Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, links til relevante sider / projekter, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.
Kommentarer og evt. supplerende oplysninger ang. de nævnte personer bedes lagt på den relevante personside.
Dette indlæg i Julekalenderen 2025 viser et 20 cm. langt armbånd lavet af otte franske sølvmønter: 50 Centimes. Hver mønt måler 1,8 cm. i diameter. I mellemrummene mellem mønterne er der loddet to øjer over hinanden på hver mønt. Mønterne er samlet med en sølvring igennem de to øjer på den næste mønt.
Armringen er samlet så mønterne vender ens.

Armbåndet er fremstillet i den franske fangelejr Aurillac under 1. Verdenskrig.
Armbåndet er fremstillet af Jens Jensen Lund (1896-1946), der blev indkaldt til den tyske hær i 1915. Han blev 1916 taget til fange og sad i fangelejren i Aurillac, Frankrig.
Efter krigen blev de dansksindede fangerne sendt med skib til København. Umiddelbart efter ankomsten fik Jens Jensen Lund arbejde i Botanisk Have i København, indtil 1926, hvor familien Lund overtog et gartneri i Vojens.