29. april 1916. Kresten Andresen: “Intet oplever man, som virkelig er opløftende…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 29. april 1916

Kære forældre!
Mange tak for smørret, det faldt rigtignok på et tørt sted. Vil I ikke med regelmæssige mellemrum sende mig noget kunsthonning, som jeg kan smøre på brødet, for her er ikke spor at købe mere, og tørt krigsbrød smager ikke ret meget af lagkage. Det bliver jo vist for varmt at sende smør nu, og vel også for vanskeligt for jer at få.

Her er der overordentlig varmt, men dejligt grønt over det hele. Landskabet har fået et helt andet præg i vårdragten; man glemmer helt, at man er i et kulminedistrikt. Jeg forsøger at udnytte min fritid med at lære fransk; men desværre er fritiden noget knap tilmålt, og har man en smule, så er der en sjov og en larm, så det ikke er til at tænke på at holde tankerne samlede.

Det er meget kedeligt, da tiden drages hen i unyttig ørkesløshed og jeg kommer helt bort fra det hele. Men hvad der er langt værre, jeg går hen og taber hukommelsen; jeg kan ikke huske det fjerneste mere; det blegner alt væk for mig uden sammenhæng; således når jeg vil opfriske noget historie eller litteraturhistorie eller hvad som helst, så kan jeg ikke huske det fjerneste.

Jeg kan læse en bog, og to timer efter er jeg ikke i stand til at huske det allervæsentligste af den. Jeg forstår ikke, hvad det kan ligge i; men hele livet her har en forfladigende indflydelse, som er noget farlig; man tvinges til dag ud og dag ind at høre på den samme remse, for eksercits er hver dag som den anden; ingen har man, som man kan tale rigtig ud med; intet oplever man, som virkelig er opløftende; men slider dagen og døgnet hen i en virkelig døs.

Jeg er virkelig bleven betænkelig for, at jeg kunde få et knæk i den retning, som vilde være meget vanskeligt at overvinde igen. Jeg trænger sådan til beskæftigelse, men ved ikke, hvad det skulde være. I kunde i øvrigt sende mig „Børnenes Matematik”, og den tynde grønne logaritmetabel; begge må stå på min reol.

Med mange hilsner jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *