Tag-arkiv: russiske revolution

19. maj 1918 – Jens Iversen: “… en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

16. maj 1918 – Jens Iversen: “Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

26. april 1918 – Jens Iversen: “… saa jeg nu er rejsefærdig”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 26, April 1918.
Da Civilfangerne i Modsætning til os Krigsfanger kan rejse hjem paa egen Haand, naar et vist Antal har meldt sig, var det ikke svært I for mig at blive indskrevet, da jeg kender alle dem i det svenske Vicekonsulat, der bearbejder Listerne. Værre var det hos de stedelige Myndigheder at blive anerkendt som civilinterneret, men det gik ogsaa. Jeg fik paa Byens Kontor af et Sovjetmenneske uden storre Besvar baade Brev og Segl for 30 gode Tsarrubler “til det russiske Røde Kors”, saa jeg nu er rejsefærdig til den Civilfangetransport, der afgaar den 17. Maj.

Tsar- og Kerenskirubler staar endnu forholdsvis højt i Kurs, da de er officielle Betalingsmidler, hvorfor de hamstres i stor Stil. Astrakan har derfor ligesom andre Byer maattet trykke egne lokale Sedler, Der har en meget ringe Værdi. Jeg har til Hjemrejsen solgt, hvad jeg kan undvære, min Overfrakke, det ene Sæt Tøj, et Par Sko, et Sovedækken, alt samman for Tiden Mangelvare og derfor betales godt, saa jeg har henved 500 Tsar rubler til min Raadighed. Vi maa nemlig selv udrede Kosterne, da vi rejser paa egen Haand, Dr. Balogh gaar med som læge.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

24. januar 1918 – Jens Iversen: Besøg på det danske sygehus

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 24. Januar 1918.
Da der herskede forholdsvis Ro i Eftermiddags, gik jeg hen paa det danske Sygehus. Jeg traf paa Sygeplejerskenes Værelse foruden disse Dr. Rendtorff, Frendahl, Ægteparret Krebs og Ladehoff. De har haft en bevæget Tid, da Aleksandnovski Boulevard ligger ligeover for Krepost og flére Gange har ligget i Skudlinien. Paa Sygehuset og hos Krebs’es ovenpaa var Vinduerne til Gaden næsten alle itu. Krebs’es sover om Natten med Klæderne paa paa Gulvet i deres Glasveranda ud mod Gaardspladsen.

Nedenunder laa foruden syge østrigske Civilfanger, saarede russiske Rødgardister og civile, der havde søgt Tilflugt i Sygehuset og nu bir behandlet af Dr. Rendtorff. Han har personlig overfor den røde Kommandant i Krepost protesteret mod Beskydningen af det med Røde Kors-Flag og Dannebrog kendetegnede neutrale Sygehus og formaaet ham til under Kamphandlingerne at forsyne dette med Proviant, saa materiel Nød lider de ikke, og forknytte var de heller ikke.

Paa Hjemvejen saa jeg et Smut ind til Pastor Loppes. Her havde der fundet rigtige Gadekampe Sted, og Rødgardister havde forlangt Kirkenøglen for at montere et Maskingevær paa Taarnet, hvad Pastor Loppe dog havde kunnet forhindre. Han fortalte, at et Angreb, som Kosakkerne havde foretaget her i Nærheden, var slaaet tilbage. Ogsaa her var der Skudhuller i Vinduerne til Gaden, og ogsaa her sov Familien paa Gulvet. Udsigterne for Kosakkerne anses almindeligt for ikke at være gode. Stakkels Familie Chlebnikoff.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

23. januar 1918 – Jens Iversen: “… givet os i Forvaring sine Smykker”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Onsdag, den 23 Januar 1918.
I Elnik ser det galt ud. Næsten alle Heste og Køretøjer har Bolshevikkerne konfiskeret. Jelisaveta Aleksejevna er jo “Burshui” [bedre borgerskab/red.] og har af Frygt for, at noget lignende ogsaa kan overgaa hende her i Huset, pro forma “solgt” sit mest værdifulde Indbo til Hänel og faaet Skøde derfor, idet hun mener, at en tysk Civilfanges Ejendom i paakommende Tilfælde værnes af den svenske Skytsmagt, der her i Byen er repræsenteret ved et Vicekonsulat.

