Tag-arkiv: krigsfanger

27. september 1918 – Ribe Stiftstidende: haandgranater til fiskefangst

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Haandgranater til fiskefangst

Det har tidligere været meddelt her i bladet, hvorledes soldaterne i felten benytter haandgranater til at koge mad ved. Men nu oplyses det for os, at de ogsaa anvendes ved fiskefangst. Fremgangsmaaden er ganske simpel: man kaster haandgranaten ud i en aa eller en bæk, og naar granaten eksploderer paa bunden, dræbes eller bedøves de fisk, som er i nærheden, saa at de kan tages med de bare hænder.

Russerne er ikke længere krigsfanger i Tyskland

Kvinderne og russerfangerne i Tyskland maa øve en vis tiltrækning paa hverandre. I Tondernsche Zeitung meddeles nemlig: Den russer, i hvis kvarter man for nogle dage siden fandt en soldaterkone, synes at være visse kvindfolks yndling. Før havde en soldat truffet to unge piger dér, som han satte ud i den friske natteluft efter at have givet dem et slaskende ørefigen. Hvad afstraffelse derfor angaar, da er en saadan udelukket, fordi russerne ikke mere betragtes som krigsfanger, kun husejerne kan stille straffekrav paa grund af brud paa husfreden. 

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. august 1918. “Pardon, monsieur!” Taget til fange af franskmændene

P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.

Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.

Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.

Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.

Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.

Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.

Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.

Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.

Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.

Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.

Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.

Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.

Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.

To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.

Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.

Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –

Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.

Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.

Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.

Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.

De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –

Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.

Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.

Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.

Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.

Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.

Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .

Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.

Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.

Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.

Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –

Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.

Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.

I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.

Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –

Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –

De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.

Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.

DSK-årbøger 1972

22. august 1918. Reddet af biblen

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941

Blokadebryderen S/S ”Marie”s besætning

Agterskibet på blokadebryderen ”Marie” i Batavia Havn på Java, hvortil den var kommet efter en sejlads på 3 uger over det Indiske Ocean, efter den var blevet sønderskudt ved Afrikas Kyst. Foto: arkiv.dk.

Her på siden er der før blevet berettet om blokadebryderen “Marie”s rejse til Østafrika og Java, her med besætning og her. Der er nu oprettet sider for besætningsmedlemerne med tilknytning til Sønderjylland. Se listen forneden.

Nis A. Jacobsen førte dagbog under rejsen med ”Marie”, som kan læses her. Under sit ophold på et hollansk militærhospital på Java, kommer han i kontakt med en dansk læge, Dr. Ellehøj fra Karise. Nis Jacobsen opholder sig en tid efter hospitalopholdet hos Dr. Ellehøj i hans villa og fortæller ham om sine oplevelser. Dr. Ellehøj fortæller historien til de dansk-amerikanske blade på vej hjem på ferie, som derefter bliver bragt i danskeaviser:

Kalundborg Avis 19. december 1918. Under falsk flag. Da tyskerne misbrugte sønderjyderne og det danske flag for at redde Østafrika.

“Dansk-amerikanske blade bringer følgende spændende beretning, som gengives efter udtalelser af den danske læge Poul Ellehøj fra Karise, der i en halv snes år har været ansat i den hollansk-vestindiske hærstyrke på Java, men nu er kommen til New York på vej til Danmark for at holde ferie.

Da krigen brød ud, lå der bl.a. et engelsk skib “Darca Hill” af Edinburgh i Hamborg. Det blev naturligvis straks beslaglagt af de tyske myndigheder og besætningen blev sendt til en koncentrationslejr for civile fanger. Og derpå tog man skibet i egen tjeneste. Det blev malet om og kalfatret om, agterude og forude blev malet “Marie” af København, og som besætning fik det lutter i Sønderjylland fødte orlogsmatroser og officerer fra Kiel.

Naturligvis fik det også dansk flag, og samtidig udstyrede man det med falske danske skibspapirer, stemplede med falske stempler, medens de sønderjyske søfolk hver fik en falsk dansk søfartsbog. Og kamuflagen blev ikke herved. Man pyntede op i kaptajnens kahyt med billeder af kong Christian den 10. og dronning Aleksandrine, og på væggene i matrosernes kahytter klistrede man danske postkort med danske billeder og danske frimærker. Det hele var gennemført med tysk grundighed.

Så blev skiber rigget om, og nu kommer vi til det væsentligste.

Nede i bunden af lasten stuvedes 54 kanoner med tilhørende ammunition, flere tusinder geværer og dertil hørende patroner og store mængder af vin, konserves og medicin. Det hele havde en værdi af godt og vel otte millioner mark. Ovenpå alt dette lagdes først halm og så en last af planker. Nu førte man mandskabet fra Kiel til Wilhelmshafen om bord, uden at det blev meddelt nogen, hvorhen skibet skulle. Det blev strengt forbudt enhver, der kom om bord, at forlade skibet inden afrejsen eller at skrive breve til nogen i land, og en mørk nat dampede så “Marie” af København under dansk flag op langs Jyllands vestkyst og derpå videre mellem Norge og Skotland.

Der var vel mange engelske vagtposter på hele vejen, men man var hele tiden begunstiget af tæt tåge, så man kom helt op til Island uden at blive bemærket af de engelske krydsere. Da man nåede de islandske farvande, blev hele trælasten kastet over bord, og skibspapirerne, der havde lydt på, at “Marie” skulle til Island, blev tilintetgjorte og erstattede med andre, der lød på, at damperen skulle til Buenos Aires for at hente majs til Danmark. Man holdt sig meget omhyggeligt udenfor alle ruter, der befares af andre skibe, og det lykkedes virkelig at komme over til den amerikanske kyst. Man fulgte så denne helt ned til Kap Horn, gik rundt om dette, og først nu gik det op for besætningen, hvor man skulle hen.

Man skulle over til Tysk-Østafrika, hvor en tysk styrke kæmpede en håbløs kamp med Belgiere og englænderene. Det var til disse tyske kolonisoldater, at “Marie”s last af våben og proviant var bestemt. Også over det sydatlantiske hav lykkedes det at komme, man nåede rundt om Kap, og først da man var et stykke oppe af den afrikanske østkyst, blev man opdaget af en engelsk krydser. Det lykkedes dog “Marie”, der havde en meget kraftig maskine, at undslippe og komme ind i en flod, hvor krydseren på grund af sit større dybtgående ikke kunne følge den.

Her blev så lasten udlosset for med sorte bærere at blive bragt op i landet, hvor de tyske styrker kæmpede. Kun nogle af kanonerne blev tilbage ved kysten og opstillede som batteri ved flodmundingen for at kunne holde englænderne borte, hvis disse skulle melde sig med mindre skibe. Det var denne forsyning med våben og levnedsmidler, der var grund til, at tyskerne kunne holde sig så længe i kolonien.

En mindre engelsk krydser var imidlertid kommen til og havde givet sig til at bombardere skibet, der fik over hundrede træffere,så alt, hvad der var på dækket, blev splintret og fejet væk. Besætningen måtte springe over bord og svømme i land. Da englænderne mente at have ødelagt “Marie” fuldstændigt, fjernede de sig, og nu gik sønderjyderne atter om bord på skibet, som det i løbet af 5-6 uger virkelig lykkedes dem at få gjort så vidt i stand, at det kunne sejle. Man sneg sig ud fra kysten og atter var lykken med. Skønt man kun kunne sejle med en fart af 6-8 knob, og skønt det indiske hav vrimlede af engelske og australske skibe, kom man dog frem uden at blive observeret.

Man satte kursen efter Java, og det blev en lang tur, så lang endogså, at provianten slap op, og man kun havde nogle bønner og noget konserves at spise. Der udbrød skørbug om bord, og to af de sønderjyske matroser døde. Endelig kom man dog efter en skrækkelig tur til Tandjoing Prioh på Java, men da var besætningen i en elendig forfatning, og flere mand blev sendt til Buitenzorg, hvor de blev behandlet af doktor Ellehøj og snart kom til kræfter igen. Det var også til ham, de fortalte om deres eventyr, og at skibet aldeles ikke var dansk, men tysk. Besætningen blev så interneret af de hollandske myndigheder, og her er et par af dem døde af klimafeber.

De andre, der nu har været derovre i flere år, lider også hårdt under klimaet og måske endnu mere af hjemve. Et af de danske flag, der blev brugt om bord på skibet, er i vedkommede læges besidelse og kan tjene som bevis mod tyskerne. Skibet ligger endnu i den javanesiske havn og er beslaglagt af hollænderne, men da englænderne erfarede, hvad det var for et skib, krævede de det udleveret, og det vil vel også ske.

Medens tyskerne ellers kun har haft hån og foragt tilovers for sønderjyderne, har de under krigen, særlig i ubådskrigen, haft god brug for dem, og det har her vist sig påny, at der har fundet at afskydeligt og groft misbrug sted af det danske flag, vil vel ingen i Tyskland kunne benægte.”

Damperen “Marie”s rejse

Besætningen på S/S “Marie”
Kaptajn Conrad Sörensen, født i Flensborg, flygtede til Pilippinerne og forsøgte at snyde sig som amerikansk soldat til USA, men blev opdaget og interneret der.
1. Styrmand Christian Schmidt, født i Slesvig
2. Styrmand Jørgen Hansen Holm, født i Rangstrup
3. Styrmand Carl Friedrich Iversen, født i Gråsten, flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab der.
Maskinist Hans Friedrich Hinrichsen, født i Kollund
Maskinist Zilo Sørensen, født i Nyborg, døde på overfarten til Java.
Maskinist Hans Peter Nikolai Hansen, født i Ullerup
Overmatros Thomas Thomsen, født i Købingsmark
Overmatros Jørgen Spanger, født i Bækken, Rinkenæs sogn, var kok ombord.
Overmatros Nis Andresen Jacobsen, Anslet ved Haderslev
Overmatros Peter Christensen, født i Sønderby, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Døde i Afrika.
Marinesoldat Johannes Jensen, født i Flensborg, døde på overfarten til Java.
Telegrafist Friedrich Christiansen, født i Åbenrå
Telegrafist Niels Kristian Abild, født i Østerslotfeld (Møgeltønder)
Torpedofyrbøder Hans Lorenzen, født i Flensborg
Fyrbøder Andreas Abrahamsen, født i Åbenrå, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Mathias Stöcker, født i Lille Jyndevad
Fyrbøder Friedrich Karl Kunz, født i Bovrup, Flygtede til Singapore og endte som fange i Australien.
Fyrbøder Martin Toft, født i Åbenrå, Flygtede til Pilippinerne og sad i fangenskab i USA.
Fyrbøder Lauritz Christensen, født i Sønderborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Fyrbøder Marius Schröder, født i Kiel-Ellebeck
Fyrbøder Hans Hansen, født i Skodsbøl
Fyrbøder Knud Knudsen, født i Rødekro, flygtede som dansk sømand og nåede som den første hjem.
Fyrbøder Peter Andersen Møhl, født i Ensted
Matros Johannes Maskov, født i Flensborg
Matros Johannes Tram, født i Flensborg, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java.
Matros Peter Jensen, født i Styrtom, Ensted sogn, blev i Afrika da “Marie” sejlede videre til Java. Død i engelsk fangenskab i Daressalam.
Matros Fritz Greve, født i Flensborg

Yderligere oplysninger:
Lensch, Johannes: “Knud Knudsen, Fahrt nach Ostafrika.” Kan købes som e-bog hos Amazon tysk og Amazon engelsk
Side om blokadeskibet Marie eksternt link.

S/S “Kronborg”s besætning.

Her på siden har vi kunnet følge Nis Kock på hans færd om bord på blokadebryderen “Kronborg” til Tysk-Østafrika og hans oplevelser som soldat i tropperne der. Nu er der oprettet sider på alle S/S “Kronborg”s besætningsmedlemmer med tilknytning til Sønderjylland.

Besætningenen på S/S “Kronborg”.
Kaptajn, Oberløjtnant Chr. Christiansen fra Sild, senere politipræsident i Magdeburgl
1. Styrmand Daniels, Flensborg,
2. Styrmand Jes Wilhelm Bagger, Flensborg, født i Ballum
3. Styrmand Jes Jørgensen Elberg, født på Barsmark, bopæl i Aabenraa
Lods Albers, Rigstysker,
1. Maskinmester Christian Bernhard Hansen, født i Bovrup, Løjt kirkeby
2. Maskinmester Hans Heinrich Nissen, født i Brandsbøl (død kort efter Hjemkomsten), krigsfange i Indien.
3. Maskinmester Lauritz Hansen, Kobberholm paa Sundeved
Assistent Franz Friedrich William Norling, født i Graasten
Telegrafist Jonny Wagner, Hamborg og
Telegrafist Friedrich Wilhelm Karottki, født i Aabenraa,
Baadsmand Lorentz Heinrich Matthiesen, født i Rinkenæs
Intendant Anker Nissen, født i Kastvraa, Haderslev,
Kok Lorentzen fra Husum,
Kokmedhjælper Tyksen, Flensborg (død i Afrika af Slangebid).
Matros Mads Jensen Møller, født i Rise, Aabenraa,
Matros Peter Marius Jørgensen, født i Skovby, Vedsted sogn
Matros Pitzner, Angel,
Matros Christian Ludwig Møller, født på Skodsbølmark, boede i Sottrupskov (død kort efter Hjemkomsten)
Matros Warshun, Mecklenborg,
Matros Andreas Nielsen Boysen, født i Møgeltønder, boede i Flensborg (død af Malaria kort efter Ankomsten til Afrika),
Tømrer Hans Hansen, Flensborg.
Fyrbøder Ernst Rode (død i Fangenskab i Indien), Hamborg
Fyrbøder Willy Maus, Rhinlandet (død af Malaria i Daressalam)
Fyrbøder Thomas Peter Hansen, født i Egernsund,
Fyrbøder Nis Kock, Sønderborg
Fyrbøder Karl Bahr, Danzig,
Fyrbøder Peter Albrechtsen (faldt paa en Patrouillefægtning i Afrika), Sønderborg
Fyrbøder Christian Hansen, Flensborg (død af Malaria i Afrika)
Fyrbøder Hans H. Bartram, Sønderborg
Fyrbøder Karl Sørensen, Sverige (faldt i en Fægtning i Østafrika).

Yderligere oplysninger:
Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Tysk Østafrika
Kock, Nis: Sønderjyder vender hjem fra Afrika
Nissen, Anker: Sønderjylland – Afrika tur-retur
Møller, Christian Ludwig: På langfart i verdenskrigen.
Hjemmeside om damperen Rubens/Kronborg extern link
Nørby, Søren: Krydseren Valkyriens togt juli – september 1919. Marinehistorisk Tidsskrift 2011.
Artikler om Valkyriens ankomst i 1919

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

10. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: spar paa de strikkede varer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Gaa uden strømper

Rigsbeklædningsstedet i Berlin opfordrer ifølge berlinske blade befolkningen, baade kvinder og mænd, i hele riget at gaa barfodet og bruge træsandaler uden strømper for at spare paa strikkede varer.

Faldne

Toldopsynsmand Bruno Buntrock i Vojens, er falden den 11. juni.

I tabslisten meddeles, at Hans Hansen fra Røllum og Christian Hansen fra Aabenraa er faldne.

Saarede

Mathias Kjer fra Langhorn ved Hoptrup er bleven kvæstet den 24. januar 1915.

Magnus Bekke fra Gøtterup, Hans Hansen fra Hostrupskov, Marius Nissen fra Sønderballe og Joachim Sterlie fra Aabenraa er haardt saarede.

Savnede

Nis Andersen fra Ressø og Antoni Petersen fra Ris ved Aabenraa er savnede.

I fangenskab

Christian Schmidt fra Aabenraa og Truels Beck fra Bæk er i fangenskab.

Karl Klasen fra Errigsted og Johannes Lund fra Skrydstrup er vendt tilbage fra fangenskabet. 

 

8. juli 1918 – Ribe Stiftstidende: hvad stiller man op med krigsinvalider og undvegne tyske krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kan krigsinvaliderne ikke faa deres pension?

En krigsinvalid i Mainz, som har været hjempermitteret siden 1. december 1916 som varig uduelig, har efter 19 maaneders forløb endnu ikke faaet tilkendt rente, skønt han har klaget flere gange over denne forsømmelse. Den 18. januar, den 25. marts og den 13. maj svarede Krigsministeriets renteafdeling ifølge Vorwärts hver gang paa en klage med de lakoniske ord: “endnu under bearbejdelse” , “og ved Forsøgelsesafdelingen i Mainz drøftede man ham med, at han bare skulle have taalmodighed! pengene gik ham ikke tabt”. Nu har invaliden imidlertid maattet sælge alt, hvad han havde af klæder og værdigenstande, for at kunne friste livet og stadig leve i det lyse haab om en glimrende rente, naar den endelig bliver bevilget!

Undvegne tyske krigsfangers tjenesteydelse

Der har hidtil hersket uklarhed over det spørgsmaal, hvorledes de fra krigsfangenskab flygtede tyske soldater igen skulde anvendes i tjenesten, og rigsdagsmand Marquardt har derfor i denne sag adspurgt det prøjsiske krigsministerium, som har svaret: De værnepligtige personer, som ved flugt har unddraget sig den fremmede magt, maa kun anvendes ved fronten, naar de selv ønsker det, for øvrigt skal de, saa længe krigstilstanden raader mellem Tyskland og den paagældende stat, i hæren anvendes i hjemmet og Etappeomraadet, i generalguvernementerne og Rumæniens militærforvaltning.

Faldne

Arbejdsmand Anker Christiansens hustru i Erlev ved Haderslev har modtaget budskab om, at hendes mand den 11. juni er død ved sine saar paa transporten til forbindingspladsen, 30 aar gl. og efterlader sig hustru og to smaa børn.

Vejopsynsmand Peter Madsen i Hellet ved Rødding har modtaget budskab om, at en af hans sønner, Peter, er falden i Frankrig. En anden søn er i krigsfangenskab og en tredje deltager endnu i krigen.

I tabslisten meddeles, at Peter Callesen fra Varnæs, Peter Petersen fra Stubbæk, Wulf fra Arnitlund, Peer Birkebal fra Jels Skov, Nis Clausen fra Aarø, Niels Jensen fra Hvidding og Johann Jespersen fra Over Jerstal er faldne.

Enkefru Julie Bruhn i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Jørgen er død paa et lazaret i Slesien, 37 aar gl.

Postbud Sofus Clausens hustru i Rødding har modtaget budskab om, at hendes mand er død paa et lazaret i Belgien. Han efterlader hustru og et lille barn samt en gammel fader, der nu har mistet tre sønner under krigen.

I tabslisten meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup er død af sine saar: at Niels Ravn fra Kjelstrup, der hidtil har været meldt savnet, er død i fangenskab.

Enke Inger Marie Rudolph i Ebening ved Hellevad har modtaget meddelelse om, at hendes søn Matthias er falden ved Vestfronten den 9. juni.

Andreas Juhl og hustru i Strandelhjørn ved Bevtoft har modtaget budskab om,  at deres plejesøn Heinrich Quitzinsky er falden den 3. juni, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Emil Hansen fra Haderslev og Hans Hansen fra Todsbøl er faldne.

Skrædder Jensen i Skærbæk har modtaget meddelelse om, at hans søn Peter er død som følge af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Hermann Paulsen fra Dalsgaard ved Rinkenæs og Hans Rosenberg fra Haderslev er døde af deres saar.

Saarede

Franz Christensen fra Kværs er haardt saaret.

Laurids Wolfsberg, søn af Georg Wolfsberg i Skærbæk,  er bleven saaret i Frankrig.

Jørgen Fisker fra Bjerndrup ved Kristiansfelt og marine-reserveløjtnant Hans Meiland fra Haderslev er haardt saaret. 

Jørgen Brodersen fra Barsmark er haardt saaret.

I fangenskab

Bøj Jørgensen fra Løjtkirkeby, der har været krigsfangen i Rusland i næsten 2½ aar, er kommen hjem paa en længere orlov.

Herman Schmidt fra Brendstrup er vendt tilbage fra fangenskabet.

Ifølge tabslisten er matros Mads Møller fra Ris ved Aabenraa, Anker Nissen fra Kastvraa og maskinist-ekspektant Franz Norling fra Graasten i engelsk fangenskab.

Ifølge tabslisten for kolonitropperne er Peter Marius Jørgensen fra Skovby ved Haderslev, Melchior Karl v. Brincken fra Haderslev og over-stabslæge Dr. Gerhard Grothusen fra Rødding i engelsk fangenskab.   

17. juni 1918 – Hejmdal: Hjemvendte krigsfanger fra Rusland

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


De fra Rusland hjemvendende Krigsfanger

Som svar paa mange Forespørgsler, der er indløbne til Krigsministeriet, bekendtgøres følgende:

De fra russisk Krigsfangenskab Hjemvendende kan uden Indskrænkning anvendes til Krigstjeneste igen. Det vilde stride imod den almindelige Værnepligt, hvis disse Medlemmer af Hæren efter deres Orlov blev andvendte anderledes end de øvrige Værnepligtige, af hvilke mange føres til Fronten igen selv efter gentagne Saar. For saa vidt der af særlige Grund, f. Eks. som Følge af fremskreden Alder eller Familiehensyn, kan ses bort fra Anvendelse i Fronten, kommer disse Særbestemmelser ogsaa de fra russisk Fangenskab Hjemvendte til gode. 

Anmeldelse til Lægsrullen

Landraaden i Aabenraa opfordrer de Værnepligtige, der indeværende Aar fylder det 17. Leveaar og endnu ikke har meldt sig til Landstormsrullen, til ufortøvet at melde sig hos de stedlige Myndigheder.

Militære Stænger

Landraaden i Aabenraa gør i given Foranledning paany opmærksom paa, at de til Betegnelse af militære Punkter rejste Stænger ikke maa fjernes. Ogsaa skødesløs Beskadigelse eller Fjernelse straffes.

Eftermæle

Fra Øster-Løgum skrives der til os:

I Torsdags stedtes de fordisse Levninger af forhenværende Degn og Lærer i Øster-Løgum Chr. Buchardt under stor Deltagelse fra Beboernes Side til Hvile paa den herværende Kirkegaard.

Gamle Buchardt havde mange Venner her i Sognet; han havde vundet dem ved sin bramfri Færd og sin pligtopfyldende Virksomhed. Som Følge deraf havde han ogsaa faaet overdraget adskillige Tillidshverv: Han var saaledes bl. a. Regnskabsfører ved Sparekassen i Øster-Løgum og Forligsmægler, og disse Hverv røgtede han med stor Avlor og Dygtighed.

Han var Lærer i Øster-Løgum i 13 Aar. Efter at være bleven pensioneret købte han et Landbosted her i Byen, og efter at hans Hustru var død, opholdt han sig hos sin Søn paa det nævnte Landbosted. Sønnen var Gartner, og den Gamle hjalp ham da ved Gartneriet og Landvæsenet og var altid i Virksomhed.

Lærer Buchart blev velsignet med en stor Børneflok, deriblandt 6 Sønner, som under indeværende Verdenskrig alle blev indkaldte. Den ene af Sønnerne havde grundlagt en Købmandsforretning i Toftlund; da han midlertid faldt i Krigen, drog den Gamle derhen for at overtage Forretningen, og her blev hans Livsvirksomhed afbrudt.

Hans Minde vil leve længe her i Sognet.    

Flygtede Russere

Fra Møgeltønder Sogn flygtede i forrige Uge 4 russiske Fanger og fra Visby 3. Det hedder, at de førstnævnte skal være indfangede, medens de 3 fra Visby endnu er paa fri Fod og maaske er naaede over den danske Grænse.


Fra Felten


Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Andreas Asmussen fra Hajstrup, Christian Iversen fra Aabenraa, Peter Dall fra Brorsbøl og Jes Jessen fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den  sidste preussiske Tabsliste er Richard Lund fra Skodborg, Hans Petersen fra Haderslev og Underofficer Martin Gilleberg fra Kjelstrup haardt saarede, medens Underofficer Peter Gaarde fra Hjartbro, Gefr. Adolf Johannsen fra Ringenæs, Underofficer Hans Nielsen fra Branderup, Hans Bruhn fra Stubbæk, Gefr. Lorenz Christensen fra Hjerting, Gefr. Jakob Holdt fra Løjtkirkeby, Gefr. Christen Kudsk fra Arnitlund, Underofficer Niels Mathiesen fra Højrup, Gefr. Jes Rick fra Bækken ved Graasten, Heinrich Rangstrup fra Aabenraa og Jørgen Thousen fra Varnæs meldes saarede.  

Tilbage fra Fangenskab

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Alfred Andersen fra Haderslev er vendt tilbage fra Fangenskab.

Døde af deres Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Hans Lund fra Sverdrup og Gefrejter Marius Petersen fra Øster-Løgum døde af deres Saar. 

(Læs hele Hejmdal fra 17. juni 1918)

Sønderjyder i japansk krigsfangenskab

Postkort fra Tsingtau

Ca. 29 sønderjyder endte som krigfanger i Japan, hovedsagelig sømænd. Nogle var dog embedsmænd eller handelsmænd i den tyske koloni Kiautschou i Kina, med havnebyen Tsingtau. Se listen forneden, der også indeholder japanske krigsfanger, der ikke deltog i forsvaret af Tsingtau. Kolonien var underlagt den kejserlige tyske marine og da japanerne den 27. august 1914 angreb Tsingtau, blev alle mandlige beboere i kolonien indlemmet i forsvarsstyrkerne. Den samlede styke var på ca. 5000 mand inkl. besætningen på den østrigske krydser “Keiserin Elisabeth”.

De samlede japanske og engelske styrker var på ca. 58.000 mand.

Beretning om belejringen af Tsingtau. (Tysk)  Link. (Engelsk) Link.

Kolonien overgav sig den 7. November 1914 og besætningen fra Tsingtau blev overført til japanske fangelejre, herunder de 29 sønderjyder.

Den 26. November 1914 kunne følgende læses i Hejmdal:
Besætnings styrke. – Japan behandler fangerne godt.
Efter de hidtil foreliggende meddelelser udgør antallet af de ved kampen om Tsingtau og ved fæstningens fald tilfangetagne medlemmer af besætningen ca. 4250 mand inkl. 600 sårede. Antallet af faldne skal være ca. 170 mand, deriblandt 6 officerer. Fra krydseren “Keiserin Elisabeth” er en løjtnant og 8 mand døde.
Fangernes behandling i Japan skal være god. Den japanske regering har stillet en snarlig oversendelse af navnefortegnelsen over døde, sårede og fanger i udsigt.

I anledning af heltene fra Tsingtaus skæbne hedder det i bladet “Die Post”:
For første gang erfarer man noget om styrken af besætningen i Tsingtau. Den turde inkl. Besætningen på krydseren “Kaiserin Elisabeth” have udgjort ca. 5000 mand. Med så meget større tilfredstillelse ser vi på den lille helteskare, som to måneder igennem gjorde modstand imod en overvældende overmagt.

I Ribe Stifts-Tidende den 1. Maj 1915 læses følgende: I japansk fangenskab. I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge “Dybbølposten” blandt andet:

“Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Vi får de fleste engelske og tyske aviser, vi har også et orkester, som står af 4 violiner, harmonium, 2 mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes. To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne stor interesse for anlæg.

Hans-Joachim Schmidts biografiske projekt om forsvarerne af Tsingtau, hvor de fleste af personerne forneden også er omtalt (tysk). Link.

Byriel, Hans Christian Krigsfange i Amerika
Carstens, Ernst Anton
Christensen, Carl Jes Knud
Christiansen, Christian
Frenzel, Georg Carl Thomas
Hansen, Hans
Heinrich, Johann Carl Christoph Ikke omtalt hos Schmidt
Heinrich, Karl Anton Friedrich
Jaspersen, Julius
Jebsen, Heinrich
Jebsen, Jacob Friedrich Christian Interneret i Australien. Ikke omtalt hos Schmidt.
Johannsen, Jørgen
Johannsen, Peter
Jürgensen, Lautrup
Krichau, Jens Nielsen
Krogh, Martin
Lund, Peter Emil
Mathiesen, Eduard
Matthiesen, Hans Peter
Nielsen, Erich
Nielsen, Hans
Nielsen, Nicolai
Offersen, Carl Emil
Petersen, Christian Hansen
Priess, Peter Heinrich Ansat ved postvæsenet i Tsinanfu.
Rasmussen, Hans Daniel Michael
Rasmussen, Peter
Vogt, Hans
Witt, Ludwig Andreas

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. april 1918 – Hejmdal: En interessant operation

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Interessant Operation


Alle københavnske Børns Paradis, Zoologisk Have, er i disse Dage i Færd med at forberede sig til den kommende Sæson. Forberedelserne gælder baade selve Haven, hvor Foraaret nu titter frem alle Vegne, og Havens Dyrebestand, som der maa holdes særlig Haand over i disse Tider, da det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt, at faa Dyr dertil fra fremmede Zoner.

Under disse Forberedelser har man ogsaa haft en interessant og ret ualmindelig Operation paa Havens to store Krokodiller. De to Bæster havde faaet nogle meget lange og meget spidse Tænder, ved Hjælp af hvilke de tilredte hinanden paa det frygteligste. Der var komme Blod imellem dem, og der gik ikke en eneste Dag, uden at de udkæmpede voldsomme Kampe, hvorunder der flød saa meget Krokodilleblod, at der var Fare for, at en af dem en skøn Dag skulde blive liggende paa Valen. Direktør Dreyer saa da ikke anden Udvej end at forsøge en Operation paa de to store Krybdyrs uhyggelige Tandrække.

Dyrlæge Rasmussen fra Landbohøjskolen gik ind paa at gøre Forsøget, der ikke var saa lige at gaa til. Begge Krokodillerne var saa store, at der skulde stærke Kræfter til at holde dem, da man jo ikke kunde gaa ud fra, at de godvilligt vilde lade Hr. Rasmussen følge sig paa Tændernde. Det lykkedes alligevel at gennemføre Operation paa fuldt tilfredsstillende Maade. Fem mand holdt de to Øgler, som fejede Jorden i Furer med deres Haler, men ikke var i Stand til at rokke sig ud af Flækken. Derefter blev Gabet spilet op paa dem ved Hjælp af et til Formaalet lavet Jerninstrument, og da Dyrene saaledes var uskadeliggjorte, kom Dyrlægen med sin Sav og savede alle Tændernedes Spidser af.

De to Krokodiller er ikke bleven bedre Venner, men deres Kampe er ikke mere saa blodige, at der er Fare for deres Liv.  


Dagens Nyheder


Naar kan Krigsfanger vende hjem fra Rusland?

“Det stedlige Udvalg for krigsfangne Tyskere” i Haderslev meddeler bl. a. følgende:

De daglig til os indløbende talrige Forespørgsler, naar nu efter den afsluttende Fred de i Rusland værende krigsfangne Tyskere kan ventes hjem, har foranlediget os til at bekendtgøre følgende:

Flere tyske Sær-Kommissioner er undervejs for i alle Dele af Rusland paa alle større Pladser og Jernbaneknudepunkter paa selve Stedet at lede Hjemtransporten af vore fangne Landsmænd.

Disse Kommissioner bestaar af Officerer, af Forretningsmænd, der er fortrolige med Forholdene i Rusland, af Læger, “Røde Kors, Søstre og Tolke, og de raader over rigelige rede Penge til at sætte dem i Stand til saa vidt muligt at paaskynde Fangernes Tilbagerejse.

Desuagtet maa der regnes med, at der endnu vil hengaa mange Maaneder, før de sidste Fanger er indtrufne til Tyskland; thi hele Færdslen er forstyrret til det yderste. Det skorter paa Lokomotiver og Vogne, paa Jernbanepersonale, paa Kul. Den ensartede Ledelse er mange Steder afbrudt fordi enkelte Guvernmenter har gjort sig selvstændige og ikke følger Anordninger fra den øjeblikkelige Regering.

Fangernes Transport fra de vestlige Guvernmenter i Rusland turde ske forholdsvis hurtigt; der er allerede indtruffet henved 20,000 Mand bag den tyske Front. Fangernes Tilbagevenden fra det østlige Rusland vil, da de store Afstande her maa tages med i Betragtning, naturligvis tage længere Tid; dog er der allerede vendt enkelte hjem fra Sibirien.

Smugslagtninger o. l. (A. T.)

En russisk Krigsfange i Klovtoft ved Hellevad meldte forleden til Myndighederne, at hans Husbond havde slagtet i Smug og Skjult Korn.

I Vollerup ved Bolderslev er to Landmænd blevne dragne til Ansvar for at have slagtet i Smug.

I Jordkjær havde en Landmand skjult Korn; men det blev opdaget og beslaglagt.

I Nybøl har en dansk Tjenestekarl meldt sin Husbond for at have skjult Korn. 

Udmærkelser (S. Z.)

Følgende Mænd i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp: Bankdirektør P. Helmer som Leder af Prisprøvelsesstedet, Driftsleder v. Rohden fra Byens Gasanstalt og Driftsleder Richter fra Sønderborg Elektricitetsværk.

Fortjenstkorset for Krigshjælp

er ifølge “Schl. Grp.” blevet tildelt Skoleraad Dr. Schwabe og den katolske Præst Helmann i Haderslev.

Metalaflevering (Dv.)

Fra kompetent Side meddeles, at de Genstande af Kobber og Messing, som i sin Tid er blevne frigivne af Museumsdirektør Lund i Haderslev, stadig er fritagne for Afleveringen. Det anbefales imidlertid at passe godt paa, at de disse Sager vedhæftede Sedler ikke fjernes.

Udmærkelse (S. Z.)

Førstelærer Hansen i Skodborg har faaet tildelt Fortjenstkorest for Krigshjælp.

Sommertiden

Beboerne i Jels Sogn vedbliver med den gamle Tid. Kriken og Skolen indfører heller ikke den nye Tid.


Fra Felten


Falden

Arbejdsmand Ebbe Bæk i Løjtkirkeby modtog i Lørdags den sørgelige Efterretning, at hans Søn Jep er falden den 7. April paa Vestfronten. Den Faldne blev 22 Aar gammel. For 2 Aar siden mistede Ebbe Bæk sin ældste Søn paa Østfronten.

Saarede

Købmand Johan Jørgensen fra Kværs, der tjener som Underofficer, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven let saaret i den højre Arm.

Hans Nielsen fra Branderup, der tjener som Underofficer, har skrevet hjem til sine Forældre, at han under de haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat; han er derefter kommen paa et Lasaret.

Landmand Nielsen og Hustru i Branderup har ligeledes fra en af deres Sønner modtaget Brev om, at han er bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads og kommen paa et Lasaret. De har 4 Sønner med i Krigen.

Peter Jørgensen og Hustru i Stenderup ved Toftlund modtog i Torsdags Eftermiddags fra deres Søn Niels Meddelse om, at han under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat i venstre Haandled. Han ligger for Tiden paa et Lasaret. Den 30. Marts fik han Jernkorset, og den 31. Marts blev han saaret.

Gefreiter Barthold Lund fra Foldingbro ved Lintrup er den 31. Marts bleven saaret af en Geværkugle i venstre Fod. 

Forfremmede

A. Gammelgaard, Søn af Degn Gammelgaard i Stubbæk ved Aabenraa der er med ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Underofficer.

Gaardejer Clausen fra Ærtebjerg paa Als, der har tjent som Underofficer siden Krigens Begyndelse og sidst har været med ved Østfronten, er bleven forfremmet til Sergent. Han er efter lang Tids haard Sygdom for Øjeblikket hjemme paa Rekreationsorlov.

Dekorerede

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Paul Meyer, Søn af Slagter Paul Meyer ved Ulkebøl Kirke, der er med ved Vestfronten, Axel Schöhnemann Søn af Arbejdsmand Niels Schönemann i Haderslev, Arthur Schmidt fra Ørderup ved Toftlund, og Peter Jensen, Søn af Skrædder Jensen i Skærbæk.

(Læs hele Hejmdal fra 16. april 1918)

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

22. marts 1918. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

… Det er nu den anden dag, at kampen raser, og det går meget voldsomt til derude. Efter hvad vi hører, er flere af vore officerer faldet, også flere høje officerer. Hvad der gør mig ondt er, at vor kompagnifører også er blandt de faldne. Du ved jo nok, at jeg satte megen pris på denne mand for hans retskaffenhed. Det gør mig virkelig ondt. Han var en ung mand og var lærer, men jeg tror ikke, at han havde ansættelse endnu. Nu sidder måske hans forældre og sørger over deres søn. Og det er der så mange forældre, der vil komme til at sørge over deres sønner.

Sygebilerne kører uafbrudt fra og til valpladsen og bringer de sårede til feltlazaretterne af hvilke, der er flere her i byen, som endda kun er en lille by, omtrent så stor som Christiansfeld. Jeg var lige til aften inde i et lazaret for at se, om der var bekendte, men jeg traf ingen. I kirken, hvor de hårdt sårede ligger, må vi ikke komme ind. I eftermiddag blev der tre begravet på kirkegården, deriblandt en engelsk overløjtnant. De var døde her på lazarettet. Alle de faldne kommer ikke så langt tilbage. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Ja, banerne og bilerne har noget at bestille i denne tid. Med hvert tog, som kommer fra fronten, er der sårede, men kun let. De er glade for at være sluppet fra det forfærdelige.

Der kommer flere transporter fangne engelskmænd her gennem byen, og nogle af soldaterne her er uforskammede nok til at håne dem. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg hører det. De skulle bare selv med derud, så ville de nok få andre tanker. Her går de og taler store ord. Man må desværre holde gode miner til slet spil, ellers havde jeg rigtig lyst til at sige dem sandheden. Ja, det er hårde tider. Jeg kom i dag til at tænke på Alsingervisen, der står i et vers: »Men hvordan de end får os kyslet og kast, ved vor mor og vort hjemmen vi dog holder fast.« Det er et sandt ord, som jeg aldrig vil svigte. Du forstår nok, hvad jeg mener, kære Inger….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

21. marts 1918 – Jørgen Friis: “Trommeilden blev ved til henimod middag”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 21.3.1918

Min egen kære Inger!
… Det har været en stor kampdag idag. De stakkels mennesker, som har været med dertil. Nu ligger mange af dem døde derude, og mange stakler ligger og vånder dem af deres sår. Det er forskrækkeligt at tænke sig, at så mange mennesker sådan skal miste livet og flere blive krøblinge for livstid. Hvor har jeg meget at takke for, at jeg slap for at komme med til dette forfærdelige.

Du har jo vist fået nogle tyske kort fra mig i den sidste tid. Alt skulle være så hemmeligt, og derfor måtte vi kun skrive kort, som blev censurerede af en officer.

Da vi kom hertil byen, holdt der 8 syge- automobiler, og en morgen for et par dage siden var de forsvundet. Så vidste vi nok, at det snart ville gå løs.

Det vidste vi også nok forinden, at det omkring ved den 20. skulle gå løs, men det måtte jeg jo ikke skrive. Men i går blev det fortalt, at der i morgenstunden skulle begyndes på offensiven, som er bleven forberedt i lang tid.

Sådan en mængde soldater, som her er kommet igennem byen, og vogne af alle mulige slags, automobiler og kanoner. Ja, hvem, der ikke har set noget lignende, kan ingen begreb gøre sig om den færdsel, der har været på vejene.

Så i morgenstunden begyndte kanonerne at tordne. Det var trommeild ligesom i Flandern, men tyskerne har nok skudt meget med gasgranater, og det er noget frygteligt noget.

Trommeilden blev ved til henimod middag, men henimod kl. 10 skulle tyskerne storme, og efter de rygter, der er nået hertil, er englænderne nok slået tilbage. Lige til aften kom der en hel del sygeautomobiler her gennem byen, og flere af dem havde bivogne med. Derpå kom der et sanitetskomp.

Man kan nok forstå, at der er noget at bestille for dem. Nu lige kom der en hel del fangne engelskmænd her forbi. Unge stærke folk så det ud til at være…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

14. marts 1918. “I fem svinehunde skal til England!”

Christian Hansen, Aabenraa, blev i november 1917 taget til fange af englænderne og sat i krigsfangelejr. I marts 1918 kom han til Feltham.

En Morgen i Marts Maaned 1918 ved Appellen blev Numrene 446, 447, 448, 449 og 450 raabt op og kommanderet tre Skridt frem. Mathias Carstensen fra Skelde spurgte sagte „Har du ogsaa stjaalet Brædder?”

Vi anede ikke, hvad der var i Vejen, og vi spurgte vor tyske Kompagnifører, en Feldwebel, hvad vi havde forbrudt os med. „Ihr fünf Schweinehunde sollt nach England” gav han arrigt til Svar. Vi var meget spændte. Kl. 8 fik jeg Ordre til at gaa over og rense ud i Vagtlokalet hos den engelske Vagt. Men det blev til noget helt andet end Rengøring.

Den engelske Stabssergent indbød mig til Frokost, og for første Gang siden Krigens Begyndelse satte jeg mig til et rigtigt Frokostbord: Brød med et tykt Smørlag paa og ovenpaa igen Pølse og længere hen i Frokosten kom der Ost, Honning og andre rare Ting paa Brødet. Dertil drak vi stærk og sød The og sluttede af med Cognak og Cigaretter.

Aah, det var dejligt. Jeg fik yderligere Cigaretter med til mine Landsmænd. Kl. 9.45 hed det „Træd an “, og saa gik det til Fods til le Havre Sct. Oma og herfra med Tog til le Havre, hvor vi blev indtil den næste Konvoj gik over.

I Feltham blev vi budt velkommen af Pastor Troensegaard Hansen og fik udbetalt 5 Shilling. Vi arbejdede ved forskelligt, paa en Flyveplads, i en Champignon-Kultur og paa en Bondegaard, men trods de efter Omstændighederne gode Kaar længtes vi jo alle efter vore Kære og efter vort Hjem.

DSK-årbog 1943

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

15. februar 1918. Fra Als til Rusland med post fra Feodor

En anonym sønderjyde fortæller

Hen på sommeren 1917 blev vort regiment flyttet længere sydpå og lå nu syd for chausseen Novo-Alexandrowsk-Dvinsk med byerne Plinka og Labina bag os, Kalnischki med godset Ellern på russisk side.

Herfra rejste jeg på orlov i oktober måned. Dagen før jeg skulle rejse tilbage, fik jeg besked om at afhente en pakke hos min faster og onkel, Hans Chr. Hansen, Nørrelykke. Det var jeg ikke længe om at efterkomme. Faster havde lavet en pakke med mange gode ting, men da jeg mødte onkel ude i alleen, syntes onkel alligevel, at det var for lidt til en sådan »kriger«. Jeg måtte med ned i frugthaven, hvor der i et bihus stod flæskesider på højkant, og her blev der skåret et godt stykke af.

Så fulgtes vi ad til vognporten, hvor en skjult låge gav adgang til andre gode ting. Da vi stod inde ved køkkenbordet, optaget af at pakke min proviant, sagde onkel, idet han pegede på en russisk krigsfange ude i gården: »Det burde jo være Feodor, der rejste østpå og ikke dig. Tal med ham om, hvor han er fra«.

– Det viste sig nu, at han var hjemmehørende lige ovre på den russiske side af vor stilling. Faderen havde en gård i forpagtning fra godset Ellern, og deres kirke var Kalnischki.

Jeg had nu om at få et brev med, som jeg så ville forsøge at overbringe hans pårørende, som han ikke havde haft forbindelse med siden tilfangetagelsen i 1915.

Da han ikke selv kunne skrive, blev brevet skrevet om aftenen i fangelejren i Holm kro.

Jeg spekulerede meget over, hvorledes jeg kunne få brevet afleveret. Betro det til en geværgranat eller en lille mine, turde jeg ikke, det var jo. ikke det samme som flyveblade, hvor det ikke betød så meget, om det halve gik tabt.

Først i februar lykkedes det at få brevet afleveret. Fronten var da lagt frem til Peipussøen, og da jernbanen bagud var genoprettet, anmodede jeg min kompagnifører, som jeg havde orienteret om mit ærinde, om at måtte rejse tilbage til Kalkuny, hvorfra jeg startede mod mit mål.

Fra den røde bro over Dvina fulgte jeg vejen sydpå og kom hen på eftermiddagen til godset Ellern. Godsejeren, der hed Rommel, afviste mig brysk og henviste mig til degnen, som boede i et lille hus ved kirken. Da jeg bankede på her og lukkede døren op, var degnen ikke sen til at komme ned fra ovnen.

Jeg trak mig tilbage til vindfanget foran huset, og da han kom frem, viste jeg ham brevet. Han bad mig vente lidt og fulgte så med mig over en mark i retning af floden. Jeg var lidt betænkelig, men da vi kom hen til skrænten, så jeg en ældre mand sidde på en sten ved bredden, og jeg forstod nu, at det var præsten.

Han læste nu brevet, men af hans gebærder kunne jeg forstå, at han var i vildrede. – Navnet Junevorich var tilsyneladende lige så almindeligt, som Hansen og Petersen hos os. Men efter at have oplyst ham om Feodors Søskende og om, hvilket regiment Feodor tilhørte, viste han mig den rette vej.

Da jeg kom til ejendommen, stod en ung, kraftig mand, iklædt militær drejlstøj i døren.

Jeg spurgte: »Er det Junevorich?«

Han pegede mod sit bryst: »Stanislaus Junevorich«.

Det var broderen, som på dette tidspunkt var gået fra sit regiment, artilleriet. Han kunne læse, og jeg blev modtaget på det bedste.

Om eftermiddagen besøgte vi en tolk, hvor vi havde lejlighed til at tale sammen. Det var det første livstegn fra Feodor siden 1915.

I en båd, som var gemt under høet, blev jeg roet over på den østlige bred, hvorfra jeg kun havde en milsvej til Dvinsk. Desværre var Feodor rejst til Fyn, da jeg igen kom hjem.

DSK-årbøger 1963

12. februar 1918 – Flensborg Avis: “… de bestemteste revolutionære Forholdsregler”

Krigsfangerne i Rusland.
Wolffs Bureau melder fra Berlin: Efter hvad vi hører, har de i St. Petersborg førte Drøftelser vedrørende Fangerne efter længere Forhandlinger foreløbig ført til Undertegnelsen af en Overenskomst, hvorefter de gensidige tjenesteuduelige Krigsfanger saa snart som muligt skal sendes hjem. Tilsvarende Aftaler med Rusland er ogsaa blevne undertegnede af de østerrig-ungarske, bulgarske og tyrkiske Repræsentanter, der er i St. Petersborg.

