H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.
Saa skulde det falde i mit Lod atter at holde Jul udenfor Hjemmet. Dog, der var ikke andet at gøre; thi Juleorloven var givet og Vagtmandskabet for Juledagene var inddelt, forinden vi naaede tilbage til Offenbach.
En Underofficer fra Riidesheim bad mig imidlertid om at tage hans Vagt Juleaften, da han saa kunde komme hjem. Jeg tog hans Vagt; thi hjem kunde jeg jo ikke komme alligevel.
Her paa Vagtstuen kom jeg til at tale om den vidunderlige Færd til Italien og om, hvad vi alt havde bragt med hjem. En Sygeplejer fra Røde Kors bød mig 2 Pund Tobak for 1 Liter Olivenolie.
Jeg havde nemlig taget en 10 Liter-Flaske med hjem. Rigtig nok vidste jeg ikke, hvad det kunde bruges til, men da de alle havde taget noget med, gjorde jeg det samme. Nu kunde jeg indse, at der var Forretning at lave og slog til paa hans Tilbud.
Jeg har faaet Bud til Kasernen efter Olien, og han har faaet Bud hjem efter Tobakken, saa Vagtstuen er røget godt til i Øjeblikket. Han har endog i Tilgift givet et Par Flasker „Apfelwein”, saa jeg maa sige, at det er den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 23.12.17
Kjære Forældre og Sösk.!
Guds Fred til Hilsen!
Först mange Tak for Eders kjære Julebrev fra den 15.12 Tak for hver en Julehilsen der stod deri. Det er saa det sidste Brev jeg skriver til Eder för Julen. Trods det imorgen er Juleaftendag saa merker her sledt ikke noget at man er saa nær ad det kjære Julefest. Ligesom sidste Aar maa vi også fejre Jul i Stillingen. Men et Juletræ har vi dog faaet herude. Det bliver jo naturlig ikke pyntet med allehaande Sager som derhjemme. Nej at fejre Jul herude i Felten har man virkelig ikke meget af og som I jo nok kan tænke har man heller ikke den rigtige Juleglæde.
Men Herren vil velsigne os det herude. Forhaabentlig lader os Fjenden være i Ro i disse dage. I forgaars var vi ellers lidt i knibe da sköd han med di svære 18 ctm. Granater efter os saa vi maatte ordentlig forkrybe os i de Granatsicher Understænder. Die har nu forfærdelig Virkning og Lufttryk disse 18 ctm. To exploderede én omendtrendt 50 Meter höjre og én 80 m. venstre fra os.
Glasruderne i vor Understand blev alle itu trykket af lufttrykken saa I nok kan forstaa det var ikke saa behagelig. Men Herren kanjo bevare os for alt Ondt og han har ogsaa været mig særlig mer indtil nu. Er det sin Vilje saa vil han ogsaa eengang naar Fredsbudskabet lyder höre os sund rask hjem igjen. Indtil nu er jeg ogsaa sund og rask. Her har vi i denne Tid en ledt Vandsnee eller Tösnee saa det er saa snavset og beskidt. Ved Fronten er ogsaa alt rolig.
Nu i Haab om at vi snart maatte samles igjen slutter jeg, saa for denne Gang med mange kj. Hilsener til Eder alle fra mig Eders Sön og Broder.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.
Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.
Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.
Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.
Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.
En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.
Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.
Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.
Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret, og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.
Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.
Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.
Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.
Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.
Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.
Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.
Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.
Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.
Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.
Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:
1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år. 2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig. 3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder. 4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder. 5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år. 6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.
En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.
De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.
Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.
Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.
Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.
Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.
Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.
Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.
Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.
Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.
Det.m. Fredericia. Fra en ganske sikker, meget paalidelig og forsigtig Kilde, der bl.a. driver Kornforretning i en af Byerne i Nordslesvig, og som er nøje kendt med Forholdene i Tyskland, meddeles, at Nøden i Tyskland er langt større end almindelig antaget. Bl.a. dør Smaabørn i store Mængder af Mangel paa Ernæring (navnlig Mælk), og der er derfor nu sat Mælketog i Gang fra Nordslesvig til Hamborg. Han hævder ganske afgjort, at Tyskland ikke har Korn nok til Foraaret, og sker der ikke nu et Gennembrud paa Vestfronten, ventes almindeligt – som en Følge af Hungersnød et Sammenbrud i Tyskland inden Foraaret.
(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.
Den 21. november [må være en fejlskrivning for december, RR] kom løjtnant Schultz i engelsk fangenskab. Han var gået vild om natten.