Ligeledes har hun i sin Fortvivlelse givet os i Forvaring sine Smykker, deriblandt Brillantringe, til en samlet Værdi af ca. 60000,00 Fredsrubler, siger hun, hvad jeg slet ikke er glad for. Men Frygten for en ny Husundersøgelse og Angsten for, at hendes Hjem kan lide samme Skæbne som General Birjukovs gør hende helt modløs. Selv hendes Broder, der hver Dag ser ind til hende, kan ikke formaa hende til at tilbringe Nætterne her i Huset.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

18. januar 1918 – Jens Iversen: “… ligger under de rødes Ild”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 18. Januar 1918.
Ildebrandene tager til i den indre By. I Nat saa vi det brænde flere Steder, hovedsageligt i Centrum omkring Moskovskaja, hvor de store Handelshuse har deres Kontorer og Varelagre. Den ene Part under dem ikke den anden, derfor ødelægges de af begges Artilleri. Kosakkerne skal nu være trængt ind i Byen fra Sydvest. Deres Forstærkninger og Forsyninger faa de ude fra Kirgissteppen, men de skal sættes over Volga, og det er et baade besværligt og farligt Foretagende, der stadig ligger under de rødes Ild, hvorimod disse kan benytte sig af den mere sikre Jernbane.

Fiedler har været her et Par Gange med Leonid Nikolajevitj for at aflægge Regnskab overfor Fru Chlebnikoff. Det er ikke gode Nyheder, de bringer. Der var bl.a. Rekvisitionssedler, som selvfølgeligt ikke er en Pibe Tobak værd. De gjaldt hovedsageligt nogle og tredive af de bedste Heste, som de røde har hentet. Men der er intet at gøre end at lægge Hænderne i Skødet og vente paa nye Jobsposter. Jeg var derude i Gaar Formiddags. Alt ligger stille, ingen Kørsel, Foderet er ved at slippe op, Penge til Aflønning kan ikke fremskaffes, da Banerne er lukket, mange af Krigsfangerne søger ind til Lejren for Forplejningens Skyld, og lignende Tidender strømmer ind fra de andre Virksomheder.

Jelisaveta Aleksejevna er ved at tabe Modet. Ogsaa her i Huset begynder det at knibe med Levnedsmidler, da Tilførslen udebliver. Alt slaar sammen om hende. Godt, at hendes Bror Aleksej Aleksejevitj nu af og til ser ind til hende og forsøger at opmuntre hende, men han selv er en nedbrudt Mand. Han er fuldstændig paa det rene med, hvor mørkt Situationen tegner sig med Hensyn til Fremtiden.

Under Vagten forleden Nat traf jeg paa Kanalbroen to Bekendte fra Nytaarsnatten hos Wieners, de østrigske Officerer Ehrlich, en Jøde, og Gembka, en Polak. Vi patrouillerer undertiden sammen om Natten. Saa gaar Tiden. De er blevet inviteret til at tage Ophold i Huset hos en rig tysk-russisk Grosserer Schmidt paa den anden Side af Kanalen, i hvis Forretninger Hänel er impliceret.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

13. januar 1918 – Jens Iversen: “… en voldsom Maskingeværild”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Søndag, den 13. Januar 1918
Da der i Forgaars havde hersket Ro det meste af Dagen, var jeg i Mørkningen en lille Tur hos Siedels for at høre Nyt, eftersom de bor nærmere Krepost, den gamle, højtliggende Skanse fra Tatartiden, hvor Bolshevikkerne holder til. Siedel fortalte, at de som ogsaa andre Steder i Kvarteret havde indrettet en Slags Salvegarde, en privat Sikkerhedstjeneste om Natten, idet Naboer skiftevis patrouillerer i Gaden, deriblandt Fiedler, der nu om Natten har taget Ophold hos Familien Wiener, desuden Kindermann og nogle Jøder, hvis Synagoge ligger i Petro-Pavlovskaja.

Den røde Kommandant skal have givet Tilladelse til disse Værn. Hänel og jeg har i hvert Fald ogsaa begyndt samme Nat uden for Dom Smirnov. Vi afløser hinanden hver anden Time. I Nat kom Jelisaveta Aleksejevna af og til ned for at spasere med frem og tilbage i det stille Frostvejr, mens vi inde fra Byen af og til hørte Shrapnelerne eksplodere. Hun søger af aflede Tankerne. Da hun endelig mente at være træt nok til at kunne falde i Søvn, gik hun ind til Naboen, der har overladt hende Nøglen.

