Tag-arkiv: Primula

17. marts 1919 – Sønderjydernes udflugt til Hillerød

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

UDFLUGTEN TIL HILLERØD

Med morgenfriske og fornøjede Ansigter mødte Sønderjyderne Mandag Morgen Klokken 9 paa Nordbanegaarden — lidt betagede endnu af Indtrykkene fra den store Raadhusfest Søndag Aften men ikke Spor af medtagne. De blev fulgt dertil af deres Kvarterværter, og de blev straks modtagne med Musik af 1ste Artilleriregiment, som under Ledelse af Løjtnant Merrild spillede gamle danske Melodier.

Viften med Lommetørklæder fra alle Kupevinduer, Viften og Vinken fra Perronen, og saa bruste Toget af Sted.

Alle Villakvartererne under Vejs og alle Smaabyerne langs Banelinien var flagsmykket, og i Holte og i Birkerød mødte Skolebørnene op i samlet Flok, festklædt og under deres Banner og hilste Sønderjyderne med Sang.

I Frederiksborg, hvor alle Flagene naturligvis var ude, vajede Statsskolens lyseblaa Banner over en Menneskemængde, der fyldte hele Stationspladsen. Grosserer Chr. Holm. Fru Gedde og Boghandler Poulsen gjorde Honnør paa Komitéens og Byens Vegne, uden mange Ord, men med hjertelige Haandtryk, mere behøvedes heller ikke.

De raske og praktiske akademiske Skytter, der i disse sønderjydske Dage gjorde udmærket Nytte som Fest- og Ordensmarskaller, fik hurtigt Sønderjyderne fordelt mellem de elskværdige Frederiksborgere, der havde indbudt dem til smaa Frokostselskaber i Hjemmene.

„Det er kun altfor meget!“ sagde Sønderjyderne glade og taknemmelige, og lidt efter saa man i det lille hyggelige Hillerød det smukke Gadebillede, som vi nu kender fra København: En Vært, der broderligt spadserer med sin sønderjydske Gæst, eller med et Par Gæster, som bærer det hvide Armbind med Dannebrogsmærket.

Sønderjyderne kiggede sig alle Vegne interesserede omkring, „for det er jo første Gang, vi er paa Sjælland”.

 

“Sønderjyder ved Hostrups Mindesmærke i Hillerød” 17. marts 1919, efter “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

 

Slottet imponerede dem allerede ved sin ydre Skønhed, og de blev længe staaende foran Granit-Mindesmærket for deres gamle Ven Digteren Hostrup, med de syngende Lærker, der stiger op over den modne Kornmark.

Kl. i 1½ samledes man i Slotsgaarden, hvor Musikkorpset modtog Selskabet med en rask Marsch, og hvor en Mængde af Byens Folk var mødt. Damerne rakte Sønderjyderne smaa Buketter af Vintergækker, omvuudet med røde Baand.

Jo mere Sønderjyderne havde set her i disse Dage, des mere tavse var de blevet, og des tydeligere har man af deres Udtryk kunnet læse, hvor tilfredse de var. Men den Dag paa Frederiksborg Slot fik de Tungebaandene rigtig løst og blev talende. De blev det i den Grad, at vi Københavnere, som har været der de hundrede Gange for at vise Gæster rundt, efterhaanden syntes, at Nationalmuseet næsten blev nyt for os, medens vi hørte paa dem. Om alt dette historiske vidste de Besked, grundigt, og paa en egen Maade, saa man gøs, hvis man kom til at begaa en Fejltagelse, naar man forklarede dem noget, og de saa rettede Fejlen.

— Vi kender det jo altsammen, men det bliver saa levende her, sagde de.

Foran Portræterne af Heltene fra 48 og 64 blev de længe staaende, og hvor der var et Maleri med Voldgrave og Fæstningsværker, gjorde de Sammenligninger mellem dem og de nutidige Skyttegrave, som de selv havde ligget i.

Redaktør Bernild ledede Forevisningen; og efter den, og efter at man inde i Slotskirken havde sunget „Der er et yndigt Land“ og hørt Fru Mengel-Thomsen oppe fra Orgelet synge „Kongernes Konge” og „Slesvig, vort elskede omstridte Land”, skulde man samles ovre i Hotel Leidersdorff. Det kneb med at faa Sønderjyderne derover. De blev staaende nede i Gaarden og talte om alt. hvad de havde set deroppe i Salene, og beundrede det store Springvand, som i Dagens Anledning sendte sine højeste Kaskader til Vejrs.

“Sønderjyder i Frederiksborg Slotsgaard” 17. marts 1919, “De Sønderjyske Dage i København”, 1919

Men omsider kom de da derover, hvor Kaffebordene ventede. Arrangementet var i al Beskedenhed. Partikulier Carstens holdt fra Scenen i Teatersalen en pæn Tale, hvori han sagde: — Har vi nu lært at sige Tak til Gud for, at vi har faaet det, vi har gaaet og sukket efter?
Fremtidig skal I ikke mere længes hjem, for nu er I hjemme. I skal sige: Nu vil vi kæmpe for Danmarks Sag. Og vi skal sige: Ingen Lunkenhed mere, men Enighed i Danmark. Nu sletter vi Aaen, nu er der kun eet Danmark. Haab paa Renhed og Lykke for det.

Grosserer Chr. Holm fra „Sønderjydsk Fond” her i København takkede Frederiksborg-Komitéen. Hillerød havde vist, at der var Hjerterum; for i Stedet for at beklage sig over Pladsmangel havde
Byens Borgere klaget over, at der ikke var kommet mange flere Sønderjyder — de, der ingen Gæster havde faaet i deres Hjem, følte sig forurettet.

Med Musikkorpset — det var i Ilden næsten uafbrudt — i Spidsen marscherede alle, Sønderjyder og Frederiksborgere, i sluttet Trop til
Banegaarden. Paa Tærskelen udbragte en Sønderjyde et „Leve Hillerød!” og saa begyndte Hurraraabene, der fortsattes paa alle Smaastationerne helt ind til Hovedstaden. Langs Banelinien, et ‘ godt Stykke udenfor Hillerød, stod Folk i Rækker og viftede med deres Lommetørklæder, saa de inde fra Toget lignede et hvidt Gærde. Og paa alle Perronerne, Birkerød, Holte osv., var Folk samlet og’ viftede med Flag og raabte Hurra, lykkelige over at faa et Glimt af de unge, blonde Landsmænd søndenfra, her i Forbifarten.

Paa Villa-Balkonerne mellem Stationerne, hvor Taget fløj hastigt forbi, stod Husets Damer flere Steder med mægtigt store Flagduge, som de holdt i de øverste Hjørner og lod bølge ud imod de forbidragende.

Nogle af Frederiksborg-Værterne fulgte med her til København; og ved Afskeden hørte vi en af dem sige til sin Sønderjyde: — Kom saa igen næste Aar, som De har lovet mig, og tag Konen med!

Der blev aabenbart knyttet varige Venskaber i disse sønderjydske Dage.

 

16. Marts 1919 – Sønderjydernes første dage i København

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København og deres ophold de følgende dage var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade . Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

FESTGUDSTJENESTEN I GARNISONS KIRKE 16. MARTS

Klokken 10 Søndag Formiddag den 16. Marts afholdtes der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Garnisons Kirke. Allerede Kl. 9½ var den rummelige Kirke fyldt til sidste Plads og Folk stod langt ud ad Gaden.

De fleste Sønderjyder sad med deres Værtsfolk oppe paa Pulpituret, nogle enkelte stod op foran Alteret. Det blev en gribende og smuk Højtidelighed, der vil efterlade smukke Minder hos alle de tilstedeværende.