Han skulle ud til iagttagelsesstanden, derved kom han for langt; han kom ubemærket over den tyske linje, gennem forpostlinjen, det regnede og blæste stærkt, og inden han så sig om, var han ovre hos englænderne.
Det blev gennem “Røde Kors” oplyst, at englænderne havde skudt på ham og ramt ham i maven. Han døde af sine sår i et engelsk feltlazaret den 28. november 1917.
Her i Flandern kunne man ikke rigtig komme i jorden for grundvand om vinteren, og derfor var der ingen rigtige skyttegrave, men soldaterne lå og boede rundt omkring i granathuller, ved diger og hegn, ved gårde og byer osv., derfor måtte man være meget godt kendt, hvis man skulle færdes i første linje.
Når et kompagni gik i stilling, blev de altid ført ud af en ”Führer”. Soldaterne lå mest under bølgeblik, der så igen var dækket til med græstørv. De lå på den bare jord eller på brædder, en dør eller lignende.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Det blev en langvarig og kold Tur gennem Alpernes Sne. Paa flere Stationer blev der gjort Holdt, der varede uendelig længe. Med 2-3 Vogne ad Gangen arbejdede Lokomotivet sig op ad Bjergene, hvor det saa ved en Station lod Vognene staa og kørte tilbage for at hente de andre.
Meterhøjt laa Sneen i Alperne, og det var en skærende Modsætning til Opholdet i Cordenonc, hvor Temperaturen tillod, at vi gik i bare Ben. Her i Rosenheim bliver vi „Entlaust” og det efter de allernyeste Principper paa det Omraade.
Samtlige behaarede Steder har været under Behandling af de elektriske Klippemaskiner, og da vi gensidig betjente hinanden, blev der sørget for, at ingen slap udenom.
Et varmt Bad har udøvet den tilsigtede Virkning, og enhver har faaet udleveret en Klat graa Salve til Indsmøring paa de Steder, hvor der endnu kan tænkes at sidde et Luseæg.
Medens vi driver Tiden hen med Kortspil, bliver vort Tøj behandlet i de dertil indrettede store Kedler, som har et saa højt atmosfærisk Tryk, at et fortsat Liv for Lusene og deres Yngel er ganske udelukket. Det vil vist vare flere Timer siges der, og vi skal ogsaa have noget at spise, saa det bliver vist ikke før i Morgen tidlig, vi kommer herfra.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 20.12.17.
Meine lb. Eltern u. Geschw.!
Eure lieben Briefe vom 8. U. 9.12. habe ich vorgestern dankend erhalten. Ich habe es noch immer recht gut hir. Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern. Mitte Januar werden wir denn wohl fortmachen. Mir ist es auch lieber das wir Weihnachten noch hien bleiben, dann haben wir doch noch wenichstens Ruhe oh wir denn auch in Stellung liegen. Wir werden ja so wie so nicht viel davon merken, aber geistig gesehen ist es ja auch egal wo man das liebe Fest feiert. Der Herr kann u. wolle es auch für uns hier draussen segnen. Zeitlich gesehen wäre es ja schöner gewesen wenn man hatte zu Hause sein können. Aber davon lässt sich ja nun nichts ändern. Hoffentlich sind wir aber nächstes Jahr zu Hause.
Ihr müsst mir ein augenblick entschuldigen ich muss jetzt Kaffe kochen die Uhr ist schon ¼ vor 4 Uhr. So jetzt kann ich wieder etwas schreiben solange bis das Wasser kocht. Wir trinken aber kein Roggenkaffe sondern Bohnenkaffe mit ersten vor langerweile was tun sollen. Morgens um 9 oder 10 Uhr stehen wir auf. Dann wird “Toilette” gemacht, dann wird um 11 Uhr Kaffe gekocht u. Gefrühstückt. Dann trödelt man die Zeit so hin bis 4 Uhr dann wird wieder gegessen. Um ½ 7 Uhr kommen dann die Tragtiere mit dem Mittagsessen, gleichzeitig bringen sie auch die Postsachen mit.
Dann wird noch um 7 Uhr Mittaggegessen und zum Schluss wird denn eine Cigarette angesteckt und die Post gelesen. Und so geht es jeden Tag. Da könnt Ihr Euch wohl vorstellen wie langweilig das wird. Na lieber diese Langeweile als in Granatfeuer zu liegen.
So nun kocht mein Wasser, jetzt wird aber einen feinen Mokka gebrüht. Ah, dass richt schon so Appetittlich wollt Ihr nicht eine Tasse mittrinken? Milch habe ich aber nicht. u. Kuchen auch nicht aber ein paar geröstete Stullen Brot kann ich Euch geben. Ja Ihr dankt wohl schön, ich würde ja auch schön danken wenn ich zu Hause sein konnte. Aber nur immer mit frischem Mut weiter einmal muss doch der Friede kommen. Also in 4 Tagen feiern wir denn Weihnachten aber wenn Ihr diesen Brief in die Hände habt ist wohl schon Neujahr vorbei.
Sei denn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder
Faderen til Hans Rasmussen Holm skrev i december til pastor Nic. C. Nielsen for at meddele, at sønnen var faldet.
Andrup d 20/12 1917
Kjære Herr Pastor! Jeg kan medele Dem at Vi har modtaget den sörgelige Efteretning at vor Kjære Hans er falden den 5 October i Flandern. Han blev ramt af et Artilleriskud, og blev hort saaret i Ryk og Benene, saa Döden indtraadte kort efter. Vi havde jo ikke got ved at undvære ham endskjönd Vi vide at han er hjemme hos Jesus. Det siste han sagte til os da han var hjemmer paa Udlou var. Vis Jeg falde saa vide i jo hvor Jeg er. Og det er jo den beste Tröst for os at Vi vide at han er hos Jesus. saa tröste Vi os ved at Vi kommer sammen med Ham igjen.
Mange Hilsener fra os Alle J.P. Holm
(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Landsretten i Flensborg forhandlede i Gaar endnu følgende Sager:
En kvindelig Tyvebande. 6 Kvinder, Margrethe Marie Westphal, født Jacobsen, og Hanne Johannsen. f. Carstensen, fra Nibøl, Marie Christine Damm, Christine Jacobsen Damm. f. Petersen. Anna Marie Henriette Hansen, f. Mahrt, og Sofie Auguste Emma Sveth. f. Hopp, alle fra Tønder, var anklagede for mere eller mindre i Fælleskab at have begaaet en hel Række Tvverier.
I April Maaned havde de hos Pyntsyerske Frøken Knudsen i Nibøl stjaaet en hel Del Hatte og andre Varer til en Værdi af henved 300 Mark. Sagerne blev bragte til Tønder, hvor de skulde deles. Nogle af de anklagede tilstod det, medens de andre nægtede. Da det gik saa godt første Gang, prøvede de det igen nogle Uger senere og stjal atter en Del Hatte. Paa samme Tid skal de anklagede Damm, Hansen oa Speth fra en Mark ved Tønder et Faar til en Værdi af henved 200 Mark, og Westpbal, Damm og Johannsen stjal bos en Gæstgiver i Tønder en hel Del Linned til en Værdi af henved 400 Mark. Ogsaa disse Sager blev delte. Endelig stal den anklagede Sveth hos Værten paa „Svejtserhallen” i Tønder en Sæk Kartofler.
Statsadvokaten holdt dem alle for mere eller mindre skyldige i Tyveri og Hæleri og androg mod den anklagede Westphal paa 3 Maaneders Fængsel, mod Christine Damm. der sammen med Westphal og Johannsen var Anføreren ved det hele, paa 8 Maaneder oa 2 Uger, mod Marie Damm paa 2 Maaneder. mod Hansen for Hæleri paa 3 Uger, og mod den anklagede Speth paa 2 Maaneders Fængsel.
Dommen lød for den anklagede Westphal paa 10 Maaneder. Marie Damm 2 Uger, Hanne Johannsen 9 Maaneder, Christme Domm 1 Aar, Anna Marie Hansen 6 Maaneder og 2 Uger, og for Sophie Speth paa 9 Maaneders Fængsel.
For at have hemmeligholdt Brødkorn havde Landmand Peter Christensen i Kamp i Sydslesvig af Amtsretten faaet et Straffemandat paa 4 Ugers Fængsel, men krævede retslig Afgørelse. Ved Bisidderretten blev Straffen nedsat til en Pengebøde paa 250 Mark, men denne Dom blev igen indanket af Statsadvokaten. Christensen sigtedes for i April Maaned at have skjult 240 Pund Rug og senere at have byttet disse bort mod 200 Pund Hvede. Ogsaa Hveden skjulte han og nægtede over for Revisionskommissionen at være i Besiddelse af den. Den anklagede tilstod, hvad Rugen angik. Han undskyldte sig med, at ban ikke kunde klare sig med det ham tilkommende Kvantum. Ombytningen af Rugen mod Hvede havde han ikke foretaget.
Statsadvokaten ansaa Straffen for alt for lav og androg paa en Pengebøde paa 800 Mark. Retten holdt dog den ovennævnte Straf paa 250 Mark for tilstrækkelig og forkastede Amtsadvokatens Indankning.
I Harald Nielsens “Sønderjyske Soldaterbreve” finder vi et brev, underskrevet “P” og dateret Frankrig den 25. december 1914.
En bid af julebrevet blev brugt i en radioudsendelse, som i 1989 blev produceret som en del af en formidlingsopgave på Historisk Institut på Aarhus Universitet. Hør den nedenfor (mp3-format).
Udsendelsen er redigeret, tilrettelagt og produceret af Jørgen Kühl og Jens Ødegaard.
Medvirkende: Karen Kolding, Kim Jacobus Paulsen, Henrik Jensen og René Rasmussen. Det er Henrik Jensen, der læser brevet op.
Brevet er skrevet af Peter Frank til hustruen Kirstine Frank.
I brevet nævnes den teologiske kandidat Beuck – det placerer den anonyme brevskriver i Infanterie-Regiment Nr. 84, 7. kompagni. Det lå i julen 1914 ved Moulin-sous-Touvent.
Brevet lyder i sin helhed således:
Jul i Frankrig.
Frankrig, den 25. December 1914.
Min kære Kristine!
Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.
Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.
Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Julen.
Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Julen, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os parat.
Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.
Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt.
Under Tilberedelsen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa Als. Han sagde: „God Aften“ og „Jeg kommer snart igen“ (paa Dansk).
Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann).
Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre“.
Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat“ forlod han Hulen.
Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jordbænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet.
Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — parat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften — det var vor Julestue. —
Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud“. Jeg var Forsanger.
I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd.
Vi andre mandede os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle.
Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skammede os derved.
Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp.
Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Juleevangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hænder, saa vidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne af med. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner.
Ja, aldrig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften.
Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden“ . Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul“ og „Den yndigste Rose er funden“.
Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes.
Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Juleaften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve — — og blive gamle Mennesker.
Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte.
De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare efter den anden sig ned over Kinderne.
Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul“. Vi samledes igen og sang et Par Salmer.
Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor.
Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.
Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa blive os forundt snart igen at komme til at leve sammen, — det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.
Din p.
Du kan finde hele bogen “Sønderjyske Soldaterbreve” scannet via vores litteraturside
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.
Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.
Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.
En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.
Næste Dag blev Hunden fundet skudt.
Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.
Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.
Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.
Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.
Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.
Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Der er købt ind for alle Penge og mere til. Enhver har vist en større Regning, han ikke tænker paa at faa betalt. „Dosmere”, erklærede Løjtnanten, da vi bad ham om Lønningsforskud, „hvad bruger I Penge til, naar I har en Kappe, som I kan hænge omkring Skuldrene.”
Jeg tør ikke paastaa, at jeg forstod ham rigtig, men der var mange, der løb rundt paa Gaden med en „Pukkel”, som ikke var helt symmetrisk.
— I Aftes fik jeg Ordre til at sørge for et Par Vogne, der skulde befordre Bagagen til Banegaarden, og i Morges Klokken 6 stillede de allesammen med deres Bagage. Der blev hele 3 Vognlæs, og paa Banegaarden blev det hele, der var forsynet med Navnet paa Ejermanden, ladet i et Par Vogne, der var tilsluttet det Tog, der skal føre os tilbage til Tyskland.
Turen hjemad gaar samme Vej, som vi er kommet, og vi er for Øjeblikket ved at køre ud fra Udine.
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 16.12.17.
Meine Lieben!
Gestern Abend 2 Pakete mit Freuden Dankend erhalten. Eins war mit Pfefferkuchen u. Keks u. das Andere mit Butter u. Wurst u. ein grosser Kecks. Habe mich auch auch schon lange auf den Kuchen u. die Wurst gefreut. Habe schon die Hälfte davon aufgegessen. Ja solange man noch sowas zu essen hat leidet man ja keine Not. Dem Herrn sei dank für alles Gute und dass wir noch kein Hunger leiden brauchen. Unsere Verpflegung hier draussen ist ja auch och immer recht gut. Aber so wie zu Hause ist es ja natürlich nicht.
Wie ich Euch ja schon geschrieben habe liegen wir immernoch in Stellung. Wir können aber unsern Apparat nicht aufbauen da es hier verboten ist zu Telephonieren, weil der Franzman Ablausch Apparate aufgebaut hat und so kann er alles hören was wir sprechen. Selbstredend haben wir auch solche Apparate Also liegen wir hier und tun wir garnichts. Man weis beinahe nicht wie man den Tag vertreiben soll. Wie schön hätte man solche Zeit zu Hause verbringen können. Wie Ihr Euch wohl denken könnt ärgert einem das natürlich. Aber das hilft ja doch nichts. Sonst ist ja noch alles wohl hier. An der Front auch alles ruhig.
Heute kam das Telegramm hierher dass mit Russland einen weiteren 28 tägigen Waffenstillstand beschlossen wurde. Hoffentlich kommt denn auch bald der langersehnte Friede worauf alles gespannt ist. Gott gebe es dass es doch bald endlich mal Schluss wird. Sonst wüsste ich für Diesmal nichts mehr.
Wünsche Euch nun alle ein recht fröhliches und gesegnetes Weihnachtsfest nebst vielen herzl. Grüssen von mir Euer Sohn u. Bruder
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.
Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gavebord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.
Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —
Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.
En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“
Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.
Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om briternes indtagelse af Jerusalem og bolsjevikkernes greb efter magten i Rusland. Våbenhvilen på Østfronten vil tillade tyskerne at overføre knap én million mand til Vestfronten – hvordan skal Vestmagerne reagere på det? Den politiske udvikling i Rusland udvikler sig til borgerkrig og bolsjevikkerne strammer grebet om de store byer.
Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I december 1917 lå regimentet i Elsass/Alsace.
De første dage var der alarmeringsøvelser og skansning. Så blev uddannelsen fortsat. Officerer og mandskab skulle gøre sig særlig fortrolig med specialvåben som minekaster, granatkaster og det lette maskingevær.
På divisionens ordre øvede regimentet i større enheder, og også igen bevægelseskrig: marchsikring, forposttjeneste, uforberedte træfninger, sluttelig angreb på en udbygget fjendtlig stilling.
Ny var den fædrelandske undervisning, som var påbegyndt allerede i Wilna. Den blev ved regimentet varetaget af løjtnant Albers. Målet med denne undervisning var at give hver enkelt mand en dybere begrundelse for hans opgave i felten.
Julefesten forløb denne gang særlig smukt, fordi den var fri for presset fra en forestående indsats, og fordi den kunne fejres på tysk jord.
Der blev ofte givet orlov til Mülhausen. Koncerter og et fortræffeligt teater lokkede mange, for hvem kunstnydelse var en livsbetingelse. Ved teaterdirektør Schwantkes beredvillighed blev teatret flere gange stillet til rådighed for bataljonerne til en rimelig pris.
Lidt mere plumpe naturer hengav sig til Bacchus’ og Venus’ fornøjelser, heftigt og uden tanker. Det er man i sin gode ret til, når man har ydet det uhyre og ikke ved, om man er i live den næste dag.
På den anden side anså ledelsen det for nødvendigt at gøre opmærksom på, at en af soldatens fornemste pligter er at opretholde sine kræfter og sin sundhed for fædrelandet.
Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.
den 12 December.
Kære Moder! Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.
Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.
Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.
Mange Hilsner sender eders Mathias.
(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)
A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.
I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.
En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.
Vi fik os mangen en Passiar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.
Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.
Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.
Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.
Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.
Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.
Asmus Andresen fra … gjorde krigstjeneste ved Fodartilleribataljon Nr. 74. I december 1917 fik han sin indkaldelsesordre.
Den 10. December 1917, da jeg var 18 ½ Aar gammel, (jeg er nemlig født den 8. Maj 1899) kom jeg hjem fra Marken og saa, at min Husbond kom mig i Møde med et Brev i Haanden. Paa Udtrykket i hans Ansigt kunde jeg se, at der var noget i Vejen med ham. Da han viste mig Brevet, saa jeg, at det bar Mærket »Herredssag«, og saa vidste jeg Besked.
Det var en Indkaldelsesordre, som bød mig at møde i Flensborg den 11. Januar 1918, Kl. 8 Formiddag.
Jeg var ikke videre ked af denne Indkaldelsesordre, men havde nok Lyst til at se, hvordan det gik til ved Fronten.
Den samme Aften mødtes jeg med flere af Byens Karle paa min Alder, som alle havde modtaget lignende Ordre som jeg. — Nogle af disse stak af til Danmark. — Den følgende Dag rejste jeg til Aabenraa, hvor jeg forsynede mig med en Rejsekuffert og forskellige Ting, som jeg mente at have Brug for. Da jeg rejste tilbage herfra, traf jeg sammen med en Snedkersvend fra Bovrup, som ogsaa vilde forsøge at komme over Grænsen til Danmark. Han fristede mig stærkt til at gøre ham Følgeskab, men jeg afslog det.
8 Dage senere fik jeg at vide, at Snedkersvenden var bleven fanget ved Grænsen og var bleven idømt 5 Aars Fæstningsarrest.
De 4 Uger forløb hurtigt, og jeg maatte tage Afsked med Venner og Bekendte.
H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8. december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.
Næste Morgen gik jeg ind til Kommandanturen, som var i en stor Dansesal, forelagde Depechen og udbad mig Oplysninger om, hvor jeg kunde finde min Søn. Den vagthavende Underofficer søgte at faa Forbindelse med et Feltlazaret, men Forbindelsen var allerede optaget. I det samme ringede det udefra. „Ferngespräch!”
Der meldes, at Grenader Bacharat, som havde haft Orlov til Mühlhausen i Øvre-Elsass, ikke var vendt tilbage til sin Afdeling, skønt han skulde have været der for to Dage siden. Der skulde straks foretages Efterforskninger.
Vi fik Forbindelse med Lazarettet og blev henvist til Feltlazaret Nr. 36. Da jeg meldte mig til den vagthavende Underofficer, var han yderst høflig. Bataillonsstaben havde anmodet ham om straks telefonisk at melde min Ankomst. Jeg spurgte, om min Søn var haardt saaret. De sagde, at han havde — jeg forstod et svært „Schenkelbruch” — men da der kom en Sygeplejerske, sagde hun, at det var et svært „Schädelbruch”, altsaa Brud paa Hjerneskallen.
Det var meget betænkeligt men Sygeplejersken sagde, at han efter at have ligget bevidstløs i 48 Timer nu havde det noget bedre. Cheflægen blev tilkaldt, og han førte os noget efter ind i Sygestuen. Jeg kunde først ikke kende min Søn, saa ilde tilredt var han, men han var ved fuld Bevidsthed og kunde tale forstandigt med os i de faa Minutter, vi maatte opholde os hos ham.
Om Eftermiddagen maatte vi komme igen. Paa Vejen derhen blev vi pludselig tiltalt af en Soldat paa godt Aabenraa-Dansk, nogle Skridt videre mødte vi min Søns Kammerat, Løjtnant Holdt fra Løjt-Kirkeby, med hvem vi senere tilbragte Aftenen. I Restaurationen, hvor vi opholdt os, kom flere Officerer og udtrykte deres Deltagelse.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Vi har drevet omkring i Uforetagsomhed og havde begyndt at kede os, indtil vi i Forgaars skulde stille op paa Pladsen udfor Vejerboden, uden Oppakning. Det var dog besynderligt, syntes vi, men vi havde ikke ventet ret længe før en hel Stab af Læger, Officerer og flere andre, der under Armen bar paa store Protokoller, viste sig.
Vi blev kommanderet indenfor og fik Ordre til at klæde os af. En grundig Undersøgelse begyndte. Der blev maalt, baade i Længden og i Bredden, og sluttelig skulde vi op paa Vægten. Derefter kunde vi træde af. Rygterne tog nu Fart, og Vejningen blev sat i Forbindelse med, at General Bülows Armé, der laa i Alperne, var meget svækket.
Der blev fortalt, at vi skulde sættes ind der. Dette Eksperiment skulde være stødt paa Modstand hos Kommandoens Ledelse, fordi ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.
Ej heller var Kompagnierne jo udrustet med en saadan Forudsætning for Øje, og allermindst Officererne, der i deres Haandtaske ikke medførte andet end en Natskjorte og en Tandbørste. Vi andre havde rigtignok heller ikke mere, men vi blev jo ikke spurgt og var jo ogsaa vant til at klare os med mindre.
Naa, vi var blevet vejet og fundet for lette, og vi har nu faaet Ordre til at forberede Afrejsen til Tyskland. En, vistnok uofficiel, Ordre lyder paa, at enhver er forpligtet til at tage alt det med, som vi kan bære, og der bliver derfor købt ind i store Mængder.
Der bliver sagt, at Østrigerne skal afløse os, og derfor mener nogle, at Kragerne lige saa godt kan tage som Ravnene.
I.C. Rasmussen fra Løgumkloster var kantinevært i Brügge. Det var en stilling, der gav mulighed for at stikke noget til side.
Jeg gjorde tjeneste på kommandanturen i Brügge, og her kom man efter tur på orlov. Jeg syntes, at nu måtte det vel snart være min tur. Min kone ventede en glædelig begivenhed. Det var i november 1917, og det ville jeg gerne hjem til.
Jeg skrev en pæn ansøgning, men der gik fjorten dage, uden at jeg hørte noget til sagen. Så gik jeg til feldwebelen, som havde personalesagerne, og spurgte, hvad det blev til med min orlov. Det vidste han ikke noget om, men han ville tale med løjtnanten. Det var en gammel feldwebel-løjtnant, han blev kaldt for »Nordsøens skræk«. Jeg sagde til feldwebelen, at hvis jeg ikke ret snart hørte om sagen, gik jeg til den »gamle«. Sådan kaldte vi kommandanten.
Da jeg kom tilbage efter en tur i byen, skulle jeg komme ind til løjtnanten. Han var rasende, kunne jeg se på ham. Han sagde flere gange: — Nå, De vil gå til den »gamle«? — Ja, sagde jeg, hvis det kan hjælpe, går jeg til ham. Så blev han bange og sagde, at det ikke var hans skyld, at jeg ikke havde fået orlov. Jeg svarede sådan, at han nok kunne forstå, at jeg tvivlede. Så kunne jeg gå.
Et par dage efter fik jeg afslag på min ansøgning, men morgenen efter stod løjtnanten og passede mig op ved indgangsporten og sagde, at desværre havde jeg jo fået afslag, men hans skyld var det ikke, men nu skulle jeg bare søge igen med en lidt anden begrundelse, så skulle jeg nok få min orlov.
Nu var den lille født derhjemme i mellemtiden, og jeg sagde, at nu ville jeg vente med at få orlov til jul, da ville jeg hjem. Det kunne slet ikke lade sig gøre, sagde han, da var der så mange, der ville rejse. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle« om sagen, og ham var han hundeangst for. — Ja, sagde han, søg nu bare igen om orlov, så skal det nok gå.
Det gik også godt nok, men min orlov kom for tidligt. Jeg gik til løjtnanten og sagde, at jeg gerne ville have min orlov udsat, så jeg kunne være hjemme i julen. Det var ganske umuligt, sagde han. — Ja, sagde jeg, så må jeg tale med den »gamle«. Det behøvedes ikke. Min orlov blev udsat, så jeg kom hjem til jul.
Enhver menig, der rejste på orlov fra kommandanturen, fik 20 mark udbetalt. Det var overskud fra garnisonskantinen. Desuden kunne vi gå til inspektøren i levnedsmiddeldepotet og få noget med, og i vor forplejningsanstalt dryppede der også altid noget af.
Jeg fik samlet sammen, så jeg havde en stor rygsæk fuld, og så to trækasser, som jeg havde besørget mig. Dem havde jeg sejlgarn om, så jeg kunne bære én i hver hånd; men de var tunge. Jeg sendte telegram fra Hamborg, at de skulle møde på banegården i Tønder med børnenes blokvogn.
Der blev glæde over, at jeg kom, og over alt det dejlige, jeg havde med. Jeg havde to sandsække fulde af ærter, bønner, nudler og grubber og mange dåser kødkonserves, samt tre brød, og så havde jeg købt et par belgiske brød. De er store, runde og flade, bagt af sigtemel.
Mine børn havde ønsket sig som den bedste julegave, at de i julen måtte spise sig mætte i tørt brød. — Nu kunne vi fråse.
For at få orloven så lang som mulig, bad jeg om at få nogle rejsedage lagt til. Det fik jeg, da jeg havde så lang en vej. Så skulle jeg også gerne have ret til at køre med D-tog. — Men så sagde løjtnanten, at jeg skulle se at komme ud.
For at køre med hurtigtog i Tyskland skulle der et stempel og en underskrift til oppe i det ene hjørne af billetten. Stemplet trykkede jeg på, men fik ingen underskrift. Det skulle jo være løjtnantens. Da vi kørte fra Køln med hurtigtog, så den kvindelige konduktør nok, at underskriften manglede. — Ja, sagde jeg, det er kun en forglemmelse af løjtnanten.
Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring→
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.
Christian Andresen (1898-1989) fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.
Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:
Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.
Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:
Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud fra byen Moorslede.
–
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vi måtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vi nået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvil nogle timer.
–
Ih, hvor vi sov!
–
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englænderne pressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
–
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
–
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
–
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørn gav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
–
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i en fælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
–
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andre let skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.
Efter 6 Dages Forløb kom Kompagniet igen tilbage; de havde været i Stilling ude ved Passchendaele, og nu blev vi ført et Stykke længere tilbage fra Fronten, kom nordpaa, op til Swevezeele. Vort Kompagni kom et Par Kilometer frem til en lille Landsby.
Feddersen og jeg kom til at bo sammen. Vi havde et dejligt Kvarter i et lille Værtshus hos et Par unge Folk. Der gik nogle Dage, saa blev jeg spurgt, om jeg var villig til at være Vasker.
Jo, det var jeg meget villig til, for jeg tænkte hele Tiden: „Bare du kunde slippe for at komme ud i Stilling!”
Saa blev jeg da Vasker, i den Tid vi laa der i Byen.
Vor Kompagnifører havde været paa Orlov. Han havde faaet nyt Linned med sig fra Tyskland, og det kom sammen med Mandskabets Undertøj i Vask, men hvem skildrer min Skræk og Rædsel!
Da jeg skulde have det fisket op, var det blevet til Grød og Klister i Stedet for Skjorter og Benklæder. De var nemlig af Papir, hvad jeg selvfølgelig ikke vidste og ikke havde skænket en Tanke.
Jeg samlede af det, hvad jeg kunde, og pakkede det sammen, og da Kaptajnens Oppasser kom for at hente Vasken, fik han det med, som det var, og jeg hørte heldigvis aldrig fra det!
Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.
Den 7.12.17.
Meine lb. Eltern u. Geschw.!
Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.
Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.
Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.
Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsens regiment ligger i ro, får Claus orlov fra den 9. til 28. december.
Den 6. December kommer Regimentsstaben i Hvilekvarter i Slottet Chéhéry, 7 Kilometer længere tilbage. Slottet er stort, uhyggeligt stort, og det trækker saa stærkt i de store Sale, at vore Lys til Tider gaar ud.
Hvad mon Greven vil sige, naar han genser sit Slot? Alt er forfaldent og medtaget af Krigens raa Hænder, underhullet og gennemrodet af Soldatens Følgesvende, de store Ligrotter.
Rotterne er særlig frække her. De slaas og skriger, de slæber af Sted med vore Akter, de tramper hen over Gulvet, som om de havde Træsko paa.
En Aften kommer Bøckmann løbende ind fra vort W.C., med Bukserne om Hælene, og viser os sit Agterspejl: »Se, om det bløder! En Rotte sprang lige op og bed mig ind i Kødet!« Det var rigtigt nok, Tænderne havde sat tyde« lige Spor.
Oberstløjtnanten mener, at jeg bedst kan undværes, mens vi ligger her i Ro. Jeg har derved den Lykke at faa Orlov fra 9. til 28. December.
Den fjerde Krigs jul kan jeg fejre hjemme hos Kone og Børn. Det er min femte Orlov, Oberstløjtnanten har samtidig sin syvende, og den udstrækkes ved Hjælp af et Gaskursus til den 14. Januar.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Da vi havde overgivet stillingen, gik vi tilbage til batteriet. Vi tog afsked med hverandre, de var jo fra 2. og 3. batteri, og jeg meldte mig tilbage til 1. batteri.
Den 5. december var jeg med i stillingen igen. Vi havde samme dag en ”Rohrkrepierer” (røreksplosion). Røret fløj mange meter bort fra kanonen. Følgende kom til skade: Obergefreiter Brik, let såret, kanoner Wipklo, let såret, kanoner von zum Hof, hårdt såret, kanoner Treptov, hårdt såret.
Han døde et par dage senere på lazarettet. Der blev sat andre hjul på kanonen, og den blev transporteret tilbage. Samtidig kom der en anden.
Dagen efter, den 6. december, havde vi en røreksplosion igen. Det var III Geschütz, der stod inde i porten. Denne gang var der ingen døde. Obergefreiter Eisel blev hårdt såret. Han fik armen og skulderbladet revet i stykker, men han kunne selv gå til forbindingspladsen. Obergefreiter Helferich blev let såret. Kanoner Lahr blev fuldstændig døv, men han blev ved batteriet. Han fik trommehinderne sprængt i begge ører. (Lahr faldt senere i Marneslaget 1918).
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
![21. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Smaabørn [dør] i store Mængder”](https://denstorekrig1914-1918.dk/wp-content/uploads/2017/09/Efterretningsjournal_2-672x372.jpg)