I Formiddags tog Skydningen pludselig til, men ebbede igen ud ved Middagstid. Da der er Udgangsforbud efter KL. 7, gik jeg hen paa Eftermiddagen til Siedels og kom i Skumringen paa Tilbagevejen ved den midterste Kanalbro ud for en voldsom Maskingeværild, saa jeg maatte søge Læ i en Port. Hjemme igen, kom Fru Chlebnikoff mig for første Gang i disse Dage opstemt i Møde. Hendes Broder, hvis Skæbne ved Fronten i lang Tid havde været ukendt, var pludselig dukket op hos hende og var lige gaaet. Han er Oberst og var Kommandør for et Regiment, men det eksisterer ikke mere. Men hun var glad for, at han var i Live og at han netop nu var kommet tilbage.

Hos os har vi ingen Skydning været udsat for. For saavidt er vor Beliggenhed tilsyneladende gunstig, da Kampens Centrum er den indre By.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

10. januar 1918 – Jens Iversen: “… massive Trusler om Skydning og Standret”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Torsdag, den 10. Januar 1918.
Nu er, som det var at vente, Borgerkrigen ogsaa sluppet løs her i Astrakan. I Forgaars havde Chlebnikoff om Formiddagen ikke som sædvanlig været paa Kontoret, og hverken han eller Sønnen Lavrentje var til Stede ved Middagsbordet. Derimod var Jelisaveta Aleksejevna ret nedstemt. I Gaar Morges hørte vi saa ude i Elnik Kanon-, Shrapnel- og Maskingeværskydning, og saa vidste vi Besked. Hen paa Formiddagen sendte hun sin østrigske Skræder Joseph ud til mig med Bøn om med mine Pakkenelliker at overflytte til hende i Dom Smirnov, da hun var ganske alene med Hanel, der jo ofte er borte, og Kokkepigen. Det kun de jeg selvfølgeligt ikke sige Nej til. Af Forsigtighedshensyn tog jeg min Militærhue med, som jeg ikke har baaret et helt Aar, for under Omstændigheder at kunne legitimere mig som “Ikke-Russer”, altsaa som neutral eller dog som nonkombattant. Der skulde ikke gaa lang Tid, før jeg fik Brug for den.

Jelisaveta Aleksejevna fandt jeg behersket, men alvorlig. Hun bad mig forblive hos hende i denne tunge Tid, da ogsaa hendes Liv maatte anses for at være i Fare, siden Natten til i Forgaars hendes Mand og Søn stod i de kæmpendes Rækker Side om Side med de kontrarevolutionære udenfor Byen. Fronterne er nu klart afstukne: Kosakker kontra Bolshevikker, de “hvide” mod de “røde”.

Hänel og jeg har indrettet os i Sønnernes Værelse til venstre for Gangen, medens Fru Chlebnikoff sover paa den modsatte Side i Spise værelset for at være i Nærheden. Eftersom Bolshevikkerne har spærret for den elektriske Strøm, var vi gaaet tidlig i Seng. Kort efter hørtes et forfærdeligt Rabalder udefra Jerntrappen i Gaardspladsen, der fører op til Køkkenet og Glasverandaen paa første Sal. Vor gamle Husdvornik [portner/red.] var skrækslagen retireret, og saa buldrede det løs paa Bagdøren. Vi kom hurtigt i Klæderne og fik aabnet.

En halv Snes Rødgardister med vilde Fagter og opplantet Bajonet var ikke sene om at komme indenfor. Hvem vi var? Hänel fremviste sin Pasport som her i Huset boende Civilfange, og Militarhuen identificerede mig tilfredstillende. Det var aabenbart andre Ting, de var ude efter. Imidlertid kom Jelisaveta Aleksejevna til. Hvor hends Mand var? Om hun gemte paa Vaaben? Det første vidste hun ikke, det andet benægtede hun. Derpaa massive Trusler om Skydning og Standret for falske eller misvisende Opgivelser. Husundersøgelsen – en Soldat blev tilbage i hvert gennemrodet Rum – gav Gud ske Lov intet Resultat, men et Par Flasker Vodka gik dog med i Skyndingen, og vi fik Løfte om, at de kom snart igen, saa det kan jo blive rart.

Det er med en Lettelse, jeg nedskriver disse Linier efter nogle bevægede Nattetimer. Sove kan jeg alligevel ikke. Da Fru Chlebnikoff havde beroliget sig lidt, indrømmede hun, at der laa Vaaben velforvaret under Taget. Vi fik hende omsider overbevist om, at de dog aldrig vilde komme til at gøre Nytte, Afgørelsen afhang ikke af dem, og Aleksej Lavrentjevitj kunde aldrig ønske, at hun skulde udsætte sig for Fare. Endelig indvilgede hun i, at de skulde tilintetgøres.

