Det andet hold sønderjyske krigsfangers ankomst til København og deres ophold de følgende dage, blev som det første hold fulgt nøje af de Københavnske aviser. En af dem var “Dagens Nyheder”, der efterfølgende samlede en del af deres artikler i en lille bog med titlen “De sønderjydske Dage i København”:

BESØGET I VOR FRUE KIRKE

Onsdag Formiddag d. 19. Marts var der Gudstjeneste for Sønderjyderne i Vor Frue Kirke. Enkeltvis ankom de sammen med deres Værter og blev indladt i Kirken gennem Indgangen mod Frue Plads.

Pastor Henriksen modtog dem, og snart var Kirken fyldt til sidste Plads. Mellem de Tilstedeværende var der en Mængde Præster med Biskop Ostenfeld i Spidsen.

Der var ikke gjort noget videre for at pynte den i sig selv pragtfulde Kirke, nogle Blomster ved Alteret og et Par diskrete Dannebrogsflag, det var det hele.

Efter at P. Lauritsens Sang: „Slesvig, du er dyrekøbt“ var afsunget, talte Stiftsprovst Ussing fra Prædikestolen.

Det skulde ikke være nogen egentlig Gudstjeneste, sagde han, man vilde kun gerne vise Sønderjyderne den Seværdighed, som Kirken var. Han vilde til et hjerteligt Velkommen knytte den sønderjydske Sanger Brorsons Salme: „Her vil ties, her vil bies“. Sønderjyderne havde vist, at de kunde tie. Vi heroppe havde ogsaa tiet, men ofte havde vi sendt Bønnens Due over Grænsen, Haabet var aldrig dødt i Danmark, og nu kom de sønderjydske Krigsfanger her til Landet som Oliebladet, der varsler, at Syndfloden er til Ende.

Stiftsprovsten sluttede med en bevæget Bøn for Sønderjylland.

Efter en Korsang med Musik af J. P. E. Hartmann gav Stiftsprovsten i korte Træk Kirkens Historie. Bl. a. sagde han om Kirkens Ødelæggelse i 1807, at Englænderne nu havde indset den Fejl, de havde begaaet den Gang, de bombarderede København, og siden da de undlod at hjælpe os i 64, og at de paa den smukkeste Maade havde lagt deres Følelser overfor os for Dagen ved deres store Venlighed mod Sønderjyderne.

STUDENTERFORENINGENS GÆSTER

Efter Besøget i Vor Frue Kirke samledes de sønderjydske Gæster og deres Værtsfolk Klokken 12 i Studenterforeningens Festsal, som var smukt dekoreret med Dannebrogsflag og Foreningens gule Banner, om de
dækkede Frokostborde.

Den ledende Senior, cand. jur. Schlotfeldt, bød Sønderjyderne Velkommen som Gæster blandt dansk Ungdom.

Man indledede med „Det haver saa nyligen regnet“, hvorefter den ledende Senior paany tog Ordet for med en kort Motivering at udbringe et „Leve for gamle Danmark“, som besvaredes med 9 taktfaste Hurraer.

Departementschef Hiort- Lorentz en takkede derefter Studenterforeningen for den smukke Tanke at indbyde Sønderjyderne.

Herefter fik Pastor Troensegaard-Hansen Ordet. Han talte stærkt og gribende om Oplevelser fra sit Ophold i England og om Glæden ved Gensynet i denne Festtid. „Paa mine sønderjydske Drenges Vegne“, sluttede han, „siger jeg dem alle en inderlig Tak for disse Dage, som
vi aldrig skal glemme.“

Efterhaanden var man naaet gennem Frokosten og begyndt paa Desserten, under hvilken Chr. Gottschalch meget smukt og følt sang nogle
Sange, Axel Juels „Flaget“ og Bruuns og Lehmanns „Velkommen Brødre fra Sønden Aa“, og Formanden motiverede et Leve for den danske Student, hvorefter Axel Juel læste egne Digte højt, blandt andet et smukt Hyldestdigt til de hjemvendte Sønderjyder.

En af Krigsfangerne Hans Hansen, fra Haderslev, gav uforbeholdent Udtryk for den Stemning, som trods alt behersker Sønderjyderne,
nemlig Længselen efter at komme hjem. Han takkede iøvrigt hjerteligt for den Velkomst, han og hans Kammerater havde mødt.

Efter at Formanden for Akademisk Skytteforening, Kontorchef Nandrup havde bragt en smuk Hyldest til de sønderjydske Kvinder og Hjem, og Sønderjydsk Forenings Formand, Overretssagfører Manthey- Wagner havde talt for Pastor Troense-Hansen og Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen for Pastor Jensen, der ligeledes har gjort et stort Arbejde blandt de sønderjydske Krigsfanger, gav Direktør Brunn nogle praktiske
Oplysninger om Programmet for de nærmeste Dage, og efter at endnu nogle Talere havde haft Ordet, deriblandt Grosserer Holm, Fru Osten
fra Aabenraa og Direktør Bang, udbragte den ledende Senior et Leve for Drs. Majestæter Kongen og Dronningen, hvorefter den vellykkede
Fest sluttede med „Der er et yndigt Land“.