Med de for Tiden i Rusland herskende Trafikforhold vil man rigtignok være nødt til at regne med ikke ubetydelige Forsinkelser i Udførelsen af Transporten. Dog maa det haabes, at det vil lykkes at fjerne de i denne Henseende bestaaende Vanskeligheder i forholdsvis kort Tid.

Folkekommissærernes Raad i St. Petrsborg har gennem sin Formand, Lenin, ladet udstede følgende Ordre til Kredsstabe og Jernbaneudvalg: Der skal tages de bestemteste revolutionære Forholdsregler, for at ikke en eneste Fange eller Flygtnng vender sig til St. Petersborg eller til det sultende nordlige Omraade. Vi gør i Forvejen opmærksom paa, at Krigsfanger eller Flygtninge intet Brød faar der og er dømte til at dø af Sult. De skal kun henvises til de med Korn forsynede Guvernementer.

Rejsetilladelsen til Grænseomraadet.
Som meddelt, er der officielt udsendt Forklaringer til Bestemmelsen om Tilrejsetilladelsen til Byer nær ved den danske Grænse, og i disse hedder det, at Rejsetilladelsen ikke behøves for Personer, der bor i det afspærrede Grænseomraade, naar de vender tilbage til Distriktet, eller rejser fra det ene Sted i dette til det andet, eller for rejsende, som skal igennem dette (for Eksempel fra Haderslev til Skærbæk) eller til og fra Udlandet.

Reisende fra disse Grænsedistrikter, som kommer til Haderslev, fortæller imidlertid, at det tilsynsførende Mandskab forlanger, at Folk fra Grænsedistriktet skal have deres Pas paategnet af Amts- eller Kommuneforstanderen, for at det kan ses, at de bor i det Distrikt eller den By, som allerede staar paa deres Pas („Ausweis”). Hvem der rejser, bør altsaa sørge for at faa denne Paategning.

3 flygtede russiske Krigsfanger
blev forleden Morgen anholdte; de vilde aflægge et Besøg i Landmand Johansens Skur paa Bomgaarden ved Tønder; de overraskedes, flygtede og løb lige i Armene paa en Vagtmand, der anholdt dem.

Vejene er i denne Tid i en helt utrøstelig Forfatning,
især paa Grund af de store Roeleveringer, skrives der fra Sundved. Paa Grund af Snedriverne er de tilmed mange Steder idelig satte under Vand, som kun synker langsomt paa vor lerede Jordbund. En grundig Opgrøftning ved Siderne, saa Vejene [f]aar en lille Runding i Steden for som nu at være hul, vilde vistnok være den mest praktiske og billigste Fremgangsmade.

Tyveri i Hjemstedsmuseet. (S. Z.)
Fra Dybbølværelset i Hjemstedsmuseet i Sønderborg er der blevet stjaalet en Kikkert, som har tilhørt en tysk Løjtnant, Troschel, der i 1864 faldt ved Ragebøl. Man mener, at den skyldige bør søges blandt nogle Skoledrenge, der var til Stede om Eftermiddagen paa den Dag, da Museet blev aabnet.

Købstadsbørn Paa Landet.
Landraad Schønberg i Sønderborg opfordrer Landmændene i Sønderborg Kreds til igen i Aar at optage Børn fra Storbyerne i Sommermaanederne. Anmeldelser bedes sendte til Pastor Matthiesen i Guderup eller til de af ham udpegede Tillidsmænd (Præst, Lærere og Lærerinder) in[d]til 20. Februar.

Indbrudsttyvene
har igen været paa Spil i Varnæs. Hos Forpagter P. Mathiesen paa Kærgaard er Vognlæderet paa hans Vogn blevet stjaalet, og hos Hans Vollesen i Vrangkær er der Natten til Onsdag blevet stjaalet 16 Brød, en Del Æg og nogle Høns; paa sidstnævte Sted har Tyvene glemt en Mejsel.

 

14. december 1917 – Hejmdal: Julehilsner fra fronten

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Fra Felten.

Julehilsner.

d. 9. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Vor bedste Tak for din daglige Vandring ud til os med Nyheder fra vort kære Hjemland. Beder dig sende en venlig Julehilsen til Venner og Bekendte ved Fronterne og i Hjemmet. Vi er sunde og raske og har det efter Forholdene rigtig godt. Paa et glædeligt Gensyn i vort skønne, kære Nordslesvig.
Laust Ludvig Beck fra Oksenvad, Peter Hansen fra Broager og Nic. Moschall fra Bredevad.

Skrevet d. 7. dec. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Følgende Nordslesvigere, som staar ved samme Bataillon, sender Slægt og Venner i vort kære Nordslesvig og paa Als en hjertelig Hilsen med Ønsket om en velsignet Julefest. Vi er alle sunde og raske og har det efter Forholdene helt godt og vi haaber paa et glædeligt Gensyn i vore kære Hjem. Tillige bringer vi dig, kære “Hejmdal”, en Hilsen og Tak, fordi du stadig finder os herude i det Fjerne.

Jens Thomsen fra Tandslet, A. Jessen fra Grønnebæk ved Jels, Gefr. Aage Lundbye Nielsen fra Sønderborg, Jørgen Petersen fra Nordborg, Andreas Sandersen fra Himmark, Jørgen Christensen fra Sønderborg, Lorens Jensen fra Barsmark og Peter Petersen fra Klovtoft.

Skrevet den 5. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Takker, fordi du besøger mig saa regelmæssigt herude i det fjerne og beder dig sende dem derhjemme og ved Fronten de bedste Julehilsener.
Peter Jensen, forhen Damms Teglværk ved Aabenraa.

d. 5. 12. 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni, ønsker ad denne Vej alle Slægtninge og Venner det kære Nordslesvig en velsignet Julefest. Vi er alle ved god Sundhed og haaber paa et lykkeligt Gensyn derhjemme.
Hans Rosenlund og Peter Riis fra Neder-Jersdal, Marius Wind fra Nørre-Løgum og Christian Boyschau fra Toghale

I Felten d. 8. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Bedes hermed sende Venner og Bekendte hjemme og i Felten en venlig Julehilsen.
Johannes Rudebæk fra Mjøls

d. 9. 12. 17.
Undertegnede Nordslesviger, som for Tiden befinder sig i et Lasaret i Belgien, ønsker hermed Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten en glædelig Jul.
Peter Petersen fra Blands i Sundeved.

d. 8. December 1917.
Undertegnede Nordslesvigere sender Venner og Bekendte hjemme og ude de bedste Julehilserne.
Thomas Brodersen fra Østerterp, Mathias Kjær fra Haderslev, Christian Askov fra Aabenraa og Peter Petersen fra Hellevad, f. T. paa Orlov.

d. 8. 12. 1917.
En glædelig Jul og et godt Nytaar ønskes alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten.
Mathias Hellesøe fra Holmskov paa Als.


Faldne.
Tidligere Postmedhjælper Daniel Bladt fra Nordborg er ifølge Medd[e]lelse til hans Moder falden i Flandern den 26. November. Han var kun 19 Aar gammel.
Hans Lambertsen og Hustru i Gram-by modtog i Onsdags den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jens, der har været med siden Krigens Begyndelse, er falden paa Balpladsen den 3. December, ramt af en Kugle. Han blev 34 Aar gammel.
.

Død paa Lasaret.
Der er ifølge “Fl. Av.” kommet Efterretning om, at Henrik Matthiesen fra Hellevad Mølle efter at være bleven haardt saaret er død paa et Feltlasaret i Flandern den 23. November. Matthiesen, der blev næsten 40 Aar, efter sig Hustru og 8 Børn.

Savnet.
Marius Raun, yngste Søn af tidligere Lærer Raun i Aabenraagade i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden den 20. November. Imidlertid har hans Kompagni meddelt, at han er bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven. En ældre Broder til ham har siden Krigens Begyndelse været i fransk Fangenskab.

I Fangenskab.
For nogen Tid siden faldt Maskinmester Johannes Bramsen fra Mølleforte og Skomager Martin Jørgensen fra Vægterpladsen i Aabenraa i engelsk Fangenskab. De har ifølge Breve til deres respektive Hjem haft den Lykke at blive anbragt i samme Fangelejr, hvor de deler godt og ondt med hinanden. For deres mange Venners Skyld hidsætter vi her deres Adresse: Nr. 24 Johannes Bramsen og Nr. 193 Martin Jørgensen, begge i Nr. 119 Prisoner of War Comp. in France, Care of G. P. O. London.

Dekorerede.
Walter Broders, Søn af Retssekretær Broders i Sønderborg, der tjener som Reserve-Løjtnant, har faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
Kanonér Christensen, Søn af Gæstgiver Christensen i Mjang, der tjener i et Feltartilleri-Regiment ved Vestfronten, har ifølge “Dbp.” faaet Jernkorset af anden Klasse.

Hjemme som Vagtmand.
Gaardejer Andreas Lorensen fra Avnbøl i Sundeved er kommen hjem som Vagtmand over de i Byen værende russiske Fanger.
Ligeledes er Gaardejer P. Høg i Ullerup kommen hjem i samme Øjemed.

Hjemme paa Orlov.
Følgende mænd fra Nørreals er for Tiden hjemme paa Orlov: Parcellisterne Andreas Frederiksen og Peter Hansen samt Landmand Jens Hansen fra Købingsmark og Postbud Clausen, Bager Jakob Andersen, Landmand Peter Petersen og Højskoleforstander Christensen fra Nordborg.
Dr. med. H. L. Thomsen i Skærbæk, som har været indkaldt under hele Krigen, er for Tiden hjemme paa 3 Ugers Orlov.

(Læs hele Hejmdal fra 14. december 1917)

13. december 1917 – Hejmdal: Julen nærmer sig

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Også Juletræer.
Levnedsmiddelkontoret i Berlin har bekendtgjort, at Grantræer maa  henregnes til “daglige Fornødenheder”, hvorfor der er fastsat en Slags Maksimalpris paa dem. I de sidste Dage var Træerne naaede op i svimlende Priser.

I Julebagningens Tegn (F. A.).
Paa Als, hvor Hjemmebagning ellers er forbudt, er der af Landraaden i Sønderborg givet Tilladelse til, at Folk maa bage fra 10. til 31. December. I den Anledning har folk faaet en ekstra Portion Sukker paa 1/4 Pund pr. Person og 2 Pund Mel.

Stævnede Værnepligtige.
Første Statsadvokat i Flensborg bekendtgør, at følgende Mænd beskyldes for uden Tilladelse at have forladt det tyske Forbunds-Omraade i den Hensigt at unddrage sig deres Værnepligt: Tjenestekarl Anton Christian Schmidt fra Skrydstrup, sidst bosat i Bovlund, Murer Hans Peter Svensson fra Skovbøl ved Felsted, sidst bosat i Københoved, Bager Lauritz Hansen fra Hammelev, sidst bosat i Nørre-Hjarup, Bagersvend Peter Christian Andersen fra Sæd, sidst bosat i Stenderup, Arbejdsmand Niels Søriksen Wind fra Gram, sidst bosat i Brendstrup, Tjenestekarl Richard Ernst Søy fra Bockhorst ved Rendsborg, sidst bosat i Uge, Tjenestekarl Gustav Alfred Andersson fra Tørning Mark, sidst bosat i Stepping, Tjenestekarl Steffen Thomas Jørgensen fra Hokkerup, sidst bosat i Lundtoft, Gæstgiver Theodor Nikolaus Rieme fra Stepping, sidst bosat i Tyrstrup, Landmand Nis Dahl fra Sommersted, sidst bosat i Vester-Lindet, Tjenestekarl Martin Peter Hansen fra Nørre-Bilstrup, sidst bosat i Anslet, Skrædder Albert Reinhold Griefchen fra Sohentin ved Stolp, sidst bosat i Flensborg, Købm. Karl Ludwig Magnussen fra Hamborg, sidst bosat i Flensborg, og Tjenestekarl Alfred Bernhard Julius Hansen fra Flensborg, sidst bosat paa Blaatoft Mark i Sønderborg Kreds.
De stævnes til at møde til Hovedforhandling ved Landsretten i Flensborg den 15. januar 1918 om Formiddagen Klokken 9.

 

Fra Felten.

Faldne.
Bykasserer Chr. Beck og Hustru i Sønderborg har faaet Efterretning om, at deres ældste Søn, Løjtnant og Kompagnifører Frits Beck, er falden paa den den rumænske Front i en Alder af 26 Aar; han var Indehaver af Jernkorset af første og anden Klasse.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jeppe Bundesen fra Toftlund, Hermann Marcussen fra Adsbøl og Christian Schürmann fra Egernsund er faldne
.

Saarede.
I følge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Peter Andersen fra Broager, Anton Callesen fra Todsbøl, Andreas Hinrichsen fra Barnæs, Clemens Jensen fra Hygum, Reserveløjtnant Emil Kastenbein fra Graasten, Hans Hansen fra Broager, Mathias Nørskov fra Stenderup II og Aksel Schönemann fra Haderslev let saarede; de tre sidstnævnte er bleven ved deres Troppeafdelinger. Nikolaj Jessen fra Uge er bleven let kvæstet ved et Uheld.

Savnede.
Murer Niels Møllers Hustru i Ketting har fået Breve tilbage fra sin Søn Hans med Paaskriften “Savnet”. Hans Møller er 19 Aar gammel og har kun været faa Dage ved Vestfronten.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Asmussen fra Østerlindet, Anton Hansen fra Hvinderup og Hans Thomsen fra Købingsmark savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Theodor Larsen fra Høkelbjerg falden i Fangenskab.

Dekoreret.
Opvarter Arthur Ehrichs, Søn af afdøde Sporskifter Ehrichs i Slagtergade i Haderslev og Chr. Jensen, Søn af Tobaksspinder Jensen paa Naffet i Haderslev, der før sin Indkaldelse var beskæftiget paa Magistratskontoret der i Byen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt: Jernkorset.

Paa Hjemmelasaret.
Landmand Jørgen Andersen fra Ny Kronborg paa Kajnæs er ifølge “Dbp.” sidste Onsdag Morgen ankommen fra Lasaret i Berlin til Reservelasarettet i Rosengade i Sønderborg. Andersen blev for en Maaned siden paa Vestfronten saaret i Ryg, venstre Arm og det ene Ben. Til sine Paarørendes store Glæde er han nu, skønt sengeliggende, ankommen til Nærheden af Hjemmet til Julefesten.

Hjemme paa Orlov.
Jernbanemedhjælper Peter Rasmussen, Søn af Overpostkonduktør Rasmussen i Aabenraa, der tjener som Gefreiter paa den makedoniske Krigsskueplads, er for Tiden hjemme paa Orlov. Den unge Rasmussen er for kort Tid siden bleven dekoreret med den bulgariske Bronce-Fortjenstmedaille med Krone.

(Læs hele Hejmdal fra 13. december 1917)

30. november 1917 – Hejmdal: Faldne, sårede, savnede

Fra Felten.

Faldne.
Enke Kjestine Juhler, før gift Hybschmann i Toftlund har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Søn Peter Thode Hybschmann er falden den 13. November. Han blev kun 19½ Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Bertelsen fra Skærbæk, Jes Jespersen fra Blæsholm og Hans Nowack fra Sarup er faldne.

Saarede.
Niels Jacobsen, Søn af Gaardejer Johansen i Skjoldager ved Gram, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven haardt saaret i Lungen og den ene Arm. Han ligger nu paa et Feltlasaret i Belgien.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Jakobsen fra Adserballe og Gustav Petersen fra Haderslev haardt saarede og Christian Detlefsen fra Rundbjerg, Vicefeldwebel Willy Herzog fra Aabenraa, Emil Kirste fra Haderslev, Heinrich Schlichting fra Dybbøl, Peter Schönfeld fra Aabenraa, Hans Steg fra Varnæs, Peter Wind fra Spandet og Niels Schulz fra Stevelt let saarede; sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnede.
Ifølge den sidste preussiske  Tabsliste er Hansen Brink fra Astrup, Olaf Clausen og Peter Conrad fra Sønderborg, Hans Ebsen fra Stenderupgaard, Palmer Krog fra Brøns, Lassen Lind fra Agerskov, Peter Simonsen fra Øsby, Otto Tychsen fra Vojens og Peter Tychsen fra Blanskov savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Christensen fra Holm ved Nordborg, Jørgen Hansen fra Dybbøl, Tøge Hansen fra Søgaard og Jürgen Jürgensen fra Haderslev faldne i Fangenskab.

Forfremmet.
Overmatros W. Wollesen fra Alnor ved Graasten, der er Indehaver af baade 1. og 2. Klasses Jernkors, ifølge ”Fl.Av.” nu bleven forfremmet til Underofficer.

Forfremmet og dekoreret.
Musketer Abild, Søn af Smedemester Abild i Hellevad, har ifølge ”Fl.Av.”, under de haarde Kampe i Flandern faaet Jernkorset af anden Klasse og er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret.
Julius Møller, Søn af Logevært Valdemar Møller i Nørregade i Haderslev, har ifølge ”Schl.Grp.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 30. november 1917)

30. november 1917 – Jens Iversen: “Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 30. November 1917.

I Dag er gaaet et Aar, siden min kære Fader døde – Udsigten til en snarlig Afslutning af Krigen med Rusland og dermed med vort Krigsfangenskab synes nu endelig bedre end nogensinde. Efter Kerenskis Fald og Hærens fuldstændige Sammenbrud er Magthaverne i Petersborg i Færd med at gøre Regnskabet op. En Fændrik Krylenko er blevet udnævnt til Øverstkommanderende, og det første, han har foretaget sig er, at han har tilbudt Centralmagterne Vaabenstilstands- og Fredsforhandlinger.

Hæren skal være i fuld Opløsning. Det er ingen Hemmelighed, at hele Formationer kaster Vaabnene fra sig. Tog med Forsyninger og Munition kommer ikke frem til Fronten. Den sulter. Skarer af Desertører er blevet en Plage for Baglandet. Togene tømmes og plyndres undervejs midt paa Strækningen og dirigeres tilbage med Godsvognene, Tagene, Vogntrin og Lokomotiv til sidste Plads optaget af og behængt med de demoraliserede, forkomne og forvildede Sværme, der kun er besjælet af den ene Tanket Slut med Krigen! Hjem!

Som en Naturkatastrofe vælter de sig ind over Landet, lydhør for enhver radikal Propaganda. De er netop det Materiale, de nye Mænd i Petersborg har Brug for. Katja Lavrentjevna, der er kommet hjem fra Moskva, fortæller, at hun var den eneste civile Passager i en overfyldt første Klasses Kupé hele Vejen, men hun er Karl for sin Hat.

