De sønderjyske krigsfanger i Rusland 2.

Jes Ravn, krigsfange i Rusland

Da sovjetregeringen i november 1917 kom til magten, erklærede de alle krigsfanger og civilfanger som frie medborgere med de samme rettigheder som russerne. Det gjalt dog kun i de områder hvor sovjetterne havde kontrollen, dvs. den europæiske del af Rusland. Fangerne håbede på at nu kunne komme hjem, men håbet forsvandt hurtigt igen på grund af den kaos og nød der opstod i kølvandet på revolutionen.

Teknisk set var Rusland stadig i krig med centralmagterne, så hjælp derfra var endnu ikke muligt. Fangerne blev overladt til sig selv og forsyninger var dyre og svære at skaffe. Mange fanger prøvede på egen hånd at vandre mod vest, men da borgerne i de store byer led hungersnød, gjorde strømmen af krigsfanger situationen endnu mere fortvivlet.

Sovjetregeringen så en fordel i at overtale krigsfangerne til at slutte sig til revolutionen. Der blev efterhånden oprettet grupper af såkaldte internationalister, krigsfanger der tilsluttede sig revolutionen,  forskellige steder. Brändström nævner 90.000, Bevoor nævner mellem 40.000 og 250.000. det er selvfølgelig ikke mange i forhold til de ca. 2,3 millioner krigsfanger, som Brändström mener der var i Rusland.

Disse internationalister overtalte sovjetterne til at lade fangerne fortsætte med at være interneret, da det så ville være nemmere at overtale dem til tilslutte sig revolutionen. En del krigsfanger oplevede den forsmædelse, at de russiske fangevogtere blev udskiftet med internationlister. De mistede dermed deres frihed igen.

Først ved Brest-Litovsk freden i marts 1918 blev krigsfangernes forhold bragt i orden. Derefter begyndte hjemsendelsen af krigs- og civilfangerne fra den europæiske del af Rusland at tage fart.

De sønderjyske krigfanger havde den fordel, at der i Rusland stadig var danske statsborgere, der gav dem en hjælpende hånd.

Jens Henriksen, der var i fangenskab i Sarapul, skriver i Almanak for Nordslesvig 1939.
Da jeg var på Lazaret havde jeg ikke Lejlighed til så nøje at følge med i, hvorledes Situationen udviklede sig for mine Kammerater i Barakkerne, men derom har Jes Ravn senere fortalt mig følgende:

Kort efter Pastor Jensens Bortrejse fra Sarapul ankom Fritz Clausen, Aabenraa, nu Læge i Bovrup, og 3 sønderjyske Kammerater fra Jurjev Polskij til os. Det var endnu før Pastor Jensen var nået tilbage til den sønderjyske Lejr, hvor alt på dette Tidspunkt var i Opbrud og Forholdene på forskellig Måde meget usikre. Disse 4 sønderjyske Landsmand mente at risikere mindst ved at rejse østpå og havde hos Bolschevikerne i Jurjev Polskij, der nok vilde af med Fangerne, skaffet sig Pas og fri Rejse for at søge Beskæftigelse i Sibirien. Men det viste sig umuligt at nå så langt, og de kom derfor over til os, idet de vidste, hvor vi var.

Men her var der ikke noget at vente efter, idet vi ikke spekulerede på andet end at komme til den sønderjyske Lejr, og de besluttede derfor straks at vende tilbage, hvorefter Aftalen blev, at også vi skulle se at gøre Alvor af at komme bort. Efter i flere Dage bogstavelig talt, næsten at have belejret de stedlige russiske Kontorer for Krigsfangevæsnet, lykkedes det under store Vanskeligheder Fritz Clausen at skaffe Rejsetilladelse samt Fribillet for sig selv og sine tre Ledsagere. Allerede den følgende Dag rejste de med Skib, og ved et lykkeligt Tilfælde – man kan næsten sige Mirakel – formede det sig sådan ved denne Afrejse, at vi, efter at de 4 var gået om Bord, beholdt Papirerne på Frirejse og det hele. Dermed var Rejsen sikret for 4 Mand mere, som tog afsted Dagen derpå, og blandt disse var jeg. Rejsen gik med Baad til Volgabyen Nischni Nowgorod og derfra videre med Tog til Jurjev Polskij, hvor efterhånden alle Kammeraterne fra Sarapul samledes.

Da vi ankom til Jurjev Polskij var alle Sønderjyder, med Undtagelse af Fritz Clausen og sine Mænd samt Pastor Jensen – som tidligere havde været der, taget bort. De var rejst til Moskva, hvorfra de med Støtte af derboende danske Forretningsfolk og forsynet med Pas. som danske Arbejdere rejste videre over Petrograd og Sverige hjem til Danmark. Hjemsendelsen på denne Måde, der langtfra var uden Fare, lykkedes udmærket. Efterhånden, som der inde i Moskva var Mulighed for at få nogle bort, sendtes der Bud efter flere sønderjyske Krigsfanger. Samme Vej kom også en lille Flok fra Sarapul, da de Tid efter anden ankom til Jurjev Polskij. Når Krigsfangerne først var i Toget, så gik Hjemrejsen hurtigt, og i Løbet af Sommeren og Efteråret kom alle med Undtagelse af mig og en Kammerat mere hjem over Sverige. Det var Meningen, at vi skulle have rejst ad samme Rute, men grundet på særlige Forhold blev vi i Stedet for gennem det tyske Røde Kors sendt hjem over Tyskland og først henimod Jul 1918, sluttede Jes Ravn, ankom jeg til mit Hjem.

Yderligere oplysninger findes hos:
Frits Clausen (1893-1947)
Jens Henriksen (1887-1964)
Peter Jensen (1888-1972)
Jes Georg Ravn (1876-1957)
Marius Niels Riis (1895-1959)

Link til indlæg om sønderjyske krigsfanger i Rusland. 

Yderligere  Litteratur:
Beevor, Antony: ”Rusland, revolution og borgerkrig 1917-1921.” Lindhardt og Ringhof 2022.
Brändström, Elsa: ”Unter Kriegsgefangenen in Rußland und Sibirien 1914-1920” 1922. PDF.
Jensen, Peter: ” Jurjeff-Polskii og andre russiske krigsfangelejre.” Sønderjysk Månedsskrift 1968, PDF.
Hensriksen, Jens: ”I russisk krigsfangenskab.” Almanak for Nordslesvig 1939. PDF.

 

En tanke om “De sønderjyske krigsfanger i Rusland 2.”

  1. Det danske gesandtskab i Petrograd havde en særlig afdeling, der tog sig af krigsfangespørgsmålet, Afdeling B. Den var blevet oprettet i al hast i april 1917, da Danmark overtog USA’s ansvar for vel to millioner østrig-ungarske krigsfanger i Rusland. Danmark fik ansvaret, da USA gik ind i verdenskrigen i april 1917. Krigsfangehjælpen var således dansk organiseret. Der blev oprettet “stationer” over hele Rusland og omkring 150 danske delegerede rejste til krigsfangelejrene og skrev krigsfangerapporter. Gesandtskabet forsøgte at få krigsfangerne til at blive i lejrene efter oktoberrevolutionen, fordi der ikke var noget at gå ud til. Krigsfangerne strømmede ikke desto mindre mod byerne, der var i hungersnød. Den danske indsats var altså mere end hjælpende hænder fra danske statsborgere i Rusland, men et dansk regeringsanliggende. Om danskerne egentlig kunne gøre meget fra eller til er en anden historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *