Tag-arkiv: Hungersnød

21. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Smaabørn [dør] i store Mængder”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Det.m. Fredericia. Fra en ganske sikker, meget paalidelig og forsigtig Kilde, der bl.a. driver Kornforretning i en af Byerne i Nordslesvig, og som er nøje kendt med Forholdene i Tyskland, meddeles, at Nøden i Tyskland er langt større end almindelig antaget. Bl.a. dør Smaabørn i store Mængder af Mangel paa Ernæring (navnlig Mælk), og der er derfor nu sat Mælketog i Gang fra Nordslesvig til Hamborg. Han hævder ganske afgjort, at Tyskland ikke har Korn nok til Foraaret, og sker der ikke nu et Gennembrud paa Vestfronten, ventes almindeligt – som en Følge af Hungersnød et Sammenbrud i Tyskland inden Foraaret.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

2. marts 1917. I Østafrika: ” vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. I marts 1917 befandt han sig i byen Livale, og her var det svært at opdrive fødevarer, og andre fornødenheder.

Til denne almindelige Nød og Elendighed paa Pengevæsenets Omraade kom ogsaa en stadig føleligere Varemangel.

De fleste af de Ting, som man for betragtede som Livets absolutte Nødvendigheder, maatte vi nu give Afkald paa, og vi sank efterhaanden ned paa Urskovstrinnet paa mange Omraader.

Heldigvis var baade Ali og Ramasan godt hjemme i primitiv Husholdning og vidste at hjælpe sig med smaa Midler.

Ramasan forstod at bagt godt Brød af Majsmel, som vi nu helt var henvist til, Hvide som Sorte, men det havde den Fejl, at det Dagen efter at det var bagt var lige saa haardt som en Sten. Egnede sig altsaa bedst til at nydes paa Stedet.

Ali laa heller ikke paa den lade Side. Under hans Pligter hørte Vasken — og i Afrika var det trods de mere og mere fortvivlede Forhold Skik og Brug, at Tøjet skulde være rent. Men hvorledes vaske ordentligt uden Sæbe?

Ali vidste det. Han havde Kendskab til Træer og Urter og deres særlige Egenskaber. Han kendte en Busk, hvis Rod havde den mærkelige Egenskab, at den virkede ligesom Sæbespaaner, naar den blev skaaret i Stykker og kogt sammen med Tøjet.

Men trods al denne udmærkede Hjælp var Situationen i Livale tæt op ad Hungersnød, og mange vigtige Ting maatte vi helt undvære.

Fedtstof var ikke til at opdrive. Her havde Flodhestene og til Dels Elefanterne været den store Kilde til Rigdom, men nu var vi drevet væk fra de Egne, hvor Flodhestene fandtes, og der var Flokkene for Resten ogsaa saa beskudt, at det var en hel Sjældenhed at se et saadant Dyr.

Elefanter var der heller ikke mange af paa disse Egne, og jeg naaede aldrig at komme nogen paa Skud.

Og det værste af det hele var, at Saltet begyndte at slippe op. Salt og Kinin var uundværlige Ting, og der var lige lidt af begge Dele. Følgen af Manglen paa Salt var en stigende Lede ved fersk Mad.

Jeg tænkte med Vemod tilbage paa den Tid, da vi var ved at lynche Kokken paa „Kronborg“, fordi der var alt for meget Salt paa hans Menu.

Dengang kunde jeg ikke forestille mig, at jeg nogen Sinde skulde komme til at beklage mig over Manglen paa Salt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)