Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.

Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.

Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.

En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.

Næste Dag blev Hunden fundet skudt.

Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.

Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.

Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.

Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.

Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.

Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).