Senest ændret den 4. december 2020 8:55
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Vi har drevet omkring i Uforetagsomhed og havde begyndt at kede os, indtil vi i Forgaars skulde stille op paa Pladsen udfor Vejerboden, uden Oppakning. Det var dog besynderligt, syntes vi, men vi havde ikke ventet ret længe før en hel Stab af Læger, Officerer og flere andre, der under Armen bar paa store Protokoller, viste sig.
Vi blev kommanderet indenfor og fik Ordre til at klæde os af. En grundig Undersøgelse begyndte. Der blev maalt, baade i Længden og i Bredden, og sluttelig skulde vi op paa Vægten. Derefter kunde vi træde af. Rygterne tog nu Fart, og Vejningen blev sat i Forbindelse med, at General Bülows Armé, der laa i Alperne, var meget svækket.
Der blev fortalt, at vi skulde sættes ind der. Dette Eksperiment skulde være stødt paa Modstand hos Kommandoens Ledelse, fordi ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.
Ej heller var Kompagnierne jo udrustet med en saadan Forudsætning for Øje, og allermindst Officererne, der i deres Haandtaske ikke medførte andet end en Natskjorte og en Tandbørste. Vi andre havde rigtignok heller ikke mere, men vi blev jo ikke spurgt og var jo ogsaa vant til at klare os med mindre.
Naa, vi var blevet vejet og fundet for lette, og vi har nu faaet Ordre til at forberede Afrejsen til Tyskland. En, vistnok uofficiel, Ordre lyder paa, at enhver er forpligtet til at tage alt det med, som vi kan bære, og der bliver derfor købt ind i store Mængder.
Der bliver sagt, at Østrigerne skal afløse os, og derfor mener nogle, at Kragerne lige saa godt kan tage som Ravnene.