Da Orgelet intonerede „Den signede Dag —” sang alle med, saa det store Kirkerum gav Genlyd. Pastor Olfert Richard talte. Hans Præken kunde alle forstaa; det var jævne og varme Ord, der kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Han sluttede sin Tale med følgende Ord til Sønderjyderne:

„Og her favner nu i Dag en Moder igen sit hjemkomne og befriede Barn. Thi, sønderjydske Brødre, nu er I hjemme. Hvil nu i eders Moders Favn og glem al eders Nød! I er i Danmark, hvor I altid har hørt hjemme. Hin naadefulde Dag, da den gamle Frankermunk Sankt Ansgar gik over Ejderfloden, da var Jesus atter kommet til Grænsen af Hedningeland. Da kom Evangeliet til Danmark, thi dernede ligger Danmarks Grænse fra ældgamle Dage og i Guds Øjne.

Vi har aldrig glemt dette i Nødens Time. Eders Moder har aldrig holdt op at sørge over eder. Klædte hun sig end yndigt hver Vaar i sin lysegrønne Kjole med mange brogede Blomster i, og bredte hun ved Vintertid sin hvide Kaabe om sig, hun havde dog altid Taarer i sine Øjne og bar eders Navne i sit Hjerte. Og se, da Nøden var størst, saa var Hjælpen ogsaa nærmest. Thi da blev Nøden utænkelig stor, da hendes Sønner maatte bære Vaaben i fjerne Lande under en Fane, de ikke kunde elske, og mod Folk, de tænkte venligt om. Og der kom mange Sørgebud om faldne Sønner, seks Tusinde dyre Navne, som sover i fjerne Grave. Da saa det ud, som hendes Haab skulde slukkes. Thi hun havde ventet saa meget af denne Ungdom, der nu var blevet moden, og kom I ikke nu, saa kom I aldrig.

Da vendte Bladet sig i Skæbnebogen; og snart kommer Genforeningens store Sommerdag. I er Svaler paa Gennemrejse, som bebuder Sommeren.  O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!  I havde Troen, eders Kvinder ikke mindst, I troede trods alt, og I bevarede den sejge, faste Villie, skønt I var de faa og de sinaa, og se,
nu sker det, som I vilde.

A f Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne . . .

“Udenfor Garnisons Kirke efter Festgudstjenesten” 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

RIGSDAGENS FORMIDDAGS-FEST FOR SØNDERJYDERNE

Efter Gudstjenesten i Garnisons Kirke drog Sønderjyderne fulgt af tætte Skarer af Københavnere til Christiansborg, hvor Rigsdagen havde indbudt dem til Frokost.

Der var dækket i den store Restaurantsal og i flere af de tilstødende Lokaler. Og Borddækningen var helt igennem fiks. En af de sønderjydske Gæster sagde da ogsaa: „Det er længe siden, vi har siddet saa godt i det!“ Og i det hele traf man i Rigsdagen de sønderjydske Gæster i et saa taknemmeligt Humør, at det gjorde det bedste Indtryk.

— Da man var naaet gennem den enkle Frokost-Menues første Ret, bød Folketingets Formand, Hr. Pedersen-Nyskov, Velkommen. Vi byder Dem — sagde Taleren — Velkommen her i Rigsdagens Hus. Og vi længes kun efter den Dag, da vi kan byde de danske Slesvigere Velkommen her i Danmark (Hør!). Med beundringsværdig Sejghed har vore Landsmænd i Sønderjylland kæmpet for og opretholdt Danskheden. Og de Unge, som vi samles med i Dag, har jo kun kæmpet for at bevare Retten til at blive i det Land, de altid har elsket.

I, vore unge Gæster, vender nu tilbage til et Land, hvor der hersker Nød og Sorg over Tusinder af Faldne, men midt i Sorgen har dog baade I og vi den Glæde, at vi er sikre paa Genforeningen. Og vi heroppe vil gøre, hvad der staar i vor Magt, for at læge de Saar, Krigen har slaaet. Vi gør det, fordi vi holder af jer og fordi vi føler os forvisset om, at Sønderjyderne — og ikke mindst de Unge — vil tilføre Danmark en national Kraft, der vil bidrage meget til at samle vort Folk saaledes, at det vil gaa en lys og lykkelig Fremtid i Møde.

Nu, i Genforeningens Glæde, vil vi mindes og takke Fædrene for det Arbejde, de har udført. Paa de Kæmper, der ligger i deres Grave, og
som ikke naaede at se deres store nationale Haab opfyldt, vil vi anvende det gamle Ord:

„Den, der saar med Graad, høster med Frydesang“. De har saaet Trofasthedens og Kærlighedens Sæd. Deres rige og gode Høst vil vi
nu i Fællesskab bjerge hjem til Gavn og Ære for hele det danske Folk. Gamle Danmark leve! (Stærkt Bifald.)

— Efter Frokosten besaa næsten alle de sønderjydske Gæster Rigsdagsbygningen fra øverst til nederst. Rigsdagsmedlemmerne optraadte ved denne Lejlighed selv som Ciceroner.

“Sønderjyder i Rigsdagens Læsesal” den 16. marts 1919, efter “De sønderjyske Dage”, 1919

DEN STORE RAADHUSFEST SØNDAG DEN 16. MARTS

Søndag Aften den 16. Marts — Dagen efter Ankomsten — fejrede Byen København Sønderjyderne ved en Fest i Raadhussallen.

Over 1000 Københavnere var stævnet sammen og for dem blev Aftenen en Oplevelse. Del var ikke Talerne og Sangene, der gjorde
det, hvor smukke eller stemningsfyldte de end var; det var Synet af disse unge, vejrbidte Mænd, den Glæde, der straalede ud af deres Øjne, og saa Bevidstheden om alt det, disse Mennesker havde gaaet igennem.

Og saa een Ting til!

Bevidstheden om, hvor lidt vi selv har gaaet igennem i disse Krigens Aar, der skyllede Guld op paa vore Strande, Guld, der var malet af Lidelser og Smerte, Had og Vanvid hos hele den øvrige Verden.

Vi følte os saa smaa, saa ubetydelige, og vi havde vænnet os til at betragte os som disse Europas kloge Hoveder, der havde forstaaet med Behændighed at holde det hele borte fra os selv.

Ved at se disse Menneskers Glæde forstod vi, at dette var det første, det eneste, vi har gjort under denne forfærdelige Krig, første Gang, vi har evnet virkelig at skabe den Lykke, der faar et Menneske til at glemme alle udstaaede Lidelser.

Professor Vilhelm Andersen sagde i sin Tale, at der endnu var eet tomt Felt i Raadhusets Hal, hvor Aarstallet for Sønderjyllands Tilbagegivelse skulde staa, og først da var Huset færdigt. Alle, der var til Stede ved denne Fest, og som hverken har sultet eller savnet, stod det med eet klart, at der i vore egne Hjerter længe — for manges Vedkommende altfor længe — har manglet den samme Indskrift.

Vi har trængt til denne Skrift paa Væggen, og vi lærte at forstaa det den Aften i Raadhusets Sal.

Og vi saa, at der altsaa virkelig var Mennesker, der saa hen til os som Vennerne, Befrierne og Ejerne af den Lykke, som de regner for den
højeste.

Og disse Mennesker gik rundt i vor Bys Hus og trykkede vore Hænder, sagde „Tak“ , og saa os ind i Øjnene, saa det varmede og fyldte os. Der steg en Hjerternes Varme op mod disse Sønderjyder og en Tak fra dette lille Land, som de vil tilhøre, og med hvilket de vil regne det for en Lykke at blande Blod, og Spørgsmaalene døde mere og mere paa vore Læber, og til Slut stod Københavner mod Sønderjyde og vidste heller ikke andet at sige, end „Tak“ .

Nationaltidende have også taget forsiden i brug til at berette om  sønderjydernes første dag i København – klik her for at læse nærmere (eksternt link)

15. Marts 1919 – De første sønderjyske krigsfanger ankommer til København

S/S Primulas ankomst med de første sønderjyske krigsfanger til København var lidt af en begivenhed, og blev fyldigt refereret i de Københavnske blade. Et af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

DE FØRSTE SØNDERJYDSKE SOLDATERS ANKOMST
TIL KØBENHAVN

Vi havde ventet at modtage dem i Foraarssol, med en broget Blomsterregn, med Festsmæld i alle røde og hvide Dannebrogsflag.

Skæbnen vilde, at det i Stedet for Foraarssol og Flag blev Byen København, der illuminerede for de første sønderjydske Soldater, der ombord paa „Primula stille stævnede ind mod Danmarks Hovedstad, hilst af en bølgende, jublende Menneskemængde.

Det gamle, irrede Kronborg, med Solflammer i alle Slotsvinduer, havde med Kanondrøn paa Kanondrøn budt Sønderjyderne det første, danske Velkommen, og ned langs en flagsmykket Kyst med rødmende Aftensol over alle sorte Foraarsmarker var man sejlet, for endelig under en Festillumination af Byen Københavns gule, røde og grønne Lys og Lanterner at glide ind i Frihavnen og modtages af dette bølgende, sorte Menneskehav:

Leve Danmark og Sønderjylland! Sønderjylland leve!

Syngende sejlede Primula ind i Frihavnen. Man kunde høre, at det var Landsmænd, der var ombord. Op i Aftenmørket steg „Der er et yndigt Land“ og bagefter lød „Kong Kristian”, mens Menneskesværmen inde paa Kajen faldt i, Gang paa Gang afbrudt af Hurraraab og det hjertelige, oprigtige: „Velkommen — Velkommen hjem!” Tusindvis af Hænder blev rakt op mod Primulas Skibsskrog — tusindvis af Hænder vilde række de sønderjydske Soldater Haanden til Goddag. De store Følelsers Tid var vendt tilbage. . . !

“Dagens Nyheders Medarbejdere gaar fra ders Motorbaad ombord i “Primula” ud for Kronborg og er de første Københavnere, der byder Sønderjyderne Velkommen” fra bogen “De Sønderjyske dage i København”, 1919

Der stod en ung Sønderjyde ved Rælingen og saa ud over denne begejstrede Menneskemængde, der strakte Hænderne op imod barn, viftede med Hatte og Lommetørklæder og lod Foraarets Blomster regne ned over sig — og han udbrød i dette Øjeblik:

„Vi havde selvfølgelig ventet, at manne vilde tage imod os — men saa graue manne Folk som her, var der knap paa hele Slagmarken!“

Han udløste vist den almindelige Mening ombord. Det var let at se, at Sønderjyderne var overvældede af den varme Ankomst. Alle trængte frem, hilste paa dem og bød dem Velkommen.

De havde rigtig Følelsen af, at de var kommen hjem — endelig kommen hjem til gamle Danmark. . . . Langsomt trak Folk sig ud af Frihavnen og tog Opstilling helt ned til Østerbrogade. For hver Gang en Sønderjyde med det rødhvide Armbind gik forbi, lød Velkomstraabene og mange af Sønderjyderne blev baaret i Guldstol.

Overalt sang man „Der er et yndigt Land — “ og blottede ærbødigt Hovedet for Sønderjyderne. De fik, vore Landsmænd og Kammerater, en saa jublende, begejstret Modtagelse, som en Udløsning af de Følelser, der besjæler hele Nationen, maatte skabe. Det blev en Aften, som ingen af de tilstedeværende nogen Sinde vil glemme . . .

Nationaltidende have dagen efter ryddet forsiden for at berette, om sønderjydernes ankomst – klik her for at læse nærmere (eksternt link)