi blev i Garnisonen i nogle Dage, og Tiden gik med Eksercits, Udmarcher i Omegnen, lidt Felttjenstøvelse og Skydning. Alt foregik i Grunden, som naar man i Fredstid var indkaldt til Efteraarsmanøvre.

Og jeg havde i Virkeligheden hele Tiden, lige siden jeg forlod mit Hjem, haft den Forestilling, at det kun var en Manøvre, vi skulde deltage i, eller en Prøvemobilisering. Det faldt mig endnu i disse Dage paa Kasernen i Haderslev ikke ind, at det var noget saa ubegribeligt som en rigtig Krig, vi skulde ud i. Jeg troede til det sidste, at Uvejret vilde drive over og det værste blive undgaaet.

Men jeg blev jo forholdsvis hurtigt belært om noget andet. Alvoren begyndte at gaa op for mig den Dag, vi fik udleveret skarpslebne Sidegeværer. Et uhyggeligt Instrument, der fremkaldte uhyggelige Tanker.

(Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935, s. 62-3).