Feltbrev til „Flensborg Avis”

Det ligger i Luften Dage, ja Uger forud, at Julen stunder til. Selv om man blev ældre Aar for Aar, saa holdt sig denne Længsel efter Julen. Det barnlige Sind trængte frem og krævede sin Ret. Herude i Felten er Længslen dobbelt. Det er, som om man for hver Dag kommer Hjemmet nærmere.
De sidste Dage for Jul har det været bidende koldt og. taaget. Alt har været klædt i Rimfrost, og særlig Skovene har frembudt et herligt Skue. Alt bar værret forholdsvis fredeligt, og Flyverne har fuldstændig maattet standse deres Virksomhed paa Grund af Taagen. Juleaftensdag oprinder med det klareste Vejr. Den opgående Sol sender fra første Færd af sine klare Straaler mod de isblomstrede Ruder, og alt hvad der er klædt i Rimfrostens herlige Dragt, faar et mere festligt Præg.

Ved Middagstid sluttes Arbejdet og i et hurtigere end ellers kendt Tempo gaar det hjemad. Vi har Julen fat. Over Middag hentes Granen. Mens Solen skinner saa venligt og Kulde alligevel bider lidt i Næsetippen og øreflipperne, vandrer vi hen over den stivnede Pløjejord til den nærliggsnde Skov. Alle mulige Træer findes her, bare ikke Juletræer. Komme hjem igen uden Gran vilde være flovt, saa vi opgiver ikke Ævred, men søger trøstig videre.

Mens vi staver rundt forgæves søgende, rinder der mig en tilsvarende Julehistorie af Selma Lagelöf i Hu. Min Ledsager bliver helt utaalmodig. Pludselig staar vi i en Mængde Jordbærplanter. „Ja.” siger han, „nu har vi naturligvis Jordbærene, men ingen Gran, og til Sommer finder vi Granen, men ingen Jordbær.”

Endelig efter et Par Timers Søgen staar os Lykken bi. Med 3 smaa Juletræer gaar det atter hjemad. Et beholder vi selv, for de andre to skal der ikke gøres megen Reklame for at blive dem kvit. En Snedker laver Foden, alt imens vi andre pynter efter bedste Evne, og et Øjeblik efter staar Granen paa vort Bord, mens den spreder sin hyggelige Duft i vor lille Stue. Henimod Aften bliver Himlen atter skyet, og blaa, saa det næsten tegner til Sne. Flyverne og klart Vejr, de hører sammen. Fra den tidlige Morgenstund af har de da heller ikke ligget paa den lade Side. Vejrliget tvinger dem nu atter til at gaa ned.

En fredfyldt, næsten højtidelig Stilhed sænker sig i Aftenskumringen ned over Landet. Alt aander Fred. Ingen Flyvemaskiner, ingen skraldende Last-Avtomobiler, ingen Luksus-Avtomobilers T[or?]den; ingen Bagagevognes Raslen, hist og her en Soldat, der gaar over Gaden, maaske for at hente Vand til sine Heste, eller hvad han nu har. Ellers alt stille. Stille, som det maa have været hin første Julenat paa Bethlehems Marker. Og mens man „langmodig igennem Taarer ser”, da mindes man alle herlige — for herlige bet var de — Julehøjtider, man oplevede derhjemme. Nu duges Bordet. Nu bænkes de. Nu synges de kendte Salmer, og nu tændes Granen. Man tænker, føler og lever med i det samme. Det er „Jul som saa mange Gange tilforn og dog Jul paa ganske anden Maade”, hvor men føler, at Julen

” – gror ej op som Gran i Skoven,
daler stille ned fra oven.”

Juledags Morgen gaar det atter paa Arbejde. Hellig og Sogn har Krigen ondt ved at kende Forskel paa. Den dybblaa Himmel fra i Aftes har i Nattens Løb bragt Sne, og endnu sner det stærkt. Efterhaanden stilner det dog lidt af og hører til sidst helt op. Vor Vej fører os forbi faldnes Grav. Ensomt, men alligevel kønt ligger de der ved Alfarvej, dækkede af den fine Sne i den frembrydende Dag. Og jeg tænker Paa det Aar, der nu er paa Hæld, og det, der kommer. Paa alle de gode Venner, der i det svundne Aar fik redt deres sidste Leje paa samme Maade, og —.

Vi gaar det nye Aar i Møde, uvidende om, hvad det vil bringe, men overladende i vor Frelsers Haand; ham, der fødtes Julenat.

A-d.

(Bragt i Flensborg Avis 3. januar 1918)