En tiltagende Mangel i den civile Forsyning blir mere og mere følelig, især for den jævne Befolkning. Hos Chlebnikoffs mærkes den ikke. Den russiske Mushik kræver nu det, man har lovet ham saa længe. Han er slet ikke ude efter de værdiløse Papirspenge, han vil kort og godt Jord, al Jorden, og han gør i disse lovløse Tider kort Proces paa de store Godser, der dog hidtil alene var i Stand til at betrygge Byernes Behov af Brødkorn, de Hvedebrød spisende Russeres Hovednæringsmiddel.

Smørelse af nogen Art eller Paalæg kendes ikke. Hvem der kan opdrive en Puds Sæk Hvedemel (=ca. 16 Kg) er i denne Tid en holden Mand. Tit er det østrigske Krigsfanger, der i Ny og Næ underhaanden agerer Mellemmand ved saadanne og lignende “illegale” Transaktioner. De taler jo som oftest et eller andet slavisk Sprog hjemmefra, saa de nemt kommer paa Talefod med Russerne, og de gaar ikke af Vejen for en lille Risiko, naar den fremmer Udkommet, slet ikke at tale om, naar en Flaske klar Vodka skal omsættes.

Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs siden Novemberrevolutionen. De er nærmest avanceret til Neutralnij sjolovekij, dvs. neutrale Folk, og et V.B. paa Ærmet forlanger ingen at se, tværtimod, russisk Galgehumor varierer det nu til Vilgelm Pridiot, dvs. Wilhelm, alt saa Tyskland skal hjælpe mod Bolshevikerne, hvad de fleste ikke vilde have noget imod.

Hos Chlebnikoffs er der noget under Forberedelse. Det er paafaldende, hvor ofte der i den senere Tid er mystiske Gæster til Stede ved Middagsbordet. De gør Indtryk af at være Officerer i civil, tit forklædt som velstaaende Bønder. Bagefter konfererer de med Aleksej Lavrentjevitj i Salonen. I hvert Fald er de ikke af den røde Type fra Petersborg. Hänels og min Nærværelse generer dem aabenbart ikke.

Lavrentje Aleksejevitj bærer ostentativ sin Kosakuniform med Distinktioner. I Modsætning til den unge Infanteriofficer Aleksander Aleksandrovitj, der uden disse undertiden ogsaa er til Stede. Han er efter Martsrevolutionen blevet beskikket som Vojenski Natshalnik i Stedet for Chlebnikoffs Ven og Nabo, den gamle tsaristiske General Birjukov, og har beholdt denne Stilling. Men han lader Vorherre være den han er. I det skjulte sympatiserer han med Kosakkerne. Det hele er typisk for den latente Tilstande. De sidste voldsomme Dønninger fra det fjerne Petersborg er jo ikke naaet frem til vor Afkrog.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

22. november 1917 – Uventet bytte og en hilsen fra Rusland

Den 22. november bragte avisen Hejmdal blandt andre følgende notitser:

Fra Felten
Sarapol i Aug 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som her er tilsammen, agter ad denne Vej at sende en kærlig Hilsen til vore kære Venner og Bekendte derhjemme og i Felten. Vi har nu været i russisk Fangenskab i et Aar og er sunde og raske. Vi haaber at I alle har det godt. Paa snarligt Gensyn tegner:
Marius Riis fra Haderslev, Thomas Thomsen fra Tandslet, Jørgen Lausen fra Aabenraa, Hans From fra Haderslev, Jens Henriksen fra Stenderup, Jes Ravn fra Østelindet, Karl Diksen fra Haderslev, Niels Good fra Klingsbjerg paa Als og Peter Post fra Spandet.

Paa Jagt efter en Krigsfange. Skudt et Raadyr.
Forleden Dag var en Officer med en Del Soldater fra Garnisonen i Rødding paa Jagt i Rødding Skove efter en fra Østerlindet bortrømmet russisk Krigsfange. Under Jagten hørte Officeren noget rasle inde i nogle tætte Buske. I den Tro, at det maatte være den undvegne Fange raabte han to Gange ”Holdt”! Men da ingen svarede og den raslende Lyd vedblev at fjerne sig, skød han i den Retning, hvorfra Lyden kom. Men hvor forundret blev han ikke da han kom nærmere og i Stedet for Fangen fandt et – Raadyr.

Raadyret afleverede han pligtskyldigst med Forklaring til Kommunens Jagtforpagter, der saaledes paa en nem og uventet Maade fik et ekstra Stykke værdifuldt Vildt.

Den flygtede Fange fandt man ikke i Skoven, men derimod paa en Gaard lige ved Skovkanten, hvor han i al Ro og Mag sad og spiste sig en Mellemmad.

 

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

18. november 1917 – Jens Iversen: Anholdt for spionage

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 18. November 1917
Med Friheden er det som med Sundheden, den værdsattes først, naar man har mistet den. Jeg kan imidlertid takke Chlebnikoff for, at dette Excercitium i et russisk Fangehul blev saa kortvarigt, som det blev. Det begyndte Tirsdag den 6. November, altsaa et Par Dage før den nye Revolution i St. Petersborg. Som sædvanlig var jeg ved Middags tid undervejs til Chlebnikoffs , da jeg paa Satonbroen blev anholdt af det hemmelige Politi og uden nogen som helst Forklaring indleveret paa Politistationen i Tatarkvarteret, hvor jeg efter en grundig, naturligvis resultatløs Kropsvisitation og uden Forhør blev overladt til mig selv i et uhyggeligt Arrestlokale, der gennem et Hul i Døren bevogtedes af en bevæbnet Soldat. Al min Protesteren forblev forgæves. Jeg fik ikke engang Svar.

Nætterne var det frygteligste i dette ubeskriveligt smudsige Hul. To nøgne Træbrikse til at sidde eller sove paa, den ene over den anden, og en Klosetspand i et Hjørne var hele Inventaret. I Løbet af den første Nat overfyldtes Rummet med alle mulige Individer, der blev indbragt fra Gaden og straks rekvirerede Plads paa Briksene, hvor de lagde sig hen Side om Side som Sild i en Tønde. Der havde aabenbart været Razzia. Blandt de paagrebne var to Kvinder, men ingen Krigsfanger. Tilsidst lagde jeg mig hen paa Stengulvet, men jeg kunde ikke faa Fred for Tægerne. Med dem blev jeg i midlertid fra næste Formiddag alene tilbage. De under En end ikke en Antydning af Søvn om Natten. De kommer frem fra Sprækkerne i Briksene eller dumper sig ned fra Loftet paa den varme Krop. Lus er rene Smaating mod disse store, væmmelige ildelugtende Blodsugere.

Forplejningen bestod i klæbrigt, uappetitligt Rugbrød, Vand og en tynd, ubestemmelig Suppe. Her sad jeg saa mutters[]ene den ene Dag efter den anden, hvorfor vidste jeg ikke, forhørt blev jeg ikke, ingen vidste, hvor jeg var, jeg var helt afskaaret fra Omverdenen. Saadan gik fem, seks uendelig lange Dage og Nætter. Saa fik jeg uventet Kontakt med Vogteren. Af lutter Modløshed og Kedsommelighed havde jeg skitseret ham med nogle Streger paa Kalkvæggen, hvad han opdagede gennem Kighullet, og saa kunde han dog trods Forbudet ikke dy sig længere. Vi kom i Snak, og Enden blev, at han lovede at give Chlebnikoff Besked. Denne kom næste Formiddag, ledsaget af en Kommissar.

Jeg var blevet beskyldt for at være Spion. Denne latterlige Sigtelse kunde jeg med god Samvittighed betegne som grebet ud af Luften. Jeg har aldrig end ikke tænkt paa noget i den Retning, det har jeg hverken Forudsætninger for eller Muligheder til, og Aleksej Lavrentjevitj sagde ogsaa straks god for mig. Isen var nu brudt. Ogsaa med Vagten kom jeg til udmærket Forstaaelse. Han gav mig Lov til at vaske mig i Gaarden, og jeg delte den rigelige gode Mad med ham, som Jelisaveta Aleksejevna fra nu af sendte mig, indtil Aleksej Lavrentjevitj i Forgaars ved Ni-Tiden om Formiddagen i Nærværelse af en Kommissar personlig afhentede mig i sin Vogn.

Frisk barberet efter et haardt tiltrængt velgørende Bad og en grundig Rensning af Tøjet maatte jeg ved Middagsbordet gøre Rede for hele Balladen, som ingen tog saa højtidelig som jeg selv, men nærmest fra den humoristiske Side. Hændelser af den Slags skal man i Rusland øjensynligt ikke tage saa alvorlig. Man var derimod stærkt optaget af den store Omvæltning i Petersborg, som jeg jo var helt uvidende om, da det altsammen var foregaaet, mens jeg sad bag Laas og Slaa.

Efter svære Gadekampe har Arbejder- og Soldaterraadet styrtet Regeringen, Kerenski er flygtet, Kommunisterne, dvs. Bolshevikkerne med Lenin og Trotzki i Spidsen har med Vold tilegnet sig Magten og slaaet de regeringstro Troppers Modstand blodig ned, altsaa Borgerkrig og en ny Revolution i Rusland i Løbet af godt et halvt Aar.

Straks da min Anholdelse var rygtedes tor en Uges Tid siden, havde Fiedler af Forsigtighedshensyn i Tilfælde af en mulig Husundersøgelse brændt det meste af mine Optegnelser- Det er kedeligt, de kun de næppe have været kompromitterende, men i Rusland kan man jo aldrig vide.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)