Da det var usandsynligt, at der i Nat kunde ventes yderlige Visiter, gik vi straks til Værks. Vi hentede ialt en tyve Geværer og Pistoler ned, savede Kolben af og brændte dem med det samme i de to store indmure de Jernovne i Spisestuen, og Resterne nedsænkede vi i Kanalen. Jeg tror alligevel, at det ogsaa har lettet Jelisaveta Aleksejevna, da vi saaledes fik gjort rent Bord. Men denne Nat har dog taget haardt paa hende. Hun tør ikke tilbringe Natten i Lejligheden, og jeg har lige ledsaget hende hen til en Familie i Nabolaget.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

15. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om briternes indtagelse af Jerusalem og bolsjevikkernes greb efter magten i Rusland. Våbenhvilen på Østfronten vil tillade tyskerne at overføre knap én million mand til Vestfronten – hvordan skal Vestmagerne reagere på det? Den politiske udvikling i Rusland udvikler sig til borgerkrig og bolsjevikkerne strammer grebet om de store byer.

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

30. november 1917 – Jens Iversen: “Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 30. November 1917.

I Dag er gaaet et Aar, siden min kære Fader døde – Udsigten til en snarlig Afslutning af Krigen med Rusland og dermed med vort Krigsfangenskab synes nu endelig bedre end nogensinde. Efter Kerenskis Fald og Hærens fuldstændige Sammenbrud er Magthaverne i Petersborg i Færd med at gøre Regnskabet op. En Fændrik Krylenko er blevet udnævnt til Øverstkommanderende, og det første, han har foretaget sig er, at han har tilbudt Centralmagterne Vaabenstilstands- og Fredsforhandlinger.

Hæren skal være i fuld Opløsning. Det er ingen Hemmelighed, at hele Formationer kaster Vaabnene fra sig. Tog med Forsyninger og Munition kommer ikke frem til Fronten. Den sulter. Skarer af Desertører er blevet en Plage for Baglandet. Togene tømmes og plyndres undervejs midt paa Strækningen og dirigeres tilbage med Godsvognene, Tagene, Vogntrin og Lokomotiv til sidste Plads optaget af og behængt med de demoraliserede, forkomne og forvildede Sværme, der kun er besjælet af den ene Tanket Slut med Krigen! Hjem!

Som en Naturkatastrofe vælter de sig ind over Landet, lydhør for enhver radikal Propaganda. De er netop det Materiale, de nye Mænd i Petersborg har Brug for. Katja Lavrentjevna, der er kommet hjem fra Moskva, fortæller, at hun var den eneste civile Passager i en overfyldt første Klasses Kupé hele Vejen, men hun er Karl for sin Hat.

En tiltagende Mangel i den civile Forsyning blir mere og mere følelig, især for den jævne Befolkning. Hos Chlebnikoffs mærkes den ikke. Den russiske Mushik kræver nu det, man har lovet ham saa længe. Han er slet ikke ude efter de værdiløse Papirspenge, han vil kort og godt Jord, al Jorden, og han gør i disse lovløse Tider kort Proces paa de store Godser, der dog hidtil alene var i Stand til at betrygge Byernes Behov af Brødkorn, de Hvedebrød spisende Russeres Hovednæringsmiddel.

Smørelse af nogen Art eller Paalæg kendes ikke. Hvem der kan opdrive en Puds Sæk Hvedemel (=ca. 16 Kg) er i denne Tid en holden Mand. Tit er det østrigske Krigsfanger, der i Ny og Næ underhaanden agerer Mellemmand ved saadanne og lignende “illegale” Transaktioner. De taler jo som oftest et eller andet slavisk Sprog hjemmefra, saa de nemt kommer paa Talefod med Russerne, og de gaar ikke af Vejen for en lille Risiko, naar den fremmer Udkommet, slet ikke at tale om, naar en Flaske klar Vodka skal omsættes.

Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs siden Novemberrevolutionen. De er nærmest avanceret til Neutralnij sjolovekij, dvs. neutrale Folk, og et V.B. paa Ærmet forlanger ingen at se, tværtimod, russisk Galgehumor varierer det nu til Vilgelm Pridiot, dvs. Wilhelm, alt saa Tyskland skal hjælpe mod Bolshevikerne, hvad de fleste ikke vilde have noget imod.

