Tag-arkiv: friendly fire

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.