Tag-arkiv: kedsomhed

20. december 1917 – Milert Schulz: “Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 20.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Eure lieben Briefe vom 8. U. 9.12. habe ich vorgestern dankend erhalten. Ich habe es noch immer recht gut hir. Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern. Mitte Januar werden wir denn wohl fortmachen. Mir ist es auch lieber das wir Weihnachten noch hien bleiben, dann haben wir doch noch wenichstens Ruhe oh wir denn auch in Stellung liegen. Wir werden ja so wie so nicht viel davon merken, aber geistig gesehen ist es ja auch egal wo man das liebe Fest feiert. Der Herr kann u. wolle es auch für uns hier draussen segnen. Zeitlich gesehen wäre es ja schöner gewesen wenn man hatte zu Hause sein können. Aber davon lässt sich ja nun nichts ändern. Hoffentlich sind wir aber nächstes Jahr zu Hause.

Ihr müsst mir ein augenblick entschuldigen ich muss jetzt Kaffe kochen die Uhr ist schon ¼ vor 4 Uhr. So jetzt kann ich wieder etwas schreiben solange bis das Wasser kocht. Wir trinken aber kein Roggenkaffe sondern Bohnenkaffe mit ersten vor langerweile was tun sollen. Morgens um 9 oder 10 Uhr stehen wir auf. Dann wird “Toilette” gemacht, dann wird um 11 Uhr Kaffe gekocht u. Gefrühstückt. Dann trödelt man die Zeit so hin bis 4 Uhr dann wird wieder gegessen. Um ½ 7 Uhr kommen dann die Tragtiere mit dem Mittagsessen, gleichzeitig bringen sie auch die Postsachen mit.

Dann wird noch um 7 Uhr Mittaggegessen und zum Schluss wird denn eine Cigarette angesteckt und die Post gelesen. Und so geht es jeden Tag. Da könnt Ihr Euch wohl vorstellen wie langweilig das wird. Na lieber diese Langeweile als in Granatfeuer zu liegen.

So nun kocht mein Wasser, jetzt wird aber einen feinen Mokka gebrüht. Ah, dass richt schon so Appetittlich wollt Ihr nicht eine Tasse mittrinken? Milch habe ich aber nicht. u. Kuchen auch nicht aber ein paar geröstete Stullen Brot kann ich Euch geben. Ja Ihr dankt wohl schön, ich würde ja auch schön danken wenn ich zu Hause sein konnte. Aber nur immer mit frischem Mut weiter einmal muss doch der Friede kommen. Also in 4 Tagen feiern wir denn Weihnachten aber wenn Ihr diesen Brief in die Hände habt ist wohl schon Neujahr vorbei.

Sei denn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.    

(Breve i privateje)

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

13. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg er gudskelov bleven forskånet for at opleve den moderne krig i hele sin raffinerethed”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Skyttegraven den 13. juli 1916

Kære morbror
Mange tak for dit brev. Jeg skammer mig over, at jeg ikke oftere har sendt dig et par ord; men mine korrespondancer er næsten ved at blive helt indstillet.

Jeg er meget glad for dit tilbud med hensyn til almanakken. Det er godt i en så energiløs tid at stilles over for en opgave, ellers går man til syvende og sidst helt i dvale. Men nu vil jeg da også straks gøre dig opmærksom på, at hvad jeg i det sidste år har oplevet af krig, er ikke fuldt af spændende almanakhistorier. Jeg er gudskelov bleven forskånet for at opleve den moderne krig i hele sin raffinerethed. Men lidt på afstand har jeg jo fulgt den og kender den temmelig nøje med samt alle dens midler…

Her har vi en temmelig rolig stilling; men der skydes dog også her, og navnlig med svære miner.

Mange hilsener til hele familien. Jeg skal netop trække op på vagt, og posten er væk, inden jeg kommer igen, men mere en anden gang.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

8. juni 1916. Kresten Andresen: Mor har fødselsdag; “jeg skal nok tænke på dig den dag”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juni 1916

Kære mor!
Nu vil jeg rigtig ønske dig mange gange til lykke til din fødselsdag og håbe, at du må få lov til at holde den på en rigtig god måde. Jeg kan desværre ikke komme med, men det får jo hjælpe sig; jeg skal nok tænke på dig den dag.

Desværre falder den lige efter pinse, og det kan vel ikke tillades i disse tider at holde tre festdage lige efter hinanden. Nu har du ellers holdt mange fødselsdage, siden jeg sidste gang har været med til en af dem. Jeg tror ikke, jeg har været med siden 1906 – jo, vent lidt, i 1912, da jeg kom hjem fra filosofikum.

Jeg vilde have sendt dig et billede, men fotografen får det ikke færdigt. Jeg har det ellers ret godt. Det kan under alle omstændigheder vare længe, inden jeg kommer i skyttegraven igen.

Der er mange gode venner, megen fritid, og tiden falder én ikke let lang her, hvor der leves et afvekslende liv omkring én. Byen og omegnen er også dejlig. Jeg har endnu ikke været så meget omkring, da jeg selvfølgelig har fået en større forkølelse, som jo gerne er min skæbne.

Valdemar Ludvigsen og Christians fætter Nikolajsen fra Kollund er på et rekrutdepot her i nærheden; de var sidste søndag undervejs herhen, men fandt ikke til vejs ende. Her i byen kan man få næsten alt muligt endnu; der er endogså kafeer, hvor man kan få kaffe og kager.

Men priserne er hårrejsende. I dag købte jeg et par rundstykker, de var så store som valnødder, og kostede 8 pfennig stykket; men de smagte alligevel fortrinligt. 

Det lader til, at der for tiden er kommet rulning i begivenhederne, både nede i Tyrol og med det store søslag. I går for taltes der, at lord Kitchener er gået under med hele sin stab på vejen til Rusland.

I Rusland er der nok begyndt en større offensiv, som vist lige er i sit første stadium. Jeg tror nu, at stillingen i det væsentlige bliver den samme trods de heftige kampe, og sådan vil vi vel gå ind i det tredje vinterfelttog.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i lange tider. Nu er det længe siden, jeg har fået brev hjemmefra. Mange tak for pakken med smør og skinke, den var i udmærket stand. Når I kan sende smør af og til, så behøver I ikke at sende andre ting; her kan man jo få alt, hvad man behøver. Så vil jeg slutte med de bedste ønsker og hilsner.

Din hengivne søn Kresten

I må passe på, hvad I skriver, for der er streng censur her.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

7. juni 1916. Kresten Andresen: Kedsomhed og sløvsind præger hverdagen

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 7. juni 1916

Kære alle sammen!
… For nylig skulde jeg have været med til et større stormangreb mod engelskmanden, men havde det store uheld at få en finger af led kort forinden.

Livet går hen i en regelmæssig døs; en gammel soldat får en meget bred ryg og bliver delvis døv på begge øren. Det hedder sig også: Hundrede mark til den, der kan få en gammel soldat ud af sin ro! Denne store sindsro er en højt anskreven ynglingedyd hernede; men jeg synes, man kan nu hverken le eller græde eller sørge eller glæde sig for denne sindsro. Den virker forfærdelig sløvende.

Jeg må udøve stor selvovervindelse for at få skrevet et brev, et så stærkt åndeligt arbejde som at læse en bog er umuligt. Nu har jeg næsten de to år fulde. I holder snart jert andet elevmøde under krigen; jeg tør ikke love at komme næste år, for det er ikke givet, krigen er sluttet til den tid. Udsigterne er så bitterlig små. Men lad os håbe det bedste. En lang hilsen til venner og kendinger fra jeres alle sammens

Kresten.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

7. maj 1916. Kresten Andresen: Problemer med fingeren og ernæringstilstandene

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Søndag den 7. maj 1916

Kære forældre!
Samme dag, som jeg sendte sidste brev afsted, faldt jeg og fik det yderste led af venstre langemand af led, som I måske har hørt af Misse. Den transport, som jeg skulde have været med, er nu væk. Men en uges tid endnu, så vil fingeren vel nok være kommet sig igen. Den blev nemlig straks sat i lave igen; men nogle dage vil det da alligevel tage, inden jeg kan tage fat igen.

Nu er der vel sket den omvæltning hjemme, at Johanne er kommen væk, og i stedet for har I fået Bodil. Det er da godt, at I ikke har bare fremmede folk om jer. Bodil er vel ikke så bange på sig som Elisabeth i krigens første dage.

Jeg går omkring og nyder livet og naturen. Min vaskekone har lånt mig en god fransk roman, og bliver jeg træt af at læse, så sætter jeg mig hen og skitserer; jeg vil også sende jer et par små tegninger med hjem – en har jeg sendt til moster Dorthea.

Ret meget dur de ikke, man duer overhovedet til ingenting mere, for dette liv her er så umådelig sløvende. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre; men jeg tror ligefrem, det ligger deri, at man aldrig får andet end havresuppe; denne evige havresuppe! og krigsbrød og den uudtømmelige marmelade. Marmelade forekommer de fleste hernede så komisk: Wo sind die ganzen Fettig kasten? Og så synger man den berømte vise: Marmelade, Marmelade, das ist das schonste Fett im deutschen Staate…

Mange tak for smørret og skinken. To pakker smør har jeg fået og en pakke med honningkager og kabalekort; tak for det alt sammen. Det er jo rigtignok sin egen sag at få noget tilsendt; for når alle andre spiser tørt brød, så kommer misundelsen jo let, og dele med en halv snes mand kan man jo heller ikke godt i disse tider.

Hvornår mon dog disse tider får ende? Det ender såmænd med, at mange vil pådrage sig sygdomme på grund af underernæring. Det er vist noget meget farligt – mere farligt end sår, for det tærer på maven.

Med mange hilsner fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

29. april 1916. Kresten Andresen: “Intet oplever man, som virkelig er opløftende…”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Den 29. april 1916

Kære forældre!
Mange tak for smørret, det faldt rigtignok på et tørt sted. Vil I ikke med regelmæssige mellemrum sende mig noget kunsthonning, som jeg kan smøre på brødet, for her er ikke spor at købe mere, og tørt krigsbrød smager ikke ret meget af lagkage. Det bliver jo vist for varmt at sende smør nu, og vel også for vanskeligt for jer at få.

Her er der overordentlig varmt, men dejligt grønt over det hele. Landskabet har fået et helt andet præg i vårdragten; man glemmer helt, at man er i et kulminedistrikt. Jeg forsøger at udnytte min fritid med at lære fransk; men desværre er fritiden noget knap tilmålt, og har man en smule, så er der en sjov og en larm, så det ikke er til at tænke på at holde tankerne samlede.

Det er meget kedeligt, da tiden drages hen i unyttig ørkesløshed og jeg kommer helt bort fra det hele. Men hvad der er langt værre, jeg går hen og taber hukommelsen; jeg kan ikke huske det fjerneste mere; det blegner alt væk for mig uden sammenhæng; således når jeg vil opfriske noget historie eller litteraturhistorie eller hvad som helst, så kan jeg ikke huske det fjerneste.

Jeg kan læse en bog, og to timer efter er jeg ikke i stand til at huske det allervæsentligste af den. Jeg forstår ikke, hvad det kan ligge i; men hele livet her har en forfladigende indflydelse, som er noget farlig; man tvinges til dag ud og dag ind at høre på den samme remse, for eksercits er hver dag som den anden; ingen har man, som man kan tale rigtig ud med; intet oplever man, som virkelig er opløftende; men slider dagen og døgnet hen i en virkelig døs.

Jeg er virkelig bleven betænkelig for, at jeg kunde få et knæk i den retning, som vilde være meget vanskeligt at overvinde igen. Jeg trænger sådan til beskæftigelse, men ved ikke, hvad det skulde være. I kunde i øvrigt sende mig „Børnenes Matematik”, og den tynde grønne logaritmetabel; begge må stå på min reol.

Med mange hilsner jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juni 1915 – Peter Østergård: “Den ene dag er som den anden”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.

I skyttegraven d. 30. Juni 1915.

Egentlig ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig, men måske kommer der nok noget, efterhånden som pennen glider hen over papiret. Livet leves jo her under indtrykket „ensformigt”. Den ene dag er som den anden, kun vejrliget og artilleriilden sætter lidt præg på dem, ellers er det altid det samme, de samme vagter, det samme arbejde. — Nu har vi i et halvt år stået og set ud gennem skydeskåret og hele tiden haft det samme billede for os. Kun årstiderne har lånt det nye farver. Skal vi se det nu grønne blive gult, eller får vi fred forinden, dærom kredser tankerne stadig. Skyttegravene er som før, og oven over os har vi stadig den samme smilende sol med enkelte højtgående skyer. Bag ved os ser vi tagene af den sammenskudte by. Andet kan vi ikke se, for så skal vi for højt op med hovedet, og det kan fransk mændene så se. Vi kan her få et lille indtryk af, hvad det vil sige at være indespærret.

Der er intet, der rigtig kan sætte tankerne i bevægelse. Kammeraterne kender vi næsten ud og ind. Vi har ikke meget at tale om, for livet her har ikke vor interesse, og ude omkring sker der ikke ret meget, som vi ikke ved forud. Dærfor kan man godt forstå, at kortspil får mere og mere indpas, — ja for enkelte er det ved at blive til en last. De har ikke tid til andet og spiller lidt højt. Men for andre er det en uskyldig tidsfordriv. De får tankerne bort fra den meningsløse tilværelse, vi fører.

Skønt det ikke kunde falde mig ind at give mig til at spille kort, så tror jeg dog, at det er bedre end at sætte sig og gruble over det hele, som vor ven Rasmus Nissen er slem til. Derved bliver det hele meget værre, og det ender med tungsind, og det må man vogte sig for. Det kan jo være trist og tungt nok for os at være her, vi for hvem det hele er et onde, men det gælder om at se bort fra øjeblikkets nød, se lidt stort på det hele og håbe på fremtiden, håbe, at den efter disse onde dage vil bringe mange lyse og gode.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 100)