H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8. december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.
Næste Morgen gik jeg ind til Kommandanturen, som var i en stor Dansesal, forelagde Depechen og udbad mig Oplysninger om, hvor jeg kunde finde min Søn. Den vagthavende Underofficer søgte at faa Forbindelse med et Feltlazaret, men Forbindelsen var allerede optaget. I det samme ringede det udefra. „Ferngespräch!”
Der meldes, at Grenader Bacharat, som havde haft Orlov til Mühlhausen i Øvre-Elsass, ikke var vendt tilbage til sin Afdeling, skønt han skulde have været der for to Dage siden. Der skulde straks foretages Efterforskninger.
Vi fik Forbindelse med Lazarettet og blev henvist til Feltlazaret Nr. 36. Da jeg meldte mig til den vagthavende Underofficer, var han yderst høflig. Bataillonsstaben havde anmodet ham om straks telefonisk at melde min Ankomst. Jeg spurgte, om min Søn var haardt saaret. De sagde, at han havde — jeg forstod et svært „Schenkelbruch” — men da der kom en Sygeplejerske, sagde hun, at det var et svært „Schädelbruch”, altsaa Brud paa Hjerneskallen.
Det var meget betænkeligt men Sygeplejersken sagde, at han efter at have ligget bevidstløs i 48 Timer nu havde det noget bedre. Cheflægen blev tilkaldt, og han førte os noget efter ind i Sygestuen. Jeg kunde først ikke kende min Søn, saa ilde tilredt var han, men han var ved fuld Bevidsthed og kunde tale forstandigt med os i de faa Minutter, vi maatte opholde os hos ham.
Om Eftermiddagen maatte vi komme igen. Paa Vejen derhen blev vi pludselig tiltalt af en Soldat paa godt Aabenraa-Dansk, nogle Skridt videre mødte vi min Søns Kammerat, Løjtnant Holdt fra Løjt-Kirkeby, med hvem vi senere tilbragte Aftenen. I Restaurationen, hvor vi opholdt os, kom flere Officerer og udtrykte deres Deltagelse.