Hos Chlebnikoffs er der noget under Forberedelse. Det er paafaldende, hvor ofte der i den senere Tid er mystiske Gæster til Stede ved Middagsbordet. De gør Indtryk af at være Officerer i civil, tit forklædt som velstaaende Bønder. Bagefter konfererer de med Aleksej Lavrentjevitj i Salonen. I hvert Fald er de ikke af den røde Type fra Petersborg. Hänels og min Nærværelse generer dem aabenbart ikke.

Lavrentje Aleksejevitj bærer ostentativ sin Kosakuniform med Distinktioner. I Modsætning til den unge Infanteriofficer Aleksander Aleksandrovitj, der uden disse undertiden ogsaa er til Stede. Han er efter Martsrevolutionen blevet beskikket som Vojenski Natshalnik i Stedet for Chlebnikoffs Ven og Nabo, den gamle tsaristiske General Birjukov, og har beholdt denne Stilling. Men han lader Vorherre være den han er. I det skjulte sympatiserer han med Kosakkerne. Det hele er typisk for den latente Tilstande. De sidste voldsomme Dønninger fra det fjerne Petersborg er jo ikke naaet frem til vor Afkrog.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

19. november 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene på den italienske front ved Caporetto, hvor italienerne trods østrigske angreb holder linjen ved Piave og forhindrer Venedigs fald. I Palæstina gør de britiske tropper gode fremskridt i retning mod Jerusalem. Og i Flandern slutter kampene om Passchendaele. Siden slagets begyndelse tre måneder tidligere havde briterne vundet 7 kilometer frem for en pris på 62.000 dræbte og 164.000 sårede. Tyskernes tab var på 83.000 dræbte, 250.000 sårede og 26.000 krigsfanger. Men tyskerne har langt fra givet op. Hindenburg planlægger en ny, stor offensiv til foråret 1918 baseret på general Bruchmüller (kaldet: “Durchbruchmüller”)’s erfaringer med artilleribeskydning på Østfronten. I Rusland er revolutionen under fuld udvikling. Petrograd er i bolsjevikkernes hænder, men Kerenskijs regering har ikke givet op endnu. Militærkadetter i teenagealderen tager kampen op med rødgardister og matroser, men har ikke en chance. Først derefter flygtede Kerenskij. I Frankrig skrifter regeringen til Georges Clemenceau med tilnavnet “tigeren”. Afsnittet afsluttes med en vurdering af offensiven ved Passchendaele: Var den tabene værd?

17. november 1917 – Victor Birkedal: “… Revolutionsheltene, der sjokkede forbi”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine.

Saa midt i November havde vi Begivenhederne lige inde paa Livet af os. Syd for Lejren — vi kunde se det, naar vi stod i den nordlige Ende af Lejren, fordi Terrænet udenfor hævede sig — vrimlede det en Dag med civile og Soldater, der var travlt beskæftiget med at grave Skyttegrave. En af vore Vagter, der var lidt mere meddelsom end Flertallet, sagde: — Kosakkerne kom­mer! Det gjorde de nu ikke, lige med det samme. De gode Mænd ude paa Markerne fik Tid til at gøre deres Skytte­grave færdige og til at drage forbi Lejren nogle Gange paa Vej til Byen, syngende revolutionære Sange. Her hørte jeg for første Gang „Internationale”.

Folkene selv kunde vi kun se ved at staa op paa hinandens Skuldre,og saa risikerede vi endda at faa en Kugle gennem Ho­vedet af Vagterne udenfor, da det var forbudt paa det strengeste at kigge over Plankeværket. Vi var imidlertid nogle Stykker, som gjorde det, og jeg saa en Flok delvis civilt klædte Folk med Rifler og Spader paa Nakken vandre syngende ind mod Byen. De var daarligt paaklædt, og deres Bevæbning var tilfældig. De bageste i Flokken trak nogle Maskingeværer efter sig i en Snor, ligesom Hunde. Det var den spirende Begyndelse til den røde Armé i Bachmut, en By, hvor man særdeles hurtigt havde fulgt Eksemplet fra Petrograd.

Det hele saa rø­rende dilettantisk ud, ikke mindst Maskingeværerne, der hoppede efter Kolonnen paa deres smaa Hjul. Jeg gen­kaldte i Erindringen de marcherende Kolonner af rus­siske Soldater, som jeg havde set kort efter mit Fangen­skab, disse uendelige Rækker af ens paaklædte, store Mænd, hvis Bajonetter paa lang Afstand lignede en Skov af Lanser. De var Tegnet paa et stort og mægtigt Rige, medens disse var Tegnet paa et Land i Opløsning og i Færd med at ødelægge det, som Krigen havde skaanet.

