14. februar 1916. Feltlazarettet: “… umenneskelig rædsel og uhygge.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.

Jeg forsøgte at staa, men kunde ikke. Jeg befølte mine Lemmer, jo, de var der alle, men en Hovedpine havde jeg, som om mit Hoved skulde sprænges. Mine Hænder, der i Forvejen var overtrukket med et Lerlag, var blodige, og Fingrene klæbede sammen i denne afskyelige Masse.

Da jeg havde iagttaget mine Omgivelser noget nærmere, ønskede jeg, at jeg kunde sove fra det hele. Frygteligt og aldeles ubeskriveligt  saa det ud.

Haardtsaarede og lemlæstede Krøblinge laa imellem og oven paa hinanden. Hulen var mere end overfyldt, og der var kun Plads til nogen, efterhaanden som Ligene af andre var bragt ud.

Fortvivlede Skrig og Raaben om Hjælp lød til alle Sider. Letsaarede stod i et andet Hjørne og røg deres Cigaretter, øjensynlig ligeglade med Omgivelserne og glade for selv at være sluppet ud af det hele.

I  et andet Hjørne havde Lægerne indrettet et Operationsbord, hvor Arme og Ben blev bortamputerede og smidt hen i et Hjørne. Nye Forbindinger blev lagt paa, og saa blev der gjort Plads til den næste.

 Mange laa hengivet i Bøn til Joseph, Jesus og Maria, men hvad enten Folk bandede eller bad, Elendigheden var lige stor, og Opholdet lige frygtelig for dem alle.

Ved Midnatstid kom der Ordre til, at de, der kunde gaa, skulde begive sig afsted til Sechult, hvorfra der gik en Feltbane.

Haardtsaarede, dem uden Arme eller Ben, dem med bortskudte Kæber eller med Lunge- eller Underlivssaar blev under frygtelige Skrig baaret til Sanitetsvognene, der skulde køre foran. Udenfor Hulen laa en lang Række af døde Kammerater, og der kom stadig flere til.

Det var et sørgeligt og tankevækkende Tog af lemlæstede og for Resten af deres Livstid til Krøblinge dømte Mennesker, der nu satte  sig i Bevægelse.

Bort gik det fra al den umenneskelige Rædsel og Uhygge, og først henad Morgenstunden var vi naaet udenfor Granaternes Rækkevidde.

Som en fjern Torden naaede Granaternes ustandselige Rullen over til os, og Lysraketternes Stigen og Falden kunde herfra endnu ses mod den fjerne Horisont og tilkendegav Stedet, hvor  Menneskene endnu sloges og myrdede hinanden i djævelsk  Afsindighed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *