24. december 1916. Kompagni-bedstefar holder jul på kasernen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Jeg var gentagne Gange hos Kaptajnen og forsøgte at faa den lovede Orlov, men hver Gang fik jeg til Svar, at han turde ikke lade mig rejse paa egen Risiko, og Majoren var altid i slet Lune, saa han turde ikke fremføre min Orlovsbegæring for ham.

Jeg fortalte Kammeraterne om det, og de lo mig dygtigt ud, idet de sagde: „Kaptejnen holder dig bare op med Snak. du faar alligevel ingen Orlov.”

Tiden gik, og det blev Jul. Juleaften var vi alle samlede i Spisestuen; enhver fik en Julegave til en Værdi af 1,50 Mark, og derefter var der gratis Øldrikning for hvem der vilde.

Jeg gik hjem paa min Stue, fik fat paa min Bibel og Juleevangeliet, Brevene fra Hjemmet og fra andre kære Venner.

Og som jeg sidder der, gaar Døren op, og en af mine Kammerater træder ind og siger til mig: „Nu er vi ca. 40 Mand samlede henne paa vor Stue, og du skal komme hen til os; du maa læse Juleevangeliet for os, og du maa tale til os, og du maa bestemme, hvad vi skal synge, men du skal være iblandt os.”

Jeg var naturligvis glad for Opfordringen og gik med. Vi læste saa Juleevangeliet sammen, bad sammen og sang et Par Julesalmer.

Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

Julehilsen010

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *