En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet
Brev fra Fangenskab.
A., 6. Februar 1916.
Kære Forældre.
Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.
Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.
Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?
De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrunden af det næste.
Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.
Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?
Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.
Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —
Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?
Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.
Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.
Jer Søn.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)