Da Sangen var forstummet, og de trippende Trin uden­for var døet bort, diskuterede vi med Iver, hvad der vilde ske, hvis Skyttegraven blev stormet, og Fjenden, hvem han nu var, trængte ind i Lejren. Nogle mente, at han vilde massakrere os allesammen, medens andre var af den Mening, at han vilde befri os. Enige var vi om, at vi hverken kunde gøre fra eller til, men kun vente og se, hvad Revolutionsheltene, der sjokkede forbi, og deres mulige Modstandere kunde stille op.

Den Aften blev der hvervet til den røde Hær i Fange­lejren. Folk med røde Bind om Armen vandrede Lejren rundt og tilbød paa gebrokkent Tysk Fangerne Friheden. mod at gaa i Skyttegravene. Ingen fulgte dem, eller i det mindste kun meget faa. De fleste rystede paa Hovedet:— -Nok Krig for mig — I maa klare jeres Sager selv.— Gud fri os for at hjælpe den Flok Knoldesparkere,der drog forbi her i Dag! tilføjede en og dækkede der­med en almindelig udbredt Mening.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  205-7)

7. november 1917 – Victor Birkedal: “De sagde, at der var stor Uro i Landet”

Købmand Victor Birkedal fra Sønderborg blev indkaldt kort efter årsskiftet 1914/15. Han blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, og blev samme sommer såret og taget til fange på østfronten. I efteråret 1917 befandt han sig i en krigsfangelejr ved Bachmut i den østlige del af det nuværende Ukraine..

Medens Lejren endnu blev betragtet som nogenlunde sund, blev den meget benyttet som Karavaneserail [karavaneherberg/red.] for de Transporter af Krigsfanger, der blev ført forbi. Un­dertiden kom Flokke paa en Snes Stykker og slog sig ned i Lejren. De laa i Midtergangene mellem Briksene og bandede og skældte over Rotterne. Næste Dag var de væk, saadan som vi skulde have været det, hvis det var gaaet rigtigt til, men for os syntes det stadig at have lange Udsigter.

Vi talte ofte om at flygte, men det blev ikke til noget. Vagterne var meget paapasselige, og ethvert Flugtforsøg straffedes haardt. De faa Tilfælde, der var i Lejren, blev altid efterfulgt af Ivans frygtelige Repressalier overfor de tilbageblevne.

De fremmede fortalte meget nyt om, hvad der skete i Rusland. Nogen sammenhængende Mening kunde vi ikke faa ud af det, da vi ikke havde store Forudsætninger. De Lejre, vi havde været i, havde været meget isolerede. Nu kom disse fremmede og fortalte os, at der vistnok var udbrudt en ny Revolution, og at Kerenski var styrtet. De sagde, at der var stor Uro i Landet, og at der blev kæmpet flere Steder mellem det gamle og det nye Regimentes Tilhængere, og endelig en Dag kom en lille Flok Fanger, der nærmest maa betegnes som Flygtninge. De kom fra en By ikke langt fra Bachmut, hvor der havde staaet Kampe mellem Kosakkerne, som holdt med den gamle Regering, ja, endog med Czaren, og de yder- liggaaende Revolutionære. Dér havde Kosakkerne vun­det, og Fangerne sagde: — De stormede den Fabrik, hvor vi arbejdede, og huggede Folk ned for Fode, hvor de mødte dem. Begge Dørene var besat, og vi maatte springe ud gennem Vinduet for at redde Livet.

Saa tilfældigt og spredt kom Beretningen om den russiske Oktoberrevolution til Bachmut. Vi havde kun den vageste Forestilling om, hvad der egentlig skete, og naar vi spurgte efter det, som interesserede os mest — Freden, saa rystede vore Gæster blot paa Hovedet og vidste lige saa lidt som vi. Det var da aabenbart, sagde de, at Krigen, blev ved paa Fronterne. Nogle af dem havde mødt /tyske Soldater, der var taget til Fange for kort Tid siden. De havde fortalt, at Tyskerne stod langt inde i Rusland og snart vilde vinde, men at der alligevel en del Modstand fra russisk Side.

(Fra: Chr. P. Christensen: 8 Mand savnet, Kbh. 1938, s